Hermione Granger og De Vises Sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2017
  • Status: Igang
Trevor!" råbte han lettet og rakte armene frem - jeg kunne ikke lade være med at være lidt skuffet over, at det var noget så brunt, slimet og vortet, vi havde brugt hele togturen på at lede efter. Lykkelig genforenelse, tænkte jeg ironisk, men var nu alligevel glad på Nevilles vegne.
Så kunne vi træde ud i den friske septemberluft, der duftede af dugvådt græs. Kæmpen løftede en knytnæve på størrelse med en fodbold - næsten, i hvert fald - og bankede hårdt tre gange på slottets tunge dør.

21Likes
36Kommentarer
5871Visninger
AA

19. XIX

Lyden af en smækkende dør vækkede mig op fra min urolige søvn, og jeg så mig omkring i den grønmalede toiletbås. Måske var det Pavarti, der kom tilbage for at få mig med op i sovesalen. Gad vide, hvad klokken var? Jeg kom på benene og gik ud til håndvaskene, der stod på en lang række langs den modsatte væg af toiletbåsende. Jeg nåede at hæfte mig ved stanken, og jeg nåede såfremt at slå den hen som noget, der nok bare var på offentlige toiletter, før det gik op for mig, at jeg ikke var alene. Jeg var så træt, og mine øjne var så røde, at jeg mest bare var irriteret og rettede mit blik mod, hvad jeg troede måtte være øjenhøjden på den anden person, for at give hende et surt blik.
  Men det var ikke øjne, jeg så. Det var en mur, der tårnede sig op over mig, en mur af krop. Mine øjne flakkede fra det lille hoved flere meter over mig til det grove lærredstøj til køllen i troldens hånd. For det var en trold, det var både sikkert og vidst. På de få sekunder lykkedes det mit hjerte at accellerere op i et tempo, der burde være umuligt.
  Jeg bakkede på skælvende ben, uden at tænke. Min hjerne var én stor grød af panik, og trolden kom tættere og tættere på. Så skete der det, som ikke måtte ske. Min ryg bankede ind i en kold og glat flade, som jeg rædselsslagen indså var væggen. Jeg kunne ikke komme videre. Jeg var fanget. Jeg skreg, og idet trolden hørte det, bankede den sin kølle ind i den nærmeste håndvansk, så hvide porcelænsskår fløj til alle sider, og jeg måtte dække mine øjne. Jeg kunne høre vask efter vask blive smadret, og hver gang blev lyden kraftigere, og større skår ramlede ned over mig. Den kom tættere på.
  Pludselig var jeg tilbage i gangen derhjemme, den nat hvor jeg var stoppet op, fordi jeg ikke vidste, om jeg nogensinde ville vende hjem. Jeg skulle have givet op på forhånd, jeg skulle være blevet. Nu skulle jeg dø, og alt ved den tanke føltes forkert, for jeg var slet, slet ikke færdig. Der var alt muligt, jeg manglede at nå.
  Først troede jeg bare, det var noget, jeg bildte mig ind. Så begyndte det så småt at gå op for mig, at det, jeg så, rent faktisk var sandt. At det rent faktisk var Harry og Ron, som var trådt ind ad døren. Trolden standsede få meter fra mig, da den hørte Rons råb fra den modsatte side af rummet. Jeg kunne ikke skeldne ordene, men jeg var også ligeglad. Jeg havde aldrig været mere ligeglad med noget i mit liv.
  Jeg ville gøre noget, løbe, kæmpe, hvad som helst, men hele min krop var i chok. Jeg kunne ikke bevæge en muskel, og jo mere jeg panikkede over det, desto mere forstenet blev jeg. Pludselig var Harry ved min side, og han hev og trak i min arm og skreg, at jeg skulle løbe. Men jeg kunne ikke. Alt skete langsomt, og det svimlede for mig. Jeg havde en undelig fornemmelse af ikke at være en del af det, jeg så ske. Så besvimede jeg.

 

Stilheden slog mig i møde, da jeg kom til mig selv, for en gangs skyld en meget betryggende lyd. Harry og Ron stod og betragtede den kæmpemæssige krop, der lå på de støvede flider. Jeg kom på benene og sluttede mig til dem. Min stemme ville ikke rigtig lystre, ligesom mit alarmerede hjerte. Dens kølle svævede lavt over gulvet, og Ron havde stadig sin tryllestav hævet, så det var ikke svært at regne ud, hvad der var sket. "Er den - død?" fik jeg fremstammet, og til min store rædsel rystede Harry på hovedet.
  "Det tror jeg ikke. Den er vidst bare slået midlertidigt ud." Han bøjede sig ned over troldens hoved og trak en lang ting ud af dens næse, som viste sig at være hans tryllestav. Den var dækket af noget, der lignede grå lim. "Adwr - troldebussemænd." Han tørrede den af i troldens i forvejen beskidte lærredsbukser.
  Vi så alle tre op, da lyden af fodtrin og smækkende døre nærmede sig, og snart trådte Professor McGonagall ind, efterfulgt af Professor Snape. Professor Quirrel, den stammende og hændervridende mand iført turban, som underviste os i Forsvar Mod Mørkets Kræfter, fulgte nølende efter dem. Da han fik øje på trolden, lod han sig modløst klynkende dumpe ned på et af toiletterne. Professor Snape bøjede sig over trolden, og Professor McGonagall stirrede på Harry og Ron med et blik, jeg ikke helt kunne placere. "Hvad i alverden tænkte I dog på," skændte hun, og jeg priste mig lykkelig for, at hun tydeligvis ikke talte til mig. Samtidig fik jeg lyst til at protestere. De havde reddet mit liv - hvorfor skælde dem ud for det? "I kan prise jer lykkelige for, at I stadig er i live. Hvorfor er I dog ikke på jeres sovesal sammen med de andre elever?"
  Sovesal. Det måtte altså være sent. Snape så på Harry, og det gik op for mig, at han igen så på hans øjne og ikk epå hans ar, som de fleste gjorde. Hvor måtte det egentlig være svært at føre en normal samtale for ham. Jeg mindede mig selv om at kigge ham direkte i øjnene, næste gang vi snakkede. professor McGonagall åbnede munden for at fortsætte, men jeg kom hende i forekøbet. Det var ikke fair at lade dem få skylden, når det var mig, der var faldet i søvn på toilettet.
  "Det var min skyld, professor McGonagall - de ledte efter mig." Der blev fuldstædig stille, og fem sæt øjne blev rettet mod mig. Jeg ville ønske, at Ron kunne se lidt mindre forbløffet ud. I det samme gik det op for mig, at jeg ikke kunne fortælle, hvad der virkelig var sket, uden at være nødt til at nævne Draco. Jeg måtte digte noget, hurtigt. "Jeg ledte efter trolden på egen hånd, fordi jeg troede, at jeg kunne klare den... du ved, fordi jeg har læst så meget om den slags," lirrede jeg af. "Hvis ikke de havde fundet mig, ville jeg nok være død nu. Harry stak sin tryllestav op i næsen på den, og Ron slog den ud med dens egen kølle. De havde slet ikke tid til at hente hjælp andre steder fra. Den skulle lige til at gøre det af med mig, da de nåede frem."
  Den tyggede hun lidt på. Så kom skælduden. "Frøken Granger, dit tåbelige pigebarn, hvordan kunne du overhovedet komme på den tanke, at du ville håndtere sådan et bjerg af en trold på egen hånd?" Ordene sved, men jeg bed protesterne i mig og så ned i en smadret flise på gulvet. "Der vil blive fratrukket fem point fra Gryffindor på grund af din tåbelighed. Jeg er meget skuffet over dig. Hvis du ikke er kommet noget til, må du hellere se at komme tilbage til Gryffindor-tårnet. Eleverne afslutter allehelgensaften i deres respektive kollegier."
  Jeg skyndte mig ud fra det trykkede rum og åndede lettet op, da jeg kom ud på gangen. Fem point var ingenting sammenlignet med, hvad jeg havde frygtet. Og jeg følte virkelig, at jeg havde gjort det rigtige. Jeg stoppede op ved hullet og ventede på drengene, selvom den lokkende duft af aftensmad smøg sig ud til mig fra opholdsstuen. De kom hurtigt rundt om hjørnet og standsede op ved min side. Der var noget anderledes i luften - en fortrolighed af en art, og vi kunne alle tre mærke den.
  Uanset hvor forskellige man er, og hvor meget man har imod hinanden, er det umuligt at stå gennem en oplevelse som denne og ikke blive venner for livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...