Hermione Granger og De Vises Sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2017
  • Status: Igang
Trevor!" råbte han lettet og rakte armene frem - jeg kunne ikke lade være med at være lidt skuffet over, at det var noget så brunt, slimet og vortet, vi havde brugt hele togturen på at lede efter. Lykkelig genforenelse, tænkte jeg ironisk, men var nu alligevel glad på Nevilles vegne.
Så kunne vi træde ud i den friske septemberluft, der duftede af dugvådt græs. Kæmpen løftede en knytnæve på størrelse med en fodbold - næsten, i hvert fald - og bankede hårdt tre gange på slottets tunge dør.

20Likes
37Kommentarer
5111Visninger
AA

14. XIV

"Men jeg skal stadig hvile lidt," sagde Neville og pillede ved ærmet på den hvide hospitalsdragt. Tusmørket faldt gennem Hospitalsfløjens høje vinduer og lavede et gittermønster på hans dyne.

"Jeg tænkte, jeg kunne spise her," foreslog jeg og bankede på min taske, hvor jeg havde gemt noget mad.

"Må du godt det?"

"Professor McGonagall har givet mig lov."

Han smilede. "Det ville være dejligt. Jeg keder mig så meget, når du ikke er her."

Jeg fik et stik af dårlig samvittighed. Det var omkring tre timer siden, han var forsvundet sammen med Madam Hooch, og jeg havde været så optaget af at læse op på vores lektier om Ulrik den Underlige, at jeg først var kommet for at besøge ham nu.

Det skramlede bag ved et gardin i den anden ende af det aflange rum. Neville så bekymret ud. "Jeg er ikke sikker på, Madam Pomfrey vil lade mig snakke med dig. Hun vil ikke have, jeg laver andet end at sove og drikke vand."

En forarget lyd undslap min strube, og en ret gammel dame iført hvide gevandter og et forklæde fik øje på mig. "Ud," kommanderede hun. "Mr. Longbottom har brug for hvile. Ud!"

Fornærmet spadserede jeg ned i Storsalen, hvor jeg instinktivt så mig om efter Draco som det første.

For at sikre mig, der ikke opstod problemer med ham, forsikrede jeg mig selv. Kun derfor. Denne aften var der faktisk problemer. Han stod ved Gryffindors bord med sine to venner, Crabbe og Goyle ved på hver sin side af ham. Harry og Ron sad på bænken og så en blanding af bekymrede og vrede ud. Jeg forstod godt hvorfor, da jeg hørte, hvad Draco sagde.

"Ved midnat? Vi mødes i trofælokalet, der er aldrig aflåst." Han vendte om og gik i min retning, og jeg skyndte mig at gemme mig i en flok Ravenclawpiger. Idet han og hans venner gik forbi, hørte jeg ham grine. "Jeg gad godt se deres ansigter, når de opdager, vi ikke engang er der!"

Han snød dem? Hvor fejt. En lille gift af skuffelse bredte sig i mig. Jeg begyndte at lytte til deres samtale, men de fleste ord var uklare. Jeg hørte dog ordet 'duel' nævnt flere gange. Troede de, de skulle duellere imod Draco? Men det var jo fuldstændig sindssygt. Godt, det bare var en spøg.

Jeg gik hen til dem for at advare dem.

"... og giv ham en blodtud," afsluttede Ron, før han fik øje på mig.

Jeg smilede køligt. "Forstyrrer jeg?"

"Kan man da ikke få madro?"

Jeg besluttede mig for at gå lige til sagen. "Jeg kunne ikke undgå at høre, hvad du og Malfoy talte om..."

Han afbrød. "Sikkert ikke."

Helt ærligt? Noget i mig var imod at hjælpe dem, når han var så flabet overfor mig. Hvad skyldte jeg ham? Draco havde faktisk været en del sødere overfor mig, end de havde - og han var endda en Slytherin. Men et eller andet måtte jeg jo sige, nu jeg var begyndt.

"... og du altså ikke strejfe rundt på skolens område efter mørkets frembrud. Tænk på alle de points, du kan komme til at koste Gryffindor, hvis du bliver fanget - og det bliver du helt sikkert. Det er virkelig meget egoistisk af dig."

Okay, jeg indrømmer, det måske tog lidt overhånd.

Harry sagde, jeg skulle blande mig udenom. Ron bad mig gå. Og det var så det, jeg fik ud af at prøve at hjælpe dem.

På vejen op til opholdsrummet spekulerede jeg på, hvad jeg kunne gøre for at forhindre kollegiet i at miste points. Jeg kunne selvfølgelig bare sladre, men ville pointene så ikke blive trukket fra alligevel? Jeg måtte finde på noget.

"Goddag, Frk. Granger."

Jeg behøvede ikke engang at se op for at vide, at det var Percy Weasleys fornemme stemme, der talte. "Hej," svarede jeg og smilede.

"Du, Hermione..." tøvede han, da vi passerede hinanden.

Jeg så spørgende på ham.

"Du.. ved vel ikke tilfældigvis, hvad min lillebror går og laver?"

Jeg overvejede et sekund, hvad der bedst ville tjene kollegiet og besluttede mig for at holde tæt. "Nej, det gør jeg virkelig ikke. Har han da lavet ballade?" Jeg forsøgte at lægge et nysgerrigt lag i min stemme, der vist mest kom til at lyde skingert.

Percy pillede lidt ved Vejleder-skiltet. "Jeg vil jo bare ikke have, han giver sig selv og familien et dårligt ry," forklarede han. "Jeg prøver at beskytte ham."

Den forklaring var jeg ikke helt sikker på, Ron ville være enig i. "Jeg ved desværre ikke noget," løj jeg og skyndte mig at skifte emne. "Hvad er det ny, det nyeste kodeord er?"

"Grisetryne," mumlede han skuffet og fortsatte ned ad korridoren. Først da gik det op for mig, at jeg havde holdt vejret.

Ktonia sad i sin himmelseng og filede negle. Det kunne hun åbenbart ikke nogen besværgelse til. "Hej," mumlede hun, da jeg kom ind. Hendes kuffert stod åben, og jeg undrede mig over, at der kun var grønt tøj i den. Hun så mig stirre og lagde filen fra sig med et utålmodigt suk. "Ja, det var jo meningen, jeg skulle havne på Slytherin sammen med min åh-så-perfekte søster, men den klamme hat synes, det ville være sjovt at se, hvad der skete, hvis han satte mig på modstanderkollegiet." Hun tog en luftpause og så krakelerede hendes kølige maske, og en pige i oprør dukkede frem. "Alene. Som den eneste i min familie i dette århundrede! Hvad i Merlins navn bilder den sig ind?"

Hvor sindssygt. Tænk at have en hel familie, der regnede med, man ville følge deres eksempel på Slytherin, så meget, at man på forhånd malede sine negle i Slytherins farver... og så uden varsel ende på det stik modsatte og samtid blive skilt fra sin søster. Jeg forstod godt, hvorfor Ktonia kunne virke lidt mut engang imellem. Hvad skulle jeg sige?

Det var et problem, jeg slap for at tage stilling, for hun havde gemt sig bag gardinerne igen. Jeg trak i en badekåbe, der havde en rædselsfulde nuance af lyserød, men duftede kraftigt af hjem. Så byggede jeg mig et ryglæn af puder, trak gardinerne for, så jeg var alene...

... og så mig forvirret om. Hvor længe havde jeg sovet? Mit armbåndsur sagde kvart i tolv, og da det det gik op for mig, hvad der ville ske om et kvarter, fik jeg en idé. På listefødder stod jeg ud af sengen, forbi Lavenders seng og ud ad døren, som jeg lukkede lydløst i bag mig. Trappen knirkede, så det vendte sig i mig, men det var der ikke noget at gøre ved. Egentlig havde jeg tænkt mig at vente i trofærummet, men så hørte jeg trin på drengenes trappe.

Jeg så vildt omkring efter et sted at gemme mig og endte med at krybe sammen bag en plysset lænestol. I skæret fra ildstedets dovne gløder kunne jeg se to skikkelser komme ned fra drengenes fløj. Præcis som jeg havde troet, var det Harry og Ron. Jeg holdt vejret og ventede. Skulle jeg give mig til kende? Fortælle dem, hvad jeg havde hørt Draco sige? Prøve at overtale dem til at blive?

"Jeg kan ikke fatte, du har tænkt dig at gøre det, Harry!" fløj det ud af mig, da de gik forbi mit skjulested. Jeg kunne have bidt tungen af mig selv.

Ron spildte ikke en chance for at skælde ud på mig. "Hvad laver du her? Gå tilbage i seng med dig."

Af en eller anden grund ville min mund ikke stoppe med at tale uden om det, jeg egentlig ville sige. "Jeg var lige ved at sladre til din bror, Percy - han er jo vejleder, og han kunne let sætte en stopper for det her."

"Kom, vi går," afviste Harry mig, og de kravlede begge gennem hullet. Jeg fulgte irriteret med. Jeg prøvede jo at hjælpe dem.

Sig det nu bare, sagde en stemme inde i mit hoved. Malfoy narrer jer. Han har slet ikke tænkt sig at komme. Hvorfor ville min stemme ikke lystre? "Er I fuldstændig ligeglade med Gryffindors rygte? Tænker I kun på jer selv?" Sig det nu. "Jeg vil i hvert fald nødig se Slytherin rende med pokalen, og jeg er sikker på, at I vil koste os alle de points, Professor McGonagall gav mig, fordi jeg var god til forvandling."

"Skrub af," var det eneste, jeg fik tilbage. Jeg begyndte på en lang, formanende talestrøm, men i det samme lød et klik bag mig, maleriet af Den fede dame svingede ind, og det gik det op for mig, at hun var væk.

"Hvad skal jeg nu gøre?" panikkede jeg.

De fejede mig af og begyndte at gå, og jeg overvejede mine muligheder. Jeg kunne kalde på Den fede dame og bede til, pedellen Filch ikke hørte mig, eller jeg kunne blive og vente og bede til, han ikke fandt mig.

Eller jeg kunne gøre noget, der virkelig ikke lignede mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...