Hermione Granger og De Vises Sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2017
  • Status: Igang
Trevor!" råbte han lettet og rakte armene frem - jeg kunne ikke lade være med at være lidt skuffet over, at det var noget så brunt, slimet og vortet, vi havde brugt hele togturen på at lede efter. Lykkelig genforenelse, tænkte jeg ironisk, men var nu alligevel glad på Nevilles vegne.
Så kunne vi træde ud i den friske septemberluft, der duftede af dugvådt græs. Kæmpen løftede en knytnæve på størrelse med en fodbold - næsten, i hvert fald - og bankede hårdt tre gange på slottets tunge dør.

21Likes
36Kommentarer
5609Visninger
AA

13. XIII

Tirsdag var den dag, jeg havde frygtet mest: flyvetimen. Drengene på min årgang havde siddet og pralet hver eneste morgen over hvor gode, de var til at flyve. Jeg havde selvfølgelig ikke engang prøvet at sidde på en kost.

Noget sagde mig, det ville komme til at minde lidt for meget om idrætstimerne på mugglerskolen, og jeg havde selvfølgelig læst alt hvad jeg kunne få fat i af instruktioner og regelbøger det det kende troldmandsspil, Quiddich.

Jeg havde ikke set Slytherindrengen siden fredag eftermiddag, men jeg vidste, flyvetimerne var sammen med Slytherin. Det gjorde mig bare endnu mere nervøs.

På vej ned til morgenmaden snakkede jeg som et vandfald, mest for at holde tankerne på afstand. "...og de sagde alle sammen, det bliver vildt svært, men jeg tror nu, det bliver ganske spændende. Hvad synes du i øvrigt om biblioteket? Neville?"

Jeg ventede på et svar, der aldrig kom. Nevilles øjne var fikseret på et punkt langt ude i fortiden. Han havde en lille, bekymret rynke i pande.

"Hallo? Neville?"

Han så forvirret på mig. "Hvad?"

"Ja, det spørger jeg dig om. Hvad sker der?" Jeg havde fået en forlangende klang i stemmen.

Han rodede sig i det brune hår. "Jeg er bare ikke så vild med højder... Mine forældre var også vildt dårlige til flyvning."

Åh... og nu skulle han så op at flyve foran hele klassen - og Slytherin. Den stakkel. "Du bliver ved med at snakke om dine forældre i datid," dristede jeg mig til at sige.

Jeg fortrød det, så snart jeg så Nevilles ansigt. "Jeg... har ikke så meget lyst til at tale om det," undveg han, og jeg blev nysgerrig.

"Hey, venner fortæller da hinanden ting, ikke?"

Små røde klatter bredte sig på hans kinder. "Du har da ikke fortalt mig om dine forældre," gav han igen.

Eller mobberierne på min gamle skole, eller min nervøsitet over flyvetimerne, eller den aften på biblioteket...

Der lagde sig en stilhed mellem os, så man virkelig kunne høre vores skridt runge mellem væggene omkring de omskiftelige trapper. Vores skridt faldt i takt, mens vi gik, og keg forsøgte desperat at finde på noget at sige. Han havde jo sådan set ret.

"Det er okay," endte jeg op med. "Du kan bare sige til, når du er klar til at sige det."

Nevilles uheldige dag fortsatte. Ved morgenbordet fik han en pakke med en erindringskugle fra sin bedstemor. Han forklarede mig, at den var fuld af røg, der blev rødt når man havde glemt noget. Selvfølgelig havde han knapt nok taget den lille glaskugle op af æsken, før den blev fyldt med mørkerød røg.

Og selvfølgelig havde han knapt nok nået at overveje, hvad han mon havde glemt, før en bleg hånd snuppede kuglen fra ham. Jeg skulle til at rejse mig op og protestere, men blev stum, da jeg genkendte Slytherin-drengen fra biblioteket. Til min overraskelse sprang både Potter og Weasley op fra bænken med aggressive miner. Jeg mærkede også vreden blusse op og stirrede på ham med det mest lynende blik, jeg kunne præstere.

Han så faktisk lidt skamfuld ud, men jeg vidste ikke, om det var, fordi han havde genkendt mig, eller bare fordi Professor McGonagall nærmede sig med lange, målrettede skridt.

"Malfoy har taget min erindringskugle," klagede Neville, da hun nåede frem.

Malfoy.

Malfoy afleverede erindringkuglen og lænede sig samtidig ind over bordet. "Jeg ville bare kigge," undskyldte han, idet han så mig direkte i øjnene.

Klokken halv fire troppede jeg op til flyvetime sammen med resten af min årgang. Slytherin'erne og tyve koste ventede på os. Vinden legede med mit hår og fik træerne i Den Forbudte Skov til at bruse. Skoven lignede et slumrende dyr, der ventede på at vågne. Jeg fangede Malfoys øjne et sekund, før han slog blikket ned.

Madam Hooch, en brysk udseende kvinde med stålgråt hår, tog sig ikke engang tid til at præsentere sig, men gik direkte til sagen: "Nå, hvad venter I på? Alle mand ved siden af deres kosteskaft. Lad det gå lidt villigt! Ræk jeres højre hånd over kosten og sig: OP!"

Det gjorde jeg så, og kosten rullede adskillige meter væk fra mig. Ved siden af Weasley så jeg Potters kost lette fra jorden og flyve direkte op i hans hånd i det sekund, han bad den om det. Helt ærligt! Jeg så hen på Malfoy, som var ved at blive irettesat af Hooch til sin store bestyrtelse, så det ud til. I det øjeblik, hun vendte ryggen til, bøjede jeg mig ned og tog lynhurtigt kosten i hånden, før jeg rejste mig igen, lige tidsnok til at undgå Hooches falkeblik.

Nevilles kost havde ikke flyttet sig en tomme. Han så desperat på mig. Så lavede han samme nummer som mig. Jeg havde Hooch mistænkt for at opdage det, men ikke høre noget ved det, og sendte hendes ryg et taknemmeligt smil.

Nu kom den svære del: Vi fik besked på at lette kort og lande igen ved at læne os lidt forover, en opgave, der for mig ligesågodt kunne have været at bestige et bjerg på tungen. Utænkeligt. Hvordan skulle man overhovedet holde sig fast?

"Parate?" råbte hun. "Nu fløjter jeg..."

For sent gik det op for mig, at Neville havde sat hårdt af allerede ved 'parate' og nu hang et par meter oppe i luften, for højt oppe til, jeg kunne nå ham. Panikken fik det til at ringe for mine ører.

"Kom tilbage, knægt," råbte Hooch efter ham, og stakkels Neville så ikke ud, som om der var noget, han hellere ville. Kosten bar ham højere og højere op. Så begyndt den at tilte. Nej!

I det skrækkelige tomrum, hvor han faldt gennem luften, var der nogen, der skreg, og det var først bagefter, det gik op for mig, at det var min egen stemme. Der var et frygteligt stille øjeblik, hvor jeg troede, han var død. Så rørte han lidt på sig, og jeg kunne have tudet af lettelse. Madam Hooch sagde noget om et brækket håndled og fulgte ham til hospitalsfløgen. Gudskelov.

"Ingen rører ved kostene, mens jeg er væk. De, der ikke adlyder, vil blive smidt ud af Hogwarts hurtigere, end man kan nå at sige Quiddich."

Jeg slap skyndsomt kosten. Jeg skulle ikke nyde noget af at blive bortvist, nu hvor jeg endelig var her. En, der ikke havde sluppet sin kost, var Malfoy. Han kom gående hen mod Gryffindor'erne med et provokerende smil. "Så I hans ansigt, den store kødbolle?"

Jeg skulle til at lade min vrede fosse ud over ham, men overraskende nok kom Parvati mig i forkøbet. "Hold mund, Malfoy."

Nu var der en pige, der talte. "Ååh, så man forsvarer Neville Longbottom?" Hun slog med det blanke, sorte hår og rettede på det grønne og sølv slips. "Jeg ville ikke have troet, at du holdt med små, fede klynkegrise, Parvati."

"Se!" Malfoy havde fået øje på noget i græsset hvor Neville havde ligget, og nu samlede han det op. Jeg fik et glimt af glas. Erindringskuglen.

Potter skulle selvfølgelig spille helt. Helt roligt beordrede han: "Giv den til mig."

Det var åbenbart ikke kun Gryffindors, der var modige, for Malfoy stak ham bare endnu et flabet smil og satte sig klar på kosten. "Jeg tror, jeg vil efterlade den her, så kan Longbottom jo selv komme og hente den. Hvad med... oppe i et træ?"

Potters øjne slog gnister bag brilleglassene. "Giv den til mig Nu!"

I et glimt så Malfoy tryglende på mig, hans øjne var fulde af ét eneste ord: Hjælp. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg gjorde det, jeg kunne bare ikke lade være.

"Nej!" Udbrød jeg og stirrede desperat på Potter. "Madam Hooch forbød os at røre kostene. Du får os alle sammen i vanskeligheder."

Men han ville ikke lytte. Før jeg fik set mig om, var de begge mange meter over os, optaget i en dans, som jeg overhovedet ikke kunne følge med i. Potter jagtede Malfoy, Malfoy jagtede Potter, de var ét stort hvirvlende sammensurium af røde og grønne gevandter. Så var der et lysglimt, erindringkuglen faldt mod jorden. Idioter! Neville ville blive synderknust.

Potter susede gennem luften med en fremstrakt arm. Havde han tænkt sig at gribe den? Jeg holdt vejret...

Tættere på... Tættere... Hans hånd lukkede sig om den lille glaskugle. Jeg blinkede et par gange for at tro, hvad jeg så.

"HARRY POTTER!"

Det var Professor McGonagall, og jeg havde aldrig set et menneske ligne et tordenvejr så meget. Øjnene skød lyn. Stemmen buldrede. Hendes hensigt var omkranset af ét stort brus af sort hår.

Hendes fingre pillede ildevarslende ved tryllestaven.

"I alle mine livsskabte dage på Hogwarts har jeg dog aldrig set... Hvor tør du - du kunne have brækket halsen..."

Parvati synes igen, hun skulle blande sig. "Det var ikke hans skyld, professor," fedtede hun og sendte Potter et håbefuldt blik.

Professor McGonagall affejede både hende og Weasley i deres heltemodige forsøg på at tale uden om kendsgerningen: Han havde brudt reglerne. Nu måtte han tage sin straf. Han forsvandt med hende tilbage til skolen, og de fleste tog det som et tegn på, de måtte have fri nu. Med de fleste mener jeg alle bortset fra Malfoy og mig. Vi så lidt på hinanden, så brød han øjenkontakten og begyndte at samle koste sammen.

Jeg greb muligheden for at snakke med ham alene. "Malfoy..."

"Draco," rettede han. "Kald mig Draco."

"Okay, Draco... Vil du ikke godt lade min ven være i fred?"

Han kunne ikke helt skjule et hånligt glimt i øjnene. "Er han din ven. Longbottom?"

Jeg skulle til at se ned i jorden, men ombestemte mig. Jeg rettede ryggen og sendte ham det mest selvsikre blik, jeg kunne præstere. "Ja," knejsede jeg. "Er det et problem?"

"Øh, nej da..." Han så ud som en, der var sat ud af spillet, så jeg efterlignede Lavenders sukkersøde smil og gjorde mine til at gå.

"Nåmen, du må have det sjovt med at samle koste sammen," hilste jeg over skulderen.

En lysegrøn duft af nyslået græs kildede min næse, og et tilfredst smil spillede i min mundvig. For en gangs skyld følte jeg, jeg havde gjort noget rigtigt

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...