Hermione Granger og De Vises Sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 8 mar. 2017
  • Status: Igang
Trevor!" råbte han lettet og rakte armene frem - jeg kunne ikke lade være med at være lidt skuffet over, at det var noget så brunt, slimet og vortet, vi havde brugt hele togturen på at lede efter. Lykkelig genforenelse, tænkte jeg ironisk, men var nu alligevel glad på Nevilles vegne.
Så kunne vi træde ud i den friske septemberluft, der duftede af dugvådt græs. Kæmpen løftede en knytnæve på størrelse med en fodbold - næsten, i hvert fald - og bankede hårdt tre gange på slottets tunge dør.

20Likes
37Kommentarer
5111Visninger
AA

12. XII

 

”Granger? Granger!”

  Jeg gemte hovedet i puden og holdt mig for ørerne. Så gik det op for mig, hvor jeg var, og jeg skyndte mig at springe ud af sengen. Jeg snublede i det mørkerøde sengeforhæng og bandede.

  Parvati, der havde vækket mig, så hånende ud. ”’For fanden?’ Er det et muggler-udtryk?”

  Det gav et sug i maven, men jeg lod mig ikke mærke med det. ”Jeg er ikke en muggler.”

  Hun og Lavender fnisede og forlod sovesalen. Jeg vrængede ad døren og hoppede så af forskrækkelse, da der lød en stemme fra sengen ved siden af.
”I det mindste kaldte de dig ikke mudderblod.” Et blegt pigeansigt dukkede frem fra himmelsengen. ”Åh nej, forskrækkede jeg dig?” Hun snoede en tyk, brun lok mellem sine lakerede negle. Grønne, bemærkede jeg. Med sølvstriber, Slytherins farver. ”Jeg er Ktonia Greengrass.”

  ”Hej,” sagde jeg bare og gik hen for at åbne min kuffert.

  ”Siquindo! Undskyld mig, jeg skulle bare lige fikse neglene…”

  Jeg stirrede vantro på hende. Var det dét niveau, jeg var oppe imod? Piger, der kunne besværgelser, selv til at fjerne neglelak? Og hun så ud, som om det var det nemmeste i hele verden. Jeg sank.

  ”Hv-hvorfor ville du fjerne den? De var da flotte.” Var det ikke sådan noget, normale piger sagde til hinanden? Jeg gav mig selv et par points for i hvert fald at prøve.

  ”Er du dum? Hallo, det er Slytherins farver. Og jeg er ligesom en Gryffindor.” Hun spyttede det sidste ord ud, som om det smagte bittert. Mine øjne voksede endnu mere. Jeg var blevet kaldt alt fra freak til nørd til kælling til, ja sjovt nok, heks. Men der var aldrig nogensinde nogen, der havde kaldt mig dum.

  Som kronen på mesterværket nikkede hun i retning af mit natbord og løftede øjenbrynene. ”For resten har de lagt tøj frem til dig.”

  Jeg følte mig rent faktisk lidt dum, og det irriterede mig så meget, at jeg fuldstændig ignorerede hende, mens jeg tog Gryffindor-uniformen på. Det røde og guldfarvede slips gav mit faktisk et lille stik af stolthed. Her, sagde det, har vi en af de tapre elever. Velkommen til Løvernes hovedstad.

 

Ved morgenbordet så jeg mig om efter ejermanden til de grå øjne, men kunne ikke få øje på nogen. Jeg mistede også koncentrationen, da et kæmpe brus af vinger og fjer kom flyvende hen over hovederne på os og lod små pakker dumpe ned i hænderne på de heldige elever. Nevilles bedstemor havde sendt et eksemplar af Profettidende, som jeg vidste var den største magiske avis. Jeg læste højt:

Sidste nyt om indbruddet i Gringotts
Efterforskningen af indbruddet i Gringotts den 31. juli fortsætter. Ukendte mørke troldmænd eller hekse menes at stå bag.
Gringotts’ nisser fastholder, at intet blev fjernet fra åstedet. De meddeler, at boksen faktisk allerede var blevet tømt, før indbruddet fandt sted. Mysteriet er stadig uopklaret, og der blev ikke fundet nogen spor i sagen…

Jeg bed mig tankefuldt i læben. Hvem ville bryde ind i en bank uden at tage noget? Og hvad havde de prøvet at stjæle? Jeg virrede med hovedet for at klare tankerne. Det kunne også være lige meget, der var jo ikke blevet stjålet noget. Desuden havde jeg nok at bekymre mig om med den første forvandlingstime, som jeg skulle møde til om lidt.

  Jeg sad klar i klasselokalet en halv time før tid, Neville skulle lige nå noget først. Fra en dør bag kateteret kom Professor McGonagall ud, og hun så faktisk overrasket ud, da hun så mig. ”Mine elever plejer ikke at være tidligt på den.”

  Jeg rømmede mig. ”Goddag, mit navn er Hermione Granger, vi mødtes kort i går, men du kan nok ikke huske mig.” Stolen skramlede under mig, da jeg rejste mig for at give hende hånden.
  Hun smilede, så de utydelige rynker ved hendes øjne stod lidt tydeligere frem. ”Jeg husker udmærket alle elever fra mit kollegie. Du er meget velkommen i Gryffindor.”

  Mine kinder blussede af befibbelse. Sådan plejede lærere da ikke at tale til deres elever?
De andre elever kom dryssende lidt efter lidt, indtil klokken ringede ind til timestart. Jeg sitrede af spænding og knugede Nevilles hånd, da professoren begyndte sin undervisning. ”Forvandling er noget af det vanskeligste og farligste, man kan bruge magi til. Derfor siger jeg på forhånd, at hvis nogen prøver at lave numre i mine timer, vil vedkommende blive smidt ud og skal ikke regne med at få lov til at komme tilbage.”

  Samtlige elevers ansigter lyste op med klar besked: Modtaget. Hun blødte lidt op. ”Nu er I advaret!” Så lavede hun et par rutinerede sving med sin stav, hvorefter kateteret forvandlede sig til en gris og tilbage igen.

  Selve timen var faktisk meget nemmere, end jeg havde frygtet. Da vi begav os videre mod Forsvar mod Mørkets Kræfter, var jeg den eneste, der havde klaret at forvandle sin tændstik til en sølvnål. Selv ikke Ktonia var det lykkedes for, hvilket gav mig et overraskende frydefuldt brus i maven. Professor McGonagall havde også rost mig til skyerne.
 Fredag eftermiddag var jeg ret tilfreds med min første uge. Selvom mine værelseskammerater drev mig til vanvid, var jeg blevet ret god til at regne ud, hvornår jeg kunne blive fri for dem.

  Mit gode humør svandt dog langsomt, jo længere ned i eliksirkrypten vi kom. Væggene blev klamme og kolde, før vi nåede frem til det dunkle klasselokale. Jeg satte min kedel på en af de forreste pulte og begyndte at finde fjer og blæk frem. En temmelig skræmmende mand kom hvislende ind i lokalet med de sorte gevandter trukket dramatisk sammen omkring sig. De sorte øjne strejfede knapt nok mine, da han så ud over den nervøse forsamling. Til gengæld, bemærkede jeg irriteret, blev de hængende en del ved den berømte hr. Potter. Jeg lagde mærke til, det var hans øjne, læreren kiggede på, ikke hans ar. Et strejf af smerte eller savn gled over hans ansigt, før han præsenterede sig som ”Professor Snape” og gik i gang med undervisningen.

  Undervisningen, der bestod af at udspørge Potter med alle mulige åbenlyse spørgsmål, hvoraf han åbenbart ikke kunne svare på et eneste. Helt ærligt. Jeg rakte hele tiden min finger i vejret, men Snape så mig åbenbart ikke, han havde kun øje for Potter. Da han var færdig med sit lille kendis-interview, så han ondskabsfuldt op på klassen. ”Nå? Hvorfor noterer I ikke ned, hvad jeg fortæller jer?”

  Det gør jeg jo også, havde jeg lyst til at råbe. Timen fortsatte som et mareridt, og da vi endelig fik fri, styrede jeg direkte mod biblioteket.
 Det var faktisk det eneste sted, hvor jeg virkelig følte, jeg kunne slappe af, og jeg brugte næsten alle mine fritimer i en lille krog, jeg havde fundet, gemt fra omverdenen. Der var en laset lænestol og et bord, hvor der endda stod en lille lygte, hvis det blev for mørkt. I dag gik det ikke helt, som det plejede.
  Der sad en dreng i min stol. Han var dybt bøjet over en bog, og det eneste, jeg kunne se af ham, var det lyse hår og den grønne sweater, han havde på. Jeg lagde mærke til et par glitrende sølvkanter på skulderne, og måtte konkludere, han var en Slytherin. Jeg var så træt, kunne han ikke finde et andet sted?

  Jeg rømmede mig og fik en mental mavepuster, da jeg genkendte de gråligt lysende øjne.
  Han så forvirret ud. ”Hvad?”
  Mine fødder begyndte af sig selv at bakke. ”Øhm, ikke noget… jeg ville bare…”

  Han hævede øjenbrynene. ”Har jeg taget din plads? Du kan godt sidde her, hvis du vil.”
  Jeg viftede afværgende med hånden. ”Nej-nej, bare bliv siddende.” Så flygtede jeg praktisk talt og løb rundt mellem reolerne efter en bog, jeg kunne gemme mig i. Da jeg dristede mig tilbage til krogen et kvarter senere, var han væk. Lænestolen duftede svagt af pebbermynte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...