Hermione Granger og De Vises Sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 12 nov. 2016
  • Status: Igang
Da en ugle pludselig dukker op med et mystisk brev i næbet, ændres Hermione Grangers liv for altid. Hun opdager en verden, hvor hun hører hjemme - en verden med venskab, magi og måske også kærlighed...?

20Likes
37Kommentarer
3534Visninger
AA

11. XI

Den næste var Neville, der rystende tog plads på den vakkelvorne skammel. Der gik et øjeblik, mens jeg holdt vejret og krydsede fingrene under bordet. Så råbte hatten "GRYFFINDOR!" og jeg smilede ved mig selv. Så kunne vi i det mindste være sammen. Da han satte sig ved siden af mig, fuldstændig bleg i hovedet, besluttede jeg, at resten af fordelingen måtte være ligegyldig. Vi var sammen, ikke alene, og det var det vigtigste.

Det meste af aftenen var mine tanker langt væk, svævende i en uvirkelig lykkerus af måske-er-Gryffindor-ikke-så-slemt-alligevel. Jeg var blevet modtaget godt. Ingen havde stirret skeptisk, ingen havde kald mig mudderblod. Og Neville var her. Han sad lige ved siden af mig, nok i gang med at tænke præcis det samme som mig. Betød det her, at vi var venner? Sådan rigtige, tætte venner? Jeg var ikke sikker, men jeg vidste, at vi i hvert fald kunne blive det. Jeg havde jo hjulpet ham med at finde Trevor... det måtte da tælle for et eller andet?
  Pludselig rejste en gammel mand sig op fra lærerbordet. Det måtte være skoleinspektøren - hvad var det nu han hed? Albus... Dumbledore? Hans sølvgrå hår og meget, meget lange skæg skinnede i skæret fra de svævende stearinlys, da han bredte armene ud mod os og smilede varmt.
  "Velkommen!" sagde han. "Velkommen til endnu et år på Hogwarts! Før vi begynder vor festmiddag..."
  Min mave rumlede sultent.
"... vil jeg gerne have lov til at sige et par ord - og de lyder således: Skvat! Splat! Dingenot! Tagfat! Tak, det var alt."
  Hele salen klappede under høje bifaldsråb, og jeg hviskede med rynkede bryn til Neville: "Øh, er det sådan noget man siger her...? En slags hilsen eller sådan noget?"
  Neville trak bare forvirret på skuldrene. "Ikke, hvad jeg ved af."
  Jeg nåede ikke at undre mig mere over den sag, for med det samme blev samtlige guldfade på langbordet bugnende fulde af et utal forskellige retter, der dampede indbydende. Jeg gjorde store øjne, begyndte så at øse op på min tallerken. Vi spiste og spiste, og det mærkelige var, at det virkede, som om hundredevis af usynlige hænder blev ved med at skrælle nye gulerødder, læsse mere roastbeef på fadene og fylde mere sovs i skålene, så man slet ikke kunne se, at vi allerede havde spist os stopmætte.
  Da alle så ud til at kunne segne om af mæthed, blev fadene skinnende rene og dernæst fyldt med ligeså mange desserter. Jeg stak sørgmodigt i noget pebbermynteis, men måtte indse, at jeg ikke kunne få en bid mere ned.
  Percy Weasley - Rons storebror og Gryffindors vejleder - prikkede mig på skulderen. "Undskyld, hvad var det nu du hed?"
  Mit hjerte nåede at slå over i dobbelttempo - havde jeg gjort noget forkert? Brudt en regel? Skulle jeg bortvises? "H-Hermione," fik jeg fremstammet. "Hermione Granger..."
  Percy smilede venligt, og jeg åndede lettet op. "Velkommen til - har du kigget på pensum?" Han fik pludselig et lidt strengere ansigtsudtryk.
  Jeg lyste op i et ivrigt smil. "Ih ja - jeg har lært det helt udenad! Flyvning er det eneste, som jeg virkelig ikke tror, vil kunne hjælpe mig til eksamen, jeg mener..."
  "... At det ikke har et meget højt fagligt niveau," færdiggjorde han min sætning. "Personligt synes jeg, det giver meget dejlig luft til hjernen..."
  "Jeg håber virkelig, at vi tager fat med det samme, for vi har så meget at lære. Jeg er især interesseret i forvandlinger, forstår du. At kunne lave tingene noget helt andet. Selvfølgelig er det noget af det vanskelige, men man kan jo starte i det små - for eksempel ved at lave tændstikker om til nåle og den slags..."
  Percy nikkede anerkendende med en mine som en verdensmand. "Ja, det er også aldeles interessant, især når man kommer op i er lidt højere niveau... Personligt er jeg meget fascineret af talmagi, men det kommer jo først på tredje år." Harry Potter, der sad på den anden side af Percy, sagde noget, og Percy vendte sig om ham for at svare. Jeg vendte mig mod Neville og forsøgte at starte en samtale.
  "Sikken en dag, hvad?
  Neville så ikke engang på mig. Hans blik var fæstnet på den tomme guldtallerken, der spejlede de flyvende stearinlys over Gryffindorbordet. Han havde ikke rørt maden. Jeg prøvede igen.
  "Neville?"
  "Hmm?"
  Jeg rynkede brynene. "Er du okay? Er du ked af, du kom på Gryffindor? Det skal du altså ikke være, bare vent og se, det skal nok..."
  "Nej, det er fint nok," mumlede han og smilede bedrøvet. "Mine forældre var også-"
  "Var?"
  Han rystede bare på hovedet og vendte sig den anden vej.

Der var flere forskellige grunde til, at jeg ikke kunne sove den nat. For det første lå Parvati Patil - den tredje pige på Gryffindor - og hulkede, fordi hun var blevet skilt fra sin tvillingesøster. Selvfølgelig sprang Lavender straks til med alle mulige forskellige varianter af "Så, så, du har jo mig, ikke? For jeg er jo det eneste i verden, der virkelig tæller!"
  Jeg gik ud fra, at der måtte være en fjerde pige i den fjerde himmelseng, men hun havde trukket de mørkerøde gardiner helt for, så man ikke kunne se, om det var hende eller en trold, der gemte sig derinde.
  For det andet var der tankerne, der sværmede rundt i hovedet på mig som en flok dansemyg. Når jeg ikke tænkte på mine forældre, kørte "For lige nu er de tomme og fulde af luft, døde fluer og flødeskum..." på repeat i mit hoved. Der var også det med Neville - hvorfor var han pludselig så nedtrykt? Alle havde taget så godt imod os, og Gryffindor var kendt som heltekollegiet, så man kunne da ikke blive direkte skuffet, vel? "Mine forældre var også..." Var. Han havde sagt 'var', som om de ikke var længere. Skulle det betyde, at de var- kunne det være derfor, han boede hos sin bedstemor?
  Der gik timer, før jeg endelig forsvandt ind i mørket og drømte om syregrønne slikkepinde og lysende grå øjne, der borede sig ind i mig og blev siddende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...