Hermione Granger og De Vises Sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 12 nov. 2016
  • Status: Igang
Da en ugle pludselig dukker op med et mystisk brev i næbet, ændres Hermione Grangers liv for altid. Hun opdager en verden, hvor hun hører hjemme - en verden med venskab, magi og måske også kærlighed...?

20Likes
37Kommentarer
3529Visninger
AA

10. X

~~Døren gled op med det samme. En høj, sorthåret heks i smaragdgrønne gevandter stod indenfor og tog imod os. Hun havde et fast men kærligt blik, og min første tanke var, at hende skulle man holde sig gode venner med.  "Her er førsteårseleverne, professor McGonagall," rungede kæmpen.
  Hun fik et næsten overbærende udtryk i øjnene. "Tak skal du have, Hagrid. Jeg tager mig af dem fra nu af." Hun åbnede porten på vid gab, og vi trådte ind i et rum så stort, at mit hus kunne have været derinde og stadig have højt til loftet. Rummet var oplyst af fakler, der hang med jævne mellemrum på kampestensvæggene. Det gav et varmt og flakkende skær, der mindede én om at sidde hos sin bedstemor med et blomstret uldtæppe over skuldrene og tygge i nogen alt for hårde småkager. Loftet var for højt oppe til, at jeg kunne se det, men en svungen marmortrappe førte videre op til de øvre etager.
  Vi fulgte professor McGonagall over det blanke, flisebelagte gulv. Jeg kunne høre lyden af hundredevis af stemmer inde bag en dør til højre - resten af skolen måtte være forsamlet der - men professor McGonagall ledte os til et mindre lokale længere nede på samme side. Førsteårseleverne myldrede ind, og jeg bed mig nervøst i læben, mens jeg afventede, hvad der nu skulle ske. Neville klemte min hånd, og det føltes lidt bedre at være sammen om at være alene.
  "Velkommen til Hogwarts," begyndte professor McGonagall. "Velkomstmiddagen vil snart blive serveret, men før I indtager jeres pladser i Storsalen, vil i blive fordelt på de forskellige kollegier. Fordelingen af elever er en meget vigtig ceremoni, fordi jeres kollegium vil blive jeres hjem her på Hogwarts, ligesom jeres kollegiekammerater vil blive en slags familie for jer. I vil gå i klasse med jeres kollegiekammerater, I vil sove sammen med dem i kollegiets sovesal og tilbringe jeres fritid i kollegiets opholdsstue."  Tankerne dansede rundt i hovedet på mig som en hær af irriterende fluer, mens jeg stædigt forsøgte at holde koncentrationen. Professoren talte videre, og jeg spidsede ører, da hun nævnte noget om overtrædelse af regler - det sidste, der måtte ske nu, var, at jeg blev bortvist og måtte fortsætte det gamle liv med mobberi og ensomhed. Mit håb var, at hvis jeg nu gjorde mig rigtig umage i alle fag og ikke overtrådte en eneste regel, så kunne jeg blive i de syv år og få mig et liv som heks - og måske endda sende mit eget elleveårige barn afsted fra perron 9 3/4 en dag?
  Jeg ville have rystet vantro på hovedet, hvis nogen fortalte mig, hvad der skulle ske allerede i løbet af dette skoleår.
  Professor McGonagall fortsatte: "Så længe I er på Hogwarts vil jeres bedrifter også komme kollegiet til gode i kraft af vores pointsystem, hvorimod hver eneste overtrædelse af vore regler vil resultere i afstraffelse af hele kollegiet - ved fratagelse af point. Ved slutningen af hvert skoleår vil det kollegium, der har optjent flest points, blive belønnet med en kollegiepokal, en særdeles fornem pris. Jeg håber, at hver enkelt af jer vil gøre jeres kollegium ære, uanset hvor I bliver placeret.
  Fordelingsceremonien vil finde sted om et par minutter. Det hele vil foregå under overværelse af de andre elever. Jeg vil derfor råde til, at I gør jer lidt i stand, mens I venter." Hendes blik faldt på Rons beskidte næse, som han åbenbart ikke havde gidet vaske, og Nevilles kappe, der var blevet helt krøllet af at sidde klemt sammen i den lille bog.
  "Jeg vender tilbage, når vi er parate til at gå i gang. Vær venlige at forholde jer rolige indtil da," afsluttede hun og forlod lokalet med de smaragdgrønne gevandter flagrende efter sig. Lyden af døren, der smækkede bag hende efterlod os fanget i den værste lyd, jeg kendte.
  Stilhed. Stilhed som øjeblikket før en lærer fortæller dig, at du er dumpet. Stilhed som når alle i klassen tøver og prøver at finde en undskyldning for ikke at invitere dig til klassefesten. Stilhed som når den regelmæssige vejrtrækning hos en, du holder af, pludselig stopper for altid. Alt det, jeg frygtede mest, samlet i én øresønderrivende ikke-lyd. Stilhed før stormen.
  Jeg skulle væk, ud af de minder og mareridt, som stilheden fangede mig i. Hviskende, og med rivende hast, begyndte jeg at opremse alle de besværgelser og forvandlinger, jeg indtil nu havde lært mig. Der var ikke mange, men når jeg kom til slutningen, begyndte jeg bare forfra. "Alohomora - åbne døre, Facere Argenti - tændstik til sølvnål, Lumos - lys i spidsen af tryllestaven..."
  Jeg nåede ikke engang at blive skræmt, da en hel flok spøgelser kom svævende gennem den ene væg, for idet nogen begyndte at skrige, blev der prikket hul på tavshedsboblen. Og når man kiggede nærmere efter, var de faktisk ret smukke, spøgelserne. Jeg havde læst om dem i Hogwarts Historie, men det her var noget helt andet. At se dem glide gennem rummet, gennemsigtigt perlehvide og fordybet i indbyrdes samtale, fuldstændig ligeglade med vores lille trykkede forsamling. Det kunne se ud, som om de småskændtes.
  Den ene af dem fik øje på os og stoppede op. ”Nye elever? I venter på at blive fordelt, ikke sandt?” Han smilede venligt ud til os alle, og nogen få nikkede usikkert tilbage. ”Vi glæder os til at se jer i Hufflepuff. Det er mit gamle kollegie, at i ved det,” formanede spøgelset, før professor McGonagalls skarpe stemme afbrød ham og fik hele min krop til at gå i nødsituationsmode.
 ”Så kan I godt følge med. Fordelingsceremonien skal til at begynde.” Mit hjerte slog over i tredobbelt tempo, som om jeg lige havde løbet en maraton, da jeg flettede ind bag Neville i rækken, der langsomt bevægede sig ind gennem den opslåede dobbeltdør, hvor min skæbne ventede.
  Jeg glemmer aldrig første gang jeg blev lyst i møde af hundrede flyvende stearinlys og endnu flere forventningsfulde ansigter, der åbnede sig imod os. Salen var kolonorm, endnu større end salen, vi havde ventet i, så stor, at den ikke engang virkede overfyldt, selvom alle Hogwarts’ elever sad bænket der. En sætning dukkede op i mine tanker, og jeg lagde nakken tilbage. Loftet i Hogwarts’ storsal er fortryllet, så det ligner en nøjagtig kopi af himlen udenfor. Ganske rigtigt – funklende stjerner var drysset ud over den dybe natblå overflade, der virkede svimlende uendelig.
  Alle elever var bænket ved fire langborde, der måtte symbolisere hvert kollegie. Åh Gud, kollegier! Hvordan kunne jeg glemme dem?
  Vi stillede os i en trykket klump med ryggen mod lærerbordet på tværs af kollegiebordene. Nu stod jeg vendt ud mod alle de andre elever, der bare stirrede, som om det her var ren underholdning. Forstod de ikke, at det her var det afgørende øjeblik, der skulle afgøre det meste af min fremtid? For at undgå de irriterende blikke vendte jeg igen blikket opad og blev fuldstændig betaget af nattehimlens dybe, beroligende mørke.
  ”Det er fortryllet, så det ligner en nøjagtig kopi af himlen udenfor,” hviskede jeg til Neville. ”Jeg læste om det i Hogwarts’ Historie."
  Jeg løsrev øjnene fra det betagende loft, da professor McGonagall lydløst, og med hele skolens øjne hvilende på sig, placerede en trebenet og vakkelvorn skammel foran os. En lappet, lurvet og støvet troldmandshat blev sat på skamlen, og selvom jeg ikke havde troet det muligt, slog mit hjerte nu endnu hurtigere, og jeg trak vejret i korte, panikslagne stød. Hele skolen måtte kunne høre mit åndssvage hjerte. Duk-duk-duk-duk-duk.
  Jeg vidste fra bøgerne, at det var hatten, der skulle træffe den endelige beslutning – og det gik op for mig, at det var nu. Lige her, lige nu. Tanken gjorde mig svimmel, så jeg fulgte de andres eksempel og gav mig til at stirre på hatten. Der var nogen få sekunder, hvor stilheden igen overmandede mig, men så begyndte hatten at vibrere faretruende. En flænge nær skyggen åbnede sig som et gaben, og Fordelingshatten brød – til min store forvirring – ud i sang.

 

Du syn's måske, jeg er en bør,
men døm ej bare, hvad du ser.
Jeg vil æde mig selv, hvis du finder,
en hat med min karakter.

Behold du blot din høje hat,
din sorte, blanke bowler,
for jeg er Hogwarts' bedste skat:
en rigtig smart fordelingshat.

Jeg ser alt, hvad du i ho'det skjuler,
intet undgår mit falkeblik.
Så tag mig på og få besked
om dit nye tilholdssted.

Måske du skal til Gryffindor,
hvis du har løvehjerte.
Det er her, de tapre bor,
hvor handlekræften hersker.

I Hufflepuff du kan få plads,
hvis du er en stræber:
loyal og god, og venners ven
er nok hvad huset kræver.

Eller hvad med gamle Ravenclaw
til den, hvis visdom spirer,
for lærdom og fordybelse
resultater altid giver.

Endelig kan Slytherin
den rette hylde blive
til den, som ingen midler skyer
for sine mål at gribe.

Så tøv nu ikke, sæt mig på
uden fumlerier.
Stol trygt på mig, det skal nok gå
med mine tryllerier.

Hele salen jublede og klappede, idet fordelingshatten sluttede sin sang. Jeg klappede halvhjertet med, med jeg spekuledere som en gal. Slytherin, Ravenclaw, Gryffindor, Hufflepuff... Hufflepuff? Venners ven? Umuligt. Slytherin? Jeg vendte blikket mod bordet næstlængst til højre. De så ikke særlig venligtsindede ud, dem fra Slytherin. Gryffindor? Ravenclaw? Begge dele kunne vel godt gå an - selvom jeg var overbevist om, at Ravenclaw egnede sig bedst til mig.
  Professor McGonagall trådte et skridt frem, og jeg pressede neglene ind i håndfladerne. Hårdt. Hun fremdrog listen over nye elever. "Når jeres navn bliver råbt op - jeg siger efternavnet først - skal I træde frem, tage hatten på og sætte jer roligt på skamlen. Hatten vil meddele jer, hvor I skal bo."
  Det skete meget hurtigt. Nogen bag mig hviskede, og jeg vendte mig irriteret om for at tysse på dem. Mit blik blev fanget af et sæt skinnende, grå øjne. Jeg stirrede. Øjnene stirrede tilbage. Det tog kun brøkdelen af et sekundt, så var det slut, jeg vendte mig om og fokuserede igen på fordelingen, der begyndte med "Abbot, Hannah!"
  En pige med blussende nervøse kinder og lyse rottehaler kom snublende op til skammelen og satte hatten ned over hovedet. Der gik et øjeblik, før hatten udbrød: "HUFFLEPUFF!" og Hannah sluttede sig til de jublende klassekammerater ved langhbordet længst til højre. Den næste var Susan Bones fra toget, og hun kunne tage plads ved siden af Hannah og de andre Hufflepuffer.
  "Boot, Terry!" havde intilligente og observerende øjne, og det overraskede mig ikke, at han blev den første elev fra Ravenclaw. Jeg stirrede misundeligt efter ham, da han tilfreds satte sig ved de andre Ravenclaws.
  "Brocklehurst, Mandy!"
  "RAVENCLAW!"
  Jeg spidsede ører ved "Brown, Lavender!" Karamelkrøllerne dansede om hendes hoved, da hun vimsede op og tog hatten over. Forsigtigt for ikke at ødelægge den perfekte fisure.
  "GRYFFINDOR!"
  Endnu en grund til at håbe på Ravenclaw.
  Jeg betragtede Millicent Bulstrode, der netop havde taget plads ved Slytherinbordet. Ingen af hans klassekammerater virkede synderligt interesserede i ham. Jeg bed mig i læben ved tanken om de gange, hvor der skulle vælges hold til idræt, og jeg altid - altid - endte op med at stå alene tilbager med ryggen trykket mod betonmuren uden en chance for at skærme mig mod de hug i hjertet, deres ord gav.
  I kan bare tage Granger.
  Gør det selv!
  Det er ikke fair - vi har jo allerede Fede-Molly.
  Okay, vi tager hende... men så skal vi altså også have et ekstra frispark!
  Hvad nu, hvis mit kollegie nægtede at have mig med? Tanken tog til, da "Finnigan, Seamus!" tog plads ved Gryffindorbordet, og det gik op for mig, at efter F kommer...G! Åh gud, hvad skal jeg gøre? Så tog stemmen fra skolegården over og guidede mig. Pak dig selv væk, prøv at vise et perfekt ydre. Smil, sådan ja. Ligemeget, hvad der skete nu, havde jeg et beskyttende skjold af falskhed omkring mig.
  "Granger, Hermione."
  Jeg småløb op til skammelen og pressede med et kækt smil hatten ned over mit buskede hår. Inden i var jeg ved at tude af nervøsitet.
  Det gav et sæt i mig, da en lille stemme talte i mit øre.
  Det må jeg søreme sige, mod er der nok af. Og viden, ih du store, og tørst efter mere, kan jeg se. Også en stor trang til at bevise, hvad du kan...
  Ravenclaw, bad jeg indtrængende. Lad det blive Ravenclaw!
  Fordelingshatten fortsatte: Ravenclaw, siger du? Jeg kan nu se en hel del af din fremtid, der trækker i en anden retning. Jeg siger:
  Jeg gik i panik. Nej, nej, lad være! Du må ikke-"
  "GRYFFINDOR!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...