Hermione Granger og De Vises Sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 12 nov. 2016
  • Status: Igang
Da en ugle pludselig dukker op med et mystisk brev i næbet, ændres Hermione Grangers liv for altid. Hun opdager en verden, hvor hun hører hjemme - en verden med venskab, magi og måske også kærlighed...?

20Likes
37Kommentarer
3533Visninger
AA

8. VIII

De næste par dage gik det meget bedre - mor og far var vist stadig lidt i chok, men de hjalp mig da alt det, de kunne. Jeg fandt hurtigt ud af, at 'forvandling' klart var det mest spændende fag, men også meget svært. Det tog mig næsten en uge at trylle en tændstik om til en sølvnål. Nu lå den sylespids på mit natbord og glinsede i månelyset. Ved siden af den var der stablet to bunker med skolebøger, som jeg havde læst mange gange. Jeg kunne dem næsten udenad.
  Den sidste nat viste London sig fra sin bedste side, med en klar måne og alle dens stjernebørn. Næsten som om den ville give mig et sidste farvel. Jeg inprentede mig møblerne i mit værelse, og rodet på gulvet. Om et døgn - ét døgn - ville jeg ligge og kigge på mørket i en anden seng i et andet liv. Hvilket kollegium ville jeg mon komme på? Bare jeg ville klare mig godt i timerne...
  Jeg faldt forover, søvnen holdt om mig, mens jeg drømte om sølvnåle med svovl i spidsen og låste døre, der sagde klik.

Næste morgen vågnede jeg frisk og udhvilet. Jeg skyndte mig at tjekke min pakkeliste efter en ekstra gang, før jeg gik ind og vækkede mor og far. "Vågn op, det er i dag. I dag!" hvinede jeg og fløj ned i køkkenet for at proppe en bolle i munden.
  En halv time senere sad vi alle tre i bilen på vej til Kings Cross. De sidste par dage havde jeg plapret som et vandfald om Hogwarts til alle, der gad at lytte, (hvilket vil sige mor og far) men nu var det, som om jeg var løbet tør for ord. Jeg sad helt tavs på bagsædet, og tankerne kværnede. Slytherin, Ravenclaw, Gryffindor, Hufflepuff. Hufflepuff, Gryffindor, Ravenclaw, Slytherin. 'Mudderblod.' Hvor mange ville mon have den holdning til mig og min familie?
  Kvart over ti stod vi foran muren mellem perron ni og ti. "Er det her, skat?"
  "Er det nu helt sikkert...?"
  "Ja det er. Farvel, mor..." Hun knuede mig ind til sig, og jeg mærkede varmen fra hendes krop, mens jeg tvang mig selv til ikke at tænke det som et sidste kram. Far sagde jeg ikke noget til, for min stemme blev holdt tilbage af en tung klump gråd i halsen. Han fik også et knus, og de stod dér og ventede, mens jeg tog mod til mig og løb direkte mod muren med min kuffert, der var tung af skolebøger.
  En susende lyd for mine ører. Dernæst mørke. Det var da det, der havde stået, ikke? At jeg skulle løbe gennem muren? Mørkere... mørkere... lysere...
  På den anden side holdt et højrødt tog og dampede. Forets på lokomotivet var tegnet med de fire dyr fra mit brev malet under skinnende guldbogstaver. Hogwarts-expressen, stod der. Der var næsten ingen mennesker på perronen, men jeg var jo også næsten en time for tidligt på den, påmindede jeg mig selv. Jeg gik ind i toget og satte mig i en af de første båse. Her åbnede jeg min kuffert og skiftede til de sorte gevandter med vide ærmer, der var Hogwarts' bud på en skoleuniform.
  Lidt efter lidt blev toget fyldt op med larmende og spændte elever. Da klokken var fem minutter i elleve kom en lille dreng med et rundt og forvirret ansigt forbi vinduet. Hans ansigt var tårestrimet, men det var ikke så mærkeligt, når man så på den hidsige, gamle dame, der fulgte skældende efter ham med lynende øjne.
  Et øjeblik senere sad han i min kupé, fordi 'der var optaget alle andre steder'. Usikkerheden bredte sig i mig, da toget satte i bevægelse, men jeg tvang mig selv til at række en hånd frem. "Goddag, jeg hedder Hermione Granger."
  "Neville Longbottom."
  "Rart at møde dig, er du også på første år?"
  Han nikkede usikkert, og jeg slappede lidt af. Så var jeg åbenbart ikke den eneste, der var lidt nervøs. "Hvem var hende den gamle dame? Hvorfor var hun så sur?" spurgte jeg nysgerrigt.
  "Øhh... Det er min bedstemor," kom det tøvende svar. "Jeg havde mistet min tudse Trevor, men nu har jeg heldigvis-" Neville gik brat i stå, hans øjne blev rådvilde, og smilet blegnede. 
  Jeg fattede hurtigt situationen. "Den er væk igen, ikke?"
  "Bedste slår mig ihjel!" Han sank fortvivlet ned i det ternede sæde. "Han forsvinder hele tiden..."
  "Men... Han må vel være et sted på toget?" forsøgte jeg. "Lad os gå ud og finde ham." Der var jo ikke andet at lave, tænkte jeg, og lige nu gjaldt det kun om at lære så mange som muligt at kende. Desuden ville jeg ikke selv være glad for at skulle udholde den bedstemors skældud, hvis tudsen ikke blev fundet. "Jeg tager denne her side," foreslog jeg og illustrerede min mening med store armbevægelser. "Og så går du i gang på den anden. Okay?"
  Den tudseløse Neville så forundret på mig, takkede og gik ud for at lede.
  Jeg tog en dyb indånding og bankede usikkert på den første bås. Der sad to piger og fnisede, omtrent på min egen alder. De så op på mig, da jeg kom ind. 
  "Undskyld, har i set en tudse? En dreng ved navn Neville har mistet sin. Åh, og jeg hedder Hermione Granger, hvad med jer?" sagde jeg alt for hurtigt. Mit hjerte bankede voldsomt - jeg var ikke god til andre mennesker.
  Til min store forundring smilede de begge to sødt. Den højeste af dem, med skulderlangt rødbrunt hår, tog ordet. "Jeg hedder Susan Bones, og det her er Lavender Brown." Hun rystede kort på hovedet. "Ingen tudse her, men vi skal nok holde øje."
  Jeg pustede ud. Det var da ikke så svært! "Mange tak." 
  Da jeg vendte mig om for at gå, sagde Lavender noget, der fik mit hjerte til at springe et slag over. "Kommer du ikke ind bagefter? Det ville da være hyggeligt." Hun så spørgende på Susan, der sendte mig et oprigtigt smil og nikkede. Jeg var målløs. Var det sådan det føltes - at have venner?
  "Øh, ja," svarede jeg kejtet. "Det... Vil jeg meget gerne." Jeg skyndte mig ud, sikkert tomatrød i hovedet. Næste bås...
  Da jeg var kommet gennem min række, sad Neville og ventede på mig i vores kupé. Jeg fik et stik af tvivlrådighed, da jeg så på hans røde, ophævede øjne, at han ikke havde fundet Trevor. Jo, jeg syntes, det var synd for Neville, og selvfølgelig ville jeg gerne hjælpe. Men samtidig var der en egoistisk men ensom del af mig, der ikke kunne lade være med at blive draget af båsen ved siden af. Tanken om at sidde og fjolle og fnise med Lavender og Susan var mere, end jeg havde turdet drømme om... men den stakkels tudseløse Neville? Han var ligeså ensom, som jeg var, men havde nok ikke fået sådan en invitation. Skulle han så bare sidde her helt alene? 
  "Kom," sagde jeg og prøvede at overbevise mig selv om, at der ville komme flere af den slags chancer. "Vi går ud og leder sammen." Som sagt så gjordt, jeg trak ham op af sædet og vi begav os ud i den store tog-verden. Ude på gangen blev vi mødt af skrig og skrål fra en flok nye elever, der opførte sig om femårige - de, der ikke rullede rundt på gangen og slog på hinanden, så til med stor iver og højlydte tilråb. Jeg rystede opgivende på hovedet. "Lad os starte i den anden ende."

Jeg åbnede kupédøren og vi så ind. Bag glasset sad to drenge. Den ene med cirkelrunde briller og rodet kulsort hår, den anden rimelig ranglet, med flammende rødt hår, der fik Susans til at blegne. Jeg trådte ind og gentog min efterhånden noget brugte replik.
  "Har nogen her set en tudse? Neville her har mistet sin." Jeg bed mig i læben, der var noget bekendt ved ansigtet bag brillerne... men hvad? Den rødhårede dreng sagde noget, men jeg hørte det ikke, for det var gået op for mig, at han sad med tryllestaven hævet. Var han ved at trylle med rotten i sit skød? Min nysgerrighed tog overhånd. "Nå, så du er ved at trylle? Lad os så se, hvad du kan." Jeg satte mig ned på et af sæderne.
  Drengen med staven så lidt forskrækket ud. "Øh... okay." Han rømmede sig.
  "Solskin, smørblomst, ostehjul...
  gør denne fede, dumme rotte gul!"
  Han viftede hjælpeløst med staven, (jeg genkendte den lille spænding i håndleddet fra mig selv) men intet skete. Rotten var stadig grå og slumrende.
  Jeg måtte indrømme, at det ikke helt var, hvad jeg havde forventet. Kom nu videre, sade en utålmodig stemme i mit hoved, og jeg hankede op i mig selv. "Er du sikker på, at det er en rigtig besværgelse?" spurgte jeg skuffet. "Den er i hvert fald ikke særligt god, vel?" Jeg kunne have bidt tungen af mig selv for det sidste - nu fremstod jeg jo som den pisseirriterende og bedrevidende nørd, som alle prøvede at undgå... med ét var det, som om der gik hul på en ballon, og ordene væltede ud af mig.
  "Jeg har også forsøgt mig med nogen enkelte besværgelser - bare for at øve mig - og jeg har da altid fået dem til at virke. Der er ikke nogen i min familie, der kender til magi, så det var sådan en overraskelse for mig, da jeg fik brev fra skolen, jeg mener, det er jo den bedste skole for troldmandsskab, der findes, så vidt jeg har hørt - jeg har lært alle vores bøger udenad. Jeg håber bare, jeg bliver god nok. Jeg hedder for resten Hermione Granger, og hvem er så I?" Jeg holdt inde, da der ikke var mere luft. Det føltes underligt tomt at fortælle den slags ting til vidt fremmede mennesker.
  De udvekslede blikke, og en krybende fornemmelse af at have sagt noget forkert spredte sig i mig.
  "Jeg hedder Ron Weasley," oplyste den ranglede dreng kort.
  Den anden, ham jeg ikke kunne placere, rømmede sig kort. "Harry Potter." Det sagde klik, da navnet ramte mig som et lyn, og Toms stemme fløj gennem hovedet på mig: De tos søn... Han hed Harry Potter... I 'Den Moderne Magis Historie' havde der stået noget om Harry potter, drengen der ikke kunne slås ihjel.
  "Er du virkelig Harry Potter?" udbrød jeg dumt, mens jeg spekulerede på, hvordan det mon måtte være, at alle kendte éns navn. "Jeg ved alt om dig, for jeg skaffede mig noget ekstra baggrundsmateriale. Du bliver omtalt i 'Den Moderne Magis Historie' og 'Mørkets Kræfters Storhed Og Forfald' og 'Det Tyvende Århundredes Største Troldmandsbegivenheder'," fortale jeg. 
  Harry så helt fortumlet ud og igen forbandede jeg mig selv langt væk. Hvad gik der af mig? "Er det virkelig sandt?" spurgte han overrasket.
  "Du godeste, vidste du ikke det? Jeg ville da have fundet ud af alt, hvad der var værd at vide, hvis jeg var i dine sko." Og så var det, det gik op for mig, at jeg bare havde gjort det hele meget værre, så jeg skyndte mig at skifte emne. "Er der nogen af jer, som ved, hvilket kollegium, I skal bo på? Jeg har forhørt mig lidt om forholdene," sagde jeg, og så tog jeg mig selv i at stikke en direkte, ubegrundet løgn. "Og jeg håber, at jeg kommer på Gryffindor, det virker som det allerbedste sted. Jeg hasr hørt, at selveste Dumbledore boede der..." Der skete noget mærkeligt med mig herinde. Jeg snublede over ordene og løj uden nogen grund. Jeg prøvede at gøre løgnen god igen. "...men jeg tror nu også, Ravenclaw er udemærket..."
  Det gik op for mig, at Neville stadig stod bag mig og ventede. "Nå, men vi må hellere lede videre efter Nevilles tudse. I to må vidst også se at få skiftet tøj, for vi er meget snart fremme." Det sidste var mest et gæt. Vi forlod kupéen, og jeg tvang mig selv til ikke at vende mig om for at få endnu et glimt af aret med form som et lyn i Harrys pande.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...