Hermione Granger og De Vises Sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 12 nov. 2016
  • Status: Igang
Da en ugle pludselig dukker op med et mystisk brev i næbet, ændres Hermione Grangers liv for altid. Hun opdager en verden, hvor hun hører hjemme - en verden med venskab, magi og måske også kærlighed...?

20Likes
37Kommentarer
3529Visninger
AA

7. VII

Der var mørkt i værelset, da jeg vågnede. Uret, der hang på væggen og mindede mig om tandlægeklinikken, fortalte, at klokken var tæt på fire om natten. Jeg kunne ikke huske, at jeg var faldet i søvn. Jeg ville gå ned og give min knurrende mere noget mad, men døren var låst, og der sad ingen nøgle i. 

  Så kom det hele tilbage. Stuearresten. Jeg var løbet op på værelset, havde selv smidt nøglen ud af vinduet. Og grædt. Og nu stod jeg så her, døren var låst. Nøglen var væk. Min mave rumlede. Jeg kunne kun komme i tanke om én ting at stille op, og tog min tryllestav ud af æsken. Jeg fandt  ÅBNE DØRE i 'Standardbesværgeler Niveau 1' og læste...   Det lød da meget enkelt; svinge staven med løst håndled og sige trylleformularen Alohomora. Jeg gik hen til døren med betydningsfuld mine. Holdt løst om tryllestaven. Løftede den op til skulderhøjde. Tog en dyb indånding, kom nu, kom nu! Og lod staven suse gennem luften.    I samme øjeblik gik der et sus igennem mig, tryllestaven gik i ét med min arm, og magien strømmede fra mig til staven, fra staven til mig, jeg spændte i hele kroppen. "Alohomora!"
  Ingenting skete.
  Jeg prøvede igen.
  Ingenting. 
  Og igen.
  INGENTING!
  Kom nu, Hermione!
  Igen.
  Ingenting. Jeg kom altid til at spænde i håndleddet i sidste øjeblik. For pokker da. Jeg var fuldstændig fortvivlet. Hvorfor kunne den * dør ikke bare åbne sig? Okay sidste udvej.
  Jeg bankede hårdt på døren. "Mor! Far! Jeg er låst inde! HJÆLP!" Lidt efter hørte jeg skridt på gangen, og så mors søvndrukne stemme. "Hvad snakker du om, skat? Vi låste altså ikke i går."
  "Der er mig, der har låst den," indrømmede jeg.   Mor lød forvirret. "Så lås den op igen..."   "Nej, fordi... Jeg smed nøglen ud af vinduet."   "Den er god med dig, skat." Denne gang fars stemme. "Få dig noget søvn, det er midt om natten."   Få mig noget søvn? Han måtte da være vanvittig. Fandeme om jeg ville sove, før jeg vidste med hundrede procents sikkerhed, at jeg kunne tage afsted til Hogwarts.   "Godnat." Den dæmpede lyd af deres skridt mod gulvtæppet forsvandt gradvist, og jeg sank sammen foran døren. "Alohomora, for pokker," hulkede jeg og viftede hjælpeløst med staven. "Luk mig ud. Alohomora!"   Låsen sagde klik, og døren gled op. Wauw, var det virkelig mig? Jeg smuttede opløftet ned i køkkenet og stillede den værste sult, godt tilfreds med min bedrift. Næste gang skulle det nok blive nemmere, nu havde jeg ligesom fornemmelsen i håndleddet. Jeg gik ind på toilettet - her ville mor og far ikke forstyrre mig, og der sad en nøgle i døren, så det ikke var noget problem, hvis det ikke virkede.    "Alohomora." Staven susede gennem luften, og der skete ikke noget, så nemt skulle det åbenbart ikke være. Men allerede anden gang gav låsen det metalliske klik, og nøglen drejede rundt af sig selv.   Jeg låste døren og prøvede ivrigt igen. "Alohomora!" Endnu et klik, og døren åbnede sig på klem. Det virkede måske åndssvagt at låse en dør for at låse den op igen, men lige nu var det den eneste besværgelse jeg kendte, og jeg hungrede efter mere erfaring. Nogen  gange virkede det ikke, men der gik længere og længere tid imellem de mislykkede forsøg. "Alohomora."   "Hermione, hvad laver du?" Mors stemme fik mig til at holde inde.    "Kom, der er noget, du skal se."   Hun kom smilende ind af døren, som jeg netop hævder låst op. Hendes grønne øjne flakkede nysgerrigt rundt i rummet, indtil de faldt på min tryllestav, og smilet brat stivnede. Øjnene blev knebet let sammen i irritation. "Smid den pind væk, Hermione."   "Nej, du skal se noget," vedblev jeg og lirkede nøglen ud af låsen. Nu var døren igen låst.   "Det er usundt for dig, skat. Vi lever i virkeligheden, okay? Væk med pinden. Nu!"   Nej, tænkte jeg for mig selv og kravlede op på toilettet. Det er mig der lever i virkeligheden, og jer, der ikke tør indse det. Jeg burde gøre det her noget mere, det er faktisk ret sjovt. Og så smed jeg nøglen ud af vinduet - igen. Nu var hun nødt til at lytte og indse, om hun ville det eller ej.    "Hvad er det, du-" Mor slog frustreret ud med armene. "Hvordan skal vi nu komme ud?"   Jeg gik hen til døren og løftede min 'pind'.   "Det dér er IKKE morsomt, Hermione."   "Hvordan vil du så komme ud? Ringe til låsesmeden med den telefon, der ligger ude i køkkenet? Hør nu på mig, vil du ikke nok?" Jeg tog en dyb indånding. "Teiz fra syvende. Oppe på taget, kan du huske det?"   Min mor nikkede svagt, hun havde lige set sin lille elleveårige datter være voksen i et øjeblik. Jeg fortsatte.   "Jeg var der, da det skete. Han kravlede ikke op på taget, det... skete bare. Lærerens hår skiftede farve midt i matematik. Hvorfor sker der altid mærkelige ting i nærheden af mig?"   Mor så fortabt ud, overvundet.   "Alohomora!"   Døren gik op, og mor stod som forstenet og stirrede først på mig, så på døren, så på mig igen. "Hvad..."   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...