Hermione Granger og De Vises Sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 12 nov. 2016
  • Status: Igang
Da en ugle pludselig dukker op med et mystisk brev i næbet, ændres Hermione Grangers liv for altid. Hun opdager en verden, hvor hun hører hjemme - en verden med venskab, magi og måske også kærlighed...?

20Likes
37Kommentarer
3535Visninger
AA

6. VI

~~Lidt efter tog jeg hjem, den samme vej som jeg var kommet derhen. Det var midt på eftermiddagen, da jeg kom hjem, selvom jeg ikke fattede, hvordan det var blevet det.
  Jeg var ved at være sulten, det var længe siden den lille sodavandsis var blevet spist, og jeg havde ikke kunnet nænne at stoppe for at stille sulten – mor og far var jo derhjemme og måtte være syge af bekymring. Jeg fik et stik af dårlig samvittighed.
  Jeg småløb det sidste stykke, da jeg fik øje på vores hus. Der holdt en politibil ude foran. Jeg tog trappen til hoveddøren to trin af gangen og smækkede døren op. ”Far! Mor!” råbte jeg og fortsatte ind i stuen, hvor far sad med ansigtet begravet i hænderne og rystende skuldre. Mor stod og talte med en mand i politidragt, mens hun prøvede at trøste far, selvom det var tydeligt, at hun også selv havde grædt.
  Politimanden stod med ryggen til, så det var mor, der først så mig. ”Jamen-” Hendes ansigt fortrak sig igen i gråd, men denne gang var det glædestårer, der strømmede ned over hendes kinder. Hun løb mig i møde og knugede mig ind til sig, som om hun aldrig ville give slip igen, mens hun hviskende gentog de samme ord ned i mit buskede hår. ”Hermione, min skat. Det er dig. Det er virkelig dig!”
  Far havde også rejst sig for at slutte sig til krammet, mens jeg prøvede at komme til at sige noget.
  ”Hvor har du været?” spurte mor endelig.
  ”I Diagonalstræde,” svarede jeg med et grin.
  Både mor og far så undrende på mig.
  ”Ude og købe hekseting.”
  Pludselig blev fars ansigt alvorligt og bekymret. ”Hermione skat, det har vi snakket om…”
  Jeg ignorerede ham og trak æsken med tryllestaven op af den æske, jeg havde haft med. Jeg lukkede øjnene, koncentrerede mig dybt, forestillede mig det lille lys for enden af staven, der havde været, første gang jeg svang den.
  Åbnede øjnene og lod den suse gennem luften…
  Intet skete. Jeg mener, overhovedet ingenting. Det var åbenbart ikke så let, som jeg havde troet. ”Men..” forsøgte jeg. ”I kan vel se, at det er en rigtig tryllestav?”
  ”Det snakker vi om senere,” sagde mor afværgende og lukkede dermed det emne. ”Du må være hundesulten?”
  To minutter senere var politimanden kørt, og jeg sad i sofaen, helt pakket ind i tæpper, selvom jeg egentlig ikke frøs, og drak var kakao af et stort krus. Min tallerken på bordet var fyldt med dampende varm pasta og pølser. Mor og far sad på hver sin side af mig og forklarede vigtigheden af, at jeg ikke stak af igen.
  ”Men jeg var jo nødt til det. Forstår i ikke det?”
  ”Lille pus,” far lagde begge hænder på mine skuldre og så mig dybt ind i øjnene, som om jeg var et lille pattebarn, der var helt sikker på, at der var et monster under sengen. ”Glem det brev. Forstår du ikke, hvor bange vi var? Vi havde aldrig troet, at du var dum nok til at hoppe på sådan en spøg, også oven i købet stikke af!”
  Det var tydeligt, at far var vred. Det kunne man vel heller ikke bebrejde ham, når jeg lige havde stjålet alle hans penge.
  Men det blev jeg altså også. Ikke fordi han brugte ordet dum om mig, mere fordi…
  Fordi han fornærmer den magiske verden.
  Jeg blev nærmest forskrækket over tanken, men det gik op for mig, at stemmen i mit hoved havde ret. Det var det, der havde fået mig til at knytte hænderne hårdt sammen. Det, der havde gjort mig så rasende.
Mærkeligt at en verden, jeg kendte så dårligt kunne betyde så meget.
   Jeg rejste mig brat op. "Nej! Det er jer der skal forstå. Jeg ved at det er sandt. Jeg er fuldstændig sikker. det virker så... rigtigt. Jeg har aldrig passet ind. Den eneste grund til, at alle gerne ville sidde ved siden af mig var, at jeg kunne give dem svarene på opgaverne! Jeg har aldrig prøvet at være normal. Nu har jeg endelig fundet en forklaring, en grund til at jeg er så anderledes, en dør til... et    nyt liv hvor jeg føler mig velkommen..." Jeg trak vejret dybt ind et par gange for at stoppegråden, der havde sat sig fast i halsen. "Og så kommer I bare og fortæller mig, at jeg skal glemme det og leve videre i al elendighed. Kan I ikke forstå, jeg ikke kan?"
   Jeg snurrede om på hælen og løb op på mit værelse, der lignede sig selv provokerende meget på trods af alt det, der var sket. Hvorfor var det så svært for dem at indse?
   Da der var gået et stykke tid, kunne jeg ikke ligge stille mere. Det kriblede i fingrene efter at få lov til at åbne bøgerne fra Florritz & Blotts og sluge indholdet i mig. Mor og far var ikke kommet op. De mente nok jeg havde brug for luft. Klog beslutning...
   Jeg gik ned i køkkenet, hvor jeg havde sat mine ting. Far stod og lavede mad, og hans ansigt lyste op, da han så mig. "Hermione! Vil
 du-"
   Jeg hørte ikke mere, men havde blikket stift rettet mod mod tasken. Jeg tog hele tasken med ovenpå og stak hånden ned i den for at fiske en bog. 'Hogwarts Historie' kom med op. Jeg lagde mig godt til rette, mit blik kørte frem og tilbage på linjerne som et tog på skinner, der kørte mig til Hogwarts, hvor man 'typisk gik fra man var elleve til man var sytten.'
   Videre til side syv, hvor der stod, at det var en kostskole med nogen af landets dygtigste hekse og troldmænd som lærere. ('Se også under Albus Dumbeldore')
   Til side otte, ni, ti, 'Loftet i Hogwarts Storsal er fortryllet, så det ligner en nøjagtig kopi af himmelen' og 'på Hogwarts undervises der i mange forskellige fag, så som Magiske Dyrs Pasning Og Pleje eller Forvandling.'
   Videre, videre, side 134, 135,146... Jeg gik brat i stå. 'Hogwarts er delt op i fire kollegier: Slytherin for de snu og viljestærke, Huffelpuff for de trofaste, Gryffindor for de modige og Ravenclaw for stræberne...'
   Kollegier? Altså der, hvor man skulle vågne hver morgen, det man skulle kalde sit hjem? Blev det fordelt efter vores personlighed?
   Jeg læste videre om de fire grundlæggere. Det stod hurtigt klart for mig, hvor jeg i hvert fald ikke havde lyst til at blive placeret. 'Slytherin for dem, der ikke skyer noget middel for at nå sit mål' lød ikke ligefrem tiltalende. Gryffindor, derimod... eller Ravenclaw? Jeg var der vel for at lære noget? Hvis jeg skulle være ærlig, troede jeg ikke selv på, at Gryffindor ville passe til mig, jeg mener... i muggernes verde kunne man vel godt regne mig for 'modig'. Men det var jo kun på grund af min magi, var det ikke? Og i den magiske verden var magi ikke ligefrem noget man stak af fra.
   Huffelpuff var udelukket, jeg havde ikke nogen erfaring med andre mennesker, faktisk havde jeg aldrig haft en ven...
   Jeg læste videre med en urolig fornemmelse i maven, jeg kunne ikke helt holde tanken om kollegier ude. Resten af 'Hogwarts Historie' handlede, som navnet antydede, om skolens fortid, ikke mere om nutiden. Det var stadig uhyre intenrassant læsning. Faktisk den mest spændende bog, jeg nogensinde havde åbnet. (Og det siger ellers ikke så lidt.)

   Klokken blev fem, og jeg klappede Hogwarts Historie sammen med et smæk. Det var en dum vane, jeg havde, hver gang jeg afsluttede en bog.
   Jeg gik ned i stuen og gjorde endnu et forsøg. "Mor? Vil du ikke nok tro-"
   "Far og jeg har snakket om det, Hermione." Hendes øjenbryn lavede et let knæk og ansigtet lå i alvorlige folder. Rigtigt mor-ansigt. Men de ord, der kom ud af munden burde tilhøre alt andet end den mor, jeg kendte. "Det er ikke sundt for dig, alt det magi-pjat. Vi vil ikke have, du stikker af igen-"
   "Det er jo det, jeg prøver at fortælle jer!" afbrød jeg råbende. "Det er ikke noget pjat, jeg var nødt til at tage afsted."
   "-og derfor har vi besluttet at give dig stuearrest det næste stykke tid. For dit eget bedste." Hun fastholdt den rolige stemmeføring, som om jeg slet ikke havde sagt noget.
   Hvad? HVAD? Gav de mig stuearrest for at fortælle sandheden? Hvis de ville af med mig, så skulle de komme af med mig. Jeg styrtede op på mit værelse uden et ord mere, låste døren efter mig, smed nøglen ud af vinduet og kastede mig på sengen. Så græd jeg.
   Hulkede over alt. Over at de andre i klassen drillede mig, fordi jeg var en 'original'. Jeg lod gråden gennemryste min krop, det skulle ud, det hele. Hvorfor var der ingen, der troede på mig? Tårerne trillede uhæmmet. Min pude blev våd, men jeg ænsede det ikke. Græd af fortvivelse, de ville aldrig, aldrig lade mig tage til Hogwarts. Hulkede og græd og græd, rensede mit indre for al den sorg, der havde hobet sig op inden i mig så længe.
   Jeg ved ikke, hvor lang tid, der gik, men til sidst faldt jeg i søvn.
   Man bliver træt af at græde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...