Hermione Granger og De Vises Sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 12 nov. 2016
  • Status: Igang
Da en ugle pludselig dukker op med et mystisk brev i næbet, ændres Hermione Grangers liv for altid. Hun opdager en verden, hvor hun hører hjemme - en verden med venskab, magi og måske også kærlighed...?

20Likes
38Kommentarer
3527Visninger
AA

9. IX

Vi fandt ikke Trevor, og Neville var synderknust. Uden for sin bås stod Lavender Brown og suttede på en skriggrøn slikkepind. "Hej, Hermione!" Hun smilede et stort smil, der varmede mig indeni.
  "Hejsa." Jeg trak den snøftende Neville med hen til hende.
  "Hermy, kommer du ikke ind? Susy har købt slik!" Hun viftede med slikkepinden imod deres kupé. Jeg greb chancen med det samme.
  "Det lyder hyggeligt, kom Neville!" 
  Men mine ord medførte et markant stemningsskift. Lavenders smil stivnede, så hun lignede en omvandrende voksdukke, og hendes før så venlige nøddebrune øjne rettedes iskoldt mod Neville. "Vil du også have  ham med?"
  "Ja, hvorfor ikke? Hvis det er på grund af slikket, behøver jeg altså ikke at få noget," prøvede jeg nervøst og klemte Nevilles hånd, men han forblev tavs.  

  Lavender var absolut ikke overbevist. "Ej,  helt ærligt, Hermy! Halloo, han er jo li'som en  dreng!" skingrede hun ophidset.    For et øjeblik siden havde jeg betragtet Lavender som blandt mine første venner. Nu kunne jeg pludselig ikke komme væk hurtigt nok. Hendes tøsede smil virkede alt andet end oprigtigt, hendes sukkersøde 'Hermy og Susy' gav mig opkastningsfornemmelser. Jeg havde pludselig en akut følelse af at være hendes lille puffede hundehvalp, som hun kunne gøre med, hvad hun ville.
  "Ved du hvad, Brown, jeg tror bare, vi smutter ind i vores egen bås - 'Susy' vil sikkert også helst have sit slik for sig selv," sagde jeg med en stemme, der dryppede af foragt.
  Lavender så fuldstændig paf ud i et millisekund, men så tog hun sin jeg-er-en-lille-sød-pige-maske på igen og spandt roligt. "Ja, okay. Men kom ind, hvid du fortryder." Hun suttede ligegyldigt på Susans slikkepind, slog med karamelkrøllerne og forsvandt ind i sin kupé.
  "Hende kunne jeg ikke lide," konstaterede Neville stille.
  "Nej,  føj!" medgav jeg med foragt. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle møde nogen, der gav mig værre kvalme end Mrs. Dull. Bare vi snart var fremme. "Jeg går op og spørger konduktøren, hvor langt vi er," annoncerede jeg og fortsatte op imod lokomotivet.
  Jeg blev stoppet af en flok drenge, der lå og sloges i en sammenfiltret klump på gulvet, så man ikke kunne skelne dem fra hinanden. De spærrede vejen frem. "Undskyld," forsøgte jeg, og prøvede at komme i kontakt med den hujende ring at opstemte tilskuere. "Må jeg lige komme forbi?"
  Ingen reagerede. Jeg prøvede igen, denne gang lidt højere. Da der heller ikke denne gang var nogen reaktion, råbte jeg irriteret: "Hallo, der er faktisk nogen, der prøver at komme forbi her!" Det blev mere skingert og forkælet, end jeg havde regnet med, men det virkede ikke, som om de hørte mig alligevel. Jeg masede mig med besvær forbi og fortsatte irriteret ind i lokomotivet - der var overraskende nok ingen låse eller lærere til at stoppe mig. 
  Jeg glippede med øjnene for at forstå, hvad jeg så. Det kunne da ikke være rigtig... skulle man gribe ind? Førersædet var tomt. Toget måtte styre sig selv. Jeg havde aldrig hørt om noget lignende, men på den anden side...  Magi, sagde jeg til mig selv.  Der er styr på det. Men jeg havde alligevel brug for at komme væk derfra i en fart.
  Jeg skyndte mig ud af førerrummet, men da jeg var tæt på at være ved vores bås, stoppede jeg op. Lige nu var jeg spændt som en buestreng af nervøsitet, og jeg kunne pludselig mærke, at jeg ikke kunne holde til et klynk mere fra Neville. Jeg havde da nok at gøre med mine egne problemer! Desuden brændte jeg af nysgerrighed for at se arret. Arret med form som et lyn, der slår ned.   Jeg tog en hurtig beslutning og styrede ned imod de to drenges kupe. Da jeg kom tættere på, kunne jeg høre vrede stemmer og høje hyl, og i næste øjeblik kom tre drenge styrtende ud, den ene med en blødende finger. Jeg valgte at ignorere det og trådte ind i båsen for anden gang. "Hvad foregår der her?" udbrød jeg forbløffet, da jeg så mig omkring. Rundt på sæderne og gulvet flød der bjerge af farvestrålende slikpapir. Ham med det røde hår - var det Ron, han hed? - trak en rotte, der havde ligget midt i slikpapiret, op i halen. Til min store frustration, ignorerede de mig fuldstændigt og Harry gav sig i kast med en lang beskrivelse af en eller anden dreng, han havde mødt i Diagonalstræde. 
  Mens de snakkede, havde jeg rig mulighed for at se nærmere på arret - for det var der. Lige dér, midt imellem øjenbrynene, formet i et perfekt zik-zak-mønster. Jeg bemærkede, at Ron havde en beskidt plet på næsen, og ville sige det til ham, idet han nok ikke selv havde opdaget det. Men han kom mig i forkøbet. 
  "Er der noget særligt, du vil os?"
  Jeg bed tænderne sammen og prøvede at lukke følelsen af at være et TV, han kunne slukke og tænde for, som det passede ham, ude. Den Weasley-dreng behandlede mig med en sådan ligegyldighed, at jeg næsten fik lyst til at tude. 
  Det gik op for mig, at han havde stillet et spørgsmål, og jeg fik klamme håndflader. Ja, hvad ville jeg dem egentligt? "Jeg ville bare sige, at I skal skynde jer at tage kapper på. Jeg har lige været oppe foran for at spørge lokoføreren, hvornår vi er fremme, og han sagde, at vi næsten er der." Løgnen sved på min tunge, hvad var pointen med sådan en åndssvag historie? Det gav jo ingen mening. Jeg skyndte mig at skifte emne. "I har ikke været oppe at slås, vel? Så får i nemlig problemer, allerede før vi når skolen!"
  Det var virkelig ment som et godt råd, men det blev blev tydeligvis opfattet forkert.
  "Det er Scabbers, som har været oppe at slås, ikke os," skulede Ron, og mens jeg stod dér og så dum ud og funderede over, om Scabbers mon var en af de tre drenge, kom han med dødsstødet. "Har du noget imod at gå, mens vi skifter?"
  Indvendigt fik jeg en usynlig mavepuster og gispede efter luft, men jeg anstrengte mig for ikke at vise det.  Har du noget imod at gå, mens vi skifter? Ligesom med den unge heks med de iskolde øjne var budskabet fuldstændig klart: han var langt mere værd end mig, og jeg var noget beskidt, noget urent, der skulle blive på minimum en meters afstand. 
  Men jeg kendte den slags situationer fra skolegården og vidste, hvordan man skulle takle dem.  Begrund, formanede jeg mig selv.  Vær ydmyg. Nok den sværeste af dem, og så den nemmeste:  forsvind. Jeg vidste, at hvis jeg holdt mig til de tre simple regler, så skulle der hele nok gå.  Begrund, vær ydmyg, forsvind. Første punkt. "Nej, jeg skal nok gå - jeg kom kun herind, fordi de andre opfører sig som pattebørn; de løber om kap og vælter rundt ude på gangene."
  Andet punkt:  vær ydmyg. Altid det sværeste, og i dag var ingen undtagelse. Bortset fra at jeg i dag ikke engang kunne lade være med at gøre det modsatte, selvom jeg vidste, at det var åndssvagt. "Og du er beskidt på næsen, at du ved det," sagde jeg og forlod dem, før Ron kunne nå at reagere. Spørg mig ikke, hvad jeg havde gang i. Jeg ved det ikke en gang selv.
  Da jeg igen sad i den trygge bås med Neville, lød en stemme gennem toget: "Vi når frem til Hogwarts om fem minutter. Lad jeres bagage blive på toget. Den vil blive bragt til skolen."   Jeg borede nervøst neglene ind i håndfladerne og opdagede til min store lettelse, at Neville heller ikke så for selvsikker ud. Jeg kunne ikke undgå at spekulere på, hvordan jeg mon havde klaret mig så længe i mugglerskolen uden en ven som ham - for vi var da venner, ikke?
  Jeg hvilede panden mod det kølige vindue. Det var ved at blive mørkt udenfor, men man kunne stadig se silhuetterne af bjerge og træer mod en flammende solnedgang. Det mindede mig så meget om sidste sommerferie, hvor mine forældre og jeg havde campet ved en skovsø. Da far havde sat sig ved siden af mig og lagt en arm om mig, og vi sammen havde siddet og betragtet de legende odderunger i søen og solen, der gradvist var forsvundet bag grantræerne. Hvor var de nu? Hvad lavede de? Sad de mon og så solnedgangen og tænkte på mig?
  Neville klemte opmuntrende min hånd, og jeg bed mig hårdt i læben for ikke at tudbrøle. Men da vi trådte ud på perronen som nogen af de sidste, blev min selvmedlidenhed afløst af et øjebliks blind rædsel. Der stod. En kæmpe. Og råbte. Min første indskydelse var at vende om på hælen og styrte skrigende væk, men så vågnede mine ører og fortalte, at han faktisk lød rar. Han kunne da i hvert fald tale menneskesprog. 
  "Førsteårselever! Førsteårselever går herover! Er du med, Harry?" Kæmpens store behårede ansigt strålede venligt imod os. Han blev ved med at snakke og sikre, at alle var med, men jeg var holdt op med at høre efter. Nevilles hånd i min var blevet svedig, og han gik og småsnøftede - der var stadig intet spor af Trevor.
 Vi gik på en ujævn og smal sti, der snoede sig gennem en mørk skov. Noget, som kæmpen sagde, fangede min opmærksomhed. "Om et øjeblik får I Hogwarts at se, bi skal lige rundt i svinget her..."
  Jeg deltog uvilkårligt i det kollektive "Åååhh," der undslap alle førsteårselever, idet den smalle sti mundede til bredden af en kæmpe enorm, sort sø, der spejlede månen perfekt i den blanke vandoverflade. På toppen af et højt bjerg lå det smukkeste, jeg nogensinde har set: et kæmpemæssigt slot med myriader af høje tårne og udsmykkede gesimser, ligesom i eventyrerne. Kunstfærdige spir prydede tårnene, og lange smalle vinduer lyste efterårsnatten op som venlige øjne, der bød os velkommen. Glem alt om hjemve. Det var først nu, jeg var kommet rigtigt hjem. 
  "Der må kun sidde fire i hver båd!" skrålede kæmpen og pegede på en hel flåde af små robåde, der lå fortøjret ved den sorte søs kyst. Neville og jeg fik selskab af Harry og Ron i vores minirobåd. Det gik op for mig, at der ikke var nogen årer, men jeg nåede ikke at påpege det overfor de andre, før kæmpen råbte "FREMAD!", og alle bådene lydløst gled frem over det mørke vand. Vi sad alle tavse og stirrede op mod det vidunderlige slot på bjergtinden. Det tårnede sig op over os, jo nærmere vi kom den anden bred. 
  Jeg skyndte mig at dukke hovedet, da vores båd nåede søens klippebred, og bådene førte os videre ind under en tæt slyngplantebevoksning, der dækkede for en stor åbning i klippen. Endelig nåede vi en underjordisk havn, hvor vi kunne stige i land. "Halløj, du dér!" råbte kæmpen. "Er det din tudse?" Jeg så på kæmpen, kæmpen så på Neville, og Neville fik øje på tudsen i en af bådene. 
  "Trevor!" råbte han lettet og rakte armene frem - jeg kunne ikke lade være med at være lidt skuffet over, at det var noget så brunt, slimet og vortet, vi havde brugt hele togturen på at lede efter. Lykkelig genforenelse, tænkte jeg ironisk, men var nu alligevel glad på Nevilles vegne.
  Så kunne vi træde ud i den friske septemberluft, der duftede af dugvådt græs. Kæmpen løftede en knytnæve på størrelse med en fodbold - næsten, i hvert fald - og bankede hårdt tre gange på slottets tunge dør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...