Hermione Granger og De Vises Sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 12 nov. 2016
  • Status: Igang
Da en ugle pludselig dukker op med et mystisk brev i næbet, ændres Hermione Grangers liv for altid. Hun opdager en verden, hvor hun hører hjemme - en verden med venskab, magi og måske også kærlighed...?

20Likes
38Kommentarer
3509Visninger
AA

4. IV

Efter at have gået et stykke ned af Londons gader, der var tæt befolket, selv på denne tid af natten, havde jeg taget Underground et par stationer, og nu stod jeg så her. På en helt almindelig gade, blandt helt almindelige mennesker. Havde jeg læst guiden rigtigt? Ville jeg nogensinde finde Diagonalstræde – stedet, hvor jeg skulle købe mine hekseting? Hvor var det lille, lurvede værtshus, som papirerne havde lovet?
  Jeg fortsatte ned ad gaden. Mærkede, hvordan modet og håbet, der før havde fyldt mig med glæde og klarhed, langsomt sivede ud af mig. Det var jo fuldstændig latterligt.
  Jeg forbandede mig selv. Hvorfor havde jeg dog ikke tænkt mig om, i stedet for at lade mig rive med af dette… af denne…? I tankerne hørte jeg mors stemme. ”… bare en dum spøg…”
  Men så dukkede uglen op i mit hoved. Uglen med de ravgyldne øjne… Nyt mod strømmede op i mig, og jeg løftede blikket fra mine hænder-
  Og dér. Dér, mellem den store boghandel og musikforretningen. Et lille, snusket udseende værtshus. Det var et rent tilfælde, at jeg så det. Jeg lagde mærke til, at folk på gaden slet ikke lod til at bemærke den mørke trædør. Jeg fik en stærk fornemmelse af, at det kun var mig, der kunne se den.
  Med falmede guldbogstaver stod der tre klodsede ord over døren: DEN UTÆTTE KEDEL.
  Jeg gik hen til døren, og skubbede til. Den gik op ved et gæstfrit kniirrrk.
  Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forventet. Men af et vidtberømt sted at være var her temmelig mørkt og lurvet. Der sad et par gamle damer i et hjørne og drak sherry af små glas. En af dem røg en lang pibe, og de havde alle sammen spidse hatte på. En lille mand med høj hat stod og talte med bartenderenden, der næsten ikke havde noget hår på hovedet.
  Jeg blev stående i døråbningen og stirrede fuldstændigovervældet, mens jeg rystede på hovedet igen og igen. Mit første møde med troldmænd og hekse. Et helt rum fyldt med magikere!
  Det var ikke så meget den underlige pibe, (Eller glasset med syltet et-eller-andet-klamt, der stod på skranken)der pustede luften ud af mine lunger. Det var følelsen af at passe ind. Alle de glade mennesker var ligesom mig. Her var jeg ikke den mærkelige pige, som alle drillede, fordi de var bange for mig, her var jeg ikke anderledes. Det tog fuldstændig pusten fra mig, og jeg mærkede en tung følelse af ensomhed lette fra mit hjerte. Her var jeg ikke alene.
  Det gik op for mig, at mange af dem på kroen kiggede på mig, som om jeg var et rumvæsen.
  ”Luk dog døren, pigebarn!” kvækkede manden med den høje hat. ”Mugglerne kigger jo ind.”
    Mugglere? Og hvad var så lige det? Jeg skyndte mig at lukke døren i og trådte ind i rummet. Luften var tung og indelukket, men min nysgerrighed overdøvede det.
  Jeg gik hen til disken. Bartenderen så undrende på mig, ikke vredt.
  ”Øh…” jeg tog en dyb indånding. ”Kan du fortælle mig, hvad en muggler er?”
  Et glimt af forståelse nåede hans øjne. ”Ah, du er altså mugglerfødt. Det kunne jeg have sagt mig selv.” Han kiggede indgående og mystificeret på mine cowboybukser. ”Mugglere er det ord, vi bruger om dem, der ikke kender til magi. De ’normale’ mennesker, om man vil.”
  Et spørgsmål tog form på mine læber, og følelsen af at passe ind aftog lidt. ”Øh?” Jeg sank en klump. Kan man godt være heks, selvom ens forældre er… mugglere?” Jeg kunne godt tænke mig til, at det måtte lyde dumt i hans ører.
  Bartenderen lo lidt af min uvidenhed, og svarede: ”Selvfølgelig kan man da det. Har du overhovedet læst dine bøger?”
  Det var nok første og sidste gang, jeg, klassens absolut største læsehest, ville få det spørgsmål.
  ”Faktisk har jeg aldrig læst en heksebog… jeg er jo mugglerfødt.”
Manden tog mig i armen og trak mig om bag disken, hvor han skubbede mig ned på en stol. ”Du har vist brug for nogle svar på dine spørgsmål. Spørg løs! Jeg hedder for resten Tom.”
  ”Det er meget venligt af dig.” sagde jeg og forsøgte at sortere alle spørgsmålene i bunker. ”Jeg hedder Hermione.” Jeg tænkte lidt. Tom smilede.
  ”Jo, hvor ligger Hogwarts?”
  ”Det er der ingen, der ved.” Han trak på skulderne. ”Dumbeldore mener, det er sikrest sådan.”
  ”Hvem er ham ’Dumbeldore’ egentlig?
  Tom kløede sig lidt i det noget sparsomme hår. ”Det er sandelig et godt spørgsmål… Han er rektor på Hogwarts, selvom de fleste gerne ville have ham som minister for magi… efter min mening den største troldmand, der nogensinde har levet. Selvom nogen vil hævde, at Du-Ved-Hvem – ”
  ”Nej, jeg ved ikke hvem?”
  ”Nå, nej…” Han tog en dyb indånding. ”Det er ikke alle troldmænd, der er gode. Engang var der én, der blev frygteligt ond. Hans navn var…” Toms fingre vred sig i hans skød. ”Hans navn var…”
  ”Hvad?” Hvorfor tøvede han?
  ”Vi er ikke så meget for at nævne hans navn.”
   Tom begyndte at rode i en skuffe i disken. Han fremdrog en lille flaske med noget sort i og en… fjer? Først da han fandt noget gulligt papir, der lignede det fra mit brev, gik det op for mig, at han ville skrive. Han skruede låget af flasken med blæk og dyppede fjerpennen. Så skrev han med små, ubehjælpsomme bogstaver: LORD VOLDEMORD
  Jeg nikkede alvorsfuldt. Jeg havde ikke lyst til at høre mere om ham. Bartænderens øjne sagde mig kun alt for tydeligt, at det ikke ligefrem var smukke ting, Lord Voldemord havde gjort.
  Jeg skammede mig nærmest over, at jeg var nødt til at vide én ting til. ”Kan han være farlig… for sådan én som mig?”
  Tom trak på skuldrene. ”Ikke efter min mening. Jeg er sikker på, han er død. Nogen hævder, at han er derude et sted. Ser du… der var nogen der satte sig op imod ham. Nogen, der ikke var bange. Han blev rasende og besluttede sig for, at dræbe dem alle sammen. En nat, da han havde dræbt to af de største og modigste modstandere, kom der noget i vejen.”
  ”Dumbeldore?”
  ”Nej… Deres søn. En lille dreng på ét år.”
  ”Hvordan?”
  ”Men drengen overlevede, kun med et ar i panden. Formet som et lyn. Du-Ved-Hvem forsvandt den nat.”
  Jeg sad lidt og grublede over den mystiske historie, og spurgte så: ”Hvad hed han? Drengen?”
  ”Han hed Harry Potter.”


Efter et utal af spørgsmål og svar, kun afbrudt af kunder, der skulle have ’det sædvanlige’, var alle mine mest presserende spørgsmål besvaret. Vi rejste os, og Tom førte mig ud i baggården
  Vi stillede os foran en murstensmur, og bartenderen trak noget ud fra indersiden af kappen… noget langt og smalt… jeg gispede.
  En tryllestav! Jamen – HVAD?
  Det svimlede for mig.
  Skulle jeg have sådan én?
  Tom grinede af min overraskelse. ”Du skal også have en stav. Husk, at Ollivanders er de bedste!” Han begyndte mumlende at tælle murstenene. ”Tre op… to hen… Træd lidt tilbage, Hermione!”
  Tom slog tre gange på muren med stavspidsen.
  De berørte mursten begyndte at vride sig. De skubbede til hinanden og trak sig ud i siden, så der blev en slags portal.
  Jeg burde have været overvældet over at have set magi så ligefremt. Men det blev jeg overhovedet ikke. Det virkede fuldstændig naturligt. Det var nærmest, som når man ser nogen børste tænder eller løbe en tur.
  Bare helt normalt.
  ”Velkommen til Diagonalstræde, Hermione. Og held og lykke!”
  Tom forsvandt ind i Den Utætte Kedel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...