Hermione Granger og De Vises Sten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 okt. 2014
  • Opdateret: 12 nov. 2016
  • Status: Igang
Da en ugle pludselig dukker op med et mystisk brev i næbet, ændres Hermione Grangers liv for altid. Hun opdager en verden, hvor hun hører hjemme - en verden med venskab, magi og måske også kærlighed...?

20Likes
37Kommentarer
3531Visninger
AA

3. III

  Jeg vendte brevet og fik øje på noget, jeg ikke havde set før: Et rødt segl på bagsiden af konvolutten. Seglet var påtrykt et våbenmærke. En løve, en ørn, en grævling og en slange dannede kreds om bogstavet H. H for hvad? Hogwarts? Hermione?
  Jeg rejste mig og gik ud til mine forældre, der stod og ventede ude foran klinikken.
  ”Far? Mor…” forsøgte jeg. ”Jeg er altså helt sikker på, at det her ikke er en spøg.” Jeg viftede med brevet.
  ”Hold nu op, Hermione! Slå det ud af hovedet.” Hendes stemme havde en snert af irritation, og et øjeblik blev jeg grebet af tvivl. Men mindet om uglen, uglen med de ravgyldne øjne gjorde mig varm og sikker.
 Alligevel tav jeg. De kunne åbenbart bare ikke indse det. Ville ikke.
  Vi satte os ind i bilen og kørte hjem.

  Ved middagsbordet sagde jeg ikke noget, spiste bare min mad og skyndte mig op af trappen.
  Det rodede på mit værelse. Klædeskabet stod åbent, tøj lå hulter til bulter sammen med bøger, jeg for længst havde læst færdige.
  Jeg satte mig på sengen med et suk og foldede brevet ud. Jeg havde ikke læst det hele endnu. Foruden selve brevet var der en ’Liste over nødvendigt udstyr’ og en ’Sådan kommer du til Den Utætte Kedel’.
  Ifølge ’Det vigtigste om troldmandsverdenen - En guide til ikke magikyndige’ var Det Utætte Kedel en kro, der udgjorde hotel og indgang til Diagonalstræde, der åbenbart var en gade, hvor man kunne købe magisk udstyr.
  Efter min mening stod der alt for lidt oplysninger i de fire papirer, der udgjorde min viden om magi. Jeg ligefrem hungrede efter mere viden.
  Jeg læste guiden til Den Utætte Kedel flere gange for at være helt sikker på, jeg forstod.
  Mine fingerspidser gled hen over det gullige pergament og det grønne blæk, klyngede sig nærmest til beviset på, at der virkelig fandtes magi.
  Jeg rejste mig op og begyndte at lede efter min sparegris. Den gemte sig godt under en slidt nederdel, men til sidst fandt jeg den.
  Jeg hev proppen af og vendte bunden i vejret på den. femten pund landede med en raslen i mit skød.
  Slet ikke nok. Jeg måtte finde en anden måde at få penge på. Og det skulle helst være hurtigt.
  Det var ret mange penge, jeg skule bruge, så jeg havde ikke tid til at tjene dem hos mor og far. Hvis jeg gik ned til mine forældre og spurgte om at få nogle penge, ville de spørge, hvad jeg skulle bruge dem til, før de bare gav m-
  Selvfølgelig! Det behøvede jo ikke at være frivilligt…
  Det er jo for deres eget bedste, tænkte jeg. En dag bliver jeg en stor heks, og så kan jeg hjælpe dem.  

 
  Det var ikke sådan, at jeg kunne lide at stjæle. Men det var nødvendigt, det vidste jeg.
  Da klokken var omkring tre, ringede mit vækkeur, og jeg skyndte mig at slukke det, så det ikke vækkede mor og far. Jeg trak i tøjet og listede ud på gangen. De tykke tæpper dæmpede lyden fra mine bare fødder.
  Jeg nåede frem til døren. Den hang på hængslerne og mødte mig faretruende. Modstandsvilligt. Jeg tog en dyb indånding og lagde en hånd på dørhåndtaget. Den gik op med et lille knirk.
  Lyden af snorken nåede mine øre i samme øjeblik jeg trådte ind. Et lille smil legede på mine læber. De sov. Jeg turde ikke tænde lyset, så jeg måtte famle mig frem til lommen på en jakke, der hang på en stol.
  Ja. Jeg mærkede noget læder, trak pungen op af lommen og skyndte mig ud af rummet.

 
  Nu skulle det gå stærkt. Så snart mor og far vågnede, ville de opdage, jeg var væk. Og hvis det skete... Jeg blinkede kraftigt med øjnene for at rive mig ud af tankerne.
  Da jeg småløb ned af gangen med pengene i hånden, lagde jeg pludselig mærke til en masse detaljer - Tæpperne, hvis lyseblå og hvide mønstre stod i kontrast til den purpurrøde baggrund. Den runde hvide lampe, der hang oppe under loftet og lignede en måne, der var helt fuld. Lyden af mine forældres rolige vejrtrækning, der trængte gennem døren.
  Når de vågnede, ville jeg være væk.
  Jeg standsede op. Tøvede. Når de vågnede, ville jeg være væk.
  De ville græde. De ville ringe efter politiet.
  Men de ville ikke finde mig. Mor ville blive bange. Og far ville. Rigtig, rigtig bange.
  Der var noget, der ramte min kind. Noget varmt. Og vådt. Jeg prøvede hviskende at trøste mig selv.
  ”Så, så, Hermione. Når du kommer hjem-” Pludselig fór en tanke gennem mig. Hvad nu, hvis jeg slet ikke kommer hjem?
 
Tanken tog kræfterne fra mig, og jeg sank sammen på gulvet. Det hele havde virket så… ligetil. Men nu… hvad nu hvis det var sidste gang, jeg mærkede de tykke tæpper kilde under mine fødder, sidste gang jeg hørte den trygge lyd af forældres tunge åndedræt?
  Når de vågnede, ville jeg være væk. Måske for altid…
  Men så dukkede uglen op i mit hoved. Uglen med de smukke, kloge øjne. Øjnene, der bare vidste alt…
  Og øjeblikket… det fantastiske øjeblik, hvor det var gået op for mig, at jeg… at jeg var en heks. Skulle jeg bare glemme det? Gemme det af vejen ligesom alle de andre gange, der var sket noget, jeg ikke kunne forklare, noget…
  ”Magisk ”hviskede jeg og smagte på ordet. ”Magi”
  Det var, som om ordene gav mig styrken tilbage. Jeg rejste mig op og løb det sidste stykke hen til mit værelse. Jeg tog et par strømper på og greb den tomme kuffert, jeg havde fundet frem aftenen inden.
  Så skyndte jeg mig ned i køkkenet og snuppede en bolle fra en pose på køkkenbordet.
  Der lå en regning på bordet, og jeg skrev hastigt bag på den, uden at give mig tid tilat sætte punktum:

  kære mor og far
  i skal ikke være bange.
  jeg forklarer det hele når jeg kommer hjem
  vi ses
  kh hermione

  ps jeg tog pungen med undskyld

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...