Broken Pieces | Harry Styles (short story)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2014
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Da alting pludselig ændrede sig i året 2010 for de fem drenge; Harry, Louis, Zayn, Liam og Niall og karrieren pludselig kom i første række, havde Harry pludselig ikke tid til sin kæreste, Tamara Dexter, mere. De gled langsomt fra hinanden og imens Harry og One Direction blev mere og mere berømt, sank Tamara mere og mere sammen. Faktisk så meget, at hun endte med at tage hendes eget liv. Da Harry i efteråret 2014, vender tilbage til Holmes Chapel for at se Tamara igen, var det ikke ligefrem det at få at vide, at hun var død, hvad han havde ventet. Tamara tog dog ikke sit eget liv uden en grund. Grunden står i den proppede dagbog, som Tamara efterlod i håb om, at Harry en dag ville vende tilbage.

28Likes
24Kommentarer
1261Visninger
AA

9. Epilog

 

'Når livet bliver en gåde, kan det blive utrolig svært at løse den, selvom man er urimlig god til at løse gåder. Og det er ikke for at prale, men jeg syntes personligt, at jeg altid har været ret god til det med tal og gåder. 

Dog er livets gåde det helt store spørgsmål for mig, et spørgsmål, jeg ikke kan finde svaret på. 

Jeg har prøvet at vende og dreje det på alle mulige leder og kanter, men det er ikke muligt for mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, sige eller hvordan jeg skal takle det her. Det er for meget for mig, og jeg hader det. 

Jeg føler, at alle ser ned på mig, at alle bebrejder mig og nedgør mig hele tiden. Uanset, hvad jeg gør, er det bare som om, det ikke er godt nok. Jeg prøver mit hårdeste for at tilfredsstille andre mennesker - men jeg kan ikke. 

Jeg føler mig ubrugelig, hjælpeløs, nytteløs og usynlig. 

Jeg føler et stort, tomt hul vokse sig større indeni mig dag for dag. Tårerne har så ubeskrivelig let ved at finde sin vej ned ad mine kinder, selvom det måske er de mest harmløse ting, der bliver sagt. 

Skole er begyndt at blive uoverskuelig, selvom jeg plejede at elske at gå i skole, så føler jeg bare, at det hele er ligemeget og uanset, hvor god en opgave jeg laver, vil jeg altid kunne ha' lavet den bedre. 

Jeg kan ikke andet end at finde fejl på mig selv hele tiden. Jeg er for tyk, for grim, for lav. Jeg har for kort hår og for små øjne. For små bryster og for store fødder. For stor næse og for smalle læber. 

Mine forældre skændes og selvom det nok ikke er meningen, at jeg skal høre det, så gør jeg det alligevel. Det gør ondt, alle de ord de skader hinanden med. For selvom de måske handler i vrede og gør alt for at få den anden person til at ha' det dårligt med sig selv og de måske ikke mener ordene, så gør det jo stadigvæk ondt. 

Jeg føler den smerte. Det er som om tyve knive bliver stukket ind i kroppen på mig hvert sekund. Fører sin vej igennem min hud og får mig til at bløde op. 

Jeg føler ingen lyst eller glæde mere. Jeg har ikke lyst til at være sammen med nogen, jeg vil bare gerne være mig selv. 

Jeg er stoppet med at skrive sange, stoppet med at spille guitar og klaver. Jeg tager ingen billeder på mit kamera mere, jeg sidder bare her - alene og fortabt i håb om, at du måske en dag vil vende tilbage og rede mig. 

Den dag er desværre bare ikke kommet endnu. 

For hvert sekund der går, slukkes endnu et lys og gør mit syn på verden så meget mørkere. Mine gardiner er altid rullet for og jeg gør intet ud af mit udseende mere, for hvis ingen bekymre sig om mig alligevel, hvorfor skal jeg så gøre det? Hvorfor skal jeg så bekymre mig om mig selv, når ingen anden alligevel gør det? 

 

For et par dage siden så jeg min far kysse en anden kvinde. Hendes hår var blond og krøllet, hendes læber røde og hun var iført en brun frakke. Det var ikke min mor, langt fra, men han elskede hende, det var tydeligt. Den eftermiddag fortrød jeg, at jeg havde pjækket fra skole. 

Jeg ønskede mere end noget andet at sige det til min mor, men jeg kunne ikke få mig selv til det. At se glæden i hendes øjne, når de faktisk elskede hinanden, varmede mit ellers fortabte hjerte. 

Jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at min far også elskede en anden kvinde. At han kyssede en anden kvinde end min mor. 

Da min mor så selv fandt ud af det, idag, fortrød jeg dog straks, at jeg ikke havde sagt noget. Sorgen var så stor, vaserne splintrede og skændelsordene røg i en hastig fart ud fra begges læber. 

Den lille smule glæde jeg havde tilbage, blev fuldstændig taget fra mig igen. Nu har jeg ingenting tilbage; ingen venner, ingen familie, ingen glæde, intet kærlighed og jeg har heller ikke dig til at holde mig oppe. 

Jeg er ved at være nede, hvor jeg ikke kan bunde og hvor der ikke er flere sider tilbage, jeg kan skrive på. 

Det er idag den 17. oktober 2013 klokken 16:13. Jeg er virkelig ked af at skulle sige farvel nu, men jeg har hverken mere tid eller flere linjer at skrive på. 

Men bare husk på det her: Dette farvel er ikke forevigt og ikke enden. Det betyder bare, at jeg vil savne dig, indtil vi ses igen. 

 

Tamara Naomi Dexter

"Forevigt?"

 

"Forevigt og altid"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...