Broken Pieces | Harry Styles (short story)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2014
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Da alting pludselig ændrede sig i året 2010 for de fem drenge; Harry, Louis, Zayn, Liam og Niall og karrieren pludselig kom i første række, havde Harry pludselig ikke tid til sin kæreste, Tamara Dexter, mere. De gled langsomt fra hinanden og imens Harry og One Direction blev mere og mere berømt, sank Tamara mere og mere sammen. Faktisk så meget, at hun endte med at tage hendes eget liv. Da Harry i efteråret 2014, vender tilbage til Holmes Chapel for at se Tamara igen, var det ikke ligefrem det at få at vide, at hun var død, hvad han havde ventet. Tamara tog dog ikke sit eget liv uden en grund. Grunden står i den proppede dagbog, som Tamara efterlod i håb om, at Harry en dag ville vende tilbage.

28Likes
24Kommentarer
1263Visninger
AA

7. 4. kapitel

HARRY

 

"Skal du ikke ha' noget mad?" spurgte min mor uroligt og prøvede endnu en gang at skubbe skålen med havregrød hen imod mig, som jeg hurtigt skubbede væk igen. 

"Jeg er ikke sulten," svarede jeg hende hurtigt og lod mit blik ligge tomt ud af vinduet ved min side. Små regndråber løb forsigtigt ned over det, da der lige havde været en ordentlig byge. Jeg havde undgået alle spejle her til morgen, da jeg ikke magtede at skulle se mig selv sådan her. 

Jeg havde læst i Tamaras dagbog næsten hele natten, og da jeg endelig besluttede mig for at lægge den væk, kunne jeg ikke lukke et øje. Jeg fik søvn en enkelt gang, som blev forstyrret af en krage, der havde travlt med at brokke sig udenfor mit vindue. 

Jeg havde nok ikke sovet meget mere end en enkelt time. Jeg kunne kun tænke på hende. 

"Harry, søde, det kan ikke blive ved med at være sådan her," sagde min mor roligt, da hun tog fat i den skål, hun havde prøvet at proppe indholdet af, ned i min mave i godt og vel en halv time, for at gå hen og skrabe havregrøden ned i skraldespanden, for at sætte skålen ned i opvaskemaskinen. "Jeg kan ikke bære, at du er sur på mig," sagde hun forsigtigt, da hun satte sig ned overfor mig igen. 

Jeg så ikke op på hende, men holdt mit blik direkte placeret på den lille sprække i det lyse træbord.

"Jeg er ikke sur på dig, mor," forsikrede jeg hende, inden jeg fortsatte og denne gang så op på hende. Hendes mørkebrune hår hang løst og filtret over hendes skuldre, hun bar intet sminke og var iført hendes himmelblå natkjole. "Jeg er skuffet," sluttede jeg af, inden jeg i få sekunder holdt mit blik låst fast på hende, for efterfølgende at rejse mig op for at forlade køkkenet. 

"Hvor skal du hen!?" råbte hun efter mig, men jeg droppede at svare hende. Det sted jeg skulle hen, vidste jeg knapt nok ingenting om. Jeg vidste ikke, hvor hun var, jeg vidste ikke hvor jeg skulle lede eller hvad jeg skulle kigge efter, men jeg måtte bare finde hende. 

Jeg trådte hurtigt ned i mine sko og tog min jakke på i det samme som Gemma kom slentrende døsigt ned af trapperne med hendes pyjamas og filtrede fletning. Hun nåede lige at få øje på mig og adskille læberne svagt for at sige noget, da jeg smækkede døren efter mig. 

Vinden rev med det samme fast i mig og fik mit hår til at blæse ud til alle retninger, imens det skabte en voldsom modstand. 

Mine ben førte mig en retning, jeg ikke selv havde kontrol over, eller det var i hvert fald, hvad jeg følte. Jeg følte, at de havde magt over sig selv og bare gik. 

Lang tid gik der heller ikke, før et deprimerende syn mødte mig. En masse gravstene stak op fra jorden, hver og en med en stor betydning. Hver og en indeholdt sorg, tårer og stor kærlighed. De havde hver især en historie, personerne bag, havde en historie. 

Jeg anede ikke, hvor jeg skulle gå hen, men jeg valgte at tage det fra en ende af. Heldigvis var kirkegården ikke helt så stor, så det tog mig ikke meget mere end fem minutter at være halvdelen af den igennem. 

Jeg pressede læberne hårdt sammen og begyndte efterhånden at miste modet. Hvad nu, hvis hun slet ikke var her? Jeg nåede til anden sidste række, men nægtede at give op, hvilket viste sig at være godt i denne sammenhæng, for jeg fandt kort tid efter hendes gravsten placeret lige i midten af sidste række. Op ad træerne, der tog noget af støvregnen. 

Min vejtrækning føltes utrolig tung, det var som om alt gik i stå, som om alle omgivelserne blev helt slørrede, da jeg tog mig god tid til til at studere gravstenen. Den var grå med guldbogstaver og glas yderst. To små metal fugle sad øverst på gravstenen og et smukt guldkors sad ude i siden på gravstenen med blomster snoet op ad sig. 

Det lignede, at her næsten lige havde været nogen på de smukke, blå orkideer, der prydede gravstedet. Det var Tamaras yndlingsblomt; blå orkideer. 

Tamara Naomi Dexter

1994 - 2013

Altid elsket, altid savnet. Hvil i fred 

Jeg kunne mærke tårerne snige sig ned over mine kinder. Mine ben gav efter og jeg landede ned på mine knæ, imens jeg endnu engang gav tårerne frit løb. Det kom helt bag på mig, at jeg overhovedet havde flere tilbage. 

Jeg aner ikke, hvor lang tid jeg bare sad her. Bare sad og stirrede ned på den smukke gravsten og de smukke orkideer, da mit blik pludselig fangede et lille, rektangulært billede på en af orkideerne. Jeg greb forsigtigt ud efter det og fandt med det samme ud af, at det var Tamara. 

Det var et skolebillede. Hun smilede, hun viste kun glæde, men jeg kendte hende godt nok til at vide, at hun var utrolig deprimeret på dette her billede. Jeg kunne se det på hendes øjne og selvom det kun var et billede, så virkede det så levende. Jeg kunne nærmest se direkte ind i hende og se tårerne og sorgen i bag hendes smilende øjne. 

Jeg vendte forsigtigt billedet om og fandt ud af, at det også var fra 2013, september 2013. En måned før hendes død. 

Hendes brune krøller hang smukt over hendes skuldre, hendes øjne var markeret med eyeliner og mascara og hendes læber var belagt med hendes yndlings lipgloss. 

"Jeg elsker dig," hviskede jeg og lod den ene af mine tåre ramme billedet, inden jeg hurtigt tørrede mine øjne. "Undskyld jeg ikke var der for dig, undskyld Tammie," tilføjede jeg hviskende, kort tid efter. Jeg endte med at ligge billedet tilbage, selvom jeg nok mest af alt havde lyst til at proppe det i lommen og beholde det, men det var her af en grund og det skulle det blive ved med. 

Jeg snøftede en enkelt gang, inden jeg pludselig hørte en stemme i bag mig. "Harry?" Jeg rejste mig forskrækket op og vendte mig imod den person, der havde snakket til mig. Jeg skød straks brynene i vejret, da der stod en pige foran mig, som jeg ikke havde set i meget meget lang tid. 

"Jackie?" spurgte jeg, da jeg først ikke var helt sikker på, om jeg så rigtigt. Jackie var en af Tamaras tidligere veninder, men da hun ikke gik på vores skole og de kom op og skændes for meget meget lang tid siden, havde jeg ikke set hende i en del år. 

Hendes blonde hår gik hende til brystet, hun havde pink dip dye og var iført en hættetrøje og et par sorte jeans. Hætten var slået op og gjorde det derfor svært for mig at se i første omgang, om det virkelig var hende. 

"Hvad laver du her?" spurgte hun, dog overraskende roligt. Det var ikke hånende, ikke forhastet, ingenting. Det var bare helt normalt, roligt. Hendes mørkegrønne øjne flakkede en del gange rundt, mest på Tamaras gravsten i bag mig, inden de omsider søgte mine. "Har du grædt?" spurgte hun lidt efter, hvilket fik mig til at afbryde øjenkontakten med hende og se ned i jorden. 

"Det er okay," sagde hun lavmeldt. "Hun var fantastisk, hun var fantastisk lige til det sidste," sagde hun kort tid efter. Jeg lod endnu engang mit blik møde hendes over hendes ord. 

"Kom i to godt ud af det med hinanden igen?" spurgte jeg og bare stirrede på hende uden at få noget svar. 

"Har du ikke lyst til at snakke om det et andet sted end her i regnen?" spurgte hun, og selvom jeg ikke var parat til at forlade Tamaras gravsted, nikkede jeg til hendes tilbud. Hun sendte mig blot et halvfalsk smil og vendte hurtigt om, inden hun blot begyndte at gå og jeg måtte tage nogle hurtige skridt for at følge med hende. 

Vi gik bare i stilhed, indtil vi kom til et lille hus tæt på kirkegården. Jackie fumlede med en lås, inden hun lod døren glide op og vi begge trådte ind. Det var bare et stort rum med en sofa, et par tæpper og en mikro ovn. 

"Bor du her?" spurgte jeg og tillod mig at sætte mig ned i sofaen. Jackie rystede på hovedet, inden hun satte sig ned ved siden af mig. 

"Nej, det er bare et lille forladt sted, hvor jeg kommer når tingene bliver lidt for meget," svarede hun mig ærligt. Jeg ville gerne spørge hende om, om hendes forældre stadigvæk var sammen, for Tamara havde fortalt mig, at de skændes ret meget og der ofte blev smadret en tallerken eller to hjemme hos dem. 

Men jeg kunne ikke få mig selv til det. 

"Det er ikke meget, men her er, hvad jeg behøver," sagde hun med et skuldertræk og tog en dyb indånding, inden hun drejede emnet hen på noget andet. "Så, hvad laver du her?" spurgte hun med et svagt hævet øjenbryn, som jeg kunne se, fordi jeg skævede hen på hende ind imellem. Ellers gloede jeg bare ned på mine hænder. 

"Jeg vendte tilbage dels for at se min mor og søster igen, men egentlig fordi jeg gerne ville se Tamara"

"Oh shit, du vidste det ikke?" næsten afbrød hun mig med højt hævede bryn. Jeg valgte at give hende min opmærksomhed nu, i stedet for at svare hende. Hun hviskede et par lydløse ord, imens hendes blik kort flakkede hen i den anden ende af rummet, for at møde mine øjne igen. 

"Hun elskede dig Harry, det gjorde hun virkelig, det må du ikke tvivle et sekund på," forsikrede hun mig, selvom jeg havde fået det at vide en del gange. Det gjorde mig ikke noget, det var rart at få det bekræftet af mere end en person. 

 

 

††††

 

 

Klokken var tæt på to, da jeg havde valgt at forlade Jackie og tage hjem. Min mor var nok bekymret. Der gik da heller ikke mere end få sekunder, før jeg fik et ordentligt kram, da jeg trådte ind i huset. 

Selvom jeg skulle forestille at være skuffet over hende, og også var det, så kunne jeg ikke lade vær med at smile over det. 

Jeg sad lige nu oppe i min seng med dynen halvt over mig, imens jeg sad med den lille dagbog i hænderne og kun fokuserede på, om jeg skulle åbne den eller lade vær. Jeg havde lovet Tamara at læse den, jeg havde givet hende et løfte og det ville jeg ikke bryde. 

Hej igen, min dejlige krøltop. 

Når du læser det her, så ved vi begge to godt, at du er cirka halvvejs. Jeg er mere end taknemmelig for, at du har givet dig tid til at læse det her, for det betyder så utrolig meget. Jeg elsker dig så højt, Harry. 

Undskyld, for det, jeg udsætter mig selv for, det må du virkelig undskylde. Selvom jeg hver dag prøver at stoppe, så ligger barberbladet ikke ret langt væk og tårerne har alt for let ved at finde sin vej frem. 

Jeg aner ikke, hvad der er gået galt, men jeg ser det som Guds valg. Det må være hans beslutning, at jeg ikke hører hjemme her mere. Der er brug for mig et andet sted. 

Jeg går med langærmede trøjer hver dag, fordi jeg er flov. Jeg er flov over de åbne sår og arene på mine underarme, jeg er flov over det, jeg gør ved mig selv. 

Du aner ikke, hvordan det er at græde sig selv i søvn hver aften, hvordan det er at skulle spise sin frokost på skolens toiletter hver eneste dag og frygte noget, hver gang du laver en bevægelse. 

Jeg har det så dårligt Harry, jeg føler mig virkelig værdiløs. Jeg er så stolt over alt det, du har opnået og please lov mig at hilse de andre drenge fra mig. Du har opnået så meget og kravler længere og længere op hver dag, imens jeg kravler længere og længere ned. 

Jeg føler mig som ingenting, jeg føler mig helt tom. Imens jeg skriver det her til dig, har du sikkert lagt mærke til pletterne på papiret. Jeg græder hele tiden, jeg føler et stort, tomt hul vokse sig større i min mave dag for dag. 

Jeg er så deprimeret, Harry. Jeg har det så dårligt. 

Hjælp mig. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...