Broken Pieces | Harry Styles (short story)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2014
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Da alting pludselig ændrede sig i året 2010 for de fem drenge; Harry, Louis, Zayn, Liam og Niall og karrieren pludselig kom i første række, havde Harry pludselig ikke tid til sin kæreste, Tamara Dexter, mere. De gled langsomt fra hinanden og imens Harry og One Direction blev mere og mere berømt, sank Tamara mere og mere sammen. Faktisk så meget, at hun endte med at tage hendes eget liv. Da Harry i efteråret 2014, vender tilbage til Holmes Chapel for at se Tamara igen, var det ikke ligefrem det at få at vide, at hun var død, hvad han havde ventet. Tamara tog dog ikke sit eget liv uden en grund. Grunden står i den proppede dagbog, som Tamara efterlod i håb om, at Harry en dag ville vende tilbage.

28Likes
24Kommentarer
1268Visninger
AA

6. 3. kapitel

HARRY

 

"Oh Harry, gudskelov," udbrød min mor, da jeg kom gående ind i stuen. Jeg var drivvåd efter at ha' siddet ude i regnen i flere timer, og jeg ville nok højst sandsynligt ligge med forkølelse imorgen. 

"Hvorfor fanden har i intet sagt!?" Både Gemma og min mor blev overraskede over mit pludselige udbrud, og så begge så forskrækkede op på mig. Jeg lod mit blik hvile tomt på dem begge to, som de sad nede i sofaen med hver deres kop kaffe. 

"Hvad mener du?" spurgte Gemma fortvivlet og førte en lok a hendes brune hår om i bag hendes øre. En handling hun altid udførte, når hun var nervøs. Det var også det, der sagde mig, at hun udmærket godt vidste, hvad jeg snakkede om. 

"Tamara! Hvorfor har i intet fortalt mig? I har bare ladet mig gå rundt i den fucking tro om, at hun stadigvæk lever og ånder!" Selvom jeg ikke ville tillade det, kunne jeg føle den første af mange tåre, trille ned langs min rødblussede kind. Både min mors og Gemmas blik faldt med det samme. De skammede sig, det var tydeligt. 

"Undskyld Harry, virkelig inderligt undskyld. Vi sagde intet, fordi vi ikke ville ha' dig til at gå rundt med den store sorg. Vi kunne ikke bære at miste dig endnu mere," sagde min mor lavmeldt og håbede tydeligvis på min forståelse, på det blik hun sendte mig. Jeg slog straks blikket ned i det grå gulvtæppe og snøftede en enkelt gang, uden at svare. 

"Så det at lade mig gå rundt og elske hende op til skyerne, når hun i virkeligheden var død, så i som en bedre løsning?" hviskede jeg, hvilket kom bag på mig selv. Jeg kunne ikke se deres reaktion, da jeg blev ved med at ha' mit blik liggende på gulvtæppet. 

Faktisk fokuserede jeg kun på den lille, sorte nullermand, der lå helt ude i hjørnet. 

Jeg tørrede hurtigt tårerne væk og da jeg ikke fik noget svar, valgte jeg selv at tage ordet. 

"Troede i helt seriøst, at jeg aldrig nogensinde ville finde ud af det?" spurgte jeg skuffet og så op på dem igen, for denne gang at få en reaktion. De så begge meget sårede ud. I modsætning til min mor, så Gemma væk fra mig. Hendes blik lå solidt plantet ned i hendes sorte kaffe, der tiltede forsigtigt fra side til side, hver gang hun rykkede på sig, hvilket hun gjorde en del.

"Vi er virkelig kede af det, Harry," sagde Gemma lavmeldt. Det var nærmest kun en hvisken. Jeg kunne bare ikke bruge deres undskyldninger til noget, lige nu betød de intet. Den person, jeg troede, jeg skulle leve mit liv sammen med, den pige, der var perfekt for mig, den pige, jeg elskede mere end noget andet, den pige, der vidste mere om mig end nogen anden. 

Den helt igennem fantasiske pige... Var væk. 

"Bare svar mig på en ting," sagde jeg og sank en klump, inden jeg tvang mit blik væk fra det regnbefængte vindue og hen på min mor og Gemma. "Hvor lang tid siden er..." Jeg kunne ikke få mig selv til at fuldende sætningen, men min mor havde tydeligvis forstået meningen med den, da hun valgte at svare mig. 

"Et år imorgen," sagde min mor. Jeg rystede frustreret på hovedet og kørte en hånd igennem mit våde hår, inden jeg valgte at forlade stuen, inden jeg smadrede et eller andet. 

Jeg fandt hurtigt vejen til mit gamle værelse og smækkede døren i efter mig, inden jeg sank sammen på min seng, ligeglad med, om min dyne og min madras blev vådt af mit fugtige tøj. 

Et år. Et fucking år, havde de ladet mig gå uvidende rundt omkring Tamaras død. De havde holdt mig for nar i et helt år. Så mange gange, så mange gange har de haft muligheden for at fortælle mig det, men de har ladet vær. 

Jeg føler mig narret. 

Jeg snøftede hurtigt, inden jeg huskede på den dagbog, Tamaras mor havde givet mig. Jeg fandt den hurtigt frem fra indersiden af min jakke. Dens omslag var blevet en smule fugtigt, men heldigvis var der ikke sket mere med den. 

Jeg overvejede i mange, lange minutter, om jeg skulle åbne den. Det var dog den overbevisning, at Tamara havde efterladt den til mig, der gjorde, at jeg endte med at åbne bogen op på første side. 

Hej Harry. 

Jeg vidste, at du ville komme tilbage. Du kommer altid tilbage, lige meget hvad. Endnu en af dine fantastiske egenskaber. Du ved, jeg beundre dem. 

Desværre kom du denne gang en smule forsent, men lad hver med at se det som din skyld, for det er det ikke. Du må bare forstå, at jeg ikke kunne mere. Jeg var ikke ment til at være her mere. 

Jeg vil ikke ha' at du går rundt og er trist, for jeg lover dig, at der, hvor jeg er nu, er et langt bedre sted. Du kender jo min spirituelle side. Der er liv efter døden - det er jeg sikker på. 

Måske lever jeg videre som et andet menneske, måske ikke? Måske har du allerede set mig i mit næste liv, det er ikke til at vide. 

Jeg elsker dig Harry, jeg elsker dig virkelig højt, det må du aldrig sætte spørgsmålstegn ved. Min kærlighed vil altid være hos dig, det lover jeg. 

Jeg vil bare også gerne ha' dig til at elske en anden end mig. Du må love mig, at du går ud og finder en fantastisk pige, der fortjener dig meget mere, end hvad jeg gjorde. 

Wow, det er underligt at omtale sig selv i datid, men jeg kommer nok til at vende mig til det. 

Kan du huske dengang, vi tog ud at fiske sammen? Dengang, hvor jeg fangede en større fisk end dig og du blev tøsefornærmet? Det er et godt minde, husk på det. Husk på, at uanset hvor stort noget er, kan det være mindst lige så godt som det, der er mindre. 

Jeg valgte at skrive dette ned til dig, fordi jeg holder mere af dig, end jeg holdt af nogen anden. Dit fantastiske smil, dine latterlige og meningsløse vittigheder, din evne til altid at have overskud til andre, aldrig at blive sur, tage alting med et smil. Respektere alle, høj som lav, tyk som tynd. Jeg kunne blive ved, det ved du, men desværre har denne bog ikke nok sider til det. 

Jeg beundre din måde at se verden på, du har så meget foran dig og lad nu for guds skyld ikke dette stoppe dig, lov mig det. Lov mig, at du vil holde fast i, hvor du end i verden er lige nu. Du har hele dit liv foran dig, din rejse er kun lige begyndt. 

Jeg nåede desværre ikke min rejse, men jeg ved, at du vil nå din - uanset hvad.

Af alle mennesker på hele jorden, er du den, der fortjener et liv som dit, allermest. Du har virkelig kæmpet og alt det, du har opnået sammen med Louis, Niall, Zayn og Liam... Det er fantastisk. Gid, jeg kunne opleve det sammen med dig. 

Jeg ville rejse hele verden rundt for din skyld, jeg ville bestige hvert et bjerg, men sådan skulle det åbenbart ikke være. 

Når jeg begyndte på at skrive den her bog, var det med en klar ende i hovedet. Jeg vidste, hvordan det her ville ende og jeg fortrød det ikke. 

Du må ikke tro, at jeg gjorde det for at skade dig eller noget. Jeg ved ikke, hvilken dato det er hos dig lige nu, hvilken måned eller hvilket år for den sags skyld, men hvis du læser det her, så er jeg så taknemmelig. Så ved jeg, at min mor fandt den blandt mine ting.

Uanset, om du nu har en anden kæreste, om du har kone og børn og lever langt ude i fremtiden. Jeg aner ikke, om det nu er over år 2020, under, eller om det kun er få dage siden min begravelse, jeg aner det ikke. 

Kun du, ved det.

Men lov mig, please lov mig at læse det her. 

Det vil give mig fred. 

Jeg elsker dig Harry Styles. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...