Broken Pieces | Harry Styles (short story)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2014
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Da alting pludselig ændrede sig i året 2010 for de fem drenge; Harry, Louis, Zayn, Liam og Niall og karrieren pludselig kom i første række, havde Harry pludselig ikke tid til sin kæreste, Tamara Dexter, mere. De gled langsomt fra hinanden og imens Harry og One Direction blev mere og mere berømt, sank Tamara mere og mere sammen. Faktisk så meget, at hun endte med at tage hendes eget liv. Da Harry i efteråret 2014, vender tilbage til Holmes Chapel for at se Tamara igen, var det ikke ligefrem det at få at vide, at hun var død, hvad han havde ventet. Tamara tog dog ikke sit eget liv uden en grund. Grunden står i den proppede dagbog, som Tamara efterlod i håb om, at Harry en dag ville vende tilbage.

28Likes
24Kommentarer
1268Visninger
AA

5. 2. kapitel

HARRY

 

Det var som om tiden stoppede, som om alt gik i stå. Jeg kunne og ville ikke forstå de ord, Margarat lige havde fortalt mig. Mine håndflader blev svedige, mine åndedrag tunge, og da jeg endelig var i stand til andet end at stirre tomt ud i luften, lod jeg mit blik falde ned på det lyse trægulv. 

"Hun er..." Jeg kunne ikke få mig selv til at fuldende sætningen, jeg kunne ikke lade ordet forlade mine læber. Død. Selvom jeg ikke kunne sige ordet, kørte det replay inde i mit hoved. Som om nogen råbte det så højt, at jeg fik hovedpine af det. "Undskyld, jeg skulle ikke være kommet," sagde jeg hurtigt og gik forbi hende ud af døren. Langt nåede jeg dog ikke, før hun stoppede mig ved at kalde mit navn. 

"Harry" Jeg stoppede brat op, men vendte mig ikke rundt. Jeg stod bare og stirrede ned af trappen, som jeg overvejede at fortsætte ned ad, væk fra alle minderne, væk fra alting. "Tammie elskede dig Harry, hun elskede dig meget meget højt, og hvis det kan være nogen trøst, så elskede hun dig til det sidste" Jeg besluttede mig for ikke at fortsætte ned ad trappen, men istedet vendte jeg mig rundt og så hen på Margarat, der så medlidende på mig. 

"Og hun... Hun efterlod dig noget," tilføjede hun kort tid efter, hvilket for alvor fangede min opmærksomhed. "To sekunder," sagde hun hurtigt, inden hun tvang sig selv til at gå ind på Tamaras værelse, for at komme ud kort tid efter med en lille bog i hånden. Hun gik langsomt hen imod mig, tog fat i min hånd og placerede den lille, slidte læderbog solidt imellem mine fingre, inden hun slap min hånd igen. 

'Til Harry' stod der indgraveret på læderomslaget. 

"Jeg aner ikke, hvad der står deri, jeg har ikke haft samvittigheden til at læse det. Men hun efterlod den til dig med en lille note om, at hvis du nogensinde kom tilbage, skulle jeg love hende at give dig den her. Så her har du den," sagde hun roligt og tvang et lille smil frem. 

"Tak," sagde jeg hurtigt og smilede hurtigt, men falsk, til hende, da jeg ikke kunne fremtvinge et ægte smil. 

"Kom godt hjem, Harry. Det var rart at se dig igen," sagde Margarat med et forsigtigt smil. Jeg nikkede forsigtigt, inden jeg vendte rundt og gik stille ned af trapperne og hen imod hoveddøren. 

"Tak, igen," var det sidste jeg sagde, inden jeg lukkede hoveddøren efter mig og trådte ud i regnen. Det var åbenbart begyndt at regne igen, hvilket kun kom til min fordel, da jeg med det samme kunne føle tårerne hobe sig op i min øjenkroge, inden de begyndte at trille ned ad mine kinder. Jeg gemte bogen godt væk under min jakke, så den ikke skulle tage skade af hverken tårerne eller regndråberne. 

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var i et stort vildrede. Jeg tog mig frustreret til hovedet imens mine mundvige tvang sig selv ned af. Jeg fortsatte med at gå i den styrtende regn, så jeg helt sikkert ville ligge med forkølelse i morgen, men lige nu var jeg egentlig ret ligeglad. 

Jeg skulle et sted hen, et bestemt sted. Det tog mig ikke lang tid at komme derhen, alt lignede sig selv. Græsset var stadigvæk grønt og frodigt, træerne stod der stadigvæk. Ingenting havde ændret sig. 

Jeg trodsede det mudrede areal og gik med faste skridt imod et helt bestemt træ, nede ved åen. Da jeg kun var få meter væk fra det, mærkede jeg pludselig en underlig følelse blandet med vrede og sorg, skylde ind over mig. Jeg greb ud efter nærmeste sten og kastede den så langt væk som overhovedet muligt, så den plaskede ned i åen. Et højt råb forlod mine læber i mellemtiden, inden jeg sank sammen ved det træ. Tårerne løb stadigvæk nedad mine kinder, da jeg begravede mit drivvåde ansigt i mine hænder og vuggede mig stille frem og tilbage. 

Hulkene var tydelige, hele min krop rystede i en blanding af frygt, sorg og kulde. Jeg lukkede alt ude og fokuserede kun på en ting: hende. 

 

"Har du egentlig nogensinde overvejet det?" Jeg så undrende hen på hende i det hun slap min hånd for forsigtigt at pege op imod den mørke nattehimmel. Græsset omfavnede vores kroppe, der lå tæt på denne lune sommeraften. 

"Tænkt over hvad?" spurgte jeg en smule uforstående og fulgte hendes blik op på stjernerne. Hun havde altid haft en interesse for rummet, stjernerne og vejret. Specielt stjernerne og regnen, var hun facineret af. Spørg mig ikke hvorfor, jeg havde prøvet at forstå det i lang tid, men jeg kunne ikke rigtig. Ikke fordi jeg ikke ville, for jeg ville elske at dele den interesse med hende, men jeg kunne bare ikke forstå det på den samme måde, som hun kunne. 

"Stjernerne. De er alle sammen små planeter, fanget i rummet. Men det jeg syntes er fantastisk lige her, er månen. Se op på den. Uanset hvor i verden du befinder dig, vil vi altid kigge på den samme måne. Den vil ikke forandre sig, den vil altid være den samme, selvom den ikke har sit eget lys" Jeg måtte igen se uforstående hen på hende, hvilket hun grinede svagt over, inden et mildt suk forlod hendes læber og hun drejede om på siden og lagde sin lille hånd på min brystkasse, der hævede og sænkede sig i rolige bevægelser. 

"Det jeg siger er, at selvom man ikke har sit eget lys, behøver man ikke ændre sig for at få det. Man skal bare være sig selv, og hvis man ikke har sit eget lys, så er det fordi man ikke behøver det," sagde hun med et stort smil, imens hun holdt en rolig øjenkontakt med mig. "Du fatter det ikke, vel?" spurgte hun med et svagt grin, inden hun satte sig op på min mave med et ben på hver sin side af mig. 

"Jo altså -"

"- Harry," afbrød hun mig bestemt, da hun vidste, at jeg ikke talte sandt. 

"Okay, jeg fatter det ikke," sagde jeg med et forsigtigt smil, der fik hende til at smile større. 

"Godt. Du vil forstå det den dag, du får brug for det," sagde hun roligt, inden hun bøjede sig forover og forsigtigt lagde hendes læber imod mine. 

 

Månen. Jeg kiggede op fra mine hænder og mit blik søgte straks imod månen, der tittede frem bag nogle skyer. Det var stoppet med at regne. Nu dryppede det kun svagt ned fra de skyer, der var tilbage. 

Mørket havde lagt sig over Holmes Chapel, det var nu kun månen, der lyste op. Selvom jeg ikke forstod Tamaras ord dengang, var det som om det langsomt gik op for mig, hvad hun havde ment. 

Hun havde ment, at man ikke skulle lade noget som helst stå i vejen for en, selvom den vej man ville gå, måske ikke havde virket som den mest oplagte til at starte med. Man skulle ikke gemme sig bag andre, for uanset hvad, så ville du altid være den samme og det kunne du ikke ændre på. 

Intet kunne ændre på den måde, jeg altid ville se Tamara på. Hun var min sol, hun var den, der gav mig mit lys og selvom hun ikke var her mere, behøvede jeg ikke at gemme mig væk. 

Jeg ville altid være den samme, hun ville altid være den samme.

Jeg skulle ikke være bange for at åbne dagbogen og læse, hvad hun havde skrevet. For selvom det jeg læste måske ville såre mig eller fortælle mig ting om Tamara, som jeg ikke allerede vidste, så ville hun altid være den samme, uanset hvilken side jeg så hende fra. 

 

Hej skønne mennesker derude!

Denne fanfiction er en short story og i en lidt anden genre, end hvad jeg plejer.

Derfor ville det være super dejligt, hvis i gad smide et like og en kommentar om, hvad i syntes om den indtil videre. Der er i alt fem kapitler + epilog.

 

Maite xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...