Broken Pieces | Harry Styles (short story)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 aug. 2014
  • Opdateret: 6 sep. 2014
  • Status: Færdig
Da alting pludselig ændrede sig i året 2010 for de fem drenge; Harry, Louis, Zayn, Liam og Niall og karrieren pludselig kom i første række, havde Harry pludselig ikke tid til sin kæreste, Tamara Dexter, mere. De gled langsomt fra hinanden og imens Harry og One Direction blev mere og mere berømt, sank Tamara mere og mere sammen. Faktisk så meget, at hun endte med at tage hendes eget liv. Da Harry i efteråret 2014, vender tilbage til Holmes Chapel for at se Tamara igen, var det ikke ligefrem det at få at vide, at hun var død, hvad han havde ventet. Tamara tog dog ikke sit eget liv uden en grund. Grunden står i den proppede dagbog, som Tamara efterlod i håb om, at Harry en dag ville vende tilbage.

28Likes
24Kommentarer
1274Visninger
AA

4. 1. kapitel

HARRY

 

"Harry!" Jeg stoppede brat op efter at ha' trådt ind ad døren til mit barndomshjem, da jeg pludselig hørte en genkendelig stemme, der blev højere og højere desto mere hun nærmede sig gangen. Gemma. 

Hun sprang ud i gangen og slog armene om mig i et tæt knus. Jeg gengældte hendes kram og strøg hende blidt over ryggen. Jeg havde ikke tal på, hvor lang tid siden det var, jeg havde set Gemma. Jeg vidste bare, at det var alt for lang tid siden. Hendes hår var blevet hendes egen naturlige, brune farve igen, hvilket jeg personligt syntes var den farve, der klædte hende bedst, af alle dem hun nogensinde havde prøvet. 

"Mor er igang med at lave aftensmad," sagde hun med et stort smil, da hun trak sig fra mig. Jeg sendte hende et lille smil imens jeg trak min jakke af, fik hængt den op og stillet mine sko. "Nu skal jeg tage din taske," sagde hun hurtigt og samlede min taske op fra gulvet og forsvandt ud af gangen, inden jeg kunne nå at modsige hende. 

Jeg rystede svagt på hovedet, inden jeg førte en hånd igennem de brune krøller, så de sad nogenlunde ordenligt igen efter den rusketur de havde været udsat for, udenfor. 

Det blæste utrolig meget og regnen havde gjort alt fugtigt, men glinsende. Tamara elskede regnvejr. Hun sad sikkert lige nu inde på hendes værelse og så drømmende ud i regnen, eller så var hun udenfor med hendes kamera for at tage en masse billeder af den glinsende natur efter de adskillige byger. 

Jeg kunne ikke vente med at se hende igen, selvom jeg næsten var stensikker på, at hun var utrolig vred på mig. Også selvom det var tre år siden, vi mistede kontakten. Egentlig slog vi aldrig op, vi fik bare begge to så utrolig travlt, at vi gled fra hinanden. 

Jeg kunne ikke vente med at se ind i hendes kongeblå øjne, føle hendes bløde, mørkebrune lokker imellem mine fingre og dufte hendes yndlingsparfume, ligeså snart jeg trådte ind på hendes værelse eller var i nærheden af hende. 

Sandheden var, at jeg stadigvæk var forelsket i hende. Lige så forelsket som jeg var for fire år siden, da jeg var så stolt over, at kunne kalde hende min kæreste. 

Jeg trådte ind i køkkenet, hvor min mor ganske rigtigt var igang med at lave mad. Hun var i øjeblikket ved at hakke nogle gulerødder. Jeg sagde intet, ventede bare på, at hun skulle bemærke mig, hvilket skete ikke så lang tid efter. 

Hun så hurtigt op og fik med det samme øje på mig, hvilket hun viste ved at smile stort, lægge kniven fra sig, tørre hendes hænder i det ternede forklæde og gå hen imod mig for at møde mig i et stort kram. Jeg lagde forsigtigt mine arme omkring hende og følte en form for tryghed, som min mor altid havde givet mig. 

"Hvor har jeg dog savnet dig," sagde hun med et lille smil, imens jeg kunne se hendes øjne blive blanke. 

"Nu må du ikke græde mor, så begynder jeg også," sagde jeg med et skævt smil og lagde kort armene omkring hende igen. 

"Undskyld," smågrinede min mor og tørrede hendes øjne, inden hun vendte tilbage til hendes gulerødder igen. "Vi skal ha' tacos," sagde hun med et forsigtigt smil, da hun mest havde hendes opmærksomhed på gulerødderne, hun var ved at hælde op i en glaskål. 

"Det lyder skønt," sagde jeg med et stort smil og hørte straks Gemma komme ind i køkkenet. 

"Det var godt du kom, maden er klar nu," sagde min mor til Gemma, der blot nikkede med et stort smil, inden vi alle tog plads ved bordet for at indtage aftensmaden. 

 

 

††††

 

 

Regnen var heldigvis stoppet, da jeg kort før klokken otte, valgte at gå en tur. Mine ben førte mig en bestemt vej igennem den lille by, en vej, der var utrolig genkendelig og som jeg havde gået en milion gange før. 

Husene, haverne og bare omgivelserne i det hele taget, lignede sig selv. Fuglene var der dog ikke mange af, da det fleste nok var draget syd på for at nyde varmen, nu når kulden var godt på vej. Vi var trods alt midt i oktober måned. 

Der var ikke ret mange mennesker ude på dette tidspunkt, jeg mødte kun enkelte cyklister eller nogen, der var ude for at lufte hunden. Det jeg elskede ved at være hjemme var, at jeg ikke blev forfulgt. Selvom folk vidste, hvem jeg var, hilste de blot pænt og gik videre. 

Holmes Chapel var ikke så stort og det var sjælendt, at der flyttede nogen nye til. Derfor havde dem der boede her, også kendt mig fra da jeg var helt lille. 

Det var noget andet. Jeg kunne godt li' den følelse at føle mig helt og aldeles normal. Jeg var bare en normal fyr med et ekstraordinært arbejde. Men her, gjorde det ingen forskel. 

Jeg var stadig den samme Harry, som jeg var, for over fire år siden. Dengang One Direction ikke eksisterede.

Jeg var bare Harry. 

 

Husene blev mere og mere genkendelige, jo længere jeg kom og da jeg endelig kom til det brune murstenshus, stoppede jeg op for kort at beundre det og lade alle minderne strømme til mig. Det var familien Dexter's hus. Jeg var kommet her et utal af gange og jeg elskede det lige så meget, hvis ikke mere, for hver gang jeg kom. 

Jeg formåede hver gang at finde noget nyt her, det var specielt og unikt. Der duftede altid af en dejlig blanding af kaffe og småkager. Jeg kan huske, at Tamara havde fortalt mig engang for længe siden, at det var fordi, hendes far hele tiden drak kaffe og hendes mor hele tiden bagte småkager, hvor hun efterfølgende havde grinet svagt. 

Jeg elskede hendes grin og jeg kunne ikke vente med at høre det igen. 

Jeg gik forsigtigt op til huset og trådte op på verandaen, der efterhånden var ved at være en smule slidt. Planterne udenfor var ved at drukne i alt det regnvand, der havde skyllet over dem og ringeklokken var blevet rusten. 

Det var som om, at noget ikke var, som det plejede at være. Og da jeg fik øje på til salg skiltet, der stod ude ved vejen, blev min mistanke bekræftet. Skulle de flytte? 

Jeg vendte opmærksomheden imod hoveddøren igen, hvor jeg kort bankede på. Men da døren stod på klem, da jeg bankede på, gled den langsomt op med en svag, knirkende lyd. Huset var mørklagt, den genkendelige duft var væk og det hele virkede... dødt? 

"Hallo?" tvang jeg mig selv til at spørge et par gange, men da jeg intet svar fik, trådte jeg ind i det gamle hus og så mig omkring, inden jeg lukkede døren roligt efter mig. Her var blikstille, kun vinden kunne høres ruske i huset. 

Jeg rynkede på panden af undren. De fleste ting var pakket ned i flyttekasser og den specielle, hjemmelige følelse, var væk. 

Jeg sank en klump, inden jeg fortsatte forsigtigt ind i huset og lod mit blik studere hvert et rum jeg gik forbi, selvom der nu ikke var meget at se på. Stort set alt var pakket ned i de brune flyttekasser, der dominerede den trænge plads. 

"Er her nogen?" spurgte jeg igen, men da jeg endnu engang ikke fik noget svar, blev jeg bange for, om Tamara måske allerede var flyttet uden at fortælle mig noget. Det måtte ikke være sket, jeg blev nød til at se hende igen. 

Men lige nu, var der vidst ikke nogen hjemme. Det eneste der var her, var en masse edderkopper og støv. 

Jeg tillod mig at gå op ad trapperne, op på Tamaras værelse. Jeg lod mine fingre folde sig om håndtaget, som jeg roligt trykkede ned, inden jeg trådte ind. I modsætning til resten af huset, var det her ikke pakket ned. 

Alting stod nøjagtig, som jeg huskede det. 

Hendes akvarium stod op ad væggen, men der var dog ingen fisk i. Plakaterne hang stadigvæk på de beigefarvede vægge. Jeg tillod mig selv at smile over hendes store interesse for Bruno Mars. Den havde hun åbenbart stadigvæk. 

Billederne af hende og hendes veninder hang stadigvæk nøjagtig det samme sted, hendes lyserøde guitar stod henne i hjørnet som den plejede, gardinerne var trukket for, bøgerne stod stadigvæk på de hvide hylder, laptoppen stod klappet sammen på hendes skrivebord, noter lå spredt ud over hendes redte seng og jeg synes stadigvæk at kunne dufte hendes parfume. 

Intet havde ændret sig. 

Jeg gik langsomt hen imod hendes seng, som jeg lod mine fingre stryge henover det bløde sengetæppe. En masse minder væltede op i mig. 

Jeg fortsatte videre hen til det lille natbord, der stod ved sengens side, hvor et billede af mig og Tamara stod. Det var nyt. 

Godt nok var der billeder af mig og hende klæbet op på væggene, men det på natbordet havde ikke stået der før. 

Måske var der stadigvæk håb? Måske elskede hun mig stadigvæk? 

Jeg tog billedet i mine hænder og begyndte straks at beundre det. Det var fra Tamaras sekstenårs fødselsdag, jeg kunne tydeligt huske det. Hun havde travlt med at smile til kameraet, imens mit blik lå sollidt plantet på hende. Vi smilede begge stort. Hendes arm lå omkring mig, hun sad på mit skød, og selvom hendes opmærksomhed ikke var på mig, lå min på hende og udstrålede den store kærlighed, jeg havde for hende. 

"Harry?" Jeg hoppede næsten helt op i luften, da jeg hørte en hæs stemme snakke. Jeg fumlede hurtigt med at få sat billedet ned igen, dog blev det ved med at vælte, så jeg opgav til sidst og så forskrækket hen på en kvinde, der desværre ikke var Tamara, som jeg havde håbet på. Det var hendes mor, Margarat. 

Man kunne tydeligt se, at årene var begyndt at komme efter hende. Hendes ellers mørke hår var begyndt at blive gråligt, hendes øjne var matte og mørke render lå under hendes øjne, hvilket lignede noget efter flere natters søvnløshed. 

"Mrs. Dexter, det må du virkelig undskylde. Det var ikke min mening bare at gå ind uden tilladelse, men døren var åben og der var ikke nogen, der svarede mig, så..." Mine ord døede stille ud, da Margarat gjorde tegn til, at jeg ikke behøvede at forklare mig. 

"Jeg er egentlig bare nysgerrig for at vide, hvad du laver her, Harry?" spurgte hun forsigtigt og blev stående i dørkarmen. Det var som om hun ikke brudte sig om at være her på den måde, hendes blik hele tiden flakkede rundt og på hendes anspændte bevægelser. 

"Jeg kom for at se Tamara igen. Ved du, hvor hun er henne?" spurgte jeg og smilede svagt til hende. Det lille, venlige smil, der før havde ligget på hendes læber, forsvandt fuldstændig igen efter mit spørgsmål. Hun så bare tomt på mig og det føltes som timer, før hun endelig adskilte læberne for at svare mig. 

"Du ved det ikke?" spurgte hun og rynkede lidt på panden. Jeg rystede uforstående på hovedet og afventede noget mere fra hende. Det var som om, det hele var ved at gå op i en større enhed. "Tamara er død, Harry"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...