Good by bad. - 5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 aug. 2014
  • Opdateret: 7 sep. 2014
  • Status: Igang
En lille gruppe bestående af de to verdensberømte drenge, Ashton Irwin og Luke Hemmings, er lige så verdensberømte på skolen. Alle ved hvem de er, og alle er bange for dem.. undtagen de to outsiderpiger, Daisy og Claire. De er tværtimod klar til at stille sig op foran dem og fortælle dem at de ikke skal tro de er noget særligt.. Det eneste problem er bare, at de er søstre og deres familie er meget velhavende og går op i deres pigers opførsel og intelligens. En dag bliver pigerne i tvivl, eftersom de må indrømme at forelskelsen rent faktisk tager over.

7Likes
18Kommentarer
795Visninger
AA

5. Kapitel 5.

Klokken var 19.58, og jeg havde ret så travlt. Jeg var et godt stykke nede af vejen, men der var helt ekstremt tåget og mørkt på en kold vinterdag. "Ashton!" hørte jeg en stemme der råbte. Det var Claire. Hun var få meter fra mig, og jeg havde først opdaget hende nu. "Hey, Claire? Skulle du ikke være hjemme hos Ashton efter skole?" spurgte jeg forvirret.
Hun fik et gigantisk chok da min stemme begyndte. "Ehm, hej Daisy.. Jo, men.. han sagde at jeg skulle hjem og hente dig, for klokken er to minutter i ni," svarede hun.
"Du mener i otte, ikke? Og den er forresten kun et minut i nu," sagde jeg, og fortsatte med at løbe i mine stiletter.. det var en hård krig at komme igennem de hullede veje i høje hæle. "Nej. Klokken er et minut i ni, søde ven," svarede hun flabet og jeg stoppede chokeret op.
"I ni? Det kan du ikke mene! Mit ur siger et minut i otte?" spurgte jeg. Det kunne simpelthen ikke passe. Hun viste mig sin telefon, og jeg tænkte, at hun bare havde stillet uret frem. Ellers havde hun stillet mit ur tilbage, for at drille mig.

Vi nåede over til festen, og jeg så forvirret rundt på alle de andre gæster. Alle var ankommet, også selvom vi ikke var så frygtelig mange.
Pludselig var der en stærk dreng der hev fat i min hestehale. "Hey, du der!" sagde han, og tvang mig rundt så jeg kiggede på ham. Luke. Luke Hemmings, ja. 
"Slip!" sagde jeg irriteret, og hev min hestehale ud af hans hånd. Han grinede.
"Hør. Har Ashton ikke fortalt dig at du skulle være her klokken otte? Klokken er fandme ni nu, din hukommelsestabende bitch!" råbte han, så alle de andre gæster kiggede. De grinede alle sammen, det virkede tydeligvis som om jeg var den eneste opdragne person i det her rum.
"Jamen.. mit ur går åbenbart forkert, det må du meget undskylde!" svarede jeg nervøst, som om jeg var tvunget til det. 
"Det går denne gang, men KUN!" råbte han, og hev truende i min trøje. ".. den her gang. Næste gang du kommer bare et halvt sekund for sent, får du tæv, og jeg mener det bundærligt." Han sukkede irriteret, og smed sig over på sofaen med en drink i hånden og selvfølgelig tøserne sværmende omkring ham.
Jeg bed mig i læben, og var lige på grænsen til at bryde sammen. Det eneste der holdt mig fra det, var en overdrevet lækker dreng der sad ovre ved baren. 
Normalt var jeg på ingen måder typen der bare gik hen til fremmede, men jeg kunne ikke lade være. Jeg traskede hen af dansegulvet i mine flotte stiletter som jeg gik overdrevet flot i, og så kiggede jeg på ham. "Hej.." sagde jeg med et forsigtigt og nervøst smil.
Han smilede venligt tilbage. "Hej smukke," svarede han og blinkede. Jeg sukkede irriteret. Allerede på førstehåndsindtrykket, fornemmede jeg at han var noget af en player og noget af en badboy, og sådan en type kunne jeg ikke fordrage på nogen måder. Kun deres udseende, hihi. 
Luke kom gående hen til mig, med nogle billige piger i hælene. Han kiggede strengt på den fremmede fyr. "Hey, Channing, din idiot. Du skal fandme ikke lægge an på min pige, okay?" sagde han irriteret og så på mig. Jeg bed mig i læben. Jeg burde gevaldigt sige fra, men jeg turde simpelthen ikke. Alligevel tog jeg mod til mig.
"Jeg er ikke nogens pige! Du er en fucking ulækker player, Luke. Din attitude stinker, og din piercing skal bare rives ud så du græder af smerte resten af livet. Farvel," sagde jeg irriteret og vendte rundt på hælen. Så gik jeg fornærmet og ret ked af det, ud af døren, og mærkede en hånd gribe fat om min skulder. "Skrid, Luke!" råbte jeg irriteret, og vendte mig.
Det var min søster. "Daisy, er du okay?" spurgte hun bekymret. 
"Jeg vil ikke snakke med nogen lige nu, Claire. I'm sorry," svarede jeg, og løb grædende hjem. 


 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...