Into the wild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Anya har i årevis været betaget af den kommende Alfa, Julian, men da hun er dødeligt genert, har hun ikke en chance, og det har ikke generet hende før. Det ændrer sig en aften, da de møder hinanden i byen, og hans kat er i kontrol. Anya ved godt, at det ikke betyder noget for ham, men det sårer hende stadig, at han bliver ved med at opsøge og forsøge at finde sammen med Ellie, der holder ham hen og leger med ham, godt nok i et forsøg på at binde ham til sig, men alligevel. Hun er nødt til at finde ud af, hvad hun skal gøre, inden det er for sent. Det er trods alt hendes hjerte, der er på spil. Fan Fiction der foregår i Psy-Changeling-universet skabt af Nalini Singh. Alle kapitler med sangtitler fra The Corrs!

14Likes
18Kommentarer
1925Visninger
AA

5. What can I do?

 

Det er morgen. En meget usædvanlig morgen. Som jeg står foran spejlet, synes jeg selv, at jeg ser anderledes ud. Jeg føler mig anderledes. Vil andre kunne se det? Vil de vide, at noget er forandret for mig? Tanken alene er nok til at få mig til at rødme. Ikke engang min mørkere hudfarve kan skjule det, og jeg forsøger lettere desperat at vifte foran mig selv for at køle lidt ned igen. Det vil aldrig gå at forlade min hytte sådan her. De vil vide det!

Jeg er aldrig før kommet for sent på arbejde, og jeg har ikke lyst til at begynde nu. Det vil i hvert fald vække opmærksomhed, og er der nogen, der har føling med andre, er det Mødrene. Jeg bør om nogen vide det – Jeg er på vej til at blive som dem. Det er et job, jeg elsker. Måske kan man ikke engang kalde det et rigtigt job. Mere et kald, der er umuligt at modstå for sådan nogen som os. Der er intet i hele verden, jeg hellere vil end at tage mig af flokkens unger, så selv om jeg ikke har mine egne endnu, er jeg vel allerede én af dem.

Men er det et turn off for Julian?

Jeg bider mig i læben, bekymret og lettere ulykkelig. Min funktion i vores flok er en af de allervigtigste. Jeg har en del af ansvaret for en hel ny generation, og selv om det gælder alle aldersgrupper, er jeg især tunet ind på de helt små. Jeg elsker dem, kan slet ikke få nok af dem, og det ved alle. Jeg er helt syg efter at få mine egne unger en dag, men det vil ikke ske, med mindre jeg er så heldig at finde min mage.

Kan det skræmme jævnaldrende hanner væk? Jeg er trods alt ikke kendt for at være udadvendt eller åben over for at dele kærtegn med hvem som helst. Faktisk ikke nogen. Ingen før Julian ...

Hurtigt beslutter jeg mig for, at det må være godt nok, så jeg pakker min make-up væk. Jeg kan ikke gøre mere ved min rødmen, og hvis jeg begynder at overdrive, vil nogen undre sig. Måske vil de oven i købet tro, at jeg forsøger at fange opmærksomheden hos én, der kommer i vores del af territoriet. Jeg skutter mig ved tanken, ved ikke længere, hvad der vil være det værste scenarie. Hvad i alverden skal jeg gøre? Måske vil Jilly have tid til at snakke senere. Jeg krydser fingre.

Jeg kravler adræt ned fra træet og bevæger mig gennem vores område. Flere hilser og smiler, og ved et tilfælde støder jeg på Jilly på vejen. Det gør mig virkelig lettet. Og giver mig dårlig samvittighed.

”Anya, søde, går det bedre med hovedet?” Den dårlige samvittighed bliver øjeblikkeligt mere udtalt. Normalt lyver jeg ikke. Faktisk er det meget sjældent, skiftere lyver generelt, fordi vi ved, at andre skiftere kan lugte løgnen. Det var kun muligt i går, fordi det skete over telekommunikationen, og den sikkerhed har jeg ikke nu.

”Øhm, faktisk var der slet ikke noget. Det … Vi er nødt til at tale sammen senere i dag. Privat.” Hendes øjne lyser øjeblikkeligt gult, og hendes blik er intenst og vurderende. Det er ikke så tit, at jeg har noget, der er værd at diskutere under private forhold, så hun ved sikkert allerede nu, at der er sket noget stort i mit liv. Hun vil også få svært ved at holde katten i skak. Er der noget, katte virkelig er, er det nysgerrige, og jeg har allerede vækket dens interesse.

Tør jeg fortælle hende det? Gå i detaljer? Det føles for privat til at dele med andre, men alle andre gør det. Faktisk går de i perioder alt for meget i detaljer …

Der bliver piftet efter os, og jeg stivner øjeblikkeligt, mere end jeg plejer. Jilly griner og snakker med hannen, der hedder Joakim, som hun længe har flirtet med, men mit hjerte banker afsted, og jeg kan ikke skjule min rødmen. Jeg forsøger at ryste det ad mig og vende tilbage til nuet, men det er overraskende svært. Et kort sekund troede jeg, der blev piftet efter mig. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er lettet eller skuffet over, at det var rettet mod Jilly.

Det er ikke, fordi der aldrig bliver piftet efter mig som sådan, men min generthed forhindrer det i nogen sinde at blive til mere end mig, der med bøjet hoved forlader stedet i al hast. I bedste fald kan jeg fremtvinge et smil og en rødmen, men det er det. Sex med Julian har ændret mig. Selv Jilly sender mig underlige blikke lige nu. Jeg er helt ved siden af mig selv.

Hvordan i alverden kunne jeg tro, at det var Julian, der ville i kontakt med mig? Hvad pokker har jeg gang i? Og hvorfor gjorde tanken mig vanvittig lykkelig, det ene sekund det varede? Ønsker jeg virkelig, at alle skal vide, at han og jeg har været sammen? Det er meningsløst, for det kommer ikke til at ske. Han ville aldrig anerkende mig offentligt som sin noget-som-helst. Han har planer om at finde sammen med Ellie.

Alligevel vækker oplevelsen et eller andet i mig, og jeg begynder at være mere opmærksom på mine omgivelser. Er der nogen, der ved noget? Er vi blevet opdagede? Har Julian sagt noget til nogen af sine venner, og hvis ja, hvad har han så sagt? Jeg lukker øjnene i frygt, da jeg lige kan forestille mig, hvordan han vil fortælle sine venner, hvad der skete mellem os og hvorfor. Vil han forsøge at give sin kat skylden? Vil han rent faktisk turde indrømme, at han mistede kontrollen? Eller vil han benægte alt, selv hvis han bliver konfronteret? Måske vil han prale med sin erobring over for alt og alle for så at genoptage jagten på Ellie. Natten sammen med mig vil måske kunne bruges til at presse hende …

Så mange spørgsmål og usikkerheder … og ser Ellies veninde ikke skævt på mig? Jeg retter mig op og forsøger at møde Jessies blik, men det er for ubehageligt, og jeg flytter uroligt på mine fødder, fordi jeg ikke kan klare, at hun ser sådan på mig. Hvorfor gør hun også det? Bliver hun ved med at se på mig? Hvorfor? Jeg kender hende ikke særlig godt.

Jeg kan ikke klare det mere. Jeg undskylder kort over for de to andre, inden jeg haster videre hen til dagplejen, hvor de første to killinger kommer løbende ud for at tage imod mig. Det er umuligt ikke at besvare deres begejstring, og jeg smiler stort, mens jeg forsøger at lægge alle bekymringer bag mig.

Det vil med sikkerhed ikke lykkes derhjemme, men her har jeg en chance. Selv om andre måske ser pasningen af vores killinger som et arbejde, er dette sted mit frirum. Her kan jeg være til stede hundrede procent uden at skulle bekymre mig om sladder, uønsket opmærksomhed, hvad jeg skal stille op med mig selv, hvis jeg rent faktisk bliver tvunget til at skulle føre en samtale med Julian (ikke at han vil dukke op, men hvis han nu gør det alligevel). Jeg har masser af bekymringer lige nu i mit liv. Jeg har ikke brug for flere.

Alligevel dukker der i løbet af dagen tanker op, hvor uønskede de end er på dette for mig hellige sted, om hvordan det ville være, hvis Julian pludselig jagtede mig, som han jagter Ellie. Hvordan ville jeg reagere? Hvad ville jeg rent faktisk gøre, hvis han pludselig stod foran mig, smilende sit brede tandpastasmil og spurgte, om vi kunne ses igen. Sommerfuglene i min mave danser af sted, som jeg ser for mig, hvordan han vil læne sig op ad stakittet, mens han flirter og blinker til mig. Jeg har set ham opføre sig sådan så mange gange før. Hvad hvis han opførte sig sådan over for mig?

Jilly og jeg finder aldrig tid til at tale sammen, men da jeg står og krammer lille Lucas farvel, mens jeg aer ham på maven og nyder hans rumlende respons, ser jeg op og direkte ind i Julians mørke, intense øjne.

Mit hjerte springer øjeblikkeligt et slag over, inden det kommer på overarbejde og hamrer derudad. Mine hænder begynder at ryste, min vejrtrækning ændrer sig drastisk, og min mave begynder at køre. Måske skal jeg kaste op. Jeg glemmer alt om den lille i mine arme. Det eneste jeg kan tænke på er, hvordan Julian holdt mig fast under sig for under et døgn siden, og hvordan hans stemme forvandlede sig til en hæs stønnen, jo mere vi bevægede os sammen.

Panikken begynder hurtigt at brede sig i mig. Han er her virkelig. Hvad skal jeg sige? Hvad ville andre hunner gøre, hvis de var mig? Personligt er jeg clueless, og jeg ved det!

Ikke at det bliver aktuelt. Hans opmærksomhed rettes mod en anden, der træder helt hen til ham og giver ham et varmt kram. Jeg har tydeligvis misforstået hans tilstedeværelse, og det skuffer mig overraskende meget. Det burde det ikke, men det gør det.

Ikke at Ellies tilstedeværelse er til at misforstå. Hun er her selvfølgelig for at sikre sig Julians fulde opmærksomhed og interesse. Og hun har den. Det er tydeligt.

Så er der ligesom ikke mere, jeg kan gøre. Uanset hvor meget jeg ville ønske, at der var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...