Into the wild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Anya har i årevis været betaget af den kommende Alfa, Julian, men da hun er dødeligt genert, har hun ikke en chance, og det har ikke generet hende før. Det ændrer sig en aften, da de møder hinanden i byen, og hans kat er i kontrol. Anya ved godt, at det ikke betyder noget for ham, men det sårer hende stadig, at han bliver ved med at opsøge og forsøge at finde sammen med Ellie, der holder ham hen og leger med ham, godt nok i et forsøg på at binde ham til sig, men alligevel. Hun er nødt til at finde ud af, hvad hun skal gøre, inden det er for sent. Det er trods alt hendes hjerte, der er på spil. Fan Fiction der foregår i Psy-Changeling-universet skabt af Nalini Singh. Alle kapitler med sangtitler fra The Corrs!

14Likes
18Kommentarer
1948Visninger
AA

8. No good for me

 

Han er her. Mit hjerte banker lidt hurtigere, og jeg forsøger at få det til at virke, som om det skyldes forpustelse. Jeg sætter farten på løbebåndet op og forsøger at bilde mig selv ind, at jeg gerne vil det her. Til hver en tid ville jeg hellere spurte en tur gennem skoven. I dag er vejret bare ikke til den omgang intensive træning, jeg har behov for. En overraskende sommerstorm er over os.

Det er svært ikke hele tiden at se over mod ham, lade blikket hvile på hans muskuløse overkrop, der er helt tydelig, nu hans sorte tanktop er gennemvædet af sved og klistrer til huden. Han løfter vægten over sig endnu en gang, og musklerne spændes til bristepunktet. Jeg ikke tænke på, hvordan han udnyttede sin muskelmasse og overlegne dominans, da vi var sammen. Hvis jeg tænker alt for meget på det, vil de andre vide det. De vil kunne opfange ændringen i min lugt.

Godt nok er der en del hanner til stede lige nu. I et af de tilstødende lokaler er Gerry og Rick, nogle af Julians gode kammerater, ved at træne en gruppe af de unge, så der vil være hanner nok at vælge imellem. Måske vil tøserne tro, det er én af dem, jeg har været sammen med. Jeg har brug for at holde dem hen lidt endnu. Jeg er endnu ikke helt klar til at blive afsløret. Jeg har ikke brug for deres endnu mere medlidende blikke, når også de accepterer, at jeg ikke har nogen chance.

”Damn, hvor er Jack bare helt igennem lækker,” sukker Summer og vifter foran sig med begge hænder. Jeg løfter forsigtigt mit blik og ser i Julians retning, hvor han træner sammen med Harry og Jack. Han har sikkert ikke engang set mig, og hvis han har, hvad så? Jeg er bare én af uendeligt mange, han har været sammen med. Jeg undertrykker en knurren og ser på Jack.

Jack er ikke muskuløs på samme måde som Julian. Julian er mere smidig og kan være i sin krop modsat Jack, der er decideret pumpet. Nogle gange kan jeg slet ikke forstå, at han kan bevæge sig så lydløst gennem skoven, at han ikke bliver opdaget. Han må have et helt særligt talent.

”Jeg forstår din fascination, selv om jeg til hver en tid hellere ville dele privilegier med Julian.” Jilly hmm-hmm’er og sender ubevidst noget, der føles som en kniv gennem mit hjerte. Min hals har snøret sig helt sammen. Mit blik er mod forventning sløret til. I et forsøg på at vise, hvor ligeglad jeg er, fortsætter jeg med at løbe derudad med blikket rettet mod glaspartiet. Ude på den anden side er skoven formørket, og regnen siler ned i tykke stråler og gennemvæder alt på sin vej. Måske skal jeg alligevel trodse vejret og droppe den fælles træning.

Endelig genfinder jeg min stemme.

”Julian er optaget af sin jagt på Ellie, og jeg ved ikke med jer, men det sidste jeg hørte om Jack var, at han havde gang i to på én gang.” Jeg holder vejret et sekund længere end normalt, inden jeg smider bomben, der kan chokere de andre. ”Fra samme familie!” Jeg ved, at det ikke er offentlig viden endnu, og normalt løber jeg ikke med sladder. Jeg har bare inderligt brug for, at de ikke fokuserer og diskuterer Julian mere end højst nødvendigt. De vidste det altså ikke, så jeg får øjeblikkeligt den ønskede reaktion.

”Hvad?”

”No way!”

”Du tager pis på mig,” og sådan fortsætter de. Heldigvis står vi nogen lunde isoleret, så vi ikke bliver overhørt af alt for mange. I mit stille sind undskylder jeg til Jack for muligvis at ødelægge noget for ham, men på den anden side – hvis man har noget kørende med to på én gang, så fortjener man egentlig også, at hele lortet ramler sammen på et tidspunkt. Jeg har det bare ikke vildt godt med, at jeg starter stenen, der vil ende som en reel lavine. Stakkels, tåbelige Jack.

Hvis bare ikke Ellie var kommet på det tidspunkt, ville jeg sikkert være sluppet for at høre mere om Julian, men så heldig er jeg bare ikke. Det ene øjeblik lykkes det mig at smile af noget, Natasha siger. Det næste ser jeg Ellie lade en hånd glide hen over Julians svedige ryg, hvorefter hun griner alt for bredt og modtager ét af hans sjældne smil. Det prikker voldsomt i mine fingerspidser, og til min rædsel opdager jeg, at min kat nægter at lade sig undertrykke hundrede procent. Den tvinger sine skarpe kløer ud gennem huden på mig og får mig til at knytte næverne, så ingen af de andre ser det.

Desværre kan jeg ikke forhindre kløerne i at bore sig ind i min håndflade, og snart når lugten af blod mine næsebor og derved også de andres.

”De passer bare alt for godt sammen,” siger Summer så og følger Ellie med blikket, ”og så er der jo heller ikke noget, der ligner moderlighed i hende. Hun er lige hans type.” Hendes ord giver ingen mening, og inden jeg får tænkt mig om, spørger jeg om det, der kan ramme mig hårdest.

”Hvorfor skulle det gøre en forskel, om hun er moderlig eller ej?” Som en del af Flokkens Mødre er dét at være moderlig noget af det mest naturlige for mig. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at der må være noget, jeg har misforstået.

”Ved du ikke det?” spørger Summer overrasket, mens jeg ser Natasha og Jilly sende hinanden lettere paniske blikke. De har rent faktisk holdt noget hemmeligt for mig.

Mit hjerte føles tungt, og min mave knuger sig sammen. Mit åndedræt er hurtigt og overfladisk.

”Summer,” siger Jilly så og ryster på hovedet, men Summer følger ikke med, eller også mener hun, at det er på tide, jeg får det at vide.

”Seriøst? Alle ved da, at Julian har forsvoret nogen sinde at være sammen med nogen, der har noget som helst moderligt i sig. Han tager flugten, hver gang nogen fra Flokkens Mødre nærmer sig, ligesom han nægtede at være sammen med Kaylie, da hun bød sig til, selv om alle andre hanner stod savlende på sidelinjen og var mere end parate. Sådan har det da altid været,” og ingen har gidet at fortælle mig det, tænker jeg såret, mens jeg kommer ned i gear og til sidst helt får slukket for løbebåndet.

”Søde, er du okay?” Jilly ved, hvor vild jeg altid har været med Julian. Hun har sikkert bare forsøgt at beskytte mig.

”Hvorfor ikke bare sige det, som det er? Hvis jeg havde vidst, han havde så stort et problem med sådan én som mig …” Jeg gør sætningen færdig inde i mit hoved. Hvis jeg havde vidst, han havde så stort et problem med moderlighed, havde jeg måske kunnet glemme ham. Måske kunne jeg være kommet videre i stedet for at blive ved med at drømme … og når så drømmen bliver til virkelighed, ville jeg måske have kunnet beskytte mig selv i stedet for at føle håb … et håb, der tilsyneladende er nyttesløst og uden fremtidsudsigt. Jeg føler mig som den største tåbe. Hvor i alverden opstod det håb også lige? Jeg har jo hele tiden vidst, at han vil have Ellie.

Det værste er de andres medlidende blikke.

”Hvorfor overhovedet have et problem med Flokkens Mødre? Eller er det ikke dem, der er problemet? Er det noget helt andet?” fortsætter jeg. Jeg forstår det stadig ikke. Til gengæld føler jeg mig helt tom indeni. Jeg føler mig drænet. Samtidig har jeg lyst til at græde, hvilket ellers ikke ligner mig.

Der er ikke nogen af pigerne, der ved det. Natashas blik lander på min ene blodplettede hånd, og de ved nu alle, at han er et følsomt emne for mig. Det er pinligt. Han er min svaghed. Jeg ville ønske, jeg kunne kontrollere mig selv bedre, men når det kommer til Julian er jeg styret af mine følelser og instinkter.

Jilly forsøger at snakke om noget andet, men gør uforvarende det hele meget værre.

”Nå, men se det på den lyse side – Du har endelig været sammen med en han. Det er da et skridt i den rigtige retning. Og selv om du siger, han er uopnåelig, ved du da i det mindste, at du har en lille chance.” Modsat Julian. Hun kunne lige så godt have sagt det. Hendes opmuntrende grin forsøger at sige det.

En let knurren undslipper mig, og jeg ved, at mine øjne lyser gult. De spærrer alle tre øjnene op, da de indser, hvem jeg virkelig har været sammen med. Jeg kan ikke klare mere.

Frem for et kontrolleret exit på to ben, lader jeg mig opsluge af forvandlingens kombinerede følelse af smerte og nydelse, inden jeg uden at se mig tilbage tager flugten fra alt det, jeg gerne bare vil glemme. Jeg efterlader alle mine problemer bag mig og lader katten tage fuldstændig over.

Sommerstormen udenfor er ingenting i forhold til mit stormfyldte indre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...