Into the wild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Anya har i årevis været betaget af den kommende Alfa, Julian, men da hun er dødeligt genert, har hun ikke en chance, og det har ikke generet hende før. Det ændrer sig en aften, da de møder hinanden i byen, og hans kat er i kontrol. Anya ved godt, at det ikke betyder noget for ham, men det sårer hende stadig, at han bliver ved med at opsøge og forsøge at finde sammen med Ellie, der holder ham hen og leger med ham, godt nok i et forsøg på at binde ham til sig, men alligevel. Hun er nødt til at finde ud af, hvad hun skal gøre, inden det er for sent. Det er trods alt hendes hjerte, der er på spil. Fan Fiction der foregår i Psy-Changeling-universet skabt af Nalini Singh. Alle kapitler med sangtitler fra The Corrs!

14Likes
18Kommentarer
1946Visninger
AA

6. Leave me alone

 

Det føles lidt, som om nogen har sparket mig i maven, hvorefter de træder et enkelt skridt tilbage, peger på mig og skriger af grin. Den ultimative ydmygelse, selv om jeg indtil videre ikke har indtryk af, at andre er klar over, at jeg har været dum nok til at byde Julian velkommen med åbne arme.

Jeg føler mig så dum! Hvordan kunne jeg være så tåbelig?

En masse følelser hober sig op indeni mig, og jeg er overrasket over, at jeg både er såret og rasende på samme tid. Såret over, at jeg kunne bruges i ly af de store træer i skoven, men ikke er god nok til, at han tør stå frem sammen med mig i offentligheden. Samtidig er jeg rasende over, at jeg ikke betyder noget som helst for ham. At han allerede nu jagter Ellie gennem byen og denne dag oven i købet på mit territorium. Og ja, jeg ser området ved daginstitutionen som mit sted. Han har ikke noget at gøre her, med mindre han har planlagt det for bevidst at ydmyge mig eller måske at pointere over for mig, at det ikke betød noget for ham i går. At han er videre, og at han ikke vil have mig til at skabe problemer for sig.

Jeg kniber læberne hårdt sammen, fordi tanken gør mig så rasende, at jeg snart ikke kan tænke klart. Det prikker også i mine fingerspidser. Kløerne vil ud. Min kat er altså også meget påvirket af det her, hvilket egentlig overrasker mig lidt.

Er Julian virkelig så udspekuleret? Eller er det et tilfælde, at han er her nu? De har sat sig sammen ved et lille bord i Café Panther, hvor jeg altid spiser frokost. Jeg er stamkunde nummer ét. Jeg har aldrig set hverken Julian eller Ellie her før, så at de lige skal besøge caféen i dag – Det virker næsten til at være for meget af et tilfælde, men hvad ved jeg? Jeg ved ingenting om forhold, eller om hvordan man gebærder sig efter tilfældig sex. Måske er der regler, jeg slet ikke ved noget om.

Den næste halve time syder jeg af indestængt raseri. Jeg er dybt frustreret over, at jeg er tvunget til at være udenfor sammen med de små, men det er min vagt i dag, og det plejer at være den absolut bedste tid på ugen, men ikke i dag af indlysende grunde. Jeg forsøger at ignorere dem mest muligt, men af en eller anden grund tiltrækkes mit blik, hver gang Ellies falske grin skingrer gennem luften, og jeg mærker et voldsomt stik i det, der nok er mit hjerte, hver gang jeg ser han selvtilfredse grin over hendes latter. Det eneste, jeg kan trøste mig selv med er, at han ikke lader til at more sig helt så meget som hende. Det er, som om han bruger mere tid på at få hende til at grine end på selv at have det sjovt.

Er det hele et show kun for min skyld? Lægger jeg for meget i det? Åh gud, hvor lyder jeg indbildsk. Hvorfor i alverden skulle han gå til sådan nogle yderligheder for at sende en så tydelig besked til mig om, at der aldrig igen vil komme til at ske noget mellem os? Det er jo ikke ligefrem, fordi han på noget tidspunkt har fået mig til at tvivle på, at Ellie kommer først. At hun er drømmekvinden, han gerne vil i nærkontakt med.

Rødmende stopper jeg mig selv, inden jeg begynder at knurre. Det vil ikke gøre nogen forskel alligevel, og det vil skræmme ungerne. Det går ikke.

Igen tvinger jeg mig selv til at lege med de små, hjælpe dem til at klare sig selv, og skille dem ad, når det er nødvendigt. Heldigvis er de søde til at holde min opmærksomhed fanget. Faktisk begynder jeg at spekulere på, om de er så kvikke, at de kan mærke min sindsstemning og nu forsøger at afhjælpe den. Det får mig kun til at elske mit job og de små endnu mere.

Jeg fanger et par stykker af dem og tumler lidt rundt med dem i græsset, og på et tidspunkt ser jeg hen mod caféen og opdager, at bordet er tomt. Mit hjerte springer et smertefuldt slag over, men jeg er også lettet, indtil jeg ser bevægelse til venstre og fanger Julians mørke blik med mit.

Hans øjne rummer så mange hemmeligheder, og lige nu kan jeg ikke aflæse hans blik, uanset hvor meget jeg forsøger. Jeg ved, at alle hanner har et beskytterinstinkt i sig, der gør, at de vil beskytte deres flok fra alle udefrakommende trusler, og selvfølgelig også dem indefra, men det er ikke det, jeg ser i hans øjne, og det bekymrer mig. Hvad ser Julian, når han ser mig og de små i leg på sådan en sommerdag?

Provokerende hæver han et øjenbryn som for at udfordre mig til at gøre eller sige noget, og jeg rødmer igen. Jeg ser hurtigt væk, ned på de små, men noget får mig til at se over mod ham igen. Han ser stadig i min retning, og som om han kun har ventet på dette øjeblik, lader han en hånd glide besiddende ned ad Ellies ryg, inden han med et blidt skub mod hendes lænd fører hende væk fra området.

Han ser ikke tilbage igen, og da Ellie læner sig ind mod ham, lægger han sin arm om hendes skulder, mens de begge to griner.

Det gør ondt, men nu ved jeg da i det mindste, at jeg ikke skal forvente mere fra hans side.

Forhåbentlig vil min kat, der overraskende nok ikke lader til at være helt så tilfreds med et one night stand alligevel, også kunne acceptere det på et tidspunkt. Og gerne snart. Min selvkontrol er i laser, og idet jeg ikke er vant til at rumme helt så voldsomme følelser som denne uventede jalousi og dette altfortærende raseri, ved jeg ikke helt, hvordan jeg skal håndtere det.

Tænk hvis jeg får brug for hjælp? Jeg ville ikke ane, hvordan jeg skulle bede om det … 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...