Into the wild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Anya har i årevis været betaget af den kommende Alfa, Julian, men da hun er dødeligt genert, har hun ikke en chance, og det har ikke generet hende før. Det ændrer sig en aften, da de møder hinanden i byen, og hans kat er i kontrol. Anya ved godt, at det ikke betyder noget for ham, men det sårer hende stadig, at han bliver ved med at opsøge og forsøge at finde sammen med Ellie, der holder ham hen og leger med ham, godt nok i et forsøg på at binde ham til sig, men alligevel. Hun er nødt til at finde ud af, hvad hun skal gøre, inden det er for sent. Det er trods alt hendes hjerte, der er på spil. Fan Fiction der foregår i Psy-Changeling-universet skabt af Nalini Singh. Alle kapitler med sangtitler fra The Corrs!

14Likes
18Kommentarer
1982Visninger
AA

9. Irresistable

 

Pokkers også! Det er nok noget af det pinligste, jeg nogen sinde har gjort. Jeg udviste svaghed foran alle de andre, og nu ved tøserne, at jeg har været sammen med Julian. Hvordan kunne jeg miste besindelsen på den måde? Argh! Og mit træningstøj ligger nu i laser i træningsrummet til fri skue for alle. Gad vide om Julian så mit pinlige optrin? Vil han lægge noget i det? Vil han vide, at han er grunden til min manglende selvkontrol og totale nedsmeltning? Jeg er virkelig flov.

Vinden river i min pels, og regnen er nådesløs. Jeg sætter farten op og forsøger at lade min kat tage over, men det lykkes ikke. Mine tanker er alt for vedholdende, og selv om det ikke giver nogen mening, er jeg såret og ulykkelig. To år. I hele to år har jeg været vild med ham, med Julian. Det føles som en evighed. Hans tilstedeværelse i vores flok ændrede mig, også selv om ingen andre ved helt hvor meget.

Jeg knurrer og brøler min smerte ud, mens jeg løber, springer og på andre måder kæmper mig igennem den tykke og ufremkommelige underskov. Dum. Jeg er så dum. Hvordan kunne jeg på nogen måde lægge noget som helst i vores møde? Det var intet! Jeg betyder ingenting for ham.

Så hører jeg det. Hurtige skridt, poter mod jorden, og min indre tiger tvinger mig til at stoppe op og tage kampen op. Ikke at det vil ende med kamp, da jeg er på mit eget territorium, men regnen og blæsten forhindrer mig i at lugte, hvem af mine flokmedlemmer, der måske vil slutte sig til mig. Ikke at det kommer til at ske. Jeg har brug for at være alene. Jeg har det bedst alene. Hvis man ser bort fra flokken og dens grundfunktion, kan tigre faktisk bedst fungere solo. Isolation og masser af frihed er det, vi holder allermest af. Nogle gange

Så ser jeg ham. Det tager mig al for lang tid at reagere, for dét jeg ser giver ingen mening. Han nærmer sig majestætisk, stolt og tydeligvis på jagt efter et bytte – og det bytte er åbenbart mig. Hans gule øjne viger ikke fra mig på noget tidspunkt. Forvirringen er overvældende. Var han ikke lige sammen med Ellie? Kan Ellie dukke op, hvad øjeblik det skal være? Åh Gud, er jeg ufrivilligt endt i nærheden af deres mødested? Tanken giver mig kvalme og er næsten ikke til at bære. Selv min kat protesterer ved tanken.

Mine øjne skanner omgående området, og mine ører opfanger selv den mindste lyd, men umiddelbart er vi alene. Han kan ikke lide, at jeg ikke giver ham hundrede procents opmærksomhed. Han knurrer kort og træder tæt nok på til, at jeg ikke kan fokusere på andet end ham. Han er så meget større end mig. Hans pels er blank og smuk, og han udstråler en dominans også i katteskikkelse, der er umulig at overse.

Hvad jeg ikke ville give for at kunne være som Ellie. Ellie har aldrig haft problemer med det modsatte køn. Jeg ødelægger det til gengæld altid for mig selv, inden der overhovedet er noget at fortælle om.

Så kommer han efter mig, og selv om det er noget af det værste, man kan gøre, banker mit hjerte af frygt ved synet af hans direkte kurs mod mig. Frygt og lyst. Han knurrer vredt, inden han nedlægger mig, som om jeg er et nemt byttedyr, hvilket jeg absolut ikke er. Hans tænder får fat i mit nakkeskind, men han markerer kun. Han viser mig bare, at han er den stærkeste af os, den mest dominerende. Jeg skal underkaste mig ham, og det gør jeg, men ikke uden at demonstrere, at jeg også har en vilje selv. En vilje, der ikke altid vil kunne gå i spænd med hans.

Lige så snart han ved, han kan gøre lige, hvad han vil, skifter han. Verden bliver et kort sekund lyst op, og så står han nøgen foran mig med regnen silende ned over sig og et provokerende ansigtsudtryk, der udfordrer mig til at tage kampen op. Jeg gyser, inden også jeg skifter. Der er noget uimodståeligt over et skift, og ofte trækker det andre med sig.

Uden min pels til at beskytte mig, er regnen iskold. I det mindste kan vinden ikke nå os herinde omringet af skoven, som vi er. Jeg har lyst til at dække mig til. Jeg ved godt, at nøgenhed er en meget naturlig del af vores liv, men jeg har ikke lyst til at stå nøgen foran Julian. Han så mig ikke uden tøj på sidst, og han burde ikke se mig sådan nu. Min generthed er også ved at få overtaget. Jeg har lyst til at gemme mig, og jeg er overbevist om, at jeg ikke vil kunne få et ord over mine læber, selv om jeg forsøgte.

Han kommer nærmere. Hans skridt er selvsikre, arrogante og åh så lydløse. Hans hud er solbrændt, og han er så muskuløs. Det er også første gang, jeg ser ham fuldstændig nøgen, og jeg er nødt til at tvinge mig selv til at se væk, hvis jeg skal kunne beholde bare en lille rest af selvrespekt. Han er virkelig ikke god for mig. 

”Du bliver ved med at stikke af fra mig,” siger han så endelig. Hans stemme er hæs, og jeg gør en ekstra indsats for at ignorere, at han er seksuelt stimuleret. Min puls begynder dog at banke lidt hurtigere, selv om jeg forsøger at bekæmpe det.

Jeg forsøger at svare ham, men det bliver kun til en usammenhængende stammen, og jeg rødmer dybt, mens jeg vender ham ryggen og igen bare ønsker at synke ned i jorden. Varmen fra hans krop lige bag mig giver mig gåsehud.

”Hvad er det, du vil?” får jeg endelig frem. Også min stemme er hæs. Den er også usikker, og mine hænder er nu kolde af nervøsitet. På den ene side er jeg ved at panikke helt over, at Julian står lige bag mig, nøgen og interesseret. Samtidig er jeg rasende og såret over, at han er så dum, at han tror, han kan løbe frem og tilbage mellem Ellie og mig. Jeg har ikke lyst til at være sammen med ham igen. Ikke sådan her. Hvis vi skal være sammen, vil jeg kunne sige, at han er min. Jeg vil ikke skulle dele ham med andre.

Det vil han aldrig gå med til.

Det knuser mit hjerte.

”Du ved godt, hvad jeg vil. Det ligger i kattens natur at jagte sit bytte. Du løber udelukkende for at fremprovokere det her, så hold op med at opføre dig, som om du ikke godt vidste, at jeg ville komme efter dig.” Hans hænder finder vej rundt om mig og holder mig fast ind til ham, mens han vrisser det sidste i mit ene øre. ”Og du ved jo godt, hvad der sker, når jeg fanger dig. Du ved det, så drop skuespillet.” Skuespillet? Jeg har lyst til at grine højt, for er der noget, jeg ikke er god til, er det skuespil. Desuden var jeg fuldstændig overbevist om, at jeg var til grin. At han var fuldstændig færdig med mig.

Og nu står vi her i regnen, i mørket. Sammen.

Gåsehuden breder sig fra armene til resten af kroppen, og han strammer sit greb om mig. Hans ene hånd hviler på min modsatte hofte og holder mit underliv presset hårdt ind mod ham, mens hans anden hånd finder vej op og niver mig irriteret i min stive, struttende brystvorte. Jeg bider mig hårdt i læben og forsøger at lade være med at græde. Jeg ryster på hovedet, mens jeg forsøger at vrikke mig fri, men det har den forkerte virkning. Det ophidser ham voldsomt, og det er ikke det, jeg har lyst til. Eller er det?

”Stop,” får jeg frem, mens hans mund går i gang med at kysse mig i nakken. Det er næsten umuligt ikke at overgive sig, læne hovedet forover, så han rigtigt kan få adgang til min følsomme hud.

”Du ved, at du vil det her,” mumler han, og han har ret. Åh hvor vil jeg gerne, men der er et men. Jeg har bare svært ved at huske det lige nu.

”Bare fordi jeg var dum nok til at overgive mig sidste gang, betyder det ikke, at jeg fremover vil stå til fri disposition for dig,” husker jeg endelig. Jeg rødmer og stammer mig igennem det, samtidig med at mine ben er ved at give efter under mig. Jeg forsøger at stå ret, opretholde bare en smule af den facade, jeg så ihærdigt arbejder på at vise ham, men jeg er svag. Han kan faktisk gøre, hvad han vil med mig, og det er så forvirrende!

”Men jeg ved, at du vil have mig,” svarer han vredt, inden han lader hele to fingre glide ind i mig. Jeg er forbavsende våd og skammer mig over det. Samtidig har jeg ikke lyst til, at han nogen sinde skal stoppe med sine kærtegn, der får mig til at gispe efter vejret og kort fremstamme hans navn.

”Det har ikke noget at gøre med det! Selvfølgelig vil jeg have dig, men jeg nægter at dele!” Det nytter ikke noget at lyve for ham, når han kan mærke mit begær. Lige nu har jeg også næsten glemt, hvor flov sådan en indrømmelse normalt ville gøre mig eller hvor sårbar den ville få mig til at føle. Lige nu er det eneste, jeg føler, ham.

”Intet har ændret sig,” siger han kort for hovedet og skubber hårdt sine to fingre endnu længere ind. ”Jeg har planer om en fremtid sammen med Ellie. Sådan var det før, og det vidste du allerede dengang. Hold op med at spille så fucking hellig!” Mit blod kommer i kog, og jeg er pissesur. Så sur, at jeg overrasker ham med min vrede og bryder fri af hans favn. Jeg savner øjeblikkeligt hans fingre.

”Hellig? Hvad mener du med hellig?” Jeg forstår det ikke. Sydende af raseri konfronterer jeg ham, stirrer ham direkte ind i øjnene og forsøger at forlange et svar. Hans ene mundvig bevæger sig op i et arrogant og helt igennem falskt smil, inden han skubber mig hårdt ned på skovbunden.

Det er ikke første gang, jeg ligger nøgen på jorden, på nedfaldne kviste og grene og lignende, men det er første gang, jeg efterfølgende bliver holdt nede af en anden. Normalt ville jeg nyde ensomheden, måske se på stjerner eller en sjælden gang sludre løs med en veninde. Nu? Det hele bliver ødelagt af Julian, der griber hårdt fat i mine hænder og samler dem i sin ene hånd, mens han holder mit hoved fast med den anden. Han ser mig direkte i øjnene, mens hans kat forsøger at dominere min.

Til både min og hans overraskelse, lader min kat sig ikke koste rundt med, og jeg hvæser vredt op mod ham, mens jeg forsøger at kæmpe mig fri. Det provokerer mig, at han lige har forsøgt at tvinge mig til noget som helst. Som kommende alfa er det det største tillidsbrud, der findes, og jeg kan slet ikke forstå, at hans moral kan ligge på så lille et sted. Det er faktisk ret skandaløst! Og skuffende. Jeg er inderligt skuffet over ham.

”Er det noget, du plejer at gøre? Det undrer mig, at du har kunnet slippe af sted med det. Normalt bliver det meldt til Alfaen øjeblikkeligt.” Endelig er jeg sluppet af med min stammen. Måske fordi jeg er så chokeret. Måske fordi det er blevet let at modstå ham. Han knurrer vredt til mig, inden han bider mig i skulderen og efterlader mig med endnu et mærke.

”Nej! Sådan er jeg ikke! Det er ikke mig!” Han slipper mig øjeblikkeligt, som om jeg er giftig, og sætter sig ved siden af mig med armene om de bøjede ben og hivende efter vejret. ”Det her er forkert. Det er dig! Hvad fanden er det, du gør ved mig? Jeg er fuldstændig ude af kontrol.” Hans vrede, gullige øjne ser anklagende på mig, og jeg kan mærke min kat komme op til overfladen.

”Så det er bare mig?” Usikkerheden kommer snigende igen, og jeg dækker, hvad jeg håber er skødesløst, mine bryster med armene.

”Det har kun været dig, siden du var dum nok til at løbe fra mig første gang.” Hans ord er sårende, men jeg tror, det er med vilje. Han ønsker at såre mig. At holde mig på afstand.

”Og hvad med Ellie?” spørger jeg monotont, selv om hans svar betyder noget for mig. Han skærer ansigt.

”Hvad er der med hende? Jeg har forsøgt at score hende i måneder nu. Har du et problem med det?” Han forsøger at være ond, men hvorfor? Hvad har jeg nogen sinde gjort ham? Ønsker han at se mig græde?

”Ja, hvis du samtidig forventer, at du kan være sammen med mig.” Jeg siger det langsomt og med lav stemme, men hans hørelse er lige så forfinet som min. Han har ingen problemer med at høre mig. Han griner højt. Et grin, der skurer mig i ørerne.

”Så du spiller ikke kun hellig? Nu er du også pludselig kostbar? Det var ikke ligefrem en side, du viste særlig meget den første nat. Tror du, at du kan konkurrere med Ellie eller sådan noget? At du er hendes ligemand?” Han griner igen højt, og min hals snører sig fuldstændig sammen. Hvorfor gør han det her mod mig?

Jeg rejser mig lynhurtigt og er sikker på, at jeg kan slippe væk fra ham, nu han har slået sin pointe fast. Jeg tager fejl. Han er over mig igen, og denne gang da han holder mig nede, går det pludselig op for mig, at selv om han ikke på nogen måder vil indrømme det, har jeg magt over ham. Kan han have en eller anden svaghed, når det kommer til mig? For umiddelbart lader det ikke til, at han har lyst til at være tiltrukket af mig, men nøgne som vi er, er det ikke noget, han kan skjule. Desuden går han ret langt for at holde på mig.

Han sænker sit hoved, og hvis ikke jeg drejede hovedet med det samme, havde han kysset mig på munden. Som det er nu, lander hans læber i min ene mundvig, og jeg skælver, da hans tunge slikker mig dér. Hvor vred jeg end er på ham, har jeg lyst til ham. Jeg vil have, at han skal være min og min alene. Også selv om han lige nu opfører sig tåbeligt og meget sårende.

Derfor gør jeg det hårdt. Jeg bider ham så hårdt i læben, at den metalliske smag af blod millisekunder senere rammer både min tunge og næsebor. Det er første gang, vi næsten har kysset, og jeg kan ikke modstå det. Hans læber er inden for rækkevidde. Trangen til at afmærke ham er også en direkte nødvendighed, ligesom behovet for at mærke hans læber mod mine i det kys, jeg gentagende gange er blevet snydt for. Ikke mere.

Mine ene hånd finder usikkert vej til hans nakke, men jeg ved, hvad jeg vil have. Trods genertheden, der ind imellem dukker op og minder mig om, at det her ikke er mig. At jeg ikke på nogen måde kan måle mig med de kvinder, han normalt er sammen med. Med Ellie. Alligevel nægter jeg at stoppe. Jeg griber fat i hans hår og hiver først lidt prøvende i det, så mere målrettet. Jeg tager kontrol over vores første kys, og jeg nægter at lade ham slippe godt fra sit forsøg på at gøre dette møde til nødvendigt behov fra hans side og intet andet.

Det her er mere. Det betyder alt for meget for mig, og jeg er næsten desperat efter at overføre min længsel til ham, så jeg ikke kommer til at være så alene om det. Jeg har brug for, at han også føler noget. Andet end kun lysten til sex. Mere end et hurtigt knald og så farvel og tak. Vil han nogen sinde kunne føle mere? Noget som helst?

Frustreret sætter jeg kort efter mine klør i hans faste røv og klemmer til. Han giver sig kort, men så slipper hans tålmodighed også op. Han presser mig endnu længere ned i jordbunden og placerer mig, så han har direkte adgang til mit skød. Så spidder han mig.

Han er guddommelig, og jeg hader ham. Jeg bider ham i skulderen, kradser ham på ryg og skuldre, og hver gang reagerer han, som om jeg lige har givet ham en uvurderlig gave. Som om mine kærtegn er en opmuntring til at fortsætte, så derfor gør jeg det igen.  

Som vi forsvinder ind i en verden, der kun består af ham og mig, vores kys, kærtegn og længsler, gør jeg alt for at afmærke ham. Jeg ved med sikkerhed, at min lugt vil sidde i hans hud, når jeg er færdig med ham, ligesom jeg har planer om at efterlade så mange fysiske mærker på ham, at han ikke vil kunne træne i dagevis uden at afsløre, at han har været sammen med nogen. Med mig. Og tanken er alt for tiltalende, hvis jeg skal være ærlig.

Hvem skulle have troet, at jeg kunne være så besidderisk, når det kommer til den han, jeg gerne vil have? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...