Into the wild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Anya har i årevis været betaget af den kommende Alfa, Julian, men da hun er dødeligt genert, har hun ikke en chance, og det har ikke generet hende før. Det ændrer sig en aften, da de møder hinanden i byen, og hans kat er i kontrol. Anya ved godt, at det ikke betyder noget for ham, men det sårer hende stadig, at han bliver ved med at opsøge og forsøge at finde sammen med Ellie, der holder ham hen og leger med ham, godt nok i et forsøg på at binde ham til sig, men alligevel. Hun er nødt til at finde ud af, hvad hun skal gøre, inden det er for sent. Det er trods alt hendes hjerte, der er på spil. Fan Fiction der foregår i Psy-Changeling-universet skabt af Nalini Singh. Alle kapitler med sangtitler fra The Corrs!

14Likes
18Kommentarer
1949Visninger
AA

3. I do what I like - oh Paradise

Advarsel - dette kapitel indeholder anstødeligt indhold, så læs ikke videre, hvis du vil undgå sexscene

 

Jeg mister enhver kontrol, jeg har haft over mig selv, og gnider min røv mod ham, hvor det gør allerstørst indtryk. En tydeligere invitation kan jeg vist ikke sende, og sommerfuglene går amok og begrænser sig ikke kun til maveregionen. Aldrig har min hud været mere sensitiv.

Berøring er så stor en del af vores liv, men samtidig meget begrænset, når det kommer til de mest intime berøringer. Jeg kan på en måde ikke helt forstå, at jeg nu er villig til at give Julian af alle retten til at røre ved mig overalt, men jeg kan ikke stoppe igen. Normalt er jeg slet ikke sådan her. Jeg er ikke typen på at være sammen med bare hvem som helst. Julian vil være min første! Det bør sige det hele, men jeg tror faktisk ikke rigtigt, at der er nogen, der ved det, så det her kan gå hen og blive en rigtig møgsituation. For mig. Jeg tror heller ikke engang, at Julian ved, at jeg er jomfru. Bør jeg fortælle ham det, inden vi fortsætter?

Frustreret forsøger jeg at stoppe op, bremse udviklingen i vores hemmelighedsfulde og meget spontane nattemøde, men det gør ondt. Min kat er i sådan et underskud af berøring, at smerten får mig til at hive efter vejret. Julian misforstår det fuldstændig, men idet det resulterer i en byge af kærtegn, der gør mig blød i knæene, som får min kat beroliget, og dertil også får mig til at bevæge mig stødvis mod hans hånd, der nu er placeret mellem benene på mig (desværre på den forkerte side af mine trusser) kan jeg ikke rigtig tillade mig at klage. Det føles alt for godt. Det her er noget, jeg kan blive decideret afhængig af.

Så bider han mig. Ikke hårdt, men nok til at efterlade et mærke på min nakke og garantere, at jeg ikke vil kunne tage noget tøj på, der viser hans afmærkning i det næste døgn. Ikke med mindre jeg vil have alle øjne i flokken rettet mod mig, og er der noget, der aldrig har sagt mig noget, er det hele flokkens opmærksomhed. Jeg vil uden tvivl være tvunget til at være tildækket.

Ikke at det er det, jeg tænker på, da han gør det. Hans rytmiske stød mod mine baller matcher håndens og mine egne hoftebevægelser, og det hele er så erotisk og tænder mig så voldsomt, at jeg helt glemmer, at jeg ikke vil have ham. Eller at jeg ikke bør ville have ham, for jeg vil helt sikkert gerne have ham. Det hårde bevis på, hvor meget han vil have mig, hans hurtige vejrtrækning, hans maskuline duft og de sexede lyde, han dæmpet stønner ind i mit øre, gør mig vild, og inden jeg ved af det, har jeg kløerne fremme og kradser mig fri.

Han hvæser kort, både i smerte og frustration, men idet jeg ikke tager kampen op efterfølgende, men derimod vælger at angribe ham på den bedste måde, er hans aggressioner kortvarige og bliver øjeblikkeligt overført til vores leg. Han vælter mig ned på skovbunden, og duften af naturen, af skoven, kombineret med duften af ham er den bedste, jeg nogen sinde har været omgivet af. Det er umuligt ikke at indsnuse en ekstra gang, bare for at forsøge at få det til at vare evigt. Idet hans faste læber finder vej til min skulder og hals igen, befinder jeg mig i mit eget lille paradis. Jeg kan mærke det i hele kroppen – men allermest mellem benene, hvor jeg mangler ham til at fylde mig ud.

Med mine stadig delvist forvandlede fingerspidser kradser jeg ham og efterlader mine egne markeringer på hans ryg, og det triumferende grin, han sender mig, inden han skubber min kjole op og med sine kløer gør det af med mine trusser, får mit hjerte til at banke lidt hurtigere. Det burde være forbudt at have så sexet et grin. Glimtet i hans mørke øjne gør heller ikke tingene bedre, og min evige fascination af hans ene ørering får mig til at læne mig op, så jeg kan nippe ham blidt i øreflippen, mens han åbner sine bukser. Diamanten rammer kort mine fortænder, og smagen af metal rammer min tunge, inden jeg glemmer alt andet omkring mig end en enlig finger, der har fundet vej ind i mit våde indre.

Jeg stønner alt for højt. Jeg er genert, faktisk på grænsen til det ekstreme, og lyden af min egen stemme, der ikke på nogen måde undertrykker, hvordan jeg har det, får mig til at rødme og genfinde lidt af min sunde fornuft. Ikke at det er noget, der varer længe nok til at gøre en forskel. Julian ved, hvad han gør, og inden for få minutter er jeg så anspændt og på kanten af orgasme, at jeg vrider mig under ham og tigger ham om at tage mig. Noget jeg vil blive meget flov over senere, men som lige nu er det eneste, der har betydning.

”Så du vil have mig? Hvordan vil du have mig? Skal jeg tage dig hårdt? Hurtigt?” Hans hæse stemme er så åndeløs, at den matcher min, og bare forestillingen om, at han er lige så tændt af det her som mig, får mig til at gispe efter vejret. Hans ord er så frække, så anderledes, fordi jeg aldrig normalt befinder mig i situationer, hvor nogen ville tale sådan til mig. De ord er så grænseoverskridende, og de er kun til mig. Ord jeg ikke engang har turdet fantasere om, og nu er de mine. Jeg kan ikke klare mere af hans tortur.

Jeg ryster over hele kroppen, mens jeg kommer, og jeg er så langt væk i orgasmen, at jeg slet ikke registrerer, at han trænger ind i mig, før han banker helt i bund og sprænger min jomfruhinde. Det svier, men det er hurtigt glemt, da han begynder at bevæge sig adræt og målrettet. Det er virkelig den underligste følelse nogen sinde at mærke så meget dér.

Ikke overraskende støder han kun få gange, før han behændigt trækker sig ud ad mig og griber hårdt fat om mine hofter for at få mig om på alle fire – alle katteskifteres yndlingsstilling, og det er da også min indre kat, der spinder af velvære, da han fortsætter med at tage mig med lange, rytmiske bevægelser. Bevægelser, der får mig til at vride mig i ren og skær nydelse.

Åh, hvorfor i alverden har jeg aldrig gjort det her før? Hvis jeg havde vidst, det ville føles så fantastisk, ville jeg helt sikkert ikke have holdt mig tilbage. Ikke i så mange år som jeg har. No wonder alle har så travlt med at finde mulige partnere, når de går i byen. No wonder de går i byen, hver gang muligheden byder sig. Jeg kan allerede nu med sikkerhed sige, at jeg aldrig vil kunne vende tilbage igen til ikke at tilfredsstille det her behov for intimitet, og det både skræmmer og ophidser mig. Verden og mulighederne ligger nu åbne foran mig. Jeg kan gøre lige, hvad jeg vil.

Det begynder at bygge sig op i mig igen, og i den nye position føles han enorm. Han rammer på en anden måde end før, rammer helt perfekt, og selv uden endnu en orgasme vil jeg kunne sige, det er helt fænomenal sex. Hvert stød føles næsten som en miniorgasme, og jeg er faktisk helt nervøs for, hvor stor selve orgasmen vil være, når jeg når den. Det er allerede mere end intenst nu. Det er for meget.

”Jeg har brug for dig,” stønner han så, inden hans ene hånd finder vej til min klitoris, og dér er der så ikke længere nogen vej udenom for mig. Jeg bander højt, noget jeg heller aldrig gør, mens mine kløer graver sig ned i jordbunden i et tamt forsøg på at overkomme alle de følelser, der overvælder mig, og det er faktisk lidt af et under, at jeg hører ham bande sin egen orgasme ud. Den mest sexede lyd i hele verden og noget, der får mig til at grine selvtilfreds, og som på en eller anden underlig måde er blevet noget, der gør mig stolt. Også selv om han lige har forsøgt at tage livet af mig med en orgasme fra et andet univers. Jeg har aldrig oplevet noget så oplivende, livsbekræftende og fantastisk. Det eneste jeg kan tænke på er, hvornår vi vil kunne gøre det igen.

”Årh fuck,” udbryder han så med så meget lede i stemmen, at den eufori og lykkefølelse, der gav mig en fornemmelse af at svæve og kunne overkomme alt i verden, bliver sat på standby, mens jeg forsøger at aflæse situationen. Jeg ligger stadig på alle fire med ryggen til ham, stadig med røven i vejret, mens han trækker sig væk, som om han ikke kan komme hurtigt nok væk fra mig.

Med brændende kinder får jeg kjolen på plads, så jeg er tildækket, mens jeg hører ham trække sine bukser op og lyne dem. Hvordan i alverden kunne jeg komme fra visheden om, at jeg er et one night stand, fordi Ellie har skubbet hans kat så langt ud, at han har brug for en måde at komme af med sine frustrationer på, til overbevisningen om, at det vil være noget, der kommer til at gentage sig? Hvor langt ude er det ikke lige?

Det er jo fuldstændig vanvittigt, hvor stærkt et virkemiddel sex er, og jeg har aldrig skammet mig så meget som i denne situation. Jeg har heller aldrig følt mig så ydmyget før, og jeg har ikke engang vendt mig om mod ham endnu. Lige nu ved jeg ikke engang, om jeg kommer til at finde modet til det.

”Du bløder. Er du okay?” Jeg skærer en grimasse. Både fordi han lyder til at ville ønske, han var alle andre steder end her, og fordi blodet stammer fra min nu ikkeeksisterende jomfruhinde. Kan han tro, jeg har menstruation? Jeg rødmer endnu mere end før. Det her er så akavet og pinligt. Lad jorden opsluge mig. Hvad som helst for at få mig væk herfra.

”Jeg har det fint,” får jeg frem, men jeg er anspændt, og det kan høres i min stemme. Ligesom hans ønske om at kunne slette den sidste halve time også kan høres i hans.

”Fint. Jeg øhm …” Han siger ikke mere, men han står stadig bag mig. Måske skal jeg bare få det overstået. Vende mig om og smile beroligende til ham, så han ikke behøver at have det dårligt over, at det var det. At vi ikke kommer til at gentage det her. Jeg vidste bare, det var en røvdårlig idé.

”Det er altså helt okay,” får jeg frem, mens jeg endelig får taget mig sammen til at vende mig om.

Han er forlegen. Han fortryder helt sikkert, og jeg er dybt påvirket af hans åbenlyse afvisning. Det er så dumt og meningsløst, for han har aldrig lovet mig noget, og jeg vidste fra starten af, at han er dybt interesseret i Ellie. Hvad ved jeg – måske er det her et mønster for ham. At blive provokeret af Ellie for så at få afløb for sine passioner blandt de mange villige kvinder, der dagligt kaster sig for hans fødder. Jeg er bare én ud af mange. Det er heller ikke noget nyt.

Hvorfor føles det så, som om hele min verden er på vej til at bryde sammen?

”Jeg har lidt problemer med at styre min kat for tiden,” siger han monotont, mens han ser alle andre steder hen end på mig. Ikke overraskende. Til gengæld er det overraskende, ja chokerende faktisk, at han afslører så meget for mig om sin indre kamp. Det kan anses som et kæmpe svaghedstegn, at man ikke har kontrol over sin anden halvdel. At han betror det til mig, forvirrer mig. Betyder det noget? Eller skal jeg ikke lægge noget i det?

”Det er okay.” Hvorfor bliver jeg ved med at sige det ord? Jeg føler mig langt fra okay.

”Jeg gik over stregen. Det er jeg ked af.” Jeg trækker på skuldrene, men ved ikke, om han ser det. Han ser for det meste ned i skovbunden eller mod det sted, vi kom fra.

”Jeg …” Mere når jeg ikke at sige, før han afbryder mig.

”Hvorfor fanden skulle du også løbe?” Hans udbrud er så voldsomt i den relativt akavede stilhed, der ellers hersker mellem os, at jeg giver et overrasket spjæt, men han ser det ikke. Kører i stedet en hånd gennem sit korte, mørke hår, inden han endelig med et frustreret blik ser over mod mig. ”Jeg havde styr på det, lige indtil du kom ind i billedet. Det her er bare ikke okay!” Han går vredt frem og tilbage, og grenene knækker og bladende rasler under hans tennissko. Mine arme finder vej rundt om min overkrop, og jeg fryser. Ikke at det er koldt, men det er koldt. Det giver ingen mening. Jeg giver ingen mening. Jeg vil bare gerne hjem. Hjem, hvor jeg kan glemme alt om den her katastrofale hændelse.

”Hey, se på mig, når jeg taler til dig!” Jeg ser nervøst og usikkert på ham, bange for at jeg skal kunne finde på noget så latterligt som at græde, men hans vrede, mørke øjne og sammenknebne mund får mig fra det igen. Især hans mund, for det går pludselig op for mig, hvor dum og naiv jeg er.

Vi har ikke engang kysset hinanden … 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...