Into the wild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Anya har i årevis været betaget af den kommende Alfa, Julian, men da hun er dødeligt genert, har hun ikke en chance, og det har ikke generet hende før. Det ændrer sig en aften, da de møder hinanden i byen, og hans kat er i kontrol. Anya ved godt, at det ikke betyder noget for ham, men det sårer hende stadig, at han bliver ved med at opsøge og forsøge at finde sammen med Ellie, der holder ham hen og leger med ham, godt nok i et forsøg på at binde ham til sig, men alligevel. Hun er nødt til at finde ud af, hvad hun skal gøre, inden det er for sent. Det er trods alt hendes hjerte, der er på spil. Fan Fiction der foregår i Psy-Changeling-universet skabt af Nalini Singh. Alle kapitler med sangtitler fra The Corrs!

14Likes
18Kommentarer
1927Visninger
AA

4. Everybody's looking for intimacy

 

Mit blik lander på hans læber, og jeg kan ikke forhindre mig selv i at fugte mine egne. Øjeblikkeligt skifter hans lysebrune øjne til kattens gule, og jeg bider let i min underlæbe i et forsøg på at holde de ord tilbage, som er lige ved at bryde ud. Ord, som overrasker mig, fordi jeg virkelig ikke er god med ord. Ikke når jeg er sammen med tiltrækkende hanner. Især ikke når jeg er i nærheden af Julian.

”Du er nødt til at holde dig langt væk fra mig. Forstår du det? Jeg vil ikke have dig!” Hans rasende udbrud bliver hurtigt modbevist, da han tager et skridt frem mod mig. Han knurrer lavmælt, men om det er for at skræmme mig væk eller om det er ad sig selv, ved jeg ikke. Jeg er egentlig også ligeglad. Det er på tide at komme hjem. Helst inden jeg bryder sammen og ydmyger mig selv yderligere. Jeg vil ikke have dig!

”Det er forstået,” får jeg hæst frem, inden jeg vender ham ryggen og begynder at gå tilbage mod festen og mine veninder. For at det ikke skal være løgn, opdager jeg så mine iturevne trusser, der ligger på jorden. Jeg stopper kort op og ser ned på dem, usikker på om jeg bare skal lade dem ligge eller om jeg rent faktisk skal samle dem op og tage dem med mig hjem. Jeg ender med det sidste – især fordi jeg ikke vil kunne klare tanken om, at nogen kommer forbi og vil kunne lugte sig frem til ejermanden. Jeg ville dø, hvis jeg blev koblet sammen med Julian. Dø af flovhed, af skam.

Det her er seriøst første gang ever, jeg går bundløs. Det er virkelig grænseoverskridende, og bare tanken om at komme i nærheden af andre skiftere, der måske vil kunne fornemme det ... Ellers tak. Jeg bukker mig ned efter trusserne og får øje på mine bare fødder. Det er også pokkers ærgerligt med mine sandaler, men måske vil jeg kunne vende tilbage i morgen og hente dem. Hvis jeg først begynder at få én af tøserne til at lede efter dem, vil jeg skulle forklare, hvorfor det er nødvendigt, og det er jeg ikke sikker på, at jeg kan overkomme. Det bliver svært nok at skulle forklare, hvor jeg bliver af nu, hvor jeg tager hjem i stedet for tilbage til dem.

Det næste, jeg oplever, er, at alting kommer tættere på, idet jeg bliver presset ned i skovbunden for anden gang. Luften bliver slået ud af mig, men idet Julian gør sig klar til at tage mig igen, glemmer jeg alt om mig og gør klar til, at alt skal handle om ham. Han har brug for det her. Han har brug for mig, og sommerfuglene rører kraftigt på sig. Det her er helt sikkert ikke sundt for mig. Det har dog ingen betydning. Kun Julian betyder noget.

Hans hænder skubber kjolen op om livet på mig, inden han overrasker mig ved at vende mig om, så jeg ligger på ryggen. Så begraver han sig dybt i mig med ansigtet gemt i mit hår. Han stønner og gramser på mig, mens mine ben fletter sig ind i hans. Det skræmmer mig, at jeg ikke kan lade være med at klamre mig til ham i et håbløst forsøg på at holde ham fast. At binde ham til mig. Nøgleordet her er helt sikkert håbløst. Jeg sukker inderligt og overgiver mig.

 

Senere ligger vi tæt sammen under stjernerne. Dem vi kan skimte gennem trætoppene altså. Min puls er endelig ved at komme ned på et acceptabelt niveau, og selv om jeg godt ved, det er dumt, har mine fingre fundet vej til henholdsvis hans hår og op under hans T-shirt. Hans hår er måske nok kort, men det er tykt og blødt, og jeg kan ikke lade være med at fantasere om, hvordan hans pels må føles, når han er i sin katteskikkelse. Samtidig er hans hud varm under mine fingre, og jeg lader blidt mine negle kradse ham let. Han begynder med det samme at spinde, og det får mig til at smile.

År. Jeg har brugt år på at fantasere om Julian, at iagttage ham, når han ikke kiggede og bare generelt suge informationer til mig, når jeg mødte ham. Der er heller aldrig mangel på sladder om ham, og selv om meget af det omhandler hans sexliv, sexpartnere eller lignende, har jeg bare været nødt til at høre det. Til tider har han nærmest føltes som en besættelse.

Jeg er allerede nu nervøs for, hvordan det her vil udvikle sig. Vil han synes, jeg er for meget? Vil min interesse for ham virke unaturlig? Vil han afvise mig, så snart det går op for ham, at jeg vil kunne udvikle alvorlige følelser for ham? Er det ikke allerede for sent?

Han gnider sin næse ind mod min hals, og mit smil bliver større. Vi har stadig ikke kysset hinanden, men jeg begynder at tro på det. Måske vil det eneste, det kræver, være at dreje hovedet ganske lidt, så han fanger hentydningen. Måske vil han oven i købet tage initiativet til det. Min mave gør oprør ved tanken, men det er på den gode måde. Jeg kan snart ikke vente længere.

”Jeg fatter ikke, jeg rent faktisk fucker hele mit liv op lige nu.” Han ligger anspændt oven på mig, mens han taler i et tonefald, der antyder, at han taler mere til sig selv end til mig. Han er faktisk stadig inden i mig, og nu taler han om hvad? Om at det her er en fejltagelse. En kæmpe fejltagelse, der ødelægger hans liv. Jeg ligger med en hul fornemmelse, der hastigt spreder sig gennem resten af min krop.

Han er virkelig ikke interesseret i mig, og selv om han åbenbart ikke har kunnet forhindre sig selv i at være sammen med mig hele to gange, er det ikke nok til at ændre på noget som helst. Jeg forsøger at være ligeglad. At skærme mig selv mod hans sårende ord, men jeg ligger åben foran ham. Under ham. Ønsker han, at jeg skal være hans lille, beskidte hemmelighed? Er Ellie stadig hans førsteprioritet?

Jeg fnyser hånligt ad mig selv, hvilket får ham til at rulle ned fra mig, ned ved siden af mig. Han dækker sit ansigt med begge hænder, gnider frem og tilbage som for at banke noget fornuft ind i sig selv. Kan han da for pokker ikke vente med at vise sin fortrydelse, til jeg er væk? Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg ikke selv allerede er godt og grundigt i gang med at ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage og forhindre mig selv i at løbe afsted gennem skoven.

”Jeg er nødt til at tage tilbage.” Jeg tvinger ordene frem, og selv om jeg bør gå mod baren og mine veninder, er jeg nu mere end nogen sinde overbevist om, at jeg skal direkte hjem til min hytte. Mit hjem. Min sikre havn.

Han siger ikke noget. Rører stort set ikke på sig, mens jeg akavet kommer på benene og forsøger at bevare bare en smule værdighed. Han ser ikke engang i min retning, så jeg begynder at gå fra stedet, og inden jeg er kommet få meter længere ind i skoven, begynder jeg at løbe.

De første fem kilometer fornemmer jeg mere end ser, at Julian følger efter mig. Det kan selvfølgelig også bare være, fordi vi begge skal tilbage til vores del af skoven, men lige nu er jeg villig til at tænke det værste om ham, og jeg hader, at han følger efter mig som en anden stalker. Det giver mig lyst til at hvæse højt og inderligt. Hans tilstedeværelse gør det desuden umuligt for mig at skifte til katteskikkelse, da jeg på ingen måde vil vise mig nøgen for ham. Jeg nægter at ødelægge min kjole også for hans skyld. Det er slemt nok, at jeg har mistet mine trusser og højst sandsynligt også mine yndlingssandaler.

Jeg har også mistet min mødom … Hvad pokker har jeg gjort?

Jeg sætter farten op, men vælger at tage en omvej. Jeg skal overhovedet ikke risikere at krydse Julians vej igen. Mine skridt er stort set lydløse, og jeg arbejder hårdt på at forfine det. Alt for at tænke på noget andet end ham. Da jeg endelig når vores område, vartigernes område, finder jeg en hul træstamme til mit tøj og træder hurtigt ud af kjolen. Vagtposten kan komme, hvert øjeblik det skal være, og jeg har ikke lyst til at blive set. Især ikke uden tøj på, hvor naturligt det end er for os skiftere at være nøgne.

Lad os bare sige, at denne nat ikke indbyder til flere fejltrin. Hvis nogen ser mig nøgen og lugter Julian på mig – rygtet ville sprede sig så hurtigt, at det sikkert når vores boligområde før mig.

Kombinationen af smerte og nydelse overtager mig i den tid, det tager at forvandle mig fra menneske til tiger. Katten i mig overtager kontrollen og strækker sig veltilpas, for første gang nogen sinde tilfredsstillet seksuelt. Den er alt for selvtilfreds og opfører sig, som om det er den alene, der kan tage æren for vores interaktion med Julian. Jeg forsøger at ignorere det.

Når den kan være så afklaret med tilfældig sex, hvorfor kan jeg så ikke?

Uanset hvor hurtigt jeg løber, eller hvor meget jeg forsøger at indhylle mig i skovens dufte, bliver jeg ved med at kunne lugte ham på min hud, i min pels. Selv efter en dukkert i den å, der snor sig gennem skoven, kan jeg ikke få ham ud af mit system. Jeg er nødt til at give op og snige mig tilbage til vores klynge af træhytter og håbe på, at ingen er i det snakkesalige hjørne. Thank God, jeg ikke længere bor hjemme hos mine forældre!

Endelig når jeg hjem. Det første jeg gør er at sende en besked til tøserne om, hvor jeg er og hvorfor (migræneanfald). Jeg slukker telekommunikationen, hvorefter jeg tager et langt og varmt bad, der stort set fjerner alle beviser på den ligegyldige sex, der blev min første gang. Jeg ved ikke, hvorfor det gør så ondt at vaske Julians duft væk, men det gør det.

Lige nu hader jeg ham for det, men alle har vel brug for nærhed og intimitet. Nogle gange ville jeg bare ønske, at der fandtes en mulighed for at slukke for det latterlige behov.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...