Into the wild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jul. 2016
  • Opdateret: 21 nov. 2016
  • Status: Igang
Anya har i årevis været betaget af den kommende Alfa, Julian, men da hun er dødeligt genert, har hun ikke en chance, og det har ikke generet hende før. Det ændrer sig en aften, da de møder hinanden i byen, og hans kat er i kontrol. Anya ved godt, at det ikke betyder noget for ham, men det sårer hende stadig, at han bliver ved med at opsøge og forsøge at finde sammen med Ellie, der holder ham hen og leger med ham, godt nok i et forsøg på at binde ham til sig, men alligevel. Hun er nødt til at finde ud af, hvad hun skal gøre, inden det er for sent. Det er trods alt hendes hjerte, der er på spil. Fan Fiction der foregår i Psy-Changeling-universet skabt af Nalini Singh. Alle kapitler med sangtitler fra The Corrs!

14Likes
18Kommentarer
1919Visninger
AA

7. Along with the girls

 

Da Jilly foreslår, at vi alle mødes hos hende til hjemmelavet lasagne og film, er jeg mere en klar. Jeg kan ikke holde mit eget selskab ud, og jeg har brug for at tænke på noget andet end Julian. Ikke at de andre giver mig chancen for det, for så snart jeg er kommet op i Jillys komfortable hjem, er de over mig, som om jeg er den første i hele verden til at have en midlertidig hemmelighed. I det mindste er det kun mine nærmeste veninder, så min generthed er ikke et problem.

”Kom nu ud med det!” udbryder Jilly og kaster en af sine pyntepuder efter mig. Jeg griber den automatisk, men jeg har det virkelig ikke godt med at være i centrum for så meget opmærksomhed. Heller ikke selv om der her er tale om mine nærmeste veninder. ”I skulle have set hende i morges. Desuden tilstod du selv, at du havde noget, vi skulle tale om. Her har jeg skabt de perfekte rammer, så tal løs, tøs. Vi venter.” Jeg vender øjne ad hende, inden jeg smider puden tilbage til hende.

”Jeg er sikker på, du tager fejl,” smiler jeg, inden også Summer og Natasha begynder at kyle puder i min retning. Jeg griner højt, inden jeg skærer en grimasse ved tanken om, at jeg nok ikke slipper udenom at skulle dele min totale ydmygelse med pigerne her.

”Hey, så slemt kan det ikke være,” siger Nat og begynder at fortælle om dengang, hun fik madforgiftning under en date og ikke kunne klare turen hjem i menneskeskikkelse, da hun ellers havde været tvunget til adskillige stop. Der er bare nogle ting, der er lettere i katteskikkelse. Jeg skærer en grimasse sammen med de andre, fordi turen hjem uanset hvad ikke kan være noget, man har lyst til at minde sig selv om.

”Fortæl det nu bare,” siger Summer så, inden hun højlydt hvisker, ”ellers ender hun bare med at fortælle om dengang, hun fremprovokerede opkast, fordi hun ikke havde lyst til at møde sin svigerfamilie, men i stedet endte med at blive tvunget til at bo hos dem en hel weekend, mens de sørgede for, at hun kom sig.” Vi griner alle, fordi vi kun kan forestille os, hvor forfærdeligt det må have været, og fordi det nu er meget længe siden.

”Årh, du skulle lige minde mig om det,” stønner Nat teatralsk, men hun ser også afventende på mig, og presset bliver for stort. Jeg er nok nødt til at fortælle et eller andet.

”Ja ja, okay. Jeg fik ikke hovedpine.” Jeg fletter mine fingre sammen, inden jeg begynder at vride dem frem og tilbage i forskellige former, måske for at afhjælpe min pludselige nervøsitet. Gør jeg virkelig det her? ”Øhm, jeg kan have mødt en han, der var rimelig langt ude, og som havde brug for at få sin kat beroliget, inden den gik amok.” Jeg holder en mindre pause, hvor de andre overraskende nok ikke siger en lyd. ”En han, som så mig som et bytte, og som jagtede mig gennem skoven,” Jeg holder endnu en pause, ”hvorefter han fangede mig.”

Jeg behøver ikke at uddybe, hvad det betyder. De ved alle sammen, at han vil have været min første, og lige nu kæmper de med sig selv om, hvad der er vigtigst af alt det, jeg lige har fortalt.

”Er du okay?”

”Hvem var det?”

”Hvorfor løb du?”

”Du skulle være kommet til os!”

”Med mindre du gerne ville fanges …”

De bliver ved og ved, og jeg har ikke en chance for at trænge igennem deres knævren. Det er lige før, jeg overvejer, om jeg bare skal gå og så komme tilbage igen på et senere tidspunkt. Næsten. Hvis ikke frygten for, at de pludselig skal regne ud, hvem jeg snakker om, er så overvældende, ville jeg nok have gjort det. Jeg er bare bange for, at jeg allerede har sagt for meget, afsløret for meget i forhold til ham.

Måske ønsker min underbevidsthed, at de andre skal finde ud af det …

”Hey, kom nu. Har du slet ikke mere at tilføje?” spørger Jilly så endelig, og jeg smiler skævt til hende, samtidig med at jeg hæver mit ene øjenbryn. Noget, jeg ved, hun misunder mig, at jeg kan. Hun rækker også tunge med det samme og får de andre til at grine.

”Hvad vil du vide? Jo, han var ret fantastisk, og jo, jeg undrer mig over, at jeg har ventet så længe med at have sex, når det er så skønt, men nej, vi skal ikke ses igen, og det er sikkert også for det bedste.” Igen tager det dem tid at svare. Havde jeg vidst, at det her var det eneste, der skulle til, før jeg fik dem alle til at holde mund samtidig, havde jeg nok helt sikkert gjort det noget før.

”Det var ikke tvang, vel?” spørger Jilly så endelig, og jeg har lyst til at kramme hende.

”Nej. Det var ikke tvang.” Måske ville det have gjort alting nemmere. Jeg kunne have hadet ham nu i stedet for at længtes. Ikke at jeg tillader mig selv at længes efter Julian. Ikke når han går til yderligheder for at undgå, at jeg afslører noget, men alligevel. Tanken har muligheder.

”Du har stadig ikke sagt, hvem det er,” siger Summer så.

”Det må være én, du finder tiltrækkende, siden du rent faktisk lader ham slippe af sted med det,” funderer Nat, og mit hjerte springer desværre et slag over. De griner alle sammen, fordi vores hørelse er så god, at de ved, de er kommet tættere på et svar.

”Det kan være lige meget, hvem det er. Det vil aldrig kunne blive til mere alligevel,” får jeg frem og håber, at de vil fokusere på det i stedet for. Jeg har det virkelig ikke godt med det, hvis de finder ud af, hvem han er.

”Og hvorfor egentlig ikke? Alt kan ske! I har allerede været sammen én gang. Sandsynligheden for, at det vil ske igen …” Jeg afbryder Nat, inden hun kommer for godt i gang, selv om mit håbløse hjerte banker lidt hurtigere ved tanken.

”Sandsynligheden er lig nul. Han er interesseret i en anden. Han ville ikke engang have været sammen med mig, hvis ikke det var fordi, han havde skubbet sin kat så langt ud.” Jeg ved med det samme, at jeg har afsløret for meget, men tøserne har ikke regnet det ud. Ikke endnu. ”Han har allerede gjort det helt klart, at der ikke kommer til at være en gentagelse, så kan vi ikke godt snakke om noget andet?”

Okay, det her er pinligt. Ikke kun fordi de andre nu er klar over, hvor ydmygende en situation det egentlig var, men også fordi jeg åbenbart ikke er i stand til at skjule, hvor skuffet jeg er over, at det var en engangsting. Jeg føler mig så naiv. Der er ikke særlig meget, jeg hader mere end den følelse. Havde jeg bare holdt mund, ville jeg slet ikke have det sådan nu. Ikke i så høj en grad i hvert fald. Fuck, hvor er jeg bare dum.

”Det kan ikke være en han, der kender dig særlig godt, hvis han ikke engang er klar over, hvilken gave du har givet ham,” siger Jilly stille, mens hendes blik hviler spekulativt på mig. Jeg kan ikke lide, at hun ser på mig, som om hun har ondt af mig. Som om jeg er en stakkels pige, det er synd for, og som ikke kan finde ud af noget som helst, når det kommer til hanner.

”Hvad sagde han til, at han var den første? Jeg går ikke ud fra, at det var til at overse,” siger Summer så, og jeg rødmer desværre øjeblikkeligt. De ser alle tre afventende på mig, og jeg er så flov. Jeg har lyst til at synke igennem gulvet.

”Opdagede han det slet ikke, eller var han ligeglad?” Nu lyder Nat vred, og hendes øjne lyser faretruende gult, mens hun kæmper med sig selv. Hvad skal jeg sige? Hvordan kommer jeg ud af det her?

”Undskyld, men jeg kan virkelig ikke det her,” får jeg endelig frem, mens jeg rejser mig op og forlader rummet. Det kommer for tæt på, har jeg lyst til at sige til dem, men de er mine nærmeste veninder. Hvis jeg siger det til dem, vil de anse det som en dyb fornærmelse, og så vil de måske indse, at min han er den han, som er den eneste, jeg længe har været forelsket i. Den eneste han, der er så langt uden for min rækkevidde og status, at de slet ikke vil kunne forestille sig, at der er tale om ham. Det er usandsynligt. En han, som alle andre allerede anser for at tilhøre Ellie, så derfor vil han aldrig kunne blive min.

Jilly følger efter mig, og som hun indhenter mig, standser jeg op og ser fortvivlet ud i tusmørket, der langsomt omfavner skoven, mit hjem.

Hendes hånd på min skulder er beroligende, og hendes tavshed er guld værd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...