Livet der nede

Jeg prøvede at skrive noget lidt anderledes (vel vidnende at det er gjort flere gange) Så eg håber i kan lide den

1Likes
0Kommentarer
189Visninger

1. grønt græs

Det er lidt som at se en film. En af de der dokumentare om andre hvor de kun snakker om alle de nagative ting og man blir fyldt med det had der bunder i jauloxi fordi man selv kun ser det possitive. Men igen det er nok kun en lam underdrivelse af hvad jeg ser på.

Den bedste måde at beskrive hvad jeg ser på er nok: Liv!

Hvad jeg ser på er mennesker, helt almindelige mennesker. Der liver deres helt almindelige menneskeliv, og er triste og keder sig Præcis ligesom mig, og mit helt almindelige engleliv. Hvilket i sig selv er trist. Jeg mener der er ikke noget ved at være en engle, der er alt det der  afslappende ting men det er det. Men mennesker har så meget mere at opleve end de gør. Så meget mere at se, at gøre, at opleve. Meget mere end de kan se og nå på deres livstid. Men fokusere kun på det dårlige. Det er trist, Hvis jeg havde den mulighed for at leve ville jeg gøre det bedre.

Det var engles sidste tanke før hun for første gang gjorde nået hun ikke skulle og lænede sig ud af skyen og faldt. Ikke faldt så meget, så meget som nærmere at svæve. Hun lukkede øjnene. Suget i hendes mave fik hende til grine. Ikke længe efter landede hun på sine fødder, og åbnede øjnene. Hun var i en i en park i New Orleans, ved skumringstid. Da hun kiggede sig over skulderen, blev hun overrasket over hvor ømme hendes skuldreblade var. Hun tog forsigtigt hånden om på ryggen og mærkede ikke kun det lille stød af smerte, men også at hendes vinger var væk. Men det var vel også for det bedre hvis hun skulle udgive sig for at være menneske. Hendes fødder var noget varmer end resten af hendes krop. Hun kiggede ned og så bunken af fjer hun stod i. Tristheden overvældede hende, for første gang forstod hun den menneskelige smerte ved  miste sit kæreste eje.

Men hun var stadig opsat på at leve, hun ville ikke drukne i tristhed. Hun tog nogen rystende skridt gik hun videre. Hun så silhuetten af manden da han var allerede langt væk. Det fik til at glemme sin smerte, og hun trappede lidt op i fart, hun var så opsat på at se et rigtigt menneske. Hun satte farten op og småløb automatisk. Hun tænkte først over det, da hun løb lige ind i ham.

,,Hvad fanden laver du?'' råbte han, og bakkede lidt tilbage. Hun kiggede op på ham, han havde røde øjne, uklare øjne, ulykkelige øjne. ,,Hva' er du døv? jeg spurgte dig om noget''

Englen var nærmest stvinet af overraskkelse over mandens rasende udfald. Hun stirrede bare på manden, hendes øjne lyste af chok.

,,Uforskemmede lille unge.'' mumlede manden for sig selv, og gik skrantende videre.

Englen faldt lidt sammen da hun lod luften flyve ud af lungerne. Hun var sikker på at han var væk. Men hun to fejl, for lidt efter kom manden bagfra og hviskede i hendes øre.

,,Så kan du måske lære at opføre dig ordenligt.'' Hun mærkede smerten da kniven ramte hende i skulderbladet, lige hvor hendes vinge havde groet ud. Hun stod bare i nogen sekunder, og lyttede til hans skridt mens han gik.

Selv gik hun over til det nærmeste træ og satte sig ned. Mens hun bare sad indså hun sandheden:

Engle er ikke mennesker, det er de ikke hårdføre nok til klare. Mennesker er ikke engle de har ikke den samme godehed i hvert fibre af deres krop. En godhed der kun kommer ikke at være bange for døden. Og at kunne se døden i øjene er kun en ting man kan med vinger, men englen havde mistet sine. Hun havde oplevet det ingen andre ville, og set mere end de nogensinde ville.

Ja, det var første gang englen gjorde noget som hun ikke skulle og også den sidste 

     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...