Skæbne Døden

Walter er en dæmon på 16 som nu endelig er gammel nok til at få et arbejde, hans første job er at sikre sig at pigen Pamina dør og hendes sjæl bliver givet videre til englene. Men med en pige som er så observant er det ikke nemt at holde øje med hende uden hun finder ud af noget. Så hvad nu hvis hun finder ud af det hele? Hvordan skal det håndteres for mennesker må ikke kende til engle og dæmonerne, for de må ikke kende til døden, og vide noget om hvordan verden i virkeligheden hænger sammen.

5Likes
6Kommentarer
552Visninger
AA

9. Vores fælles ven, musikken

"Nå hvad har du så lyst til at lave?" spurgte Walter, nu hvor de var venner burde de jo lave noget i stedet for bare at sidde. Han overvejede kort at invitere hende med hen til helveds villaen, så hun kunne møde de andre og lære mere om dæmoner, men det ville nok også være dumt, nok vidste Volker at hun vidste noget om dem nu, men når han vidste det så vidste Gaia det nok også, men Aron og Nizhal vidste nok ikke noget som helst, og de ville nok heller ikke komme til det med mindre han selv sagde noget.

Pam åbnede munden for at komme med et forslag idet hendes mobil ringede højt. "Undskyld mig et øjeblik" hun tog mobilen op. Hun nåede ikke engang at sige sit navn før Sabrina begyndte at snakke. Pam gjorde tegn til Walter om at hun ville være tilbage om et øjeblik. Så gik hun hurtigt ud af rummet og satte kurs mod sit soveværelse hvor hun roligt kunne snakke uden at Walter hørte det. 

Walter nikkede og så efter hende, han gad godt vide hvad der blev snakket om, men det lod ikke til at Pam ville havde ham til at lytte, så han måtte vendte. Han gik roligt hen og satte sig ved klaveret der var i rummet, hvor han begyndte at spille Für Elise af Ludwig Van Beethoven, han nynnede roligt med mens hans fingre let dansede hen over tankenterne uden at lave den mindste fejl.

Pam lukkede mobilen og sukkede. Men det var jo noget hun gerne ville, så hvorfor gjorde hun det ikke bare? Hun havde sagt ja nu. Roligt åbnede hun døren til soveværelset og gik ud på gangen. Musikværelset lå ikke ret langt væk så hun gik bare lige derhen. Så snart hun åbnede døren og hørte musikken blev hun kort stående mens et smil bredte sig på hendes læber.

"Du har planer for i morgen, klokken syv. Bare så du ved det" sagde hun da hun for alvor trådte ind i rummet og afbrød ham spille, hun sendte ham et smil før hun tog mobilen og lagde den på skrivebordet. Han havde ikke løjet, det lød virkelig godt når han spillede.

Walter så over på hende, der var stadig ikke nogen fejl i hans spil selv når hans fokus var på hende "syv om morgen eller syv om aftenen?" spurgte han roligt. Han kunne kun snakke og se på hende lige nu, mens han spillede, fordi hun vidste hvad han var, ellers havde det ikke været en god ide et menneske ville aldrig kunne føre en samtale og spille klaver uden at lave en fejl, men det kunne en dæmon uden problemmer.

"Aftenen. Du kommer herhen, så betaler jeg taxaen ud til vraget" Hun trak på skuldrene og fortsatte "Tro mig, man vil ikke være ude ved vraget mellem klokken 7 og 15" Hun rynkede på næsen ved tanken om dengang hun havde været nød til at tage derud fordi hun havde glemt en jakke. Man kunne roligt sige at det var en af grundene til at hun ikke tog jakke på derud mere. Hun betragtede hans fingre der bevægede sig ubesværet over tangenterne som det var hvad de var skabt til.

"Okay, men jeg kan altså godt skaffe os en chauffør og noget mere smagligt, min bror er ikke den eneste jeg bor sammen med og hans sorte Audi A3, er ikke den enste bil vi har" sagde Walter, det var billiger bare at få en af de andre til at køre dem, end at tage en taxa og så kunne hun vælge hvad hun ville køre i.

"Tro mig, det er en rigtig dårlig ide at tage en pæn bil med hen i nærheden af vraget" hun smilede. "Stol nu på mig når jeg siger at det ville være dumt ikke at tage en taxa"

Hun kiggede på klaveret. "Kan du spille alt? Eller er det kun det du nu lige har lært til ære for de døende?" hun gik hen og tog sin Cd ud og puttede den tilbage i bunken af Cd'er.

"hvis jeg kender melodien eller har set noderne, så kan jeg spille melodien" svarede Walter og begyndte at spille, Someone like you af Adele. For at visse at det ikke kun var gamle klassiker han kunne, han kunne spille hvad det skulle være bare han kendte hele sangen eller alle noderne. Han spillede igen uden at lave en fejl, det var nu heller ikke den sværeste sang at spille han kunne nogen som værre, men han kunne godt lide de lidt mere rolige sange når det var på klaver.

"Bare sådan?" spurgte hun undrende.

"Ja bare sådan" sagde Walter med et selvtilfreds smil.

Hun kiggede på ham og smilede skævt. Med rolige skridt gik hun hen og fandt sin guitar. Det var ikke den hun var bedst til. Men nu havde hun lyst til også at spille. Heldigvis var Someone like you, en af de sange hun havde øvet lidt på. Så hun kunne godt spille. Stille begyndte hun. Hun lagde mærke til at han kiggede på hende mens han spillede, hun grinede "Nu ikke noget med at forvente det store, jeg spiller ikke fejlfrit" Hendes blik var rettet mod strengene mens hun spillede. Hun ville umuligt kunne føre en samtale som han gjorde mens hun spillede. Men det gjorde ikke noget, for der var ingen stilhed. Der var musik.

Roligt lod hun sig selv flyde ind i musikken. Det var som at få adgang til et nyt univers for hende. At låse op for en dør man ikke viste eksisterede før man fandt nøglen. Selvfølgelig havde hun en fordel, hun behøvede kun se noderne en gang før hun kunne spille. Men det var fordi hun havde fotografisk hukommelse. Det hjalp hende ikke med at placere fingrene. Sangens tekst begyndte at spille inde i hendes hovedet og før hun selv nåede at opfatte det sang hun selv med. Det var som om hun glemte sig selv og alt andet. Hvad kunne man sige? musik kunne gøre de underligste ting ved dem der var åbne.

Walter smillede af at se hende spille og synge, det var sjovt at se hvordan hun måtte koncentrere sig for at spille i forhold til ham, hans finger kunne noderne uden han behøvede at tænke over hvordan melodien skulle spilles. Han bemærkede at det rent faktisk klædte hende meget godt med en guitar, og det ville nok klæde hende med et hvilket som helst instrument, han rystede kort på hovedet, hun var et menneske og han skulle bare lade som om han var hendes ven, hun skulle alligevel snart dø, så der var ikke nogen grund til at han skulle tænke sådan.

Han lyttede opmærksomt til hendes stemme, hun sang udemærket og det var normalt ikke en sang man normalt ville kunne synge rent, men hun klarede det ganske godt. Han ville på ingen måde forstyrre hende nu, det lod til hun slappede af, hvilket undrede ham en smugle da hun lige havde fået af vide at hun skulle dø, men hendes stemme beroligede også ham en smugle, det eller også var det hendes duft der stadig fik ham til at slappe af.

Da sangen sluttede, spillede Pam kun en smule videre før hun stoppede og langsomt blev nærværende igen. Men snart gik det op for hende at hun lige havde sunget. Hun kunne mærke en svag rødmen brede sig i kinderne.

"Undskyld" hun pillede ved strengene og følte sig pinlig over at hun faktisk havde sunget, endda foran en hun ikke havde kendt i særlig lang tid.

"Det er bare..." hun kiggede op i loftet som om hun kunne finde svaret der "Musik" sagde hun med tryk på ordet så det lød som noget helt særligt. Hun smilede og pillede lidt ved strengene igen, stadig med en svag rødmen på kinderne. Det var ikke som sådan noget hun kunne gøre for, eller kontrollere. Det var bare når hun lyttede og det så begyndte inde i hendes hoved. Det var umuligt for hende ikke at flyde med den magi musikken var for hende.

"hey, det lød godt, så der er ikke noget at undskylde, jeg forstår det godt, musik kan få en til at slappe helt af og glemme hvad det er der sker omkring en" sagde Walter med et smil. Nu havde han tænkt sig at tage sit løfte seriøst og opføre sig som hendes bedsteven, det var desuden en smugle sødt at hun rødmede over at havde sunget når hun nu sang ret så godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...