Skæbne Døden

Walter er en dæmon på 16 som nu endelig er gammel nok til at få et arbejde, hans første job er at sikre sig at pigen Pamina dør og hendes sjæl bliver givet videre til englene. Men med en pige som er så observant er det ikke nemt at holde øje med hende uden hun finder ud af noget. Så hvad nu hvis hun finder ud af det hele? Hvordan skal det håndteres for mennesker må ikke kende til engle og dæmonerne, for de må ikke kende til døden, og vide noget om hvordan verden i virkeligheden hænger sammen.

5Likes
6Kommentarer
559Visninger
AA

5. Spionage i haven

Det føltes som om det var mindre end et minut siden at hun havde lagt sig da hun langsomt begyndte at vågne. Solen skinnede ind af vinduet og ramte hendes ansigt. Hun sendte solen et smil før hun satte sig op og gned søvnen ud af øjnene. En dag med så flot vejr regnede hun med bare at være hjemme. At tage ud i haven, gå ture i skove og så selvfølgelig passe planterne i drivhuset. Måske ville hun endda tage ned til søen og svømme. Men det var sikkert for koldt her i efteråret. alligevel, man vidste aldrig. Hvis solen blev ved med at skinne sådan blev det måske en varm dag. Hun svingede benene ud over sengekanten samtidig med at hun langsomt strakte sig. "morgenmad først" Sagde hun til sig selv og satte kursen mod køkkenet i håb om at finde sin far dernede med sin morgenavis.

Hun kunne dog mærke sit håb blive knust idet hun trådte ind i køkkenet. "Godmorgen tomme køkken" mumlede hun med tristhed i stemmen før hun hik hen til køleskabet for at se om hendes far havde efterladt en seddel. Det havde han 'Ked af det skat, blev kaldt til et tidligt møde. Er først sent hjemme i aften. Knus' Hun tog sedlen af køleskabet og krøllede den sammen. Med et fint kast smed hun den i skraldespanden. "yay. Mål" Sagde hun i et forsøg på at overvinde skuffelsen. Det mislykkedes. Men i stedet for at stå og falde i staver fandt hun nogle cornflakes i skabet.

"Hvad han ikke ved har han ikke ondt af" mumlede hun mens hun spiste sine cornflakes direkte fra pakken. Hendes far ville få et flip hvis han så hende gøre sådan. Nok fordi han var meget... Ordenlig. Han gik meget op i folks manerer. Med sin morgenmad i hånden gik hun ind i den mindste stue og tændte TV'et. Det var altid den stue hun brugte når hun var sammen med sin far. Nogen gange så de endda film. Andre gange lyttede hun til musik mens han talte i telefon. Under alle omstændigheder var det et ret hyggeligt rum.

Da hun var færdig med sin morgenmad slukkede hun for fjernsynet og satte pakken med Cornflakes på plads. Hun besluttede sig for at tage et bad før hun tog tøj på. Så hun gik hurtigt op af trappen og ind på badeværelset der lå ved siden af hendes soveværelse.

Hendes fars T-shirt tog hun af og lagde sammen og gik ind for at lægge den på sengen som altid. Men hun gik i stå foran spejlet hvor hun kiggede på sig selv. Hendes øjne var store og gyldenbrune mens hendes hår havde den samme chokoladefarve som hun så hos sin far. Hendes hud lignede hendes mors, let lysebrun. Lidt ligesom den farve pigerne prøvede at få om sommeren. Men hendes blik blev hurtigt fanget af hendes røde modermærke. Det var ikke ret stort. Men alligevel iøjnefaldende på grund af farven. Hun lod kort fingrene løbe hen over det sted lige under brystet hvor modermærket var. Det lignede et omvendt hjerte. Hun rystede på hovedet af sig selv så de mørke lokker dansede om hendes ansigt, så lagde hun T-shirten og gik ind i bad.

Imellem tiden i helvedes villaen stod Gaia og bankede på Walters dør "Walter du skal op nu, hvis du skal nå at finde dit offer inden aften" sagde hun.

"Ja ja" sagde Walter og rejste sig for så at strakte sig så lang han var, mens hans vinger kort lavede et par bask for at vågne, han fik derefter vingerne til at forsvinde og tog sit tøj på, hvorefter han gik nedenunder for at få noget morgenmad, han lavede sig en ostemad med senup og chili på, han var som alle andre dæmoner vild med stærk mad og fortræk det frem for alt andet.

"Hel og lykke med i dag" sagde Gaia med et smil, hun stod i køkkenet og gjorde alle folks ting klar.

"Skal du ikke på arbejde i dag?" spurgte Walter mens han spiste. Gaia rystede på hovedet "i forhold til dig så får jeg først et offers navn af vide på dagen, så jeg kan give personen en god sidste dag før personen dør" forklarede hun med et smil. Walter nikkede, det kunne han godt huske lidt om at havde hørt, normalt behøvede man ikke lang tid for at finde sit offer.

Da Walter var færdig med at spise, rejste han sig og stillede sin tallerken i vasken.

"Jeg sender en besked når jeg har fundet hende" sagde han inden han gik ud af døren. Da han var kommet udenfor begyndte han at snuse til luften, men duften af Pam var ikke til at finde lige med det samme, men hvad havde han regnet med at hun var hans nabo? Nu hvor de havde taget den samme bus hjem, han lo af sin tanke "som om det var så nemt?" sagde han ironisk til sig selv. Han gik ud af porten og begyndte så roligt at gå mens han med jævne mellemrum snuste efter et duft spor af Pam.

Efter noget tid stoppede Walter op "duften af hende bliver ikke stærkere denne vej, så nok den anden vej" mumlede han til sig selv og vendte om men han snuste til luften, lige nu var der ikke noget. Måske var hun ikke gået udenfor endnu, det var stadig tideligt på dagen så det kunne sagtens være, det kunne også være hun slet ikke kom ud, så han måtte finde ud af hvor hun boede. "hvorfor lod jeg også klasse listen ligge på skolen og hvorfor så jeg dog ikke på den?" spurgte han irriteret sig selv.

Han gik forbi Helvedes villaen og vider da han var nået et lille stykke væk fra villaen stoppede han igen og snuste en ekstra gang for at være sikker "duften hænger mere her" mumlede han til sig selv bekræftigende, det var virkelig en dårlig vane, men han snakkede ofte med sig selv, som om det gav ham lidt mere ro. Han så rundt og begyndte at læse navnene der stod på postkasserne. Der var ret langt mellem hvert hus, men han mistede ikke modet.

Pam kom ud af badet og begyndte at flettede sit hår, mens hun kiggede sig selv i spejlet. Hendes udseende betød ikke ret meget for hende. Men hun ville alligevel ikke ligne en der lige var tumlet ud af sengen. Hun havde som altid fornuftigt tøj på, bestående af en løs himmelblå T-shirt, et par sorte jeans, vandresko og en militær jakke i mørkegrøn. Det var nok fornuftigt af hende når hun skulle være udenfor det meste af dagen. Hun smilede kort til sit spejlbillede før hun gik ud af den store garderobe og satte kursen mod hoveddøren.

Hun lukkede døren efter sig og låste. Bare for en sikkerheds skyld. I et øjeblik stod hun bare og nød den friske efterårs luft. Så kiggede hun rundt og betragtede vejen. Hun vidste at der var meget langt til det næste hus. Vist en halv kilometer eller noget. Men selv hvis det havde været tættere på kunne man ikke se noget for al den skov. Hun smilede, det meste af tiden var det sjovt at være omgivet af så meget natur. Men der kom tidspunkter hvor hun tænkte på de venner hun engang havde haft, selv ikke den smukke natur havde kunne få dem overtalt til at gå en kilometer fra busstoppestedet ned af en halv mudret skovvej. Tankerne fik hende til kort at skære en grimasse før hun stak hænderne i lommen og begyndte at gå rundt om huset.

"Udenfor, udenfor, udenfor" mumlede hun til sig selv da hun indså at hun havde glemt sin Ipod indenfor. Men hun havde ikke lyst til at gå tilbage og hente den.

"Uden nogen form for musik" Hun rystede på hovedet og smilede. Det var ikke rigtigt, der var alle lydende omkring hende, og så hende selv. Hun kiggede rundt i baghaven, længere fremme kunne hun se den store sø, til venstre kunne hun se en stor del af skoven og til højre kunne hun se drivhuset. "nåh ja, planterne" mumlede hun og begyndte at gå over mod drivhuset.

"Her" sagde Walter lettet, da han læste på postkassen "okay 7 kilometer fra Helvedes Villaen, det er alligevel ikke så langt.

Han snuste igen til luften "hun er udenfor nu, et nyt spor er ved at blive dannet" mumlede han.  Han så rundt, der var ikke nogen så han blev hurtigt sin dæmon form vingerne spredte sig voldsomt ud af hans ryg "Qui celat corpus est corpus meum" messede han og blev hurtigt dækket af is og blev derfor svær at se.

Han fløj over hegnet og blev så menneske form igen, dog stadig dækket af is. Han gik forsigtigt af sted mens han fulgte duften af Pam, han lavede ikke en lyd. Efter lidt tid fandt han Pam, selv om han ikke var synlig så gemte han sig alligevel for en sikkerheds skyld, efter hvad der var sket i byen dagen før.

Hun passede planterne i drivhuset. Drivhuset var fyldt med solsikker, vindruer og så selvfølgelig liljer. Solsikkerne havde hun selv valgt, vindruerne var hendes fars valg og selvfølgelig var liljerne hendes mors valg. Pam smilede, som lille havde hun haft en stor kærlighed for solsikker, hun havde tegnet dem, malet dem og sunget om dem. Hun grinede og kiggede på de fem solsikker der var i drivhuset. Det var de sidste der var tilbage, dem der var udenfor var døde, og ville først komme igen til næste år. Hun passede planterne med så stor forsigtighed og tålmodighed at man skulle tro at de var lavet af glas. Forsigtigt lod hun fingrene løbe langs de gule blade på en af solsikkerne, i sollyset der skinnede fra oven kunne man næsten glemme at det ikke var sommer.

Walter så roligt til, han sukkede kort. Han havde en god ide om at planterne ville visne når hun døde, de ville visne med hende. Han tog sin mobil frem og skrev til Gaia at han havde fundet sit offer, han lagde hurtigt mobilen tilbage da den ikke var dækket af det tynde lag is, han så igen hen mod Pam, det lod ikke til hun havde bemærket noget endnu, men hun lod også til at være meget optaget af planterne.

"Fem solsikker" Hun sendte dem et strålende smil før hun vandede liljerne og forlod drivhuset. Da hun kom udenfor var det som om efteråret besluttede at minde hende om sin tilstedeværelse. Den kolde vind bed i kinderne og hun trak jakken tættere om sig. "Fffh, efterår er bare så koldt" Mumlede hun og kiggede rundt på de røde og gule træer. Nok var det koldt, men det var i hvert fald smukt. Hun smilede da hun tænkte på den hule hun havde bygget sammen med sin far i ferien. Måske var den der stadig? Hun begyndte at gå mod skovkanten for at se om hun kunne finde stedet.

Walter fulgte roligt efter hende og sørgede hele tiden for at være i hendes blindevinkel, så hun ikke lige pludselig så at lyset reflekterede anderledes lige i nærheden af ham, dog vidste han at det nok føltes koldere bag hende på grund af ham, men det virkede nok ret almindeligt taget i betragtning at det var efterår. Han var ret glad for at det ikke var sommer, det ville havde gjort det hele langt svære at arbejde, for selv om hans is ikke smeltede med mindre han bad det om det, men varme påvirkede stadig hans evner.

Hun smilede da hun fik øje på de gule blade på snor der markerede indgangen. Hurtigt løb hun derhen og ind mellem bladene. Det meste lignede sig selv, nogle af bladene var blæst væk, andre var blevet brune. Men i sidste ende lignede stedet sig selv, præcis som da hun var her sidst med sin far. Hun sukkede. Det var et godt stykke tid siden de havde lavet noget sammen. Det ville snart blive vinter og bladene ville blive brune, så ville sneen komme.

"Gad vide hvordan her kommer til at se ud til vinter" Hun kiggede rundt og gik længere ind så hun kom under halvtaget flettet af kviste. Det var ligesom et helt andet univers. Med de mange farvede blade. Hun kunne lide skoven på alle tidspunkter. Det var bare noget hun havde med naturen, som hun ikke kunne forklare..

Mens hun gik rundt og beundrede det hun og hendes far havde lavet om sommeren stoppede hun op. Der var den igen. Hun havde ikke lagt mærke til det før. Men den følelse var der igen. Det var sikkert fordi hun frøs, men det gjorde hende urolig alligevel. Følelsen var bare kommet snigende og så bam! så var det lige før hun rystede. Hvad skete der med hende? Måske var hun ved at blive forkølet. "Måske skulle jeg gå indenfor" Mumlede hun og trak jakken tættere om sig. Hun havde forventet at være ude hele dagen. Men det hjalp jo ikke hvis hun frøs, så ville hun bare blive syg. Hun besluttede at tage tilbage til drivhuset først. Der var jo altid varmt, desuden var det så godt vejr at hun i det mindste ville have lov til at nyde det lidt. Stille rejste hun sig og begyndte at gå tilbage mod huset gennem skoven.

Walter så efter hende, men blev lige lidt for at se ordenligt på hulen, den var ganske pæn, men for Walter manglede der nu alligevel en smugle, nok havde den en del farve, men hans farve manglede, men den skulle nok komme, når vinteren kom ville hans farve være overalt og han ville få de fleste opgaver, på grund af hans evne.

Efter at havde set sig lidt omkring gik Walter efter Pam.

Det hjalp åbenbart at komme ind i drivhuset. For det var som om hun endelig kunne slappe af med den usynlige dyne af varme om sig. Hun smilede igen til solsikkerne.

"Det ser ud som om jeg bliver nød til at vente til det bliver lide varmere" Med et suk sank hun ned på stenfliserne i drivhuset. Hun sad lidt, og prøvede at finde på noget at lave da hun til sidst begyndte at synge nogen af de sange hun kendte. At synge var normalt kun noget hun gjorde når hun havde høretelefoner på, og når der ikke var andre. Men hun ville gerne synge for solsikkerne. De var så smukke, så de fortjente en sang.

Walter stoppede et stykke væk fra drivhuset. "tænk at en person der er så rolig vil dø i en ulykke, frem for alderdom" mumlede han stille til sig selv, nu hvor hun ikke kunne høre ham, kunne han ligeså godt bryde den tavshed der var i hans hoved, det var virkelig hårdt ikke at snakke til sig selv om hvad det var man tænkte, men det ville også bare ødelægge det hele hvis han gik og snakkede med sig selv.

Der var noget. Hun vidste det bare da hun drejede hovedet mod skovkanten. Et eller andet der bevægede sig. Men hun kunne ikke se noget. Måske var det bare nogle blade der var faldet ned og havde distraheret hende. Nej, det virkede ikke ret sandsynligt. Blade faldt lodret, det her havde bevæget sig vandret. Hun blev ved med at kigge ud mod skovkanten for at finde ud af hvad der kunne have lavet den bevægelse. Ting forsvandt jo ikke bare, vel?

Walter stoppede med at bevæge sig, da han bemærkede at Pam begyndte at observere omgivelserne udenfor drivhuset "Frigore sanguis venenatis ultrices, corpus non potest" messede han lavt og frøs dermed fast, for at han på den måde ikke bevægede sig en millimeter. Han var en smugle nervøs, hvordan kunne man være så opservant at man opdagede at noget det enlig ikke kunne ses, blev opdaget?

Pam rejste sig og gik ud af drivhuset. Hun lød blikket løbe langs skovkanten. Men der var ikke noget, hvordan kunne der ikke være noget når hun lige havde set noget? måske var det bare fordi hun var nervøs. Nervøs over hvad? Der var ikke nogen grund til at være nervøs. Men hun var urolig alligevel, hvordan hang det sammen. Hun var ved at blive virkelig forvirret.

Hun gned sig i panden og lukkede øjnene "bare vinden" Sagde hun tydeligt til sig selv i et forsøg på at overbevise sig om at hun ikke havde set noget. Måske havde hun bare brug for briller, hun brugte jo briller når hun læste. Så måske var hendes syn blevet værre. Det ville i hvert fald forklare de underlige refleksioner i lyset. Men det ville ikke forklare den nervøse følelse.

Hendes tanker blev brat afbrudt da hun hørte lyden af en bil. Der var ikke mange mennesker der bevægede sig så langt, det kunne kun betyde en ting. Lige meget hvem det var der kom i bilen, så var de på vej mod huset. Normalt betød det hendes far. Hun satte hurtigt i løb så hun kunne komme om og se hvem det var. Men det var umuligt for hende ikke at håbe og ønske at det var hendes far.

Walter tøede det inderst af sig selv op, så han igen kunne bevæge sig, men han beholdte det reflekterende is omkring sig, han gik roligt efter Pam og snuste til luften, lugten af cigaret og græs ramte hans næse og han fik store øjne, hvad Lavede hans storebror her, var han i gang med at ødelægge det hele for ham nu? Bilen stoppede foran huset og Volker steg roligt ud af bilen og så roligt rundt med et ligegyldigt udtryk i øjnene. Walter stoppede med at bevæge sig da han fik øje på sin bror, det var ham, men hvorfor?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...