Skæbne Døden

Walter er en dæmon på 16 som nu endelig er gammel nok til at få et arbejde, hans første job er at sikre sig at pigen Pamina dør og hendes sjæl bliver givet videre til englene. Men med en pige som er så observant er det ikke nemt at holde øje med hende uden hun finder ud af noget. Så hvad nu hvis hun finder ud af det hele? Hvordan skal det håndteres for mennesker må ikke kende til engle og dæmonerne, for de må ikke kende til døden, og vide noget om hvordan verden i virkeligheden hænger sammen.

5Likes
6Kommentarer
554Visninger
AA

7. Sandheden

"Gå din vej" sagde Pam mens hun kiggede på døren og gøs. Faktisk havde hun ikke lyst til at lukke nogen ind overhovedet. Slet ikke Walter eller hans bror. De gav hende begge en dårlig fornemmelse i maven. Man skulle lytte til sine fornemmelser og noget sagde hende at det ville være en god ide bare at holde sig væk fra dem. Især når de var brødre der kunne skændes på den måde. Det virkede bare så... forkert.

Men hun var alligevel nysgerrig, hvorfor havde de skændes? Hvad havde han lavet ude i skoven og hvorfor var hans bror kommet efter ham? Det hele var begyndt at køre i cirkler inde i hendes hoved. Hun satte sig ned foran døren mens hun tænkte. Det hele hang sammen, hun skulle bare lige finde ud af hvordan.

"det kan du godt glemme" sagde Walter og lænede sig op af døren.

"Du vil jo gerne vide hvad det er der forgår ikke?" spurgte han og så ind mod døren "men hvis du vil vide det så må jeg være sikker på du kan holde på en hemmelighed, så kan du det?" spurgte Walter. Han var en smugle nervøs, var det virkelig den bedste ide Volker kunne komme op med, for at han kunne blive blandt menneskene og gøre sit arbejde færdigt.

Pam kunne næsten høre ham læne sig op af døren. Hun kiggede kort mistænksom på den før hun rejste sig og hurtigt hev den åben så Walter tumlede og faldt på gulvet så lang han var "Ja" Sagde hun og lagde armene over kors mens hun kiggede ned på ham. Kort gled hendes blik ud mod bilen der stadig holde foran huset. Hans storebror var ingen steder at se, han sad nok i bilen. Hun gøs da hun bemærkede at temperaturen i rummet var faldet efter hun havde åbnet døren og hun lukkede den hurtigt bag ham.

"Hvorfor fulgte du efter mig?" hun kiggede på ham med et ulæseligt blik, mest så han ikke bemærkede at det bare var et skud i tågen. Faktisk havde hun ikke andet end sin mavefornemmelse at basere sit spørgsmål på.

Walter rejste sig lettere irriteret op mens hans børstede sit tøj inden han svarede på hendes spørgsmål "det er mit arbejde, og jeg tager mit arbejde ret så seriøst" han knep sine øjne sammen og så på hende "hvorfor er du så meget mere besværlig end alle andre mennesker?" spurgte han, mest til sig selv, men også lidt til hende, hvis hun nu kunne svare på spørgsmålet. Han ville ikke gå direkte til sagen, det kunne måske også virke lidt voldsomt at gøre det.

"Jeg ikke har den samme fortid som andre mennesker. Ville du ikke være opmærksom hvis du fandt ud af at din mor havde haft en sygsom i et halvt år uden at du overhovedet havde bemærket det?" Hun satte hænderne i siden og kiggede på ham "Desuden følger jeg min intuition, hvilket der ikke er ret mange der gør. Svarer det på dit spørgsmål eller vil du have en dybere forklaring på hvorfor jeg er som jeg er?" Hun kiggede kort på ham med sammenknebne øjne.

"Nej enlig ikke, jo mindre jeg ved om dig jo bedre, ihvertfald nu, før havde det været en god ide" svarede Walter

Der ville nok gå en del tid før hun ville blive venligt stillet over for Walter. Hun kastede et kort blik på ham før hun vendte sig for at gå ind i stuen. Der kunne de i det mindste sidde ned. Men hun valgte den store stue. Noget sagde hende bare at det ville være en god ide.

Walter fulgte hende og satte sig ned i en sofa, og det var tydeligt hvor uhøflig han virkelig var, når han bare smækkede fødderne op "nå men, du siger du kan holde på en hemmelighed, om det er sandt det har jeg ingen ide om. Men kan jeg stole på det? Lad os tage et eksempel først, hvis nu jeg fortalte dig at jeg var lad os sige, i stand til at se døde mennesker, så ville du ikke sige det til nogen, eller fortælle nogen at du menner der er noget i vejen med mig?" spurgte han, det var tydeligt i hans stemme at han tog den her hemmelighed dybt seriøs.

"Ser døde mennesker, som i at du ser energien efter folk dør, eller spøgelser med ansigter og så videre?" hun kiggede på ham med et forvirret udtryk. Det var svært for hende at bedømme hvad hun skulle sige til det.

"Men før du forklarer det med døde mennesker, hvad mener du med før havde det været en god ide. Hvad har ændret sig?" Hun kiggede undersøgende på ham og havde ikke tænkt sig at overse så meget som den mindste detalje. Normalt kunne man se på folks ansigter om de løj, hvis man ikke kunne skulle man følge efter helt inderst inde og finde ud af med sig selv hvad man troede på og hvorfor. Alt sammen ting hun havde lært af sin mor.

"Fremtiden!" svarede Walter som om det var det mest simple svar i verden, som om det ligesom bare gav sig selv.

"Men jeg kan ikke se døde mennesker, det var et eksempel. Men din undren og din nysgerrighed gør at jeg tror på dig, plus lugten af dig ikke er helt som andre pigers, du har ikke dækket din duft, med en eller anden parfume, og det er faktisk meget rart. Desuden er lugten af regn og citroner ret beroligende, derfor stoler jeg på du ikke sladre om mig" sagde han og så ligegyldigt over på hende.

"Hvis du skulle til at fortælle mig noget der er lige så langt ude som det at se spøgelser er jeg ret sikker på at ingen ville tro mig" Hun kiggede på ham og sukkede "Hvis du stadig mangler overbevisning så kan du bare tage et kig i skolen. Der et fint eksempel på hvor god jeg er til at holde på hemmeligheder, ingen af dem ved noget om min mor" Hun kiggede kort advarende på ham "Og det kommer de heller ikke til, vel? Du var der" Det var både et spørgsmål og en erklæring. Tanken om at han havde set hendes mor gjorde hende utilpas. Måske så han også bare et grimt barn. Men han sagde hun duftede af regn og citron. Det var vel godt, hvis det var beroligende? Hun gned sig på skulderen og begyndte at pille ved sin fletning.

"ja jeg var der, lige udenfor vinduet, du bemærkede også de bølger jeg lavede i lyset, ligesom du gjorde da du var i drivhuset. Så vi har noget på hinanden når jeg har fortalt dig min hemmelighed" sagde Walter, han ville virkelig gerne trække det ud i håb om at hans bror kom styrtende ind og fortalte ham at alt var i orden, men han vidste godt at det ikke ville ske.

"Nå men hvis nu jeg siger jeg ikke er et menneske, hvad ville du så gætte på jeg var?" spurgte han med et lumsk smil, han kunne ligeså godt havde det lidt sjovt når han nu var ved at afsløre sig selv.

"hmm" Pam kiggede på ham. "Du var udenfor vinduet men du var ikke synlig, du var ude i skoven og du var ikke synlig. Så på en eller anden måde kan du manipuler med lysets refleksioner"

Hun sukkede "Jeg ved det ikke, en eller anden fra et parrallet univers? eller fra rummet" Hun gned sig i tindingerne. Nok havde hun læst ret mange fantasy bøger. Men det var jo ikke lige den slags man forventede at sidde og snakke med i sin dagligstue.

Walter flækkede af grin "et rumvæsen? ja som om, nej jeg høre til denne verden, og så alligevel det med et parrallet univers er ikke helt forkert" sagde han og forsvandt i et øjeblik og dukkede så op bag hende.

"Jeg er en dæmon" sagde han med en uhyggelig under tone i stemmen, så det var tydeligt at høre at han ikke var en man skulle komme alt for tæt på. Han vidste hun ville få kuldegysninger om det så var for det han sagde eller fordi hans krop udsendte kulde det var liggemeget.

Hun gøs "Du må gerne flytte dig før jeg bliver forkølet" hun nøs kort og skævede til ham. Det var vist ikke kun fysisk han var iskold.

"Men lige meget hvad er du nød til at eksistere på et andet plan end mennesker, hvis 'dæmoner' bare blev født tilfældigt rundt om i verden ville mennesker nok blive ret forvirrede. Så hvis du er en dæmon, hvor kommer du så fra og præcis hvordan er du blevet til?" hun sukkede og prøvede at virke så ligeglad som muligt. Faktisk var der en hel kaskade af følelser der væltede rundt i hende. Men efter at have været en del ting igennem havde hun lært at bruge sit pokerfjæs i situationer hvor det var nødvendigt.

Walter forsvandt hurtigt hen i sofaen igen og han lagde sig på præcis samme måde som før som om han slet ikke havde rykket sig "jeg er blevet til på samme måde som dig, jeg kommer fra... ja lad os kalde det, hvad i mennesker nu kalder det, Helvede. Som ligger inde i jorden, ligeså vel som englenes hjem ligger over jorden, ligesom i mennesker engang troede fordi vi engang levede med hinanden, men mennesker er jaloux væsner og da vi kan en del som de ikke kan valgte de to brødre at lade mennesket glemme os, og dermed blev vi bare en del af troen" svarede han og igen fik han det til at lyde som noget hun burde vide.

"Helvede? Bor du i helvede?" Okay der var ret meget hun var villig til at tro på. Men helvede og himmelen? Det var blevet lidt for forvirrende og hvert svar lukkede op for flere spørgsmål.

Hun tog sig til hovedet og kiggede ned i gulvet. "Okay, så du er en dæmon fra helvede, udover dæmoner findes der engle som bor over jorden" Hun åbnede øjnene for at kigge over på ham.

"Hvad er det så du helt præcist laver her? Og hvorfor fortæller du mig det her?" Hvis mennesker nu var så 'dumme' hvorfor så overhovedet være sammen med dem når man havde sit egen varme hjem under jorden?

"jeg fortæller dig det her fordi du alligevel selv ville finde ud af det inden for det næste 2-3 dage. Vi dæmoner er på jorden, så vi kan samle sjæle og give dem til englene, som giver dem til spædbørn for at de kan leve" svarede Walter tørt.

"Du spørger bare løs, hvis der er mere du vil vide" sagde han, det var tydeligt at hun var forvirret så det var nemmere bare at svare på hendes spørgsmål end det var bare at fortælle og lade hende skabe endnu flere spørgsmål.

Pam stirrede lige ud i luften. Det var som om hans stemme gav ekko 'det vil du finde ud af om 2-3 dage' 'vi samler sjæle' Hun kiggede direkte på ham og besluttede sig for at gøre det her hendes sidste spørgsmål "Du kommer her for at tage folks sjæl når de dør, ikke?" Hun gik ikke ud fra at de ville tage sjæle fra de levende. Hun kiggede ned i marmorgulvet som om det kunne fortælle hende hvad der skulle ske. 2-3 dage, så ville hun selv finde ud af det. Hvordan, var der nogen der skulle dø. Hvis nogen skulle dø, hvem var det? Havde hun overhovedet lyst til at vide det?

"Jep, men vi skal stadig være her og sikre os at personen dør og får en god sidste dag" svarede Walter og forsvandt igen om bag hende selv om hun sagde hun blev forkølet af det så var det jo liggemeget når hun alligevel ikke havde langt igen.

"Har du så regnet det ud, hvilken sjæl jeg skal give englene på tirsdag?" spurgte han viskende. Der fandtes ikke noget bedre end at gøre et menneske bange, det var en af de bedste ting, men ikke noget man fik lov til.

Hun nøs. Men hun var ikke bange. Hun var ikke bange for at dø. Det havde hun aldrig været, det hun var bange for var hvordan hendes forældre ville komme videre, al sorgen de ville føle. Men i dag, så betød det ikke ret meget. Hendes far arbejdede det meste af tiden. Hun var sikker på at det ikke ville ændre sig. Hendes mor, tja, det var ikke engang sikkert hun kunne huske hende. Måske ville det få hendes far til at komme videre, måske finde en ny kone eller noget.

"Okay" sagde hun stille og rejste sig op foran ham. Hun var lavere end ham. Men hun ignorerede det "Hvis jeg skal dø på tirsdag så skylder du mig at gøre mine dage bedre"

Hun satte hænderne i siden og kiggede på ham med et gennemborende blik. "Jeg er ligeglad med hvad du er eller hvorfor. I de næste tre dage er du min bedste ven i hele verden" Hun lagde armene over kors og kiggede på ham. Der var ikke ret meget han kunne gøre ved det. Hvis han skulle have hendes sjæl ville hun havde noget til gengæld.

"Det er en aftale, men husk det hele er skuespil for mig uanset hvor meget du tror på det" sagde Walter advarende. Han ville nødig havde at hun blev skuffet eller noget så hun måtte holde det i sin underbevidsthed at han ikke rigtig var hendes ven.

Han hørte bilen køre sin vej, og vidste dermed at det ikke kunne gå helt så gjaldt, som det ville havde gået hvis han var fortsat af samme spor.

"Jeg ved det. Men det ville ikke være første gang at jeg fik en falsk ven" Hun kiggede kort på ham. Så tog hun en dyb indånding og pustede ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...