Skæbne Døden

Walter er en dæmon på 16 som nu endelig er gammel nok til at få et arbejde, hans første job er at sikre sig at pigen Pamina dør og hendes sjæl bliver givet videre til englene. Men med en pige som er så observant er det ikke nemt at holde øje med hende uden hun finder ud af noget. Så hvad nu hvis hun finder ud af det hele? Hvordan skal det håndteres for mennesker må ikke kende til engle og dæmonerne, for de må ikke kende til døden, og vide noget om hvordan verden i virkeligheden hænger sammen.

5Likes
6Kommentarer
557Visninger
AA

2. Musik i skolegården

Timen strøg væk og Pam var en af de første ude af døren. Hun havde sine høretelefoner på før de andre overhovedet havde fået lukket deres penalhus. 

"Tak for i dag miss Frederick" Sagde hun høfligt til læren før hun forsvandt ud af døren. Alle frikvarter brugte hun udendørs. Hendes høretelefoner spillede højt 'Until beats no more' med J-Lo eller Jennifer Lopez. Pam smilede da hun gik ud af de store døre og kom ud på skolens græs areal, selvfølgelig satte hun kursen direkte mod birketræet.

Hun satte sig under træet. Hendes Ipod fortsatte automatisk og den næste sang var Eyes Wide Open med Gotye. Den sang gjorde hende altid trist. Men hun lyttede alligevel. "And the saddest thing, Is all of it could have been avoided. But it was like to stop consuming is to stop being human. And why would I make a change if you won't. We're all in the same boat, staying afloat. For the moment" Hun sang med på den sidste del.

Walter tog det istedet for stille og roligt, han havde ikke travlt selv frikvarter var arbejde, så han havde ingen pauser. Han gik roligt udenfor hvor han satte sig op af væggen, han så rundt i skolegården, der var ikke mulighed for at finde Pam i frikvarteret hun kunne være hvem som helst og det ville virke mærkeligt hvis han begyndte at spørge efter hende, så han tog sin mobil frem, satte nogen høre telefoner i og begyndte at lydte til three days grace med time of dying, den passede så godt til det han lavede for det var sådan mennesker havde det, de ønsker ikke at dø men når tiden er til det jamen så skal det ske.

Efter lidt tid med bare at lytte til musik fandt Pam sin halskæde og holdt den op så lyset fra solen kunne skinne gennem rubinen. Den var meget smuk i sammenligning med de grønne blade på birketræet. Rubinen var på størrelse med hendes tommelfingernegl. Den var noget af det eneste hun bar der viste at hun var fra en rig familie. Det var ikke ligefrem noget hun skiltede med, for selvom hun fik alt hvad hun ville så var hun ikke som de andre. Hun var en drømmer og en tænker, men ikke en der gad tænke så meget over hvad hun havde på eller hvad andre syntes.

Hun nynnede med på sangene fra hendes playliste mens hun legede med sin halskæde og lyset.

Efter han havde siddet lidt blev han opmærksom på en form for rødt lys, han så rundt for at finde ud af om det kunne være halskæden, som var i Paminas beskrivelse for at finde hende, som afgav lyset ved at blive ramt af solens stråler. Han fik øje på en pige som holdte en halskæden med en stor rød rubin i. Hende havde Walter ikke rigtig bemærket, gik hun virkelig i hans klasse?

Han rejste sig roligt og gik hen og satte sig på modsatte side af birketræet, hun havde afsløret sig selv, spørgsmålet var så om det var en god eller dårlig ide? Det var nok alligevel lige meget på et eller andet tidspunkt havde han jo fundet hende alligevel, så om det var nu eller om en uge det kunne være lige gyldigt.

Klokken ringede Pam rejste sig ikke med det samme. Hun havde god tid, for hun skulle til musik. Læren de havde var meget afslappet så det gjorde ikke så meget. Til sidst slukkede hun sin Ipod og kom på benene. Alligevel blev hun ved med at nynne Eyes Wide Open. Den var åbenbart dagens sang, sangen der satte sig i hendes hoved for i dag. Hun smilede og kiggede op på himmelen før hun gik ind i skolen og satte kursen mod musiklokalet. Hele hendes verden var så fredfyldt.

Men det havde den ikke altid været.

Walter rejste sig lidt efter Pam var begyndt at gå, han gik i et roligt tempo der ikke virkede mistænkligt på nogen måde, han lignede mest bare den nye dreng der ikke ville ligne en klovn og derfor fulgte efter en af sine klassekammerater mod time.

Mens han gik slukkede han musikken og sendte en sms, for at aflægge rapport om at han havde fundet ofret. Han rystede kort på hovedet, det var lidt trist at nogen skulle dø i så ung en alder, men det var sådan det var bestemt og det kunne ikke laves om, desuden var hun jo bare et menneske så hvilken forskel gjorde det?

"Hey Thomas" sagde Pam med et bredt smil til sin ven. Det var ikke fordi de kendte hinanden særlig godt. Hun vidste at han havde en eller anden sygdom der gjorde at han var lidt overgearet ind imellem, men hendes viden om ham var ret begrænset, ligesom hans viden om hende. Men alligevel kendte de hinanden, gennem musikken. Hun foretrak at spille bas. Men til tider sang hun også. Det var bare fordi hun ikke så godt kunne lide at synge med publikum.

"Hey Pam, skal du på bas eller sang?" Spurgte Thomas. Han kiggede spørgende på hende og hun grinede kort før hun gik hen og fandt en bas. Thomas var hendes ven selvom han var lærer. Det var der nogle der så skævt til, men det var okay da han var musiklærer. Det var noget andet end med de andre lærer.

Pam vidste hvordan tingene på skolen fungerede, men det gjorde Walter ikke, for han kom først ind i klassen efter de var startet. Uheldigvis højlydt nok til at forstyrre Thomas så hele musiklokalet blev tavst.

"Undskyld jeg kommer forsendt jeg var fanget af min musik og hørte ikke klokken, jeg opdagede først at pausen var slut da der ikke var nogen udenfor" sagde Walter undskyldende og bukkede hovedet let.

Han så let rundt i musik lokalet, han kunne spille hvad som helst men han ville lade læren beslutte hvad han skulle, han vidste jo ikke om han kunne spille på noget.

Mens han så rundt stoppede hans blik et kort sekund på Pam, han ind printede sig alle detaljer om hende i det ende sekundet han så på hende, alt skulle huskes, der var ikke en ting der måtte passere, hendes latinbrune hud og hendes mørke chokolade brune hår og øjne, men udseendet var ikke alt der skulle huskes, hun spillede bas, havde ikke det bedste syn, dog var det ikke så dårligt at hun behøvede briller til at begå sig, hun var en drømmer der ikke havde noget imod at være alene, hun var ligeglad med andres mening også selv om hun sagtens kunne overgå mange af pigerne i klassen hvis hun gad.

Han smilede kort, hun var anderledes med vilje, det var ikke normalt.

"Pam, gider du hjælpe Walter med at finde et instrument og komme på plads. Imens skal vi lige have en snak om trommerne Rune" Thomas kiggede over mod den blonde dreng der sad ved trommerne.

Pam kunne mærke skuldrene synke "Fint" mumlede hun. Det var ikke fordi hun havde noget imod andre. Men hun kunne ikke lide ham den nye, der var et eller andet ved ham. Hvad vidste hun ikke. Men hendes mor havde lært hende at alt man tænkte eller følte betød noget, så man skulle lytte til sig selv.

"Spiller du på noget?" Spurgte hun ligegyldigt og stillede bassen fra sig.

Walter nikkede "ja, guitar, violin og klaver" svarede han. Det havde ikke taget ham lang tid at vælge nogen instrumenter, han havde ikke valgt dem tilfældigt, violinen stod for at han havde klasse og godt kunne lytte til klassisk musik, guitaren fortalte at han var ret så normal og klaveret fortalte det som de to andre gjorde og at han var lidt af en romantiker. Når det nu var en piger der skulle dø, kunne han ligeså godt sørge for at hun oplevede sin første kærlighed også selv om den ville være falsk.

Pam kiggede på ham og undertrykte et fnys, der primært skyldes alle de andre pigers drømmende blikke. Når fyre som ham kom ind i billede var musikken pludselig ikke det eneste der spillet. "Klaveret er derovre" Hun vendte sig og pegede mod klaveret. "Katja kan vise dig noderne" Pam kiggede over til Katja der sendte den nye dreng et charmerende smil og blinkede. 

Walter nikkede og gik over til klaveret hvor Katja vidste ham noderne, Walter skimtede dem igennem og satte sig så ned.

Da den nye dreng ikke længere var hendes problem gik hun i gang med at øve sig. Bas var helt klart hendes foretrukne instrument. Sammen med trommerne var det ligesom et hjerteslag. Det var ikke fordi hun ikke havde instrumenter derhjemme. Hun havde alt hvad hun skulle bruge for at lave en solo. Hun kunne godt spille et nummer og så overføre det til sin computer for så at mikse de forskellige instrumenter. Men det var noget andet når man var i musiklokalet. Det var som om alle de mennesker og tanker i rummet blev samlet til en organisme, og hver gang var det fantastisk og berusende.

Walter så lidt rundt inden han begyndte at øve lidt på sangen, hans mørkebrune øjne var rettet mod noderne mens hans fingre let dansede over tangenterne, han noterede sig at han lige havde gjort sig selv til en god elev i musik og at han maks måtte være rigtig god til to fag, for at menneskerne ikke begyndte at blive mistænkelige.

Mens de spillede kunne Pam ikke lade være med at lytte til den nye drengs spil. Det gjort hende utilpas, han lavede ikke en eneste fejl. Det virkede unaturligt, men det så ikke ud til at andre bemærkede det. Normalt når man lige kom ind i et nummer skulle man vænne sig til tonerne og musikken. Men han havde det rigtigt fra starten, og han lavede ikke en eneste fejl. Enten var han professionel eller også var han bare utrolig heldig.

Klokken ringede og hun valgte at blive siddende lidt. Bassen lå bare så godt i hendes hænder og musikken gjorde hende så rolig. Så hun havde ikke lyst til at gå.

Walter rejste sig roligt fra klaveret, med et lille smil på læben, det havde faktisk været en fornøjelse at spille. Han så undrende på Pam, men gik så videre mod klassen, han kunne ikke tale med hende endnu, det var for tidligt, desuden skulle de heller ikke blive venner eller noget, bare lige bekendte.

Pam kiggede efter ham. Der var altså noget underligt ved ham, og det generede hende at hun ikke kunne sætte en finger på det. Hun satte bassen på plads. Måske burde hun ikke bekymre sig for meget om ham. 'Jeg er sikkert bare paranoid' tænkte hun før hun gik ud af musik lokalet.

Han gik roligt hen mod klasse lokalet mens han lyttede efter hvad det var folk snakkede om, specielt når hans navn blev nævnt lyttede han ekstra godt efter, bare for at finde ud af hvordan menneskerne så ham.

Klassen lå ikke langt fra musiklokalet, men Pam havde faktisk ikke lyst til at gå derhen. I stedet fandt hun sit skab. I skabet lå der ret mange af hendes ting, også hendes dagbog. Lige for tiden skulle hun være meget forsigtig med den, især fordi der ikke var noget andre fra skolen hellere ville læse end en andens dagbog. Men hendes dagbog var camoufleret som en historiebog, hvilket i forvejen gjorde det mindre sandsynligt at nogen ville interessere sig for den.

Hendes fingre fandt hurtigt en blank side og hun begyndte at notere hvad hun havde spillet og hvilke sange hun havde lyttet til, hun skrev endda en lille note om den nye drengs perfekte spil og den urolige følelse hun fik når han var i nærheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...