Skæbne Døden

Walter er en dæmon på 16 som nu endelig er gammel nok til at få et arbejde, hans første job er at sikre sig at pigen Pamina dør og hendes sjæl bliver givet videre til englene. Men med en pige som er så observant er det ikke nemt at holde øje med hende uden hun finder ud af noget. Så hvad nu hvis hun finder ud af det hele? Hvordan skal det håndteres for mennesker må ikke kende til engle og dæmonerne, for de må ikke kende til døden, og vide noget om hvordan verden i virkeligheden hænger sammen.

5Likes
6Kommentarer
562Visninger
AA

4. Hjemme

Walter åbnede døren og gik ind i den store villa, som lige indtil nu havde huset fire dæmoner, men nu hvor han var her husede det fem.

"Så er jeg her!" råbte Walter. Han hørte nogen gå ned ad trappen. Lugten af cigaretter og vådt græs ramte hans næse, den kombination ville Walter aldrig glemme, han så sin storebror komme ned af trappen med en smøg i hånden.

"Nå så kunne du endelig være her var stump" sagde Volker og rodede i Walters hår.

"Ja undskyld men jeg har et arbejde at klare, og hende her hun er besværlig. Hun er for opmærksom og går alene, så hun er ikke så nem at forfølge" sagde Walter muggent.

Volker smilede "kom så stump, lad mig visse dig hvor du skal være" sagde han og gik op af trappen igen. Walter fulgte hurtigt efter ham.

Volker stoppede foran en høj trædør "det her værelse er dit og hvis du klarer prøven kan du få lov til at indrette det, men lige nu skal det bare være som det er" sagde han og gik igen.

Walter nikkede og gik så ind. Rummet var hvidt med en seng en kommode og et tv. Mere behøvede Walter heller ikke rigtig lige nu. 

"Jeg skal nok klare det her og så skal jeg blive her og rejse mellem verdenerne, og tage sjæle og give dem til englene som så giver dem til ny fødte mennesker" mumlede han og knyttede næverne sammen af beslutsomhed.

Walter så kort rundt i rummet og gik så hen og satte sig i vindueskarmen, han så ud over den store have og over mod nabohuset. Hvad skulle han nu lave? han havde aldrig før holdt pause i menneskenes verden, så han valgte bare at sidde og se ud på haven.

Efter noget tid bankede det på hans dør, han så undrende over mod døren "kom ind" kaldte han. Lugten af vanilje og roser syntes at emme fra personen der trådte ind ad døren. 

"Hej Walter, det er godt at se dig igen" sagde kvinden der lige var gået ind. 

"Hej Gaia" sagde Walter og hoppede ned fra vindueskarmen. Gaia var en af de fire dæmoner der boede i huset, hun var den eneste kvindelige dæmon, men det lod ikke til at genere hende, nok fordi hun var sammen med Volker.

"Hvordan var din første dag så?" spurgte hun, med et venligt smil.

"Den var da okay, men hende her Pam, hun er altså ret så besværlig, hun er for det meste altid alene, og så er hun ufattelig observant"  sagde Walter.

Gaia nikkede forstående "observante mennesker er de sværeste, men hvis du klarer hende så har du jo også bevidst at du er virkelig god" sagde hun med et smil.

Det gav Walter fornyede kræfter at høre det, så han smilede tilbage til Gaia som tak. Hendes evne var at kunne mærke folks følelser så hun havde nok vidst at han var lidt nede, efter at havde fundet ud af hans mission ikke var helt så nem som han havde regnet med.

Efter godt en time blev der råbt nede fra køkkenet nedenunder "der er mad" det var Gaia som kaldte. Walter rejste sig hurtigt og løb ned i spise stuen og satte sig. Volker satte sig ved siden af ham og Gaia satte sig ved siden af Volker.

Walter så på de to sidste dæmoner, han havde aldrig hilst på dem før, kun hørt om dem fra Volker og Gaia. Den ene af dem var blond med brune øjne, det måtte være Aron, hvad Waler havde hørt så var hans evne lyn.

Den anden dæmon var sorthåret og med sorte øjne, hans navn var Nizhal, han havde evnen til at kontrollere folks hukommelse.

Maden var chili con carne, Walter tog til sidst, som den yngste og kun i lærer, havde han ikke lov til at tage mad før alle de andre havde taget, det var Volker som startede derefter kunne de andre tage og så kunne Walter tage for sig.

"Tak for maden Gaia, men jeg må tilbage til arbejdet nu, jeg har en pige der skal dø i en bil ulykke i morgen, så jeg skal sørge for hun for en god sidste aften" sagde Aron og gik fra bordet.

Walter så efter Aron, mens han var en smugle misundelig over at han fik lov til at tage en sjæl imorgen, for ældre dæmoner fik kortere besked om hvornår et menneske skulle dø end han havde, det var kun den første mission der var lang, for at man hurtigst muligt faldt ind i rytmen.

"Ja jeg siger også tak for mad, jeg har en del menneske arbejde at gøre" sagde Nizhal og gik op på sit værelse. De dæmoner som samlede sjæle skulle også havde et menneske arbejde for at menneskene ikke blev mistænktsomme over man ikke havde et arbejde.

"Walter du tager opvasken, jeg skal tilbage til vores verden og aflægge rapport og Gaia har lavet mad" beordrede Volker og gik derefter ned i kælderen for at lave en portal.

Walter sukkede kort, men samlede så alt servicet sammen for at vaske op, han mumlede vredt for sig selv, mens han stod og vaskede op for der var så meget andet han hellere ville lave.

"Tag det nu roligt Walter, vær du nu bare glad for at du ikke er et menneske og at du ikke skal i skole i morgen" sagde Gaia med et smil, hvorefter hun tog et viskestykke for at hjælpe ham.

Walter smilede tilbage, det var umuligt at lade vær når Gaia smillede til en, så smillede man bare automatisk tilbage.

Da opvasken var færdig gik Walter op på sit værelse og det meste af natten sad han bare i vindueskammen og så ud i natten før han lagde sig til at sove.

 

I mellemtiden:

Stod Pam af bussen og begyndte at gå. Vejen ned til det store hus hun boede i var ret lang. Man måtte følge stien der gik gennem den store park, og først dreje af til sidst.

Huset med en store have og roserne. Så snart hun trådte ind på grusstien følte hun sig sikker igen. Som om hun endelig kunne slappe af igen. Uroen havde endelig lagt sig og hun kunne nyde turen gennem skoven, der var en del af parken, med sin musik ved hånden. Det var en af hendes yndlings sange. Helicopter med Oh land. De skrev faktisk nogle ret godt sange, sange der passede til hendes dagdrømme.

Hun gik ind i huset. Selvfølgelig var huset tomt. Hendes far var på arbejde og rengørings personalet kom tidligt om morgnen. Pam sukkede og gik ind på sit værelse. Hendes personlige rum bestod i tre værelser. Hendes musik-rum, der var lydtæt så hun kunne spille musik så højt hun ville. Hendes Soveværelse, med den store seng, spejlet og skabet, også var det hendes værelse-værelse. Rummet havde stort set alle hendes ejendele og bestod af to sofaer, et tv, et skrivebord, en stor kommode og en del andre ting. Væggene i soveværelset var hvide, ellers var de andre rum malet i en falmet forårsgrøn. Ikke at det betød noget. Pam sukkede og smed sig på sengen mens hun kiggede op på det hvide loft.

"Jeg er alene" mumlede hun og gned sig i ansigtet. "Som altid." Det var jo ikke fordi hun ikke ønskede sig venner. Men hun vidste ikke helt hvordan det skulle lade sig gøre at få nogen.

Hendes telefon vibrerede ovre på skriveborder. Hun overvejede lidt at ringe til sin far og spørge hvornår han kom hjem, da hun opdagede at det faktisk var hendes far der havde sendt en SMS. 'Hej skat, kommer sent hjem. Bare bestil noget mad. Penge på køkkenbordet. Knus' Det var helt sikkert fra hendes far. Kort og travlt skrevet. Med et mellemrum for meget mellem hvert ord. Hvorfor gjorde han altid det? Et mellemrum for meget. Hun bed sig i læben og satte sig op. Langsomt kom hun på benene.

Computeren, der måtte hun kunne finde på at lave et eller andet.

Tiden gik mens hun sad ved computeren. Til sidst var hun endt op med at spille Sims. Hun havde et let smil mens hun sad og spillede. Lavede den perfekte familie med en mor og en far, der arbejdede til klokken seks før de tog hjem til deres to børn. Mens hun spillede gik det op for hende at sims bare var en forbedret version af det dukkehus hun havde haft som barn. Det var samme koncept.

Det endte med at hun bare spiste et æble til aftensmad. Hun gad bare ikke bestille noget, ikke når der alligevel gik en time før maden kom. Desuden var det blevet alt for sent.

Hun gabte og slukkede computeren for at gå i seng. Idet hun rejste sig kastede hun et sidste blik på computeren for at tjekke at den slukkede. Hun gik ind i soveværelset. Sengen var en stor himmelseng med plads til mindst to personer. Men den var kun til hende. Hun havde fået den fordi hun altid sov så uroligt. Hendes far sagde at det også var noget hun havde fra sin mor. Hun fandt sin sove T-shirt i skabet og smed det andet tøj på gulvet, det plejede hun at rydde om morgenen.

Den T-shirt hun sov i var rød og alt for stor. Det var en af hendes fars trøjer. Hun snuppede en af dem i ny og næ, bare så hun kunne lade som om han var der når hun faldt i søvn. Den duftede stadig lidt af ham. Hendes øjne gled i og hun faldt i søvn, uden overhovedet at indse at hun havde glemt at børste tænder. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...