Skæbne Døden

Walter er en dæmon på 16 som nu endelig er gammel nok til at få et arbejde, hans første job er at sikre sig at pigen Pamina dør og hendes sjæl bliver givet videre til englene. Men med en pige som er så observant er det ikke nemt at holde øje med hende uden hun finder ud af noget. Så hvad nu hvis hun finder ud af det hele? Hvordan skal det håndteres for mennesker må ikke kende til engle og dæmonerne, for de må ikke kende til døden, og vide noget om hvordan verden i virkeligheden hænger sammen.

5Likes
6Kommentarer
560Visninger
AA

6. Et problem

Så snart Pam så bilen kunne hun mærke håbet blive knust. Hvorfor håbede hun? Det var jo tydeligt at hendes far først ville komme hjem i aften.

Hun gemte skuffelsen bag et smil og sagde høfligt "Kan jeg hjælpe med noget?" Hun kiggede undersøgende på den fyr der var trådt ud af bilen. Det var uhyre sjældent at nogen kørte ned til enden af vejen, og dem der normalt gjorde var folk der farede vild.

Volker så ned på hende "jeg leder bare efter en tumpe, som skulle være her omkring, han fare ret tit vild" forklarede Volker. Han var ret så ligeglad med menneskebarnet som stod foran ham, men hans bror var ved at gå overstregen nu og det ville han ikke finde sig i.

"Hvad jeg ved så er du vidst klassekammerat til min tumpede lillebror" mumlede han, han begyndte roligt at gå mens han diskredt snuste til luften for at finde duften af frost og mint som indikerede Walters tilstedeværelse.

Pam kiggede uforstående på ham. Skulle der være en fra hendes klasse herude, i skoven? Hurtigt gennemgik hun mulighederne i hovedet. Hun granskede kort den Volkers ansigtstræk. Der var ikke nogen hun kendte der så sådan ud. Men med et var det som om hendes tanker frøs, Walter. Hun kunne mærke hårene på armene rejse sig og denne gang var det svært for hende at overbevise sig selv om at det var kulden.

"Jeg tror ikke han er hernede, der kommer aldrig nogen herned" mumlede hun og kiggede undersøgende på fyren, der ikke engang havde ulejliget sig med at præsentere sig selv.

"Nå men han går de mærkligste steder hen, du har jo nok bemærket at der er noget anderledes ved ham, har du ikke, du er trådsalt ret så observand" sagde Volker, uden så meget som at se på hende, han så bare tomt ud i luften efter Walter.

"Uh.." Hun kiggede på fyren. Der var ikke lige noget hun kunne svare på det. *'du er trådsalt ret observand' hvad fanden var det for noget at sige? okay, der er en fremmed i min forhave, der påstår at der er en fra min klasse ude i skoven* tænkte hun. Hun gned sig i panden og lukkede øjnene. Det her kunne godt betyde begyndelsen på en meget grim hovedpine. Men så var der noget der klikkede. Hun havde set noget ude i skoven, men hvad hvis det ikke var noget, men nogen.

Walter bakkede forsigtigt baglæns, om bag et træ, det lod ikke til Volker havde opdaget ham endnu, nok kunne hans bror se ud i fremtiden, men han så ikke alt, bare nogen ting, de vigtigste ting, de ting der kunne ændres hvis der blev handlet hurtigt nok, han så ikke ting der var fast bestemt, hvad skulle han også det for, det kunne jo ikke ændres.

"Walter kom så frem, du gør det her pigebarn nervøs og får mig til at ligne et fjols" kaldte Volker.

Walter trådte roligt frem "jamen du er også et fjols, så hun får da den rigtige opfattelse af dig" sagde han med et drilsk smil og gik selvsikkert hen til dem.

"Godt du sætter dig ind i bilen med det samme og så er det hjem, helt hjem" sagde Volker strengt. Walter så først overrasket på ham og så skiftede hans ansigts udtryk sig til vrede over det han lige har hørt. "Det kan du ikke jeg er ikke færdig her" råbte han.

"Ind i bilen så snakker vi om det der, jeg gør det her for vores sikkerheds skyld" sagde Volker irriteret og så hen på Pam som så ret så forvirret ud, han sendte hende et vredt blik og gik så han hen og åbnede døren til passagersædet, og bare med sit blik var det tydeligt hvad han sagde til Walter 'ind nu ellers bliver det værst for dig selv'.

Pam tog sig selv i at stirre på dem begge to men da hun kort fik øjenkontakt med Volker kiggede hun bare ned på jorden og gned sig på armen. Der var ikke ret meget hun kunne sige eller gøre når hun var placeret i en ret så akavet position som nu. Men hun lærte da i det mindste lidt om sin nye klassekamerart, der tilsyneladende havde problemer med sin bror. Hun kiggede på dem uden endelig at høre hvad de sagde. Skænderier, det var noget af det hun hadede mest i hele verden. Selvom hun gjorde sit bedste for at huske alt det gode ved sin barndom kunne hun ikke glemme de skænderier hendes far og mor havde haft før de opdagede at hun var syg. Det her havde intet med hende at gøre, alligevel stak det som en kniv i hjertet. Hun kiggede på dem begge to. At brødre ikke kunne finde ud af at enes. Hun rystede på hovedet før hun vendte sig og gik, det havde ikke noget med hende at gøre og hun fik det bare dårligt af at se på det. Desuden lod det ikke til at de bemærkede det da hun stille låste op og gik tilbage i huset hvor hun blev bag døren og ventede til de var væk.

Walter bemærkede kort at duften som Pam udsendte var blevet svagere, han så rundt og opdagede at hun ikke længere var der ude med dem "så nu kan du sige hvad det er du ikke kan sige foran et menneske, jeg vil høre det her inden du køre mig hjem til villaen" sagde Walter stædigt.

Volker sukkede og så rundt "okay, men kun fordi du er så stædig at du kunne finde på at fryse dig selv fast til stedet" sagde han og tog sig til tindingen "du vil ende med at afsløre os til den pige, hun er for farlig for en nybegynder som dig, jeg må tage mig af den pige og du må tage tilbage holde en pause studere lidt mere, du er ikke klar. Hvis du afsløre os så får du aldrig lov til at komme her til igen, du vil være fanget i vores verden eller noget der er værre og du vil ikke komme til at udrette noget som helst" svarede hans bror lettere bekymret.

"Det sker ikke, det lover jeg, nu har du fortalt mig det, så jeg kan lave om på det, jeg skal nok være mere forsigtig" sagde Walter bedende.

Volker rystede på hovedet "det er dig der skal fjernes for at det her ikke sker, hun vil finde ud af det så længe du er her" sagde han.

"Hvad så med vi får det overstået med det samme, jeg dræber hende nu og høster hendes sjæl" forslog Walter stadig bedende.

Volker rystede på hovedet "det barn hun skal ind i er ikke klar endnu, vi må vendte" sagde han.

Walter sukkede "hvad nu hvis jeg fortæller hende det hele nu, hvad nu hvis jeg kan få hende til ikke at afsløre os og fortælle hende at hun snart skal dø så hun kan acceptere sin skæbne" forslog han desperat.

Volker sukker og stoppede så midt i det hele, Walter vidste at det betød han så noget, han så fremtiden "det vil give mindre ballade, men er du sikker på det her, du skal sørge for at englene ikke opdager det og at hun ikke fortæller noget til nogen" sukkede Volker.

"Vil det sige du ikke stopper mig?" spurgte Walter glad.

Volker nikkede tøvende "men du skal fortælle hende det hele, efter hun har bekræftet at hun kan holde på så stor en hemmlighed" sagde Volker med en streng og alvorlig stemme. Walter nikkede og løb hen og bankede på døren ind til huset som Pam boede i og som hun var gået ind i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...