Skæbne Døden

Walter er en dæmon på 16 som nu endelig er gammel nok til at få et arbejde, hans første job er at sikre sig at pigen Pamina dør og hendes sjæl bliver givet videre til englene. Men med en pige som er så observant er det ikke nemt at holde øje med hende uden hun finder ud af noget. Så hvad nu hvis hun finder ud af det hele? Hvordan skal det håndteres for mennesker må ikke kende til engle og dæmonerne, for de må ikke kende til døden, og vide noget om hvordan verden i virkeligheden hænger sammen.

5Likes
6Kommentarer
560Visninger
AA

3. En underlig fornemmelse

Walter satte sig på sin plads og et par af pigerne kom over til ham, for at stille ham nogen spørgsmål, han sukkede lydløst. Menneske piger var så forudsigelige og så kedelige, selv engle var ikke så slemme og de kunne snakke i timevis uden egentlig at sige noget som helst.

"Hvor har du boet før?" spurgte en af pigerne.

"Sådan lidt omkring, der er så mange steder at jeg ikke rigtig har styr på det, vi er flyttet en del så mine forældre besluttede jeg skulle bo ved min bror i stedet for med dem" forklarede Walter, han fik det til at lyde som noget trist det med at han var blevet overladt til sin bror, så ville nogen af pigerne nok også stoppe med at spørge efter hvor han havde været. Han noterede det om hans families flytterig i hans hukommelse så han ikke kom til at sige noget andet til nogle andre.

Pam kom ind i klassen og da hun så pigerne omkring den nye dreng, sukkede hun. De var alle sammen hendes barndomsvenner, Page, Sasja, Emily og Kristen. De havde gået i børnehave sammen for pokker. Hvordan kunne de falde for ham, når han var så... Tja, hvad var det enlig med ham?

Hun havde ingen beviser for at han var andet end en normal dreng, ikke udover musiktimen og den følelse hun havde i maven. Bland dig udenom, tænkte hun til sig selv og sendte pigerne et sidste blik før hun fandt sin plads bagerst i klassen. Men den dårlige fornemmelse blev ved med at plage hende.

Da Pam kom ind i klassen fulgte Walter hende diskret med øjnene, der var ikke nogen der skulle bemærke at det var Pam han var interesseret i.

Klokken ringede igen og han lettede lidt op da pigerne gik hen for at sætte sig på deres pladser, han rystede diskret på hovedet, så simpelt et liv de dog havde, de var så rutineret i alt hvad de gik og lavede, derfor var de så nemme at finde ud af.

Pam kiggede på læren og huskede hvad der stod på tavlen så faktisk behøvede hun ikke følge med. Hun gjorde det bare alligevel. Måske hvis hun fulgte med ville tiden gå hurtigere og hun kunne komme hjem, hvor hun ville slippe for den ubehagelige følelse hun havde i maven. Men tiden gik langsomt. Ikke at den ikke altid gjorde det.

Til sidst mistede hun fokus og hendes blik rettede sig mod vinduerne.

Walter fulgte heller ikke rigtig med, han havde ikke noget at bruge menneske information til, han vidste det om mennesker han blev nød til at vide, så han valgte at fokusere på alt andet end det der forgik oppe på tavlen.

En pige sad og skrev ihærdigt noter, en dreng sad lænet tilbage og havde skjult sine høretelefoner under sin hue, et par af pigerne fra før så over på ham engang imellem, og prøvede at få hans opmærksomhed, men han lod bare som ingenting, og nogle gange kørte Walters blik diskret bagud mod Pam, som var ude af fokus, så hun fulgte heller ikke med, det var nok noget i den retning der ville få hende slået ihjel, hvis man ikke var fokuseret kunne det en dag gå galt og det ville det så gøre for hende.

Klokken ringede og det var som om alle eleverne vågnede. Endelig var fredagen forbi og de skulle alle sammen i gang med deres weekend. Selv Pam vidste hvad det betød.

Der ville være fest ude ved den forladte fabrik, bedre kendt som Vraget. Stedet var forladt, og dog, ejeren havde gjort det til en slags klub. Dj pulten og højtalerne var til fri benyttelse. Man skulle bare selv have Cd'er med og så kunne man ellers feste igennem mellem de rå metalsøjler og de usikre platforme. Hvis altså man kunne udholde den konstante lugt af olie og brændt træ.

Pam havde været der et par gange. Men hun kom kun som Dj, ellers blev hun væk. Der var for meget rygning og drikkeri efter hendes mening og hun skulle ikke derud i den her weekend. Der var noget andet hun skulle.

"Skal du med ud til Vraget?" var der en af pigerne der spurgte Walter. 

"Det ved jeg ikke rigtig, jeg skal jo også lige havde tingende på plads der hjemme" svarede Walter pigen med et smil på læben.

Han pakkede roligt sine ting, for så at gå hen mod sit skab og ligge det hele der, han havde ikke behov for at lave lektier, hvorfor skulle han spilde tiden på det?

Da han havde lagt alle sine ting i sit skab, gik han roligt udenfor, han skulle sørge for ikke at miste Pam for meget af syne, han skulle finde ud af hvor hun boede, hvilken rute hun tog til og fra skole og kende alle hendes vaner.

Mens Pam roligt forlod skolen fandt hun sin mobil frem, det var en gammel nokia, den behøvede jo heller ikke kunne andet end at ringe når hun alligevel brugte sin Ipod det meste af tiden, og så gik den ikke så let i stykker.

"Hej far. Jeg tager ud til mor så det kan godt være at jeg er senere hjemme i dag, vi ses" Hendes far tog aldrig telefonen. Men Pam vidste at han aflyttede hendes beskeder. Det var ikke fordi hendes far var særlig glad ved tanken om at hun tog ud til hendes mor alene. Men han havde næsten aldrig tid, med arbejdet og det hele.

Roligt gik hun hen til busstoppestedet for at tage bussen ind til byen.

Walter havde lyttet med på hendes samtale, så han gik roligt efter hende hen til busstoppestedet som om han også skulle med bussen, han ville bare stige af busstoppestedet efter hende også følge hendes lugt for at finde ud af præcis hvor hun var. Nu skulle han bare være ekstra forsigtig, for ikke at vække mistanke, det var en ting at se en person hele tiden når man var i skole det var noget helt andet at se personen alle de steder man selv var hele tiden.

Pam havde troet at den underligt følelse ville forlade hendes mave når hun forlod klassen. Men hun kunne stadig mærke den underlige uro i maven, eller det var måske nærmere i brystet. Som når man skulle stille sig op foran mange mennesker og sige noget, eller hvis man var udenfor lidt for længe og man så begyndte at fryse. Hun rystede på hovedet over sig selv, det måtte være fordi hun skulle ind til sin mor. Bussen kom og hun gik ned og satte sig bagi. Turen ville alligevel vare et stykke tid.

Walter gik roligt med ind i bussen og satte sig oppe foran, så det så ud som om han ville være opmærksom på hvornår han skulle af fordi det var første gang han skulle med bussen. Han satte musik i ørerne og lyttede til det mens han hele tiden holdt øje med Pam ved diskret at snuse og sikre sig at hendes lugt stadig var til stede. Han kedede sig en del, bussen var godt noget langsommere end hvis han selv havde fløjet, men det ville bare afsløre ham.

Pam steg af bussen. Bussen kørte og efterlod en mørk sky af bilos bag sig, der fik Pam til at hoste voldsomt. Hun var trods alt ikke vant til byens urene luft. Alt den bilos og røg fra cigaretter var sikkert ikke godt for hendes lunger. Men det var for hendes mor, eller var det? Til tider tvivlede hun på for hvis skyld det var hun besøgte sin mor.

Med faste skridt begyndte hun at gå ned ad gaden. Hendes mor boede i en lille sygebolig ikke langt fra stoppestedet. Alligevel føltes det som om der var flere kilometer derhen. Det måtte være de mange mennesker der maste sig forbi og gjorde pladsen på fortovet meget trang.

Walter steg af et stoppested længere henne, han snuste og holdt sig så for næsen "føj for en stank, godt at helvedes villaen ligger uden for byen" mumlede han for sig selv og snuste så alligevel efter Pam, han vidste godt hvor han først skulle hen, det busstoppested hun var steget af ved. Så der gik han først hen og derefter fulgte han langsomt efter duften af hende, selv om der var mange mennesker var det muligt for ham at skelne en duft fra en anden og følge den ene duft som han havde fast sat sig.

På vejen købte Pam en enkelt lilje hos blomsterhandleren, det var hendes mors ynglings blomst.

"Hvor er det, du er på vej hen?" spurgte Walter sig selv da han var kommet forbi busstoppestedet og var begyndt at følge hendes duft.

Walter stoppede ved en bod der solgte blomster "her har hun stået lidt, hun må havde købt en blomst, men til hvad?" spurgte han sig selv og gik videre og da duften af lilje fulgte samme duft spor som hende så måtte det være blomsten hun havde købt.

"Hej Sophie, jeg skal besøge min mor. Hvor er hun?" Pam henvendte sig til receptionisten der sad og holdt styr på hvor beboerne befandt sig.

"Hej Pam. Er du sikker på at det er et godt tidspunkt? Hun har vist en af sine dårlige dage." Pam nikkede kort til svar. Nu var hun kommet hele vejen herhen for at besøge sin mor, det kunne ikke betale sig at vende om nu, ikke uden i det mindste at se hende.

"Hun er inde i stue nummer 7" Sophie smilede overbærende til hende idet hun fortalte hvor hendes mor befandt sig. Pam kendte godt stuen, det var stuen hvor vinduerne vendte ud mod den store hovedgade. Roligt gik hun ned ad gangen for at finde sin mor.

Pam åbnede døren og gik ind i rummet. Stuen var lille. Men hyggelig, der var et ildsted, en sofa, et stuebord og en lænestol. Der var endda en dyr lysekrone. Men det var ikke de pæne omgivelser Pam fokuserede på, i lænestolen sad en kvinde. En kvinde med samme hudfarve og hårfarve som Pam, ja endda nogle af de samme træk. Det var tydeligt for enhver at de var i familie. Eller næsten alle...

"Hej mor" mumlede hun da hendes mor fik øje på.

Hendes mor sendte en af de ansatte, der var ved at skifte blomster vandet i vaserne, et anklagende blik. "Hvem er det?" Spurgte hun og pegede over mod Pam. Hun vidste godt at hendes mor var syg. Men betød det overhovedet noget at man kom, når hun alligevel ikke kunne huske en?

"Jeg er din datter, Pam" Sagde hun roligt og gik hen til bordet og puttede liljen i vasen, der allerede var fyldt med Liljer i alle farver. Nogle var gamle andre var nye. Hun fjernede de få af dem der var visne og rakte dem til plejeren, der straks efter forlod rummet.

"Siden hvornår har jeg fået et så grimt barn? Det kan jeg da i hvert fald ikke huske noget om." Kvinden kiggede kort på hende.

"Jeg er 16 år gammel" Svarede Pam bare. Det gjorde ondt at se sin mor sådan og det gjorde ondt at høre hende tale sådan til hende, anklagende som om hun gjorde noget dårligt ved at være der. Men hun vidste godt at det var sygdommen der talte, så hun begyndte at forklare hvem hun var og hvad hun havde lavet, hvordan det gik med far og sådan. Det kunne egentlig ikke betale sig at forklare noget til en alzheimers patient som hendes mor. Men hun gjorde det alligevel. For så kom der engang imellem et øjeblik, et kort øjeblik, hvor hun blev genkendt af sin mor. Det ene minut når genkendelsen kort lyste i hendes blik, var det hele værd for Pam.

Walter stoppede foran en bygning han snusede kort til luften, Pam var helt sikkert gået ind, men det kunne han ikke, så han måtte vente. Han så sig om efter et sted at gemme sig men der var ikke rigtig nogen, han sukkede og gik hen til hjørnet af bygningen hvor der ikke rigtig var nogen der kunne se ham, han satte sin højre hånd op for sin pande og sin venstre hånd placerede han over sit hjerte. "Qui celat corpus est corpus meum" mumlede han og hans krop blev dækket af is der reflekterede lyset. Det var så godt som at være usynlig, nu kunne han gå rundt uden at blive opdaget i hvert fald i noget tid. Han gik rundt og så ind af vinduer for at finde ud af præcis hvor Pam var henne og hvad hun lavede.

 

"Har Kasper det godt?" Spurgte Pams mor for tredje gang.

"Ja far har det godt, han arbejder meget. Men jeg tror snart han kommer og besøger dig" Pam smilede kort til sin mor og kiggede over på blomsterne.

"Og du er min datter" hendes mor kiggede undersøgende på hende.

"Ja. Det har jeg været i 16 år" Pam sukkede og begyndte at fortælle om sommeren før hun blev syg, om hvordan hun altid havde været i haven for at passe blomsterne, mens Pam legede med haveslangen. Pam fortalte om dengang hvor hun uheldigvis havde ramt sin mor med vandet og far havde hældt vand ud over hende, så det var endt i en vandkamp.

"Det er efterår nu" Lød det tomme svar fra hendes mor.

"Ja, mor. Det er efterår nu" Pam drejede hovedet og kiggede ud af vinduet mod himmelen. Hvorfor var det hendes mor der var blevet syg? Lægerne sagde at hun højst havde 7 år igen. Syv år var ikke ret lang tid at leve i. Men på den anden side... Pam kiggede på sin mor der sad lidt og kiggede ud i luften som om hun tænkte over det hun havde sagt. Men kort efter blev hendes blik igen tomt. Var det virkelig at leve?

Walter stoppede da han enlig fandt det rum hvor Pam var i, han så på kvinden hun talte med og så tilbage på hende. De var tydeligvis i familie.

"Nok hendes mor hun er ikke gammel nok til at være en bedsteforældre" mumlede Walter og noterede sig at Pam havde en mor der var syg.

"Trist" sagde han tomt til sig selv, det var ironisk hendes mors tidspunkt var besejlet i både denne verden og hans mens Pams liv ville ende tidligere uden nogen ville havde regnet det ud.

"Har Kasper det godt?" Spurgte Pams mor igen og Pam svarede igen det samme. Måske burde hun gå igen. Der var dage hvor hendes mor kunne huske meget mere. Endda tidspunkter hvor hun kunne huske Pam. Men det meste af tiden var det bare gentagelser.

"Farvel mor" Mumlede hun til sidst da hendes mor kiggede tomt på hende for femte gang. Hun gav hurtigt sin mors hånd et klem før hun rejste sig fra sofaen og gik hen til døren.

Så var der noget der fangede hendes blik i vinduet. Nej, det var ikke i vinduet. Det var det der kom frem på gulvtæppet. Der var intet at se i vinduet. Men på gulvet der hvor der ikke burde have været noget, flimrede lyset underligt. Pam rystede på hovedet over sig selv før hun gik ud. Lyset måtte bestemt havde spillet hende et pus. Måske var der bare et stearinlys hun havde overset eller noget.

Walter var overrasket over at Pam havde observeret at der var noget i vejen.

"Jeg må være endnu mere forsigtig" mumlede han og gik så roligt tilbage mod indgangen, han tøede lige så stille op mens han gik så han langsomt blev synlig igen, han stoppede på hjørnet hvor han havde frosset sig selv. Der ventede han i skjul på at Pam kom ud, det ville virke mærkeligt hvis han gik foran hende, hun ville nok undre sig over hvad han lavede, og undren fra hendes side af lod ikke til at være en god ting, hun var for observant.

Følelsen af nervøsitet havde stadig ikke forladt Pams mave. Det var underligt. Hun kiggede rundt som om noget i nærheden kunne være grunden til hendes nervøsitet. Men der var intet usædvanligt at se. Hun sukkede og besluttede sig for at spise på en af restauranterne i nærheden. Det ville nok ikke tage lang til at finde et pizzeria. Langsomt gik hun ned af en sidegade og kiggede på butikker mens hun ledte efter et sted at spise. Måske ville mad få den nervøse følelse til at gå væk.

Walter fulgte roligt efter hende men på en god lang afstand, mens et par mennesker sørgede for han ikke rigtig kunne se hende. Men når han ikke kunne se hende, kunne hun heller ikke se ham.

"Næste gang vil jeg havde en der elsker at være sammen med andre" mumlede han irriteret til sig selv, det var nemmere at følge folk hvis de kunne lide at havde mennesker omkring sig og hvis de selv spurgte om han ville være sammen med dem, for så virkede han ikke så mistænksom og skummel.

Til sidst fandt Pam et pizzeria. Det var et af de gode pizzeriaer, men hun vidste at de nok snart ville lukke på grund af den nye KFC der var åbnet lige overfor. Kylling var åbenbart bedre end pizza.

Hun satte sig roligt ned i den halvtomme restaurant og begyndte at kigge menukortet igennem. Der var ikke ret meget vegetarmad. Men hun kunne jo også altid bestille en pizza uden andet en ost og tomat. Mens hun tænkte fandt hun sin Ipod frem og skruede lidt ned så hun kunne høre hvad der skete og samtidig nyde sin musik. En af tjenerene kom hen til hende og hun bestilte huet glas vand og en pizza med ost og tomat. Lige nu kunne hun ikke finde på noget bedre.

Walter gik ind i KFC, han skulle nok ikke lige tage ind på et halv tomt pizzarier for at spionere, så var det nemmere at gøre det et sted hvor det var svært at opdage ham. Han var faktisk også ved at være sulten, så han gik op og bestilte en zinger burger og en pepsi.

Da han havde fået sin mad satte han sig ved et bord ved et vindue så han kunne se ud, det behøvede jo ikke undre Pam så meget at han var gået et sted hen at spise, ville det?

Mens hun ventede på sin mad betragtede hun de mennesker der gik forbi. Nogle så stressede ud, andre så bare ligeglade ud. Hvorfor var der ikke nogen der smilede? Var der bare ikke folk som var glade når de gik på gaden? På den anden side ville hun heller ikke være ret glad hvis hun skulle gå i så stor en mængde. Hun kiggede over mod KFC og kunne ikke forstå at folk hellere ville spise der. men det var muligvis fordi hun var vegetar at hun havde den holdning.

Walter fik en sms mens han sad og spiste, han tog sin telefon og læste beskeden 'hendes tid er blevet rykket til om 4 dage' stod der. Walter nikkede kort og lagde så mobilen tilbage i sin lomme, han så ud af vinduet og over på Pam, det var muligvis hendes sidste pizza så hun måtte nok nyde den lidt, men hvor skulle hun vide det fra? Snart ville han få lov til at tage sin første sjæl, han glæde sig, det var en stor ting og måske ville hans bror måske stoppe med at behandle ham som et barn når det var gjort.

Pams blik løb forbi de mange mennesker over på KFC. Der var så mange, og her sad der så lidt... Vent. Hun kiggede lidt nærmere efter. Hendes ansigt reagerede før hun rigtigt opfattede. Hun sad og stirrede tomt også var det pludselig som om noget endelig klikkede inde i hendes hoved og hun så ham rigtigt. Det var ham den nye dreng, Walter, var det vist nok.

Hun kiggede ned på sin arm da hun kunne mærke hårene rejse sig. Noget var helt forkert. Følelsen i maven, og det faktum at den nye dreng tilfældigvis spiste lige på den anden side af gaden. Der var noget og hun kunne ikke lide det. Hun lukkede kort øjnene. Det kunne ikke betale sig at piske sig selv sådan op. Hun var sikkert bare paranoid. Hun tvang sig selv til at følge musikken og lade hendes hoved blive tomt mens hun spiste videre. Men til sidst mistede hun alligevel appetitten og bad om regningen. Det krævede en del af hendes viljestyrke ikke at kigge over mod det sted hvor hun havde set Walter, eller hvad han nu hed, bare for at tjekke m han stadig var der.

Da Walter var færdig med at spise rejste han sig og gjorde klar til at gå.

"Det må være nok arbejde for i dag" mumlede han og gik roligt af sted, han havde bemærket at Pam havde opdaget ham derfor valgte han at det var bedst at tage hjem til Helvedes villaen, så lignede det bare at han havde været inde og spise og nu var på vej hjem, han skulle med en bus for at komme derhen, det var dumt at flyve når det var midt på dagen, så var det bedre bare at opføre sig som et menneske.

Mens Pam gik mod bussen efter at havde betalt for sin pizza, skruede hun op for sin musik. Hun smilede og glemte hurtigt det ubehag der havde ramt hende da hun fik øje på Walter, lyden af verden forstummede og det var lige før hun glemte at hun stod i en storby der stank. Bussen kom ret hurtigt. Hun kiggede på sit ur. God timing tænkte hun mens hun gik ned for at sætte sig bagerst i bussen. Musikken passede altid godt til verden, syntes hun. Som om man altid kunne finde noget der passede til rytmen.

Walter steg ind i bussen igen sad han foran, han stoppede bussen ved stoppestedet der lå lige omkring 100 meter fra Helvedes Villaen, det sjove var at det rent faktisk var det der stod på porten ind til villaen. Han åbnede porten og gik roligt ind, her skulle han bo til sin mission var klaret og måske kunne han bag efter blive en del af teamet og blive boende.

Han var en smugle nervøs, det var et stykke tid siden han havde set sin bror. Hans bror var en del af temaet i dette område, og ikke bare en del af teamet han var teamets leder, den der holdt styr på alle de andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...