Skæbne Døden

Walter er en dæmon på 16 som nu endelig er gammel nok til at få et arbejde, hans første job er at sikre sig at pigen Pamina dør og hendes sjæl bliver givet videre til englene. Men med en pige som er så observant er det ikke nemt at holde øje med hende uden hun finder ud af noget. Så hvad nu hvis hun finder ud af det hele? Hvordan skal det håndteres for mennesker må ikke kende til engle og dæmonerne, for de må ikke kende til døden, og vide noget om hvordan verden i virkeligheden hænger sammen.

5Likes
6Kommentarer
564Visninger
AA

8. En rose, en solsikke

"Lad os gå ovenpå, der er en sang jeg virkelig har brug for at høre" Med en let bevægelse tog hun Pam fat om Walters iskolde håndled og trak ham hen til trappen hvor hun gav slip før hun hurtigt gik op af trapperne og satte kursen mod sit musik-værelse. Alle instrumenterne var derinde og en computer, alle hendes CD'er og bøger sammen med det store stereoanlæg gjorde det et af hendes ynglings rum.

"Wow, du kan virkelig godt lide musik" sagde Walter en smugle overrasket da han kom ind i rummet, selv om han var overrasket så undrede det ham alligevel ikke rigtig. Mens han gik rundt i rummet sørgede han for ikke at røre ved noget, selv om hans kolde hud ikke gjorde skad på ting, det var mere for ikke at rør ved noget han ikke måtte. "jeg kan rent faktisk spille på langt flere instrumenter end bare, guitar, violin og klaver" sagde han, bare for at de havde noget at snakke om, men også så hun lærte ham lidt at kende nu hvor hun havde forlangt hans venskab.

"Virkelig?" Hun kiggede kort over mod ham fra sin plads ved de store stakke af Cd'er. Pam smilede bredt da hun endelig fandt den cd hun ledte efter. Med en let bevægelse trak hun den ud af stakken så hurtigt at Cd tårenet ikke ville vælte. Hun gik over til anlæget og satte Cd'en i. "Du må gerne bruge instrumenterne, de bider ikke" sagde hun. Hun kiggede på ham over skulderen mens hun justerede lydstyrke og fandt det rigtige nummer.

"Det går nok, jeg lærte ikke at spille på instrumenter for min egen fornøjelses skyld som jer, jeg lærte det fordi jeg skulle. Musik er trådsalt den bedste måde at berolige et menneske på, desuden ville en piges sidste dag nok være ret så god hvis en dreng havde skrevet en sang til hende og sunget den for hende" sagde Walter. Selv om det var tvunget at kunne spille, så havde han nu heller ikke noget imod det, men han havde ikke løst lige nu, han ville ikke slappe alt for meget af i hendes nærvær.

"Aha, Player" sagde hun og smilede kort til ham.

Walter fnyste kort af hendes bemærkning, det var jo det han skulle være, ligesom hans bror og de andre selv, Gaia legede med menneskers følelser, hun havde det bare nemmere fordi hun var kvinde.

Før havde Pam været vred på ham, nu var hun bare trist. At skulle leve i en verden med så meget skuespil og død, hun havde ondt af ham. Men lige nu var han hendes bedste ven, så hun ville i det mindste lære ham at kende. Hun skulle til at stille ham et spørgsmål da hun fandt sangen. Et hurtigt tryk på knappen og præcis den melodi hun ville høre strømmede ud af højtalerne. Holes, med Passenger. En af hendes ynglings, der sendte det helt rigtige budskab: Hvis man ikke havde noget havde man ikke noget at miste.

Walter stod helt stille og lyttede til sangen, musik fortalte meget om et menneske lige i det øjeblik personen satte sangen på. Han forstod udmærket godt hvorfor hun havde sat den sang på, det gav så god mening til alt det der skete for hende lige nu.

Pam sad lidt og nød melodien før hun rejste sig og kiggede over på Walter. "Hvorfor sætter du dig ikke på sofaen?" Hun pegede på den bløde hvide sofa der stod foran de store vinduer som gik fra gulv til loft med udsigt til skoven. Selv gik hun hen og satte sig på sofaen med blikket mod skoven. Den nervøse følelse i maven var ved at fortage sig fordi hun nu forstod tingene bedre. Alligevel manglede hun en del information.

Walter nikkede og gik hen og satte sig i den anden ende af sofaen, det lod til hun var blevet mere rolig, mens han var lige ved at gå i panik, han havde ikke lært noget om det her, han havde lært hvordan man var et menneske og hvordan de begik sig blandt hinanden, intet om at være en dæmon sammen med et menneske. Der var også en anden grund tin han havde sat sig i den anden ende af sofaen, han ville nødig gøre hende syg på sine sidste dage i live.

"Du ligner en der er ved at gå i panik" sagde hun, og drejede sig afslappet i sofaen og lagde sine fødder op op på ryglænet mens hendes ryg var mod armlænet. En meget unik måde at sidde i en sofa på hvis hun selv skulle sige det. Hun smilede tilfreds og kiggede over på ham.

"Hvis du har svært ved at finde på noget at sige kan du bare fortælle noget mere om dæmoner, det virkede som om det gik ret godt for dig" hun lagde kort hovedet tilbage og kiggede op i loftet mens hun rakte armene om bag hovedet og løsnede sin fletning.

"Er der noget specielt du vil vide, som hvorfor min bror ikke er kold at være i nærheden af og hvorfor jeg nærmest giver forfrysninger?" spurgte han, det var bare et forslag, han regnede med at det var en af de ting han selv ville havde undret sig over. "Eller hvordan vi kommer til jeres verden? Eller hvad englene er for nogen og hvad de laver? Du spørg bare så svare jeg, det tænker jeg du får mest ud af" sagde han og blev lidt mere rolig, at føre en samtale med hende gjorde ham en smugle mere rolig men han tog lige et dybt snus så duften af citron og regn ramte hans næse og beroligede ham endnu mere.

"Næh, jeg tænker lide ala, du fortæller mig lidt om hvordan i lever. Stort set på samme måde som man fortæller om en ferie, bare det der falder dig ind, noget dårligt, noget godt. Bare ting som jeg ikke ved" hun smilede beroligende til ham og kiggede ud af vinduet. Hun havde ikke lyst til at sidde at spørge hele tiden "jeg siger til hvis der er noget der undrer mig" tilføjede hun før hun igen rettede blikket mod ham. Så kunne hun måske fortælle lidt om sig selv bagefter.

"Okay, så starter vi bare fra staten af en dæmons liv" sagde Walter og tænkte hurtigt over det, så han ikke glemte noget vigtigt "Som jeg har sagt så bliver vi dæmoner født på samme måde som jeg mennesker, med en mor og far og som jer får vi også en sjæl den sjæl er som regel ved at dø ud det vil sige den er igang med sit sidste liv, så når vi dør ja så dør vi for alvor. Men vi vokser op nok på samme måde som mennesker vi begynder bare i skole, når vi bliver 3 år og vi er færdige uddannet når vi er 16 år. Derefter går vi lidt i vores egen verden for at finde ud af hvad det er vi helt præcis vil med vores liv, de fleste som jeg selv vælger at være sjæle samlere, men der er også nogen som vælger at stå for at lave naturkatastrofer og sørge for at menneskene ikke opdager vores eksistens. Dog er der nogen som har flere muligheder end andre, jeg har selv langt flere muligheder end min bror, da vi alle bliver født med forskellige evner, det siges at vi får samme evne som den engel der havde vores sjæl i første omgang, men det vides ikke da en sjæl lever langt længere end nogen af os, den kan leve igennem 10 generationer. Vi stopper med at ældnes når vi når en alder af 25 og på det tidspunkt begynder nogle at finde sig en partner og stifte familie, og når så ens sidste barn er blevet 16 dør man" forklarede han, det var nok lidt af en mundfuld og det så også ud til at Pam havde et par spørgsmål, han havde trådsalt ikke forklarede vildt meget i detaljer, det ville også bare havde taget alt for lang tid.

"Hvorfor har du flere muligheder end din bror?" Spurgte hun "Og hvordan er helvede? Hvordan bliver engle til?" Tre spørgsmål og hun havde stadig flere. Men hun ville have svaret på dem her først, og hun håbede han ville komme med lange forklaringer. For var der noget hun var god til så var det at lytte. Hun kiggede undersøgende på ham og hendes blik fangede ikke kun hans hår der faldt perfekt om hans ansigt og indrammede hans brune øjne, hendes blik afsøgte hans ansigtstræk og fandt på den måde ud af hvilke ting han følte når han nævnte de forskellige ting.

"tja min bror kan se i fremtiden, det var derfor han kom. og tja jeg" sagde Walter og rakte en hånd ud for sig foran hans ansigt "Glacies, spiritus, sculpturaque glácies" messede han og pustede roligt ud over sin hånd, en rose af is blev hurtigt dannede og svævede lige over hans hånd til den var færdig og han greb den og rakte den hen til Pam "jeg kan styrer is, så jeg kan også blive en del af dem der laver naturkatastrofer, det kan min bror ikke når han kun kan se i fremtiden, ikke at det på nogen måde er dårligt, man kan bare ikke bruge det til ligeså meget" forklarede han.

"Helved er ret så mørkt, vi har en rød måne som godt nok er en illusion og det er altid nat, det er faktisk svært at forklare, hvordan det er, man bliver nok mere nød til selv at opleve det" sagde han og tænkte lidt over det, mennesker måtte ikke komme til helvede, så hun kunne aldrig se det, men han kunne ikke forklare hvordan helved var.

"Og med hensyn til engelen så bliver det født ligesom os, men når de bliver født samles der en helt del energi som danner en sjæl som så kommer ind i englen "kun nye sjæle kan lave nye sjæle og kun gamle sjæle kan lave gamle sjæle" forklarede han. Han håbede det hjalp lidt, men det lod til der stadig var mere.

Pam kiggede betaget på rosen før hun forsigtigt tog den og betragtede den fine is. "Nye sjæle, gamle sjæle. Det er ret forvirrende" Hun kiggede kort op på ham. Men var tydeligvis stadig optaget af rosen. Forsigtigt holdt hun den op mod lyset. Hendes tanker var tydelige 'smelter den?' Det så ikke sådan ud, og selvom hun havde den i hånden var hendes fingre ikke engang fugtige. Det var som at røre ved en iskold sten, den var bare meget smukkere.

"Ja det ved jeg selv jeg kan ikke helt forstå det, men englene er nye sjæle, dæmoner er gamle" sagde han og så på hende og kunne let gætte sig frem til hvad hun tænkte på "Nej den smelter ikke med mindre jeg beder den om det, min is er uforgængelig, så længe jeg ønsker det" sagde han med et charmerende smil.

"Okay" hun kiggede på blomsten og så tilbage mod ham "Hvorfor en rose?" Spurgte hun og rakte blomsten tilbage til ham. Det spørgsmål havde intet med dæmoner at gøre. Det havde nærmere noget med ham at gøre. Hun havde på fornemmelsen at han var af den tro at alle piger elskede roser. Selv var det eneste hun kunne lide ved blomsten, duften. Ellers var den alt for prangende. Den kraftige farve de normalt havde og så det faktum at de altid var forbundet med kærlighed og alt mulig andet. En blomst var en blomst, ikke et kort. Derfor holdt hun så meget af solsikker. De var store og smukke samtidig med at de ikke var noget særligt. Ingen forbandt dem med noget bestemt, man kunne bruge dem til hver en lejlighed man ville. Hun smilede kort og kiggede ud af vinduet mod drivhuset hvor hun kunne ane de brune og gule blomster på de lange stilke.

"Fordi rosen er dæmonernes blomst, den er mere prangende end alle de andre og det giver en lyst til at plukke den men hvis man gør det uden at kende til den så stikker den" forklarede han. Han tog imod rosen "men du fortrakker nok mere den her" sagde han, og pustede til rosen som forvandlede sig til den øverste del af en solsikke med en stilk der kun var lidt større end hans hånd "jeg regnede ud at lilljerne var din mors ynglings og vindruer er ikke ligefrem en blomst, så det var ret nemt, at regne ud hvilken blomst du fortrækker" sagde han og rakte hende nu solsikken "som jeg sagde er den uforgængelig, så behold den" sagde han med et smil.

"Tak" Hun smilede og tog blomsten. "Okay, nu er det min tur" Hun smilede og livede lidt op. Hurtigt satte hun sig i skrædderstilling og lagde is-solsikken på sofabordet det stod bag armlænet. "Jeg går ikke ud fra at du havde ret meget styr på hvad du lavede siden din bror kom efter dig, så hvad har du brug for at vide om mennesker?" Hun lagde hovedet på skrå og kiggede indgående på ham. Måske tog hun fejl og han havde prøvet det mange gange, måske var det bare en enkel smutter. Alligevel virkede det her ikke som noget han havde prøvet før.

Walter blussede lidt op og så væk fra Pam, han var flov over at selv et menneske havde opdaget han lavede fejl "jeg har ikke brug for at vide noget om mennesker, jeg har lært alt jeg behøver at vide om dem. Og min bror dukkede kun op fordi du er for observand og ikke er som alle andre piger, havde du været det havde det her været langt nemmere, jeg ville havde kommet tæt på dig og du ville tro jeg var et menneske, du ville tro jeg var din ven du ville tro jeg var vild med dig og så ville du dø med et smil på læben, det var sådan det skulle gå, men det var ikke sådan det gik, fordi du ikke er som alle de andre" sagde han, han ønskede ikke at snakke om at han kunne havde ødelagt det hele, så det emne måtte hun gerne smide langt væk.

"Men hvis jeg er den eneste øvelse du får før du går videre til din næste sjæl, som sikkert er ret normal. Ville det så ikke være bedre at spørge? Du ved, der er ret mange piger der godt kan se gennem en facade, desuden er man nød til at finde personligheden først. Det er næsten umuligt at imponere en pige hvis man ikke har styr på hvad hun kan lide eller ikke lide" Hun lagde armene over kors og kiggede stædigt på ham. Anlægget var stoppet med at spille musik, og hun havde knapt nok bemærket det. Det var nået nyt. Men man kunne jo ikke lytte til flere ting på en gang.

Walter fnyste "det lod nu til at alle de andre piger fra klassen tog ret godt imod mig" sagde han med et smørret smil. Han vidste godt at hun havde ret i alt det hun sagde, men der var mange der slet ikke lagde mærke til dæmoners facade på grund af deres udseende. "Desuden plejer man først at skulle give personen en god dag den sidste dag de har, men fordi det er min første gang skulle jeg starte før så jeg også lærte hvor svært det enlig er at være blandt mennesker" forsvarede han sig.

"Okay, du er tydeligvis ikke ret opmærksom, for hvis du var ville du have lagt mærke til at både Julie, Sarah og Viktoria knapt nok bemærkede dig" Pam lagde hovedet på skrå og kiggede på ham "Hvad havde du for resten tænkt dig at gøre hvis den sjæl du skulle have fat i allerede havde en kæreste?" Hun smilede triumfende. Han så overrasket ud, måske havde han forventet at enhver pige bare ville springe fra sin kæreste i det øjeblik de så ham. "Eller hvis de allerede er forelskede i nogen?" Pam plirrede med øjnene og grinede over hans ansigtsudtryk.

"Så ville jeg bare finde på en anden måde at gøre hendes sidste dag god på, du er den eneste hvor jeg skal bruge flere dage på, efter dig er det en dags arbejde desuden behøver det ikke kun være piger jeg arbejder med, det kan ligeså vel være drenge, det er bare nemmere at arbejde med det modsatte køn" forklarede Walter tomt. Han var ikke helt vild med alle hendes spørgsmål og kvikke bemærkninger men han lod dem ikke gå sig på, han skulle forstille at være hendes ven, så derfor blev han ikke irriteret eller noget.

Pam rystede på hovedet af sig selv. Det virkede underligt, især fordi hun i virkeligheden slet ikke havde lyst til at snakke med nogen. Slet ikke en eller anden dæmondreng der faktisk kun var ude efter hendes sjæl. Hun kvalte et suk og rejste sig istedet for at sætte is-solsikken i en vase. Den lilla glasvase passede fint til og hun stillede den på bordet i musikværelset, bare så hun ikke ville glemme den. Senere ville hun nok stille den i soveværelset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...