The Boyfriend and Girlfriend Challenge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2014
  • Opdateret: 21 sep. 2014
  • Status: Igang
Zoe Sugg og Alfie Deyes er succesfulde YouTubere, der lever det vilde og stormfuldt liv, fyldt med vilde projekter og rejser. Men et forhold er svært at holde i live, når karrieren kommer i første række. Året er 2016 og Zoe og Alfie har boet sammen i Brighton de sidste 2 år, men forholdet er langt fra lyserødt og pussenusset længere. De unge YoutTubere har svært ved at finde hinanden i deres forhold og med karriere forpligtelser der står i vejen, bliver de skubbet længere og længere fra hinanden. Zoe tager mod Paris, for at deltage i YouTube Video Convention 16', med Louise og de andre YouTube-venner, imens Alfie er i New York City for at snakke forretning. På turen til Paris bliver Zoe og Alfies forhold udfordret da Zoe møder den charmerende franskmand Jean og sød musik opstår! Kan franskmandens charme få Zoe til at glemme Alfie og problemerne hjemme i Brighton? Eller kan Zoe og Alfie finde hinanden igen, selvom det virker umuligt? Læs med for at finde ud af det!

23Likes
9Kommentarer
1594Visninger
AA

7. Je vous vouis, belle..

Zoe havde besvær med at falde i søvn den nat. Hun lå og vendte og drejede sig. Tanken om hendes korrespondance med Jean over Twitter, fik det til at boble underligt i hendes mave. Hun følte sig skyldig, men det føltes på en underlig måde, godt. Hen af natten faldt Zoe endelig i søvn. Hendes drømme var kaotiske og da hun endelig vågnede, ved lyden af Louises sangstemme, var hun svedig og febrilsk. Hun dalede tilbage i det skønne dynevår og lukkede kort øjnene.

”Skal du ikke til og op, sovetryne?”, spurgte Louise, der stod i døren til badeværelset og næsten var parat. Zoe så på sin mobil. Klokken var lidt over 7. De fleste YouTubere skulle til YVC i dag, for at møde deres skønne følgere. Dette skulle Zoe også, men hendes QA begyndte ikke før kvart i tre. Derfor havde hun besluttet sig for at blive væk, indtil lidt over middag. Det gav hende også rig mulighed for at mødes med Jean. Tanken satte Zoes hjerte i gang og hun kunne ikke lade vær med at føle sig omtåget og spændt på samme tid.

”Narj, jeg tror jeg bliver her og ordner lidt arbejde”, svarede Zoe og satte sig op i sengen. Hun havde mest af alt lyst til at lægge sig til at sove igen. Men hele hendes krop fra spændt på mødet med Jean senere på morgenen. I stedet besluttede Zoe at tage et langt varmt bad. Louise gik fornøjet ned til morgenmad med de andre, hvilket betød at Zoe var alene på værelset.

Zoe havde ingen anelse om hvorfor hun havde sagt ja til at mødes med Jean. Det virkede sindssygt at mødes med en man blot havde set én gang, hvor det endda var tilfældigt. Men en stor del af Zoe havde brug for at se Jean, brug for at komme væk fra YouTube og konferencen, bare lige i en time eller to. Brug for at tale med en som ikke var hundrede procent bevidst om hvem hun var. Det ville blive befriende. Efter sit lange varme bad, begyndte Zoe at gøre sig klar. Hun have hele tiden et øje på klokken og med hastige skridt, bevægede viserne sig mod klokken ti. Zoe kunne godt mærke hvor boblende hendes mave endnu engang føltes. Hun havde ikke haft det sådan i lang tid. Det var en skøn følelse.

Da Zoe satte sig ind i taxaen, som ville køre hende mod Jean, kunne hun næsten mærke sit hjerte sidde helt op i halsen. Zoe havde altid været et nervøs barn og havde altid været nervøs for de mest mærkelige ting. Men i og med hun blev ældre, blev den nervøse følelse erstattet af ren angst. Hun havde siden hun var 14 været ramt af svær angst, hvilket hun stadig led under. Men selvom hun i situationer som denne, før i tiden kunne blive panisk og rent ud sagt angst for det, havde hun nu fuldstændig styr på det. Til tider. En forsikring var vel også at hun vidste, at hvis hun fik et angstanfald på vej til Jean, så ville han være der og hjælpe hende. For det havde han jo været en gang før.

Den parisiske trafik var som altid langsom og proppet. Men dette lod Zoe ikke at tage sig til af. Hendes øjne strøg over det parisiske bybillede og der i horisonten kunne Zoe skimte Eiffeltårnet. Hvilken skønhed. Zoe huskede tydeligt første gange hun havde set det. Det var med hendes mor og far. Det var før de var blevet skilt og de havde været på sommerferie i Paris. Monomentes storhed havde overrasket hende og fået hende til at føle sig ufattelig lille. Og midt i menneskemængden, som altid var omkring Eiffeltårnet, var det en meget rar følelse. Så at Jean havde valgt Eiffeltårnet, som stedet de skulle mødes, var fantastisk.

”7 euro, frøken”, sagde taxachaufføren på flydende fransk. Zoe havde taget fransk på A-niveau i gymnasiet og havde da ikke helt glemt alt. Med sit bedste skolefransk fik Zoe takket for turen og givet ham sin sidste 10 euro seddel. Han takkede og kørte afsted. Den friske forårsbrise tog i Zoes lange hår og fik hende til at skutte sig i sin korte læderjakke. Hun vendte sig rundt, blot for endnu engang at blive fascineret af Eiffeltårnets størrelse og skønhed. Imens hun stod helt paf og betragtede symbolet på Frankrig, hørte hun en stemme kalde sit navn:

”Zoe! Du kom!”, Zoe så rundt og fik endelig øje på Jeans om kom gående hen imod hende. Han var klædt anderledes end da hun havde set ham første gang. Han havde en lang sort åbenstående frakke på, denim jeans og en mørk ternet skjorte. Hun sendte ham et stort smil og var en smule målløs ved hele situationen. Han bøjede sig ned og kyssede hende på hver kind til hilsen. Zoe vidste udmærket godt, at dette var måden at hilse på i Frankrig, men hun kunne ikke lade vær med at rødme en smule.

”Selvfølgelig! Jeg måtte jo bare se min stalker igen!”, Zoe sendte ham et skævt smil, imens de begge begyndte at gå hen af den turistfyldte sti, hen mod Eiffeltårnet. Jean grinte og lagde sine hænder i lommerne på sin frakke.

”Ja.. Jeg er nok lidt en stalker”, Jean kløede sig i nakken, en smule forlegn. Zoe smilede for sig selv. Hun havde faktisk ikke noget imod at han havde stalket hende. Det viste jo bare, at han rigtig gerne ville se hende igen. Det ville en hver pige vel se som et kompliment, ikk?

”Bare en lille smule”

”Du undre dig nok, hvordan jeg fik stalket mig frem til dig..”

”Naj, ikke rigtig.. Du er vel ikke en amatør stalker? Du har vel dine metoder”, jokede Zoe og så smilende på ham. Jean lo og nikkede imens han drog noget frem fra sin lomme. Zoe havde glemt alt om de plakater der hang overalt i YVCs konferencecenter. Særligt en af den, den som Jean havde et eksemplar af, var udelukkende for at reklamerer for Zoella. Eller rettere sagt Zoe. Et kæmpe stort billede af Zoe fyldte hele plakaten, samt hendes YouTube navn og meget andet. Zoe lukkede øjnene og tog sig let til panden.

”Jeg så plakaten på vej hjem og kunne ikke undlade at genkende dig”, Jean rakte Zoe plakaten og hun rystede kort på hovedet.

”Knap så imponerende en metode, men den virkede da”, lo Zoe og så længe på plakaten. Zoe ville aldrig vænne sig til at have sit ansigt på en kæmpe plakat. Hun havde aldrig følt sig pinlig berørt over hvad hun lavede eller over hvordan hun fremstod med hensyn til YouTube. Men hun kunne mærke hvordan hun krummede tæerne sammen i sine støvler. Det virkede ikke til Jean havde haft nogen anelse om hvem hun var før og pludselig finder han en plakat med hendes ansigt på. Pinligt.

Jean og Zoe gik rundt om Eiffeltårnet, blandt de mange turister. De snakkede som om de altid havde kendt hinanden. Det var sjældent Zoe havde sådan en kemi med et andet menneske. Man ville ikke sige at Zoe var genert, men hun kunne være meget tilbagetrukket, hvis hun følte sig utilpas i en situation. Men selvom dette var en komplet uvant situation for Zoe, følte hun sig ikke utilpas overhovedet. De besluttede sig for at købe en kop kaffe i en lille kaffebod som stod tæt ved Eiffeltårnet. Manden bag kaffeboden havde nok at lave. Selvom det var forår, så havde vinteren ikke helt sluppet sit greb på Paris og vinden var stadig meget kold. Folk købte varme chokolader, caffe latte og meget andet, for at få varmet hænderne. Jean bestilte på fyldende fransk, og selvom Zoe altid havde haft en forkærlighed for fransk, så lød det bare tusinde gange bedre når det kom ud af Jeans mund.

Med deres kaffe i hænderne, besluttede de at sætte sig på en bænk i Invalide parken, som lå ved siden af Eiffeltårnet. Kaffen var dejlig varm og Jeans selskab var underholdende og trygt. De tog begge en tår af deres kaffe og derefter blev der stille. Zoe vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige.

”Hvor længe er du har så?”, spurgte Jean og så Zoe i øjnene, hen over sin kaffe. Hans øjne var nøddebrune og udstrålede en varme som Zoe ikke kunne modstå.

”Vi tager tilbage til Englang på mandag”, hun lod ordene hænge lidt i luften. Zoe havde ingen anelse om hvad hun lavede lige nu. Alt hvad hun vidste, var at hun virkede nød Jeans selskab. Jean nikkede og hun kunne mærke at han ikke just var glad for denne information. Efter disse få od som de udvekslede blev der stille igen. Zoe tog en tår af sin kaffe og betragtede Eiffeltårnet længere fremme.

”Det er så smukt”, sagde hun lavt og smilede svagt for sig selv.

”Du er smuk”, hørte hun Jean sige og hun vendte blikket mod ham. Hun kunne ikke stoppe den boblende følelse hun havde i maven for at stige hende til hovedet. Hun kunne tydeligt mærke at hun rødmede for anden gang den dag. Hun så ned på sine sko og kunne ikke helt lade vær med at smile ved hans kompliment. Det føltes så forkert at sidde her med Jean og få komplimenter af ham, men samtidig svulmede Zoes hjerte af trangen til kærlighed og til kærtegn. Til søde ord og kys. Hun slog tankerne væk og så endelig Jean i øjnene.

”Tak..”, hun pressede læberne sammen og så igen væk.

”Jeg ved du har en kæreste”, brummede Jean og pillede lidt ved sin kaffes låg. Dette kom helt bag på Zoe og hun så længe på ham. Han havde virkede været på arbejde med sin stalking. Men på den anden side, så vidste Zoe udmærket godt hvor nemt det var at falde over hastagget Zalfie. Det havde været en kæmpe del af Zoe og Alfies succes på YouTube. Og uden at Zoes følgere var begyndt at shippe de tog, så havde Alfie fået så stor succes som han havde hun. Jeans ord nåede ind til Zoe og i hendes tanker poppede Alfie op. Øjeblikkeligt blev Zoe ramt af dårlig samvittighed. Hun burde virkelig ikke sidde her. Hun var jo sammen med Alfie. Eller var hun nu også det? Efter deres skænderi den dag, virkede det ikke til at der var mere at sige. Han havde prøvet at kontakte hende, men hvis han havde det på den måde som han havde sagt, så var det måske for det bedste. At de var fra hinanden.

”Ikke længere..”, svarede Zoe lidt efter og så ud for sig, ”Det var grunden til mit angstanfald den dag..”, Zoe vendte sit blik mod hans og så længe ind i de nøddebrune øjne. Jean nikkede og lod til at tænke sig om.

”Det er jeg ked af at høre Zoe”

”Det behøver du ikke.. Det var for det bedste. Vi var vokset fra hinanden”

”At vokse fra dig? Han må være dingue!”, Zoe kunne ikke lade vær med at grine over Jeans brug af både engelsk og fransk sammen. Men heldigvis vidste Zoe godt hvad han mente.

”Du er sød”, Zoe mærkede sin telefon vibrerer i sin lomme. Hun tog den op og blev overrasket over synet. Louise, Tyler, Joseph, Tanya og Naomi havde prøvet at ringe til hende. Hun havde modtaget beskeder fra Troye, Jim, Joseph, Louise endnu engang og mange flere. Hun så på uret på mobilen og hoppede nærmest op fra bænken. Klokken var næsten kvart over to. Hun så på Jean og kunne knap nok udtrykke sig med ord.

”Jeg bliver nødt til at gå! Gud jeg er så fucking sent på den!!”, Zoe vidste ikke hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun var næsten ved at bare løbe afsted mod gaden for at hoppe ind i en taxa. Jean tog blidt fat i hendes arm og holdte hende hen. Zoe så ind i Jeans smukke nøddebrune øjne og mistede kontrollen over sin vejrtrækning i få sekunder.

”Kan vi ses igen?”, Zoe vidste ikke ud og ind. Det eneste hun havde i hovedet lige nu, var at komme til YVC konferencecenteret i tide til sit QA. Hun sank den klump hun havde i halsen og nikkede. Jean lænede sig ind over hende og placerede et kys på hver at hendes kinder, endnu engang. Zoe stod som forstenet. Hans læber mod hendes kinder, havde fået hendes blod til at isne. Han var så charmerende, at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv.

Je vous vois, belle”, nærmest hviskede han til Zoe, inden hun stæsede af sted for at nå kæmpen mod tiden. Med sin erfaring af den parisiske trafik, tog hun ingen chancer. Selvom Zoe langt fra var den atletiske type, løb hun igennem Invalide parken og ud på vej hun vidste førte direkte til YVC.

Da Zoe endelig, forpustet og forpjusket, ankom til YVC, stod Louise i indgangshallen og så meget bekymret ud.

”Hvor pokker har du været!? Der er INGEN der har kunne komme i kontakt med dig!”¸Zoe nåede ikke engang at svare Louise før et hold af teknikkere stod om hende, for at give hende mikrofon på. Zoe nåede ikke engang at se sig i spejlet, før hun nærmest blev skubbet ud på scenen. Zoe blev mødt ag tusinde og atter af tusinde teenager skrig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...