The Boyfriend and Girlfriend Challenge

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 aug. 2014
  • Opdateret: 21 sep. 2014
  • Status: Igang
Zoe Sugg og Alfie Deyes er succesfulde YouTubere, der lever det vilde og stormfuldt liv, fyldt med vilde projekter og rejser. Men et forhold er svært at holde i live, når karrieren kommer i første række. Året er 2016 og Zoe og Alfie har boet sammen i Brighton de sidste 2 år, men forholdet er langt fra lyserødt og pussenusset længere. De unge YoutTubere har svært ved at finde hinanden i deres forhold og med karriere forpligtelser der står i vejen, bliver de skubbet længere og længere fra hinanden. Zoe tager mod Paris, for at deltage i YouTube Video Convention 16', med Louise og de andre YouTube-venner, imens Alfie er i New York City for at snakke forretning. På turen til Paris bliver Zoe og Alfies forhold udfordret da Zoe møder den charmerende franskmand Jean og sød musik opstår! Kan franskmandens charme få Zoe til at glemme Alfie og problemerne hjemme i Brighton? Eller kan Zoe og Alfie finde hinanden igen, selvom det virker umuligt? Læs med for at finde ud af det!

23Likes
9Kommentarer
1608Visninger
AA

4. I just can't do this anymore..


Himlen var mørkegrå og skyerne hang lavt ind over Brighton. Bølgerne slog med rasendes kraft ind mod molen og dækkede den brede stenede strand. Lyden af skrigende måger fyldte de tomme gader, imens silendes regn strømmede fra himlen. I det fjerne kunne et glimtende lyn ses splitte himlen i to, efterfulgt af et rungende brag.

Zoes lyseblå øjne strøg over de regndråbefyldte ruder. Vejret udenfor reflekterede perfekt hvordan Zoe følte indeni. Det var som, at Zoes hoved ville sprænges af det hvirvlende kaos der rasede i hende. Alt lys var slukket i den tomme lejlighed og hun sad med ryggen op af muren. Tårerne flød fra hendes smukke øjne og hendes brystkasse hævede og sænkede sig i højere og højere tempo.

Han forlader dig… Han elsker dig ikke længere… Du er alene… Der er ingen der kan lide dig… Du er en fiasko… Du betyder intet… INTET!!

Med hovedet begravet i hænderne, fyldte blandingen af Zoes hyperventilation og hulken den tomme og mørke lejlighed. Et lyn oplyste endnu engang den mørkegrå aften himmel. En følelse af at blive kvalt af sine egne tanker, sneg sig ind på Zoe. Hendes hoved var ved at eksploderer!

Døren gik op og en mørk skikkelse stod i døren. Lyden af dråber der ramle det rustikke trægulv nåede til Zoe. Hun så op fra sine hænder. Der stod Alfie, pjaskvåd. Bekymringen lyste ud af hans øjne. Han smed kufferten og alt andet han havde i hænderne for at nå hen til hende. Følelsen af hans arme om hende, fik hendes vejrtrækning til at stoppe. Det føltes som et ’klik’ lød inden i hende. Bare hans tilstedeværelse gjorde hende beroliget!

”Jeg er her!”, hviskede Alfie ned i Zoes hår, idet han knugede hende ind til sig, ”Jeg går ingen vegne”

Lyden af mumlende stemmer og grin nåede langsomt Zoes øre. Hun havde en underlig følelse indeni. Hvor var hun? Lidt efter lidt vågnede Zoe mere og mere op, for til sidst langsomt at slå øjnene op. Synet af Louise og Tanya mødte hende. Til trods for at være fuldstændig omtumlet, gik det langsomt op for hende hvor hun var. Hun så ud af togkupéens vindue. Det var mørkt udenfor. Hun vidste ikke hvor længe de havde kørt eller hvor langt der var tilbage før de ville nå Paris. Hun satte sig langsomt op og tog sine høretelefoner af. Hendes playliste var stoppet og det var sikkert derfor hun vågnede, da lyden af verdenen omkring hende nåede hendes øregang.

”God lur, Zoe?”, spurgte Tanya imens hun påførte læbepomade til sine fyldige læber. Zoe nikkede og smilede svagt til hende. Louise så længe på Zoe, inden hun vendte tilbage til det blad hun sad og kiggede i. Zoe vidste udmærket godt at Louise var bekymret og Zoe var taknemmelig for at have en at dele sine frustrationer og bekymringer med.

”Hvor længe har vi kørt?”, spurgte Zoe imens hun tjekkede sin Iphone for beskeder. Hendes far havde sendt en besked for et par timer siden. Joseph og Casper var gået ombord på deres fly til Paris lidt over middag og ville vente på at Zoe og tøserne ville ankomme på hotellet, så de alle kunne gå ud og spise sammen. Ellers var der ingen beskeder.

”Der er ca. en time til vi er i Paris”, svarede Naomi der kom gående ned af gangen. Der var to andre passagerer ud over de fire piger i kupéen, ellers havde de den for dem selv. Naomi satte sig ved siden af Zoe og førte det lange lyse hår bag øret.

”Marcus ringede og fortalte at Alfie og ham skulle til en kæmpe fest her i aften, sammen med en masse vigtige folk og så ville de prøve og se om de ikke kunne om-booke deres flybilletter hjem, så de kunne komme hjem lidt senere end i morgen”, fortalte Naomi imens hun scrollede igennem sin twitterfeed. Hun så op på Zoe og smilede skævt, ”Du ved, tømmermænd..”, Zoe nikkede og lænede sin pande op mod den kolde rude. Hun var helt opkogt i hovedet efter den drøm hun havde haft. Louises fod strøg kort hen af Zoes skinne ben og deres øjne mødtes.

”Er du okay?”, mimede Louise skjult til Zoe hen over sit blad. Zoe trak en smule på skulderne og nikkede derefter en enkelt gang. Zoe vidste ikke rigtig hvad hun følte længere. Hun forsøgte ikke at tænke alt for meget på det. Nu var hun her sammen med sine venner og hun ville komme til at se flere af dem, når de nåede Paris. Zoe førte et par fingre gennem sit hår og rejste sig og gik elegant forbi Naomi.

”Hvad skal du?”, spurgte Tanya, som var meget optaget af alt hvad der skete. Dækningen på hendes telefon var helt i bund og hun kunne derfor ikke komme i kontakt med Jim, hendes forlovede, som ville ankomme til Paris fra Barcelona.

”Min blære er helt fyldt”, løj Zoe, der bare havde brug for lidt tid til at trække vejret for sig selv og få de negative og kaotiske tanker ud af sit hoved. Zoe kunne straks se Tanya få julelys i øjnene i og med hun sagde dette. Zoe var ikke meget for at gå på toilet sammen, som andre piger var. Tanya var helt klart en af disse piger. Inden Tanya nåede at følge med, vendte Zoe sig om og gik ud mod mellemgangen hvor toilettet var.

Luften i mellemgangen var koldere og forfriskende i forhold til den trykkende luft i kupéen. Zoe tog en dyb indånding og lænede sig op af væggen ved siden af toilettet. En kontrollør kom gående forbi hende og nikkede som hilsen til hende. Zoe gned sine hænder rundt i ansigtet, velvidende om at det ville ødelægge hendes make-up fuldstændig. Hun sank den klump hun havde i halsen og forsøgte at tømme sit hovedet fuldstændig for tanker. Men det var svært. I det samme begyndte hendes Iphone at vibrerer.

Alfie Deyes ringer…

Telefonen nåede knap nok at ringe en gang, før hun førte sin finger over skærmen for at tage opkaldet. Forbindelsen i toget var ikke den bedste, men hun kunne tydelig høre ham.

”Zoe! Hey! Unds-”, mere nåede Alfie ikke at sige før Zoe afbrød ham.

”Alfie!”, hendes stemme var spinkel og langt fra som hendes normale stemme. Hun blev overvældet af endelig at høre fra ham og savnet til ham der fyldte hende helt op.

”Zoe, er du okay!?”

”Hvor har jeg savnet dig! Hvorfor har du ikke ringet?”, spurgte hun lavt, og valgt at overhøre hans spørgsmål.

”Vi har bare haft så monster travlt, du ville ikke kunne forestille dig det! Jeg savner også dig! Er du på vej til Paris?”

”Mmh”, Zoe vidste udmærket godt at Alfie havde haft travlt og at det bare var sådan på forretningsrejser. Men hvordan kunne det så være at Marcus havde tid til at ringe til Naomi?

”Zoe, jeg er altså rigtig ked af det.. Det er bare.. Jeg har bare haft så meget andet at tænke på”

”Så du har slet ikke tænkt på mig?”, spurgte Zoe knap hørlig.

”Selvfølgelig har jeg tænkt på dig! Det har bare været så svært.. Det har måske bare været lidt rart ikke at være sammen og ikke snakke i et par dage, du ved?”

De ord ramte Zoe og fik nærmest hendes hjerte til at kramme sig sammen. Hun havde ikke troet at Alfie følte sådan. Følte at hun var en form for byrde. Hun pressede læberne sammen for ikke at udgyde et hulk. Tårerne vældede op i hendes øjne og hun kunne ikke gøre andet end at lade dem falde.

”Zoe??”, kunne hun høre ham kalde i den anden ende af røret, men hun kunne ikke svare for den kæmpe klump af følelsen af svigt og skuffelse, som hun havde i halsen.

”Det var jo ikke sådan ment Zoe! Jeg ved bare næsten ikke hvad jeg skal gøre længere! Det er som om jeg gør alting forkert! Det er ikke en særlig rar følelse..”, Alfies stemme rungede i hendes hoved og gjorde bare det kaos der herskede i hende endnu værre. Der gik et par sekunder før nogen af dem sagde noget igen.

”Det er den her heller ikke”, nærmest hviskede Zoe inden hun lod sin tommelfinger trykke på ’afslut opkald’ knappen. Stilheden i den lille mellemgang syntes tyk og kvælendes. Zoe lukkede sig ind på toilettet og lænede sig ind over vasken. Tårerne flød stadig fra hendes øjne. Hun kunne ikke længere holde hulkene og tårerne tilbage. Hun kunne mærke sin telefon vibrerer igen og igen. Derefter lyden af smser der tikkede ind. Hun så sig i spejlet og pressede læberne mod hinanden for at undertrykke endnu et hulk.

Det bankede på toiletdøren og Zoe for sammen. Hun prøvede at spørge hvem det var, men hun kunne ikke. Hun gemte sit ansigt i hænderne og håbede at den kommende toiletgæst ville finde et andet toilet at besørge på. Hun satte sig på toiletsædet der var slået ned og trak benene op til sig.

”Chummy, det er mig.. Luk op”, lød Louises stemme uden for døren. Zoe trykkede på døråbningens knappen og så en bekymret Louise stå udenfor. Hun kiggede bekymret på Zoe og lagde straks armene om hende. Hun vidste ikke hvad der var sket, men det var også lige meget. Hun vidste at Zoe havde brug for hende lige nu. Hun knugede Zoe ind til sig, imens hun kunne høre hende hulke som hun aldrig har hørt Zoe hulke før.

”Alfie.. Det hele er noget lort Louise.. Jeg..”, mere fik Zoe ikke sagt før hun endnu engang blev overrumplet af sine hulk. Louise strøg Zoe over håret. Et knust hjerte kunne man ikke gøre meget for, det vidste Louise alt om. Situationen var indviklet og det virkede ikke til at der var nogen der vidste hvad der skete. End ikke Zoe eller Alfie. Der gik et par minutter før Zoe trak sig væk. Hun så Louise i øjnene og fik endelig flere ord frem:

”Jeg elsker ham Lou.. Men kærlighed burde ikke være så hårdt… Måske vi bare er.. Vokset fra hinanden?”, spurgte Zoe ud, uden at forvente svar. For hun kendte godt selv svaret inderst inde. Der gik lidt tid, inden de to veninder vendte tilbage til Tanya og Naomi. Det var næsten tid til at de skulle af toget. De kunne i horisonten se Paris og hvorledes den pulserende storby var oplyst der under nattens mørke stjernehimmel.

”En quelques minutes, nous arrivons à la Gare de l'Est, rappelez-vous les bagages et autres effets personnels. Nous vous souhaitons une agréable soirée. Om få minutter ankommer vi til Gare de l'Est. Husk bagage og andre ejendele. Vi ønsker jer en behagelig aften.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...