Englens forvandling

En engel er sat til at tjene mennesket, som helhed og på personligt plan. Englen Felix nåede end ikke at reagere, før det var for sent, da han mødte mennesket Bianca. Og sammen dannede de et venskab, der lagde grobund for noget dybere. Men hvor meget kan der ske med engle, der bliver forelsket i mennesker? // Denne movella er skrevet til at være med i en konkurrence//

0Likes
0Kommentarer
218Visninger
AA

3. Kapitel.

"Savn. Jeg. Føler. Savn. Jeg er en vissen rose, efterladt helt farveløs og trist. Jeg ved godt hvad jeg mangler, og det er noget du ikke kan give mig." Det var de ord, der udgik fra hans læber. Han have tænkt over hvordan han skulle sige det længe, og sådan her var det altså endt med at komme til tale. Han var ikke tilfreds. Så igen: Det var han aldrig. Ikke rigtigt. Ikke længere.

Men alligevel var han gået med til at tale med Ærkeenglen, uden meget håb for succes - han vidste ikke engang helt hvad han prøvede at vinde. Det var dog en befrielse at få sine frustrationer ud. Og Gabriel var en god engel at tale med. Det havde han gjort ved flere lejligheder, da han var lykken og glædens engel. Men nu var han blot et minde af sig selv, og et meget svagt minde af slagsen.

"Hvad plager dig da, min ven?" Spurgte ærkeenglen, uden at lade sin autoritet skinne igennem. Det var en samtale engel til engel, ven til ven. Sådan kunne det i hvert fald have været, hvis ikke...

"Kald mig ikke det," snerrede Felix. "Ikke længere. Jeg er ikke ven med nogen, ud over hende jeg mistede."

"Du ved godt det bare handler om at vente, ikke sandt?" Sukkede Gabriel.

"Men hvor længe skal jeg lide?!" Det var første gang han havde råbt. Nogensinde. Men det føltes godt. Det føltes rigtigt. Hans hud tog stadig en mere og mere grå farve, og vingerne blev mørke og dystre. Og Gabriel fangede med det samme hvad der var ved at ske. "Tøjl dine følelser, Felix. Du ved hvad der sker med engle, der mister kontrollen over deres følelser." Det var ikke bare en lille advarsel. Gabriels øjne tordnede i alvorens kraft, for at understrege vigtigheden af sine ord.

For de engle, der blev forelsket i mennesker, endte som oftest som dæmoner. Besatte af tanken om at få menneskene som deres egne. Og Gabriel beskuede denne forandring i Felix' sjæl, men det var for sent. Englen vendte ryggen til ærkeenglen og begyndte at gå. "Bare rolig," sagde han sagte, hviskende i salens ro, genlydende: Bare rolig, bare rolig, bare rolig... Men han gik ikke uden at smække døren i.

 

Hvor lang tid var der mon gået? I efterlivet findes der ikke tid, der er kun nuet og der kan gå evindeligt lang tid, eller blotte sekunder, før et menneskeliv er passeret. Men for hvert et sekund der gik, hvor Bianca ikke dukkede op, blev englen mere og mere desperat. Og det nåede til et punkt, hvor han ikke kunne holde til det længere. Englen spredte sine kulsorte vinger og fløj af sted gennem porten, ud på græsgangene og videre endnu, hurtigt gik det, hele tiden hurtigere og hurtigere, indtil han til sidst satte sine fødder i menneskernes verden. Han kunne høre hendes hjerte slå, fra det øjeblik han skabte jordkontakt. Han stod uden for en stor hospitalsbygning, hvor natten var sen og lysene var dæmpet. Han vidste med det samme hvilket vindue hun så ud af.

Men intet gik som han havde forestillet sig. Han fløj op til hendes vindue og bankede let på. Hun skreg da hun så ham. På de sorte vinger, på de røde øjne, på hornene, på halen. Og det gik op for ham at det var sket, som Gabriel havde fremsagt det. Han var blevet en dæmon, fordi han ikke længere kunne styre sine følelser. Felix var i chok! Her var han, i færd med at høre hendes hjerte banke hurtigere og hurtigere, og det gik op for ham, at alt han nu ønskede var hendes lykke. Ikke sin egen. Han fortrød inderligt sin fejltagelse og lod sig gå igennem vinduet. Hun genkendte ham slet ikke. Og han bevidnede hvordan lægerne kom farende ind af døren, de kunne ikke se ham - det var kun hende som troede nok til at se virkeligheden i øjnene. Og han snakkede derfor frit: "Du kender mig ikke længere, men jeg kender dig. Og dit hjerte er rent. Jeg vil ikke gøre dig noget ondt, længere. Jeg vil ikke være en engel, men jeg vil heller aldrig lade mig falde helt til dæmonernes side. Så lad mig skænke dig denne sidste gave..." Han gik frem i mod hende, og som han gik, faldt hun mere til ro, som om hendes sjæl genkendte noget i ham. Lægerne stod nu bare omkring hende og prøvede at få kontakt, men hele tiden kiggede hun blot ud i den blå luft. For der var ingen engel, der var ingen dæmon. Kun for hende. Og lige så roligt, lige så blidt, gav Felix hende et kys på kinden, og lod hendes øjne falde i. "Denne verden har ikke fortjent dig." Han hørte i tilfredsstillelse, hvordan hendes hjerte stoppede med at slå for hans øre.

Og englen var for evigt forvandlet. Ikke fra engel til dæmon, men noget der lå derimellem. Han var blevet... en dødsengel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...