Englens forvandling

En engel er sat til at tjene mennesket, som helhed og på personligt plan. Englen Felix nåede end ikke at reagere, før det var for sent, da han mødte mennesket Bianca. Og sammen dannede de et venskab, der lagde grobund for noget dybere. Men hvor meget kan der ske med engle, der bliver forelsket i mennesker? // Denne movella er skrevet til at være med i en konkurrence//

0Likes
0Kommentarer
218Visninger
AA

2. Kapitel.

Byen. Det store centrum af liv og leg, godhed og glæde. Byen tilvendte sig sine beboere. I nogle gader stod husene tætte så ekstroverterne, de sociale mennesker, kunne holde tæt på hinanden og hygge sig i deres eget tætknyttede fællesskab. Andre steder stod husene med god afstand, der var plads til haver af forskellige størrelser og former. På gaderne løb hunde og katte frit rundt og havde det godt med hinanden, frie på en måde som intet husdyr - eller fritgående dyr - kunne have været i menneskenes verden. Og gennem gaderne, som til tider var fyldte med latter og menneskeliv, og andre gange lå øde, gik Bianca og tog det hele til sig. Men efter de havde vandret rundt i meget lange tider, blev hun lettere fortvivlet. "Der er ingen steder, der passer til mig," videregav hun sin bekymring til Felix, som let trak på skulderen. Men han havde gemt det bedste til denne situation. Hvad han gjorde var at knæle ned foran hende, og sprede sine vinger ud til hver side. Hun blev først forskrækket, men så begejstret og direkte henrykt over pragten af hans vinger, deres størrelse, deres kraft og hvor mægtig han nu så ud foran hende. Og for den  tid glædede hun sig over den ven hun havde fundet, og fået i form af ham.

Men Felix hjerte var begyndt at gøre ondt. Sukke, fordi det ikke længere var et venskab, det tørstede efter. Hun var perfekt! Hun var venlig, hendes personlighed skinnede igennem ved alt hvad hun gjorde, hendes glæde var smittende. Alt ved hende drog ham tættere på. Men engle må ikke elske mennesker. Det kan gå galt, for engle er i sidste ende skabt til at være tjenere af mennesket. Aldrig skal de være på lige fod med hinanden. Sådan var det ikke tiltænkt.

De fløj så af sted, hen over husene gik det! Og sikke en udsigt det var. Som de kom længere ind i byen, blev husene mere kreative og direkte storslåede at se på. Bianca sad begejstret og lo hjerteligt af hvad hun så, gispede i ærefrygt hver gang hun så et slot eller huse med tårnværelser, borge, farme med frit løbende heste og mange andre eventyrligheder så hun. Folk fik hvad de ønskede. Alle var tilfredse og ingen misundede hinanden. For alle havde præcis hvad de havde bedt om.

Og endelig, efter en lang tur til lyden af baskende vinger og vindens susen og fugle der prøvede at følge trop, nåede de til en plads, der endnu var under konstruktion. Felix spærrede øjnene op i forvirring, og landede foran den førnævnte byggeplads. Han vidste at det var her Biancas hjem var sat til at være. Han vidste det, for han var hendes tjener, og han havde passet på hendes grund, selv før han havde vidst hvem hun var. Men... tingen var, at bygningerne altid var færdige, når folk døde. Og nu stod han dér og så på det første hus han nogensinde havde oplevet ufuldstændigt, medens ejeren stod foran det.

I et øjebliks forvirring stod han der og så på det, og i det næste øjeblik hørte han Biancas gisp bag sig, i det hun faldt i knæ. "Nej, nej, NEJ!" Græd hun, og han så tilbage. Der var ikke længere den flotte pige, som havde fulgt ham på vej til dette sted. Hun var helt svækket for kræfter. Håret var stadig rødt, men i en mørkere variation, og hang mere slapt, næsten livløst.

"Hvad sker der?" Spurgte han forfærdet, mens hun bare sad og rystede på hovedet. Sagte løftedes en hånd til hendes bryst, hvor hun så mærkede ordentligt efter. "Mit hjerte er begyndt at banke igen." Begræd hun situationen; "Men jeg vil ikke tilbage. Livet... Det gør ondt!"

Felix farede hen og lagde sine arme omkring hende, og lod sine vinger omkredse de to, så det blot var dem, stille siddende i deres egen lille verden omkredset af fjer. Han smilte ikke længere. Det gjorde hun heller ikke. Med falsk glæde i stemmen fortalte han hende, at hun skulle fatte mod. At det nok skulle gå godt. "Verden har fortjent en som dig til at oplyse den i sit mørke," han prøvede virkelig at lyde stærk, skønt hans stemme var ved at knække, og lykken i ham var, at han kunne se hvordan hun lyttede til, og slappede af ved hans ord. "Og fat mod. Du er der jo kun i lånt tid."

Hun skulle til at smile - hun var -så- tæt på. Men før hun nåede denne sidste gestus til sin ven, var hun forsvundet fra hans armes sikkerhed. Tilbage til en verden, der ikke så hende i det lys hun fortjente at blive set i. Og efterladt var en grædende engel, med nedbøjet hoved og knækket ånd. Hvor længe skulle han ikke vente nu? Hvor meget mere kunne verden nå at torturere hende? Spørgsmålene var mange, de var hårde, de skar dybt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...