Englens forvandling

En engel er sat til at tjene mennesket, som helhed og på personligt plan. Englen Felix nåede end ikke at reagere, før det var for sent, da han mødte mennesket Bianca. Og sammen dannede de et venskab, der lagde grobund for noget dybere. Men hvor meget kan der ske med engle, der bliver forelsket i mennesker? // Denne movella er skrevet til at være med i en konkurrence//

0Likes
0Kommentarer
216Visninger
AA

1. Kapitel.

"Savn. Jeg. Føler. Savn. Jeg er en vissen rose, efterladt helt farveløs og trist. Jeg ved godt hvad jeg mangler, og det er noget du ikke kan give mig." Det var de ord, der udgik fra hans læber. Han have tænkt over hvordan han skulle sige det længe, og sådan her var det altså endt med at komme til tale. Han var ikke tilfreds. Så igen: Det var han aldrig. Ikke rigtigt. Ikke længere.

Englen var deprimeret, og hans hud var blevet grålig og trist. Vingerne var bukkede og falmede, de fældede hvor han gik. Tårer lod sig trille fra hans øjne, sølvhvide i farve og glimtende som diamanter faldt de og gik i et med jorden han betrådte. Han bar stadig præg af at have været en ganske nydelig engel engang. Hans læber gemte på det mest vidunderlige smil, men det var væk. Hans øjne havde den mest fantastiske, eventyrlige glød, men de var lukkede. Hans krop, engang så fin og trænet, var nu gemt væk, overdækket af sjaler og tæpper, der kastede sig ned langs hans person, og kun lod vise hans nøgne fødder. Han havde været blandt de flotteste blandt engle, men noget var gået galt. Han var nødt til at tænke tilbage. Han var nødt til at huske... Han var nødt til at huske hende!

 

Det var sket, for det menneskene ville betragte som en uges tid forinden - skønt tid ikke fungerer sådan i efterlivet - at en pige havde besluttet sig for at dø. Det var en glædens og lykkens engel, Felix, som fandt hende liggende i blomsterbedene udenfor den Gyldne By. Hun lå der bare, og hendes rødlige hår faldt i en farverig symfoni med de omkringliggende blomster. Græsset kildede hendes let brunede hud, der hvor hun ikke var dækket af fine hvide klæder, der gjorde skyerne jaloux. Og hun åbnede sine øjne. Englen stoppede midt i sin bevægelse for at give hende en hånd, for at hjælpe hende op, og lod sit blik møde hendes. De glimtede venligt, så nysgerrige og fine, så skræmte og dog nysgerrige. Hun smilte blidt til ham, sådan lidt skævt og legende, men smilet varmede en allerede opvarmet sjæl. Og han så da, hvordan hendes øjne konkurrerede mod stjernerne om hvad der skinnede klarest. Han rystede sit hoved, forbløffet, og undrede sig over hvordan en sådan skønhed kunne have forladt jorden i så ung en alder. På dette tidspunkt havde han allerede glemt, at alle som kommer fra jorden, til efterlivet, bliver bragt dertil i deres bedste alder, i deres smukkeste udseende.

"Er det gjort?" Spurgte hun først, og rejste sig uden at gøre brug af hans tilbudte hjælp. Han stod i stilhed i den længste tid, mens hun bare stirrede på ham, afventende. Der var noget ved hende, skønt menneske, der gjorde englens hjerte varmt og muntert.

"Hallo?" Spurgte hun endelig igen, og smilte af hans forvirrede sind, idet han tog en hånd op til sit halv-lange hår og lod hånden glide igennem samme i en kradsende bevægelse. "Jeg beder dig om forladelse?" nærmest hviskede han til hende, observerende af hendes person. Stemmen var blid som udseendet, og hendes grin fik ham til at længes efter mere.

"Det er egentlig lige meget, for mig. For jeg ved at det virkede!" Hun så ned af sig selv, og noterede sine hvide klæder. "Det er lige som jeg forestillede mig det!" Nikkede hun accepterende af sin ydre fremtoning, og så sig omkring. "Og stedet! Se dog stedet! De blomsters pragt har ingen værdig modstander, hvor jeg kommer fra."

"Er du helt afklaret med... at du er død?" Felix var forvirret, fortvivlet. Han havde aldrig mødt et menneske, som så hurtigt stillede sig tilfreds med sin skæbne.

"Mon ikke! Og det var længe ventet!" Hun begyndte at bevæge sig igennem blomstermarkens høje, bløde græs og blev mødt af de syngende fugle, en let brises kærtegn, græssets lette berøringer. Alt var perfekt for hende, og for første gang i lang tid, var hun lykkelig. Hun vendte sig igen i mod sin følgesvend, og lagde sit hoved på skrå, igen med det dér nysgerrige blik. "Hvad hedder du egentlig?"

"Felix," svarede han hurtigt, og gav et buk for hende. "Og jeg er din tjener, som engle nu, engang og til evig tid skal være for mennesker."

For første gang så englen et tristhedstegn fra pigens side. Hendes øjne blev svagere glimtende, og munden lukkedes lidt mere sammen. "Jeg har virkelig mere brug for en ven, end en tjener." Sagde hun, med alvor klart udstrålende fra hendes stemmeføring.

"Hvis det er det du ønsker." Svarede englen.

"Det er det," vedblev pigen.

"Så lad det være så, fra nu af og til evig tid, min ven."

Hun grinte lettet, og begyndte at gå igen. Og hendes stemme sang nærmest, som hun videre forklarede ham; "mit navn er Bianca. Afledt fra det latinske navn Blanca, som betyder 'hvid'." Hun lød som en, der havde skulle forklare sit navn til folk blot én gang for mange, og derfor havde indøvet sig sin præsentation. Det gjorde heller ikke Felix noget, da han også selv havde sat sig ind i sit navns betydning. "Dit sind er hvidt som dit navn ligger op til. Jeg er en glædens og lykkens engel, og derfor blev mit navn givet til mig."

"Det er et flot navn," vedkendte Bianca sig med et muntert nik. Og hun så hen i mod stedet hvor græsgangene stoppedes og en stor hvid mur, med en port på åben gab stod og afventede de to.

"Tillad mig æren af at vise min nyfundne ven rundt i den Gyldne By." Til Felix store tilfredsstillelse sagde hun intet i mod det, men gik med nyfunden hastighed og iver mod byen, hvor hendes næste eventyr ventede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...