Dødens Glorie

Lilith er dødsengel og har til opgave at vogte over Mason indtil han fylder sit 20. år. Tiden er næsten inde, og deres hemmelige forhold er truet af sandheder, der skal afsløres, onde dæmoner og en forstående rejse.

0Likes
0Kommentarer
190Visninger
AA

2. Kapitel 2

Det ringede på døren og Lilith stoppede sin træning. Hun havde intet sved på panden, selvom hun var udmattet. Det var en af de små fordele hun havde ved at være i menneskenes verden. På den anden side af døren stod Mason med en pizzabakke i hånden.

     ”Undskyld, jeg giver ikke ved dørene.”

Lilith lukkede med et drillende smil langsomt døren i. Mason rystede på hovedet, grinte og skubbede den så op. Han kiggede forsigtigt over skulderen, og gav derefter Lilith et kys på munden. Hun svarede af hele sit hjerte igen.

Aftenen stod på pizza og film. Det var det bedste ved at være i menneskenes verden. Hos englene kunne man ikke spilde sin tid med at se film. Der var mange vigtigere ting at tage sig til.

De sidste to år havde hun of Mason haft et hemmeligt forhold. Mason troede, at grunden til at det var hemmeligt, var fordi hun ikke ville have deres andre venner til at vide det. Men i virkeligheden var det kun for at Jarvis og hans rådgivere ikke skulle finde ud af det. Hvis de kendte til hendes intime forhold til Mason, ville hun ikke blot blive smidt af opgaven, men hun ville også blive forvist fra englenes verden.

Englene havde deres love lige så vel som menneskene havde deres. Og en af de absolut vigtigste regler var, at ingen engel, uanset om man var dødsengel, lyseengel eller vægtengel, måtte føre et intimt forhold med noget menneske.

Lilith havde det bedst sådan som hun lå lige nu. Ved siden af Mason med følelsen af bar hud der rørte hinanden. Når hun sov alene, havde hun altid onde drømme. Drømme om dæmoner der kom for at gøre det af med den udvalgte.

Dette var heldigvis kun sket en gang i det virkelige liv. En dæmon ved navn Shayna, var dukket op en dag Mason var gået alene hjem. Hun ville måske have fået ramt på ham, hvis ikke Lilith havde tjekket sit synsspejl, og fornemmet den skygge der havde gemt sig i busken.

Lilith havde med nød og næppe reddet Mason. Hun havde været nødt til at slå sine majestætiske sorte vinger ud. Hvis hun havde løbet det stykke hen mod Mason, ville Shayna have nået at få ram på ham. I stedet var hun fløjet derhen. Hun nåede dog ikke at kæmpe mod Shayna. Idet Shayna havde set en dødsengel havde hun stukket halen mellem benene, og var løbet sin vej. Lilith var sikker på at Shayna ikke havde regnet med at dødsenglene havde fundet den udvalgte.

Ved siden af hende vendte Mason sig i sengen. Lilith skyndte sig at vende sig om, så han ikke opdagede at hun havde ligget og kigget på ham. Men det var uden grund. Hans tunge vejrtrækning fortsatte og Lilith lagde sig til at sove.

 

     ”Hvad tror du Mason ønsker sig i fødselsdagsgave?”

Claires nysgerrige øjne kiggede undersøgende på Lilith. Nogle gange troede hun at Claire havde regnet deres forhold ud, men skubbede altid tanken hurtigt fra hende, som havde hun brændt sig på den.

     ”Hmm… Det ved jeg ikke. Han har vist nok snakket om nogle nye løbesko.”

Lilith svar var åbenbart ikke tilfredsstillende nok, da Claire rystede på hovedet og i stedet vendte sig om mod Jack og spurgte ham i stedet. Hun rejste sig, gav et blik til Mason og gik derefter ud på gangen. Som aftalt gik hun mod toiletterne på anden sal. Der var aldrig nogen der benyttede sig af dem på grund af rygtet om de var hjemsøgte. Dette var kun delvist sandt. De havde sandt nok en uhyggelig atmosfære over dem. Og måske havde Lilith en finger med i det spil.

Fem minutter efter kom Mason gående rundt om hjørnet.

     ”Du er vel godt klar over, at det i dag er præcis to år siden du kyssede mig første gang?”

Mason kiggede på hende med et falsk forundret ansigtsudtryk og trykkede hende op mod væggen.

    ”Nå… Hvis det er sandt, så må jeg jo hellere leve op til det!”

Han førte blidt sine læber op til hendes hals og begyndte at kærtegne den. Den kildende fornemmelse der altid var der når hans rørte hende bredte sig op at halsen og til sidst ramte den hendes læber. Der var altid en aroma af søde blomster omkring ham, og Lilith indåndede forsigtigt luften.

     ”Jeg vidste det!”

Lilith trak sig hurtigt tilbage fra Mason. Nu var det ude med hende… Hun kunne lige så godt pakke alle sine ting og tage hjem. Bag Mason stod Claire med armene over kors og kiggede fordømmende mellem de to. Hele scenariet udspillede sig i Liliths hoved. Først fandt Claire ud af det. Derefter resten af skolens og bagefter ville Jarvis på den ene eller anden måde finde ud af det og trække hende hjem.

     ”Claire… Vær sød ikke at sige det til nogen! Der er ikke nogen der må vide det… Jeg… Det…”

     ”Nå så det er hemmeligt? Men hvis det er på den måde, så kan det da godt være at jeg ikke siger det til nogen. Måske…”

Claires øjne lyste op på en måde der sagde at hun virkelig havde lyst til at fortælle det til alle. Men hendes smil bliv lidt efter til en lidt mere alvorlig grimasse.

     ”Bare rolig… Jeg skal nok lade være med at sige noget. Så længe at Mason er enig med dig i at holde det hemmeligt”

     ”Det er jeg. Lilith og jeg har diskuteret det flere gange. Vi er enige om det her”

Claire så skuffet ud. Hun havde tydeligvis håbet på at Mason ville syntes at hvis en vidste det, kunne alle lige så godt vide det. Men hun gik med på at holde tæt, og gik tilbage til klassen og efterlod endnu engang Lilith alene med Mason.

Mason fortsatte hvor han slap, og Lilith lagde armene rundt om nakken på ham. Han løftede hende op af væggen, så hun kunne svinge benene rundt om ham.

     ”Ej, hvor nuttet! To turtelduer der har travlt når de burde være til time”

Lilith genkendte straks den kolde stemme. Hendes fødder ramte gulvet med et bump og hun skubbede Mason til side og i sikkerhed.

     ”Lang tid siden, Shayna…”

Hun sagde dette med så meget foragt i stemmen hun kunne præstere. Ud af øjenkrogen kunne hun se Mason kigge forvirret fra den ene til den anden. Lilith spændte i hele kroppen og gjorde sig klar til et angreb. Shaynas røde øjne kiggede skiftevis på Mason og derefter på Lilith.

     ”Hvad tror du Jarvis siger når han finder ud af det?”

     ”Det kommer overhovedet ikke dig ved, hvad jeg gør eller ikke gør” Men Lilith vidste Shayna havde ret, og dette irriterede hende. Lilith var kommet til at miste øjenkontakten med Shayna af bar frustration, og skyndte sig at kigge igen. Men det var for sent. Shayna var allerede i luften, og en knyttet næve ramte hende i ansigtet. Lilith faldt omkuld, men kom hurtigt på benene igen. Alting gik så hurtigt, at Lilith knap nok registrerede hendes egne bevægelser. Hendes fod ramte Shayna i hovedet, og en albue ramte Lilith på kinden. Inden længe lå Lilith på gulvet.

     ”Du skulle nok have trænet noget mere i stedet for at kysse på den udvalgte. Du gør det kun nemmere for mig at dræbe ham.”

Det var ovre, Lilith var sikker. Hun havde fejlet sin opgave. Hun burde slå sine vinger ud, men hun kunne ikke få sig selv til at afsløre sin identitet over for Mason på den her måde. Der måtte være en anden løsning. Shayna bukkede sig ned over Lilith med en dimantdolk i hånden. Det eneste der kunne dræbe en engel. Hendes vejrtrækning blev hurtigere, og endelig øjnede hun chancen. Hun svingede sit ben så højt hun kunne, og ramte Shayna med et kraftigt spark i hovedet.

Shayna faldt ned på siden og tabte dolken ud af hånden. Mens hun fumlede efter den, løb Lilith hen Mod Mason.

     ”Løb!” Mason rokkede sig ikke ud af stedet. Lilith havde intet valg, hun trykkede ham på skulderen, og han faldt sammen som en kludedukke. Hun bredte sine vinger ud, og mærkede den unaturlige styrke suse igennem hende. Hun kiggede sig over skulderen. Shayna havde endnu en gang fået fat på dolken. Lilith tog Mason under armen og susede af sted. Hun var nødt til at få ham i sikkerhed.

Hun kunne ikke tage ham med til englenes by. Hun var nødt til at vente på han fyldte sit 20. år. Heldigvis havde Jarvis skabt en sikkerhedszone omkring den bygning de boede i. Hun skulle bare ryste Shayna af først. Dette var dog lettere end hun troede. Hun var hurtigere på vinger end Shayna var til fods. Hun havde åbenbart ikke fået evnen til at flyve endnu. Det betød at Shayna ikke havde været under dæmonernes konge Delanio længe nok, til at hav havde givet hende evnen.

Lilith rystede Shayna af sig idet de drejede rundt om næste hjørne, og hun satte i stedet kursen mod lejligheden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...