Dødens Glorie

Lilith er dødsengel og har til opgave at vogte over Mason indtil han fylder sit 20. år. Tiden er næsten inde, og deres hemmelige forhold er truet af sandheder, der skal afsløres, onde dæmoner og en forstående rejse.

0Likes
0Kommentarer
190Visninger
AA

1. Kapitel 1

Et hvinende skrig brød tavsheden efterfulgt af en glædesfyldt latter. Lilith vendte sig om, og så Claires glade ansigt. Det bløde hår indrammede hendes ansigt, så hendes blå øjne lyste op. Bag hende stod Jack. Lilith undrede sig en gang imellem over, hvordan Claire kunne tiltrække alle drengenes opmærksomhed. Og alligevel, holdt hun ikke på dem mere end en uges tid.

Det var trods alt mere end hvad Lilith sig kunne præstere. Hun var egentlig også ligeglad. Eller det burde hun i hvert fald være. Det eneste hun skulle bekymre sig om var Mason, men et stik af jalousi ramte hende alligevel en gang imellem.

Mason sad ved bordet foran hende. Han vendte sig om og gav hende et af hans skæve smil, så hans smilehuller trådte tydligt frem. Hvordan kunne han ikke være klar over, at han var speciel? Det var tydeligt at se. Han havde en speciel glød over sig. Han var den eneste i hele verden med denne glød svævende over sit hoved.

Lilith sad bøjet over sit papir og prøvede at bøje en masse verber. Hvordan var det overhovedet nået til at hun var endt på en skolebænk. Hun havde ikke brug for at vide hvordan man bøjede verber. Det hun havde brug for var mere kamptræning. Hun kunne allerede klare sig rimelig godt mod mennesker og engle, men hun kunne intet stille op hvis en af dæmonerne dukkede op.

En skygge smøg sig forbi hendes øjenkrog. Mindre end et sekund efter havde hun fat i Jacks krave. Hans ansigt var rædselsslagen.

     ”Du har helt seriøst paranoid! Du tror altid nogen er ude på at gøre dig noget, bare man går forbi…”

Jack havde ret… Hun var nødt til at lære at styre sig, bare fordi hun så noget bevæge sig, var det ikke ens betydende med at det var Shayna der luskede rundt. Shayna var også mere udspekuleret end bare at vade ind i klasselokale. Der var for mange mennesker, og Lilith ville altid være der, hvis Mason var. Hun mumlede et stille undskyld og slap Jack. Han sank et stykke sammen idet hun slap ham, og skyndte sig så væk.

 

     ”Du må altså virkelig til at stoppe med at kvæle folk, bare fordi de går forbi dig. De tror i forvejen at du er skør nok med det hår der.”

Claire så op på Liliths Lilla hår. Claire og alle andre troede at hun farvede det den farve med vilje. Men sandheden var bare, at hendes hår naturligt havde den farve når hun var i menneskenes verden. Desuden måtte hun dække sine læber med ferskenfarvet læbestift, for at folk ikke lagde mærke til hendes unaturlige blodrøde læber. Hvis hun så også skulle farve hår ved siden af, ville Claire og alle andre undre sig, når hendes eget hår voksede ud i en lilla farve…

     ”Jeg ved det… Jeg er måske en anelse paranoid”

Lilith sørgede for at der var en lød af pinlighed i hendes stemme. I virkeligheden følte hun ikke den mindste skyld ved at være ved at kvæle op til flere mennesker hver dag. Bare det betød at Mason var i sikkerhed. Hvad skulle hun sige til Jarvis, hvis der skete noget med Mason, bare fordi hun ikke havde været opmærksom nok.

Hun vinkede farvel til Claire, og drejede ned ad vejen til lejlighedskomplekset. Hun trak sit synsspejl op af lommen. Den viste ikke hendes spejlbillede som et normalt spejl. I stedet kunne hun se Mason. Han fulgtes med Jack og nogle andre fra klassen. Han var i sikkerhed så længe han var sammen med dem. Lilith åndede lettet op, og fortsatte hen til sin lejlighed.

Hun boede i samme lejlighedskompleks som Mason. Det var noget Jarvis havde sørget for, så hun bedre kunne holde øje med ham. Englene havde ikke råd til at der skete ham noget. Så ville de have tabt krigen. De havde allerede ventet 19 år på at Mason var klar til at bære opgaven. Når han fyldte sit 20. år, var det Liliths opgave at forklare ham, hvem han var.

Lilith frygtede den dag. Hun var ikke bange for krigen der ville komme bagefter. Han havde allerede brugt hele sit liv på at forberede sig på den. Hun var bange for om Mason ville tro hende. I forvejen sagde alle at hun havde kuk i låget. Hvad ville han så ikke tro når hun begyndte at tale om engle og dæmoner? Og ikke mindst var hun bange for at miste sit venskab med ham.

 Hun havde vogtet over ham siden de var 14 år. Han havde ikke været langt tid om at opdage, at hun hele tiden havde været i nærheden af ham. Han havde taget det som om at hun ville være venner med ham. Dette var kun delvist sandt. Det havde gjort hendes arbejde en hel del nemmere at være venner med ham i stedet for bare at virke som en stalker. Men i virkeligheden var de kun blevet venner fordi hun ikke havde været særlig god til sit job. Hun var kæmper ikke overvåger. Hun var blevet trænet til at kunne forsvare sig selv og andre. Overvågning var hun i hvert fald ikke blevet trænet i og det kunne mærkes. Hendes reflekser reagerede får noget andet, og hun slog ud før hun spurgte, hvem der kom rundt hjørnet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...