Pigen med Paraplyen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2014
  • Status: Færdig
Malte er flyttet ind i en et-værelses lejlighed i en grå boligblok. Han sidder bare og stirrer ud af vinduet. Det har regnet hele dagen. Det er den dag han får øje på hendes paraply. Den er lys lyserød med grønne blade og mariehøner spredt over det hele. Hun har, i modsætning til alle andre der er totalt pakket ind i vindtæt regntøj, en let hvid sommerkjole på. Hendes gang er let svævende og overjordisk, og hun rør knap nok jorden. Hun er lille og spinkel, og ser ud som om et enkelt vindpust kunne vælte hende. Hvem er hun?

11Likes
19Kommentarer
476Visninger
AA

1. Den dag hvor de mødtes

Pigen med Paraplyen

Kapitel 1: Den dag hvor de mødtes

Skrevet af: Katriona

 

Det havde regnet hele dagen. Store tunge grå skyer havde dækket himlen, og ikke en eneste solstråle havde kunne trænge i gennem. Alt var gråt, trist og deprimerende. Malte sad i sin et-værelses lejlighed i den store grå boligblok, og kiggede ned på alle de travle mennesker, der gik rundt nede på gaden. De havde alle sammen et mål. En destination de skulle nå frem til. Malte havde ikke noget mål og heller ikke noget destination. Hans mor sagde han ikke var ambitiøs nok, og derfor ikke havde nogen fremtid. Hans far brummede sammen stemmende, og fortsatte med at læse sin avis. Men Malte havde en fremtid! Han kunne bare ikke finde den...

Da hans forældres brokkerier var blevet for meget for Malte, besluttede han sig for at flytte hjemmefra. Det var derfor, Malte nu sad i en trist et-værelses lejlighed i en grå boligblok med brune flyttekasser i hjørnerne. Det eneste positive ved situationen var det store panorama-vindue og altanen, der vendte ud mod gaden.

Malte stod på altanen, og betragtede alle de andre menneskers liv, mens hans ejet stod på standby. Malte stod, og betragtede mængden af sorte paraplyer, der kæmpede sig i gennem regnen på det alt for smalle fortov. Hele vejen var domineret af en stor vej med biler, som Malte var sikker på kørte langt over fartgrænsen. Ingen stod stille. Alle bevægede sig. Han tændte en ny cigaret, i ren kedsomhed, bare for at se den brænde til et skod som han kastede ned på gaden. Nogle gange ramte han et menneske. Mennesket ville kigge op og råbe ukvemsord til Malte indtil Malte råbte undskyld. Så ville mennesket omsider gå videre og Malte ville tænde en ny cigaret. Det hele var gentagelse, indtil han fik øje på hendes paraply. Den var lys lyserød med grønne blade og mariehøner spredt over det hele. Hun var, i modsætning til alle andre der var pakket ind i vindtæt regntøj, iført en let hvid sommerkjole på. Hendes gang var let svævende og overjordisk, og hun rørte knap nok jorden. Hun var lille og spinkel, og så ud som om et enkelt vindpust kunne vælte hende. Malte var sikker på hun ikke kunne være mere end 12 år gammel. Pigen stoppede pludselig brat op og vendte sig 90 grader så hun stod ud mod vejen. Hun blev ved med at stå sådan i et kvarter.

Maltes cigaret brændte ud, men han lagde knap nok mærke til det. Han skoddede cigaretten, og fandt sin jakke og sine nøgler. Så smækkede han døren efter sig, og gik så hurtigt, som hans dårlige kondition nu ville tillade ham, ned af trapperne. Malte kiggede ud over mængden, og fik med det samme øje på hende. Hun havde ikke rykket sig en millimeter. Han maste, og skubbede sig i gennem mængden af ligegyldige ansigter.

”Æhm... Hej...” sagde han akavet, og kløede sig i nakken. Hun rørte sig ikke.

”Hvorfor står du der?” prøvede han igen.

Hun drejede sit ansigt mod ham. Hun var udmagret og man kunne se hendes kindben alt for tydeligt. Hendes store brune øjne stirrede på ham. Hendes læber adskiltes som om hun skulle til at sige noget. Hun lukkede munden igen. Hun rømmede sig, og sagde ”Jeg venter på den rigtige bil og det rigtige tidspunkt...”

Hendes stemme var lys men ikke irriterende. Hendes blonde hår faldt i små bølger ned af hendes skuldre, og hendes fortænder var lidt for store. Den hvide kjole sad løst og let på hendes lille krop. ”Prøv at lukke munden og se intelligent ud. Vil du?” sagde hun, og kiggede smørret på ham.

Malte lukkede hurtigt munden, og stirrede på hende. ”Ville du gå ud foran bilen?” spurgte han.

Hun nikkede som svar. ”Ved du hvad. Du er den første der har snakket til mig. Alle andre er bare gået forbi.” Hun smilede et stort smil der viste alle hendes tænder og kiggede på Malte som om hun studerede ham.

Han krympede sig under hendes gennemborende blik og kiggede ned på sine udtrådte gummisko. Der sad lidt jord på venstre snude.

”Er du pædofil?” spurgte hun.

Malte kiggede op på hende. Der tabte han fandeme underkæben. ”Hvad? Hvorfor ville du tro sådan noget om mig?” spurgte han vredt.

”Slap af... Du er en vildt fremmed fyr. Cirka omkring de 20 år ikk'? Og du startede med at snakke til mig. Hvorfor skulle jeg ikke tro, du var pædofil?” spurgte hun trak på skuldrene.

”Tag dig sammen! Jeg ville bare spørge om du var okay. Bare glem det! Og desuden er jeg 18.” vrissede Malte vredt og vendte sig om for at gå tilbage.

”Du må ikke gå! Hvis du går, går jeg ud foran en bil!” råbte hun.

Malte stoppede, og vendte sig om.

Hun bed sig i læben, og kiggede på ham. ”Du får æren af at vælge... Du kan gå nu som om du aldrig har mødt mig, og jeg vil gå ud foran den næste bil der kommer. Eller du kan blive hos mig...”

Malte stirrede chokeret på hende. Hun måtte være sindssyg! Hun stirrede tilbage på ham. Hendes kjole blafrede let, og regnen trommede urytmisk på hendes paraply. De stirrede på hinanden i lang tid. Til sidst var Malte totalt gennemblødt af regnen, der endnu ikke var stoppet.

”Har du bestemt dig?” spurgte hun stille.

”Du er sindssyg.” svarede Malte, og rystede let på hovedet.

Pigen smilede, så man kunne se hendes lidt for store fortænder. ”Det er du også.” sagde hun, og grinede stille.

”Hvad hedder du?” spurgte Malte.

”Jeg hedder Flora den sindssyge pige.” sagde Flora, og nejede. ”Dig?” spurgte hun.

”Jeg hedder Malte den sindssyge dreng.” sagde Malte og bukkede.

Hun grinede. ”Skal vi ikke gå op i din lejlighed?” spurgte hun.

Malte kiggede chokeret på hende.

Hun grinede højt og larmende. ”Ikke på den måde idiot... Det regner. Du er totalt gennemblødt og hvis du bliver fem minutter mere herude i regnen bliver du syg.” sagde hun neutralt men et lille smil sad på hendes læber.

O-okay...” sagde Malte fandt sine nøgler.  

 

---------------------------------------------

 

Hej alle sammen ;)

Det her var så første kapitel... Jeg håber I vil tage godt imod min nye historie.

Jeg er ikke så god til alt det med forfatter-beskeder osv. så æhm... Jeg tror bare jeg stopper mig selv her :P

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...