Paradiset Den Stille - Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 aug. 2014
  • Opdateret: 21 nov. 2014
  • Status: Færdig
Dette handler om den tomme følelse man har, når man mister en man elsker - en som er en del af en selv. Alle de følelser man går igennem. Sorg, ulykkelighed, ensomhed, vrede. Men dette er også et budskab om, at alting nok skal blive godt igen, uanset hvad. Man har sine elskede omkring sig til at tage en i hånden. Jeg mistede min elskede kæreste til kræften den 9. august 2014. Jeg beder stadig hver dag for, at koden mod kræften snart knækkes. Jeg dedikerer denne tekst til alle jer, der har gået igennem tabet af dem man elsker. Og jeg lover jer, at alting også bliver bedre. Sorgen slipper os aldrig. Men vi lærer at leve med den.

44Likes
11Kommentarer
1120Visninger
AA

2. Paradiset Den Stille

 

 

 

Træk vejret. Tæl til tre. Afspil musikken.

 

 

 

Alt virkede så . . . stille. Så fredfyldt. Så mørkt. Ensomt. Jeg kunne høre regnen slå lige så stille på ruderne denne morgen. Støvpartikler dasede rundt i det matte lys, der kæmpede sig igennem de støvede ruder. Her var så stille, at jeg kunne høre mit eget hjerte slå. Takt for takt. Slag for slag. Blodet blive sendt ud i kroppen på mig. Mit stadig levende hjerte. Min levende krop. Lyden af mit åndedræt. Mine fingerspidser gled let hen over det mørke skrivebord. Det var ryddet så pænt op. Papirer var stablet i alfabetisk orden. Computeren var klappet sammen. Stod i det ene hjørne. Den var ikke blevet brugt i lang tid.

 

 

Medaljer hang på væggen. Store guldmedaljer, side om side.

Da hørte jeg lyden af en forpustet dreng. Han løb og løb. Hjertet arbejdede på højtryk. Det halvvåde hår sad klistret til hans pande. Regnen fossede ned over alle. Men han holdte sig ikke tilbage. Han fortsatte med et dunkende hoved. Den slørede lyd af heppende mennesker var overalt, da han passerede målstregen. Da hoppede han af glæde. Blev overfaldet af sine venner, der med det samme løb ham i møde.

Han dryssede med blodrøde roser den samme aften. Overalt lå de. På gulvet, på reoler, på hylder. Selv i det tomme badekar. Gløder af stearinlys badede hele huset, ligesom duften af frisklavet mad. Lige fra Venedigs smalle kanaler og gondolernes beroligende vuggen.

 

 

Lyden pirrede mig i mine øre, da den velkendte lyd af en ringen summede i mine øre. For et sekund lukkede mine øjne i. Mit hjerte ræsede derud af som galoperende heste på en skærsommernat. Rubinrøde tårer glimtede sig ned ad mine sunkne kinder. Plir-plir, landede de på det hårde trægulv. Min tinitus skreg uafbrudt inde i mit pinende hoved. Og mine lunger skreg for fulde kraft. I smerte. I sorg, i panik. I ensomhed. Og jeg krøb mig sammen som et skrøbeligt stykke glas. Alting kollapsede inde i mig. Jeg havde mistet en del af mig selv. Det var som om, at de ondeste klør hele tiden blev ved med at stikke mig dybt i hjertet. Og de ville ikke give slip.

 

 

Jeg mærkede fanden tage ved mig. Bogreoler fløj om ørene på mig. Bøger dansede rundt i rummet og lagde sig på hinanden. De granatgrønne gardiner hang i laser. Og den gamle tapet hang bedrøvet op ad væggen. Ét spark. Ét mere. Ét til. Det store mahogniskrivebord væltede med et brag. Gnister slog ud til alle sider, da lysekronen faldt. Dets millioner af glasskår spredte sig til alle verdenshjørner. Guldmedaljerne var ikke længere af guld. Tilbage var der kun farveløst jern. Malerier, portrætter og plakater blev revet itu. Trærammerne lå i bunker med sine sylespidse sider pegende mod loftet. Rubintårerne lå overalt. Små, glimsende sten.

Og da lød der et klirrende brag, da vinduet blev smadret. Den kolde regn sivede ind i det hærgede rum, der førhen bar på fortidens ondsindede klør.

 

 

Jeg stoppede op i et split sekund. Mærkede hjertet slå mod min brystkasse. Min hals føltes som om, at nogen havde ridset den synder sammen. Lyden af regnen beroligede mig. Lyset havde opfanget mine røde, krakelerede øjne, hvis pupiller buldrede ud mod øst og vest. Nord og syd. Med små skridt gik jeg hen mod det smadrede vindue. Og jeg mærkede den kølige luft mod min glødvarme hud. Mit hår dansede let i vinden. Og da jeg lod mit blik svige ud igennem ruden, mærkede jeg en regndråbe kærtegne min næsetip.

Jeg kiggede langsomt op på himlen.

En ro havde bredt sig. Stilheden havde lagt sig endnu en gang. Men denne gang var det ikke en ensom stilhed. Denne gang var det en fredfyldt stilhed. En fornemmelse af lettelse fór sig ned i min krop. Helt ud til mine blodige fingerspidser. Længe kiggede jeg op mod den gråtonede himmel. Smagte på regnen. Så de krystalblå øjne for mig. Så glimtende, så smilende. Han dansede let hen over skyerne. Lige så let som en engel.

Forsigtigt bredte der sig et lille smil på mine tørre læber.

 

 

 

Vi fulgtes fra ungdommens sollyse vår,

Men, nu må du vandre alene.

Mine tanker er hos dig – mon atter du går

under forårets blomstrende grene?

En dag skal jeg tage din hånd igen

og vi skal vandre sammen, min ven

i paradishaven den stille

hvor døden os aldrig kan skille.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...