Exploding | One Direction (E2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
*Jeg anbefaler, at man læser Explosion, før man begynder på denne her* Da Piper valgte at se tingene, som var alle problemerne hendes skyld, forlod hun dem alle sammen og flyttede hen til hendes faster i New York. Nu, to år senere, går Piper på college og lever det vilde liv, imens One Directions karriere er ved at falde sammen. Louis lider stadigvæk under savnet af Piper, så da drengene tager en tur til New York for at få alt op at køre igen og Louis støder ind i Piper på hendes arbejdsplads, falder det hele blot mere sammen - både for ham og for Pipers nye liv. En ting er i hvert fald sikkert, for hvis ikke One Directions karriere skal helt forsvinde, så har Louis brug for hjælp med det samme. En hjælp, han kun kan få fra Piper.

115Likes
98Kommentarer
8497Visninger
AA

19. Velkommen tilbage

 

PIPER

"Welcome home, darling"

 

"Du vover at forlade mig igen på den måde" Louis stemme var en anelse rystet, da han stod ved siden af min seng og blot så til, imens jeg kastede alle mine ting ned i min kuffert og ikke gjorde mig en eneste tanke om at folde mit tøj sammen. 

"Hvad vil du ellers have, jeg skal gøre!?" Jeg kom til at råbe af ham og jeg sværger, at det slet ikke var meningen. "Undskyld," hviskede jeg og førte frustreret en hånd igennem mit hår, inden jeg lynede kufferten og stillede den klar på gulvet. 

"Jeg tager med dig. Du kan ikke sige mig imod, for jeg har allerede pakket min kuffert," sagde han bestemt og tog et par hurtige skridt hen imod mig. Jeg rystede forsigtigt på hovedet. 

"Det går ikke, Louis. Jeg bliver nød til at tage til England alene" Louis rystede bestemt på hovedet og førte en tot af mit hår om i bag mit øre. 

"Du har brug for støtte, Piper, du kan ikke tage afsted alene og bo på et hotelværelse helt alene. Jeg tager med dig" Jeg nikkede forsigtigt og lod Louis' øjne fange mine. Hans læber snittede mine, da jeg trak mig væk fra ham og stille rystede på hovedet. Det var kompliceret. Louis lod et mildt suk forlade hans læber, og trådte et skridt væk fra mig. 

"Taxaen venter" Han tog min kuffert og var hurtigt ude af mit værelse. Jeg gik hurtigt ud i køkkenet og skrev en besked til Tricia om, at jeg var hos min mor og hun ikke skulle bekymre sig, inden jeg lukkede og låste lejligheden af efter mig. 

Farvel New York, hej London. 

 

 

 

 

 

 

Det regnede i London, og det var koldt. Det var nu ikke fordi jeg havde regnet med andet, men det fik mig allerede til at længes efter New York. 

"Hey, er du okay?" spurgte Louis forsigtigt og lagde armene omkring mig, da vi stod oppe på det hotelværelse, som Louis havde booket og som var langt mere stilfuldt end, hvad jeg havde tænkt mig, det skulle være. Jeg havde egentlig bare brug for et lille hotelværelse med en seng, toilet og morgenmad, men Louis insisterede på, at vi skulle bo et ordentligt sted. 

Det måtte han selv om. 

Jeg nikkede og lagde selv armene om ham. Jeg var ikke okay, langt fra, men jeg turde ikke vise det, selvom Louis havde set nok alle sider af mig, der var at se. Han kommenterede det ikke, men jeg kunne mærke, at han vidste jeg løg. 

Louis strøg mig forsigtigt over håret, inden han trak sig væk fra mig og sendte mig et forsigtigt smil. Da jeg kyssede Louis i fredags, anede jeg ikke, hvad jeg lige havde gang i. Det var kun det ene kys og ingen af os havde rigtig kommenteret det, men jeg kunne føle på Louis, at det gik ham på. 

Jeg vidste heller ikke, hvad der skulle gøres, det var kompliceret. 

"Er du klar til at tage afsted?" spurgte han roligt og endnu engang nikkede jeg, inden jeg tog hans hånd og flettede hans fingre ind i mine. Jeg ville ikke sende ham forkerte signaler, men jeg havde brug for støtten. 

Vi forlod hurtigt hotellet og gik direkte ud til vores taxa. Jeg anede ikke, hvordan de gjorde det, men en masse journalister havde allerede fundet ud af, at Louis var tilbage i London. Han var dog vant til det, selv på disse sene dage, hvor karrieren havde taget mere eller mindre et stop. 

De lavede ikke musik lige pt, men havde heller ikke planer om at lave noget andet end musik lige nu. Jeg fortalte adressen til chaufføren og vi kørte derhen i stilhed. Den var ikke ubehagelig eller trykket, den var faktisk ret behagelig. Da vi holdt ind ved hospitalet, var Louis hurtigt ude af taxaen og åbnede døren for mig, hvilket jeg blot smilede af. 

Louis betalte chaufføren, selvom det lå i mine planer at gøre det. Han skulle ikke bruge alle hans penge på mig, det kunne jeg ikke li. Da Louis lagde hans arm omkring mig og kort kyssede mig på toppen af mit hoved, sagde jeg ikke noget til det. Jeg havde ikke noget imod det. 

"Margarat Cox," sagde jeg til damen bag skranken, da hun bad om et navn. Hun nikkede og pegede ned ad gangen. "Værelse 37, 2. sal," sagde hun med et venligt smil. Jeg takkede hende hurtigt og trak Louis med hen til elevatoren, hvor vi trådte ind og kørte op på anden sal. Da jeg stod foran den blå hospitalsdør, kunne jeg mærke nervøsiteten stige i mig. 

"Hey, det skal nok gå, okay. Vil du have, at jeg venter herude?" spurgte han forsigtigt. Jeg nikkede som tegn til, at han godt måtte vente. Det var lang tid siden, jeg havde set min mor og nu når jeg endelig skulle se hende igen, var hun syg. 

Jeg bankede forsigtigt på døren og trådte få sekunder efter ind i det hvide hospitalsværelse, hvor jeg straks fik øje på min mor i hospitalssengen. Hun var utrolig bleg og formåede kun lige akkurat at have åbne øjne. Allerede nu kunne jeg mærke tårerne presse sig på, da jeg forsigtigt gik hen til hende og lagde min hånd oven på hendes. 

"Hej mor," hviskede jeg og kæmpede virkelig for at holde tårerne tilbage, der sneg sig op i mine øjne. "Hvordan går det?" spurgte jeg lidt efterfølgende. Hun vendte forsigtigt blikket imod mig og med de kræfter hun havde tilbage, trak hun på skuldrene. 

"Det svinger," formåede hun lige at sige. 

"Hvad med lægerne, hvad siger de?" spurgte jeg forsigtigt og håbede på at høre noget godt. 

"De ved det ikke skat, det har udviklet sig rigtig meget før jeg opdagede det, og..." Min mors stemme døede forsigtigt ud og jeg kunne nu føle hver og en af de tårer, der trillede ned ad mine kinder. 

"Jeg har allerede mistet min far, jeg kan ikke også miste dig. Du må ikke forlade mig mor, vil du love mig det?" Mit pludselig break down kom egentlig ikke synderlig bag på mig. Min mor svarede mig ikke, hulkene forlod mine læber en efter en og jeg lod mit blik falde. Jeg kunne ikke miste min mor også.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...