Exploding | One Direction (E2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
*Jeg anbefaler, at man læser Explosion, før man begynder på denne her* Da Piper valgte at se tingene, som var alle problemerne hendes skyld, forlod hun dem alle sammen og flyttede hen til hendes faster i New York. Nu, to år senere, går Piper på college og lever det vilde liv, imens One Directions karriere er ved at falde sammen. Louis lider stadigvæk under savnet af Piper, så da drengene tager en tur til New York for at få alt op at køre igen og Louis støder ind i Piper på hendes arbejdsplads, falder det hele blot mere sammen - både for ham og for Pipers nye liv. En ting er i hvert fald sikkert, for hvis ikke One Directions karriere skal helt forsvinde, så har Louis brug for hjælp med det samme. En hjælp, han kun kan få fra Piper.

115Likes
98Kommentarer
8530Visninger
AA

9. Sandheden, tak

PIPER

"Yes, i am a crazy bitch"

 

Det var først, da jeg var på vej ud af døren den efterfølgende tirsdag, at jeg opdagede, min taske ikke var kommet med mig hjem, da jeg spontant havde valgt at forlade cafèen efter Louis' kommentar. Så det var jo bare skønt, at jeg nu havde hverken bøger eller mit penalhus. 

"Hvor er din taske?" nærmest vrissede min faster af mig. Hun var stadigvæk pissed på mig, og jeg kunne i bund og grund godt forstå hende. Hun havde været så sød at lade mig bo her hos hende, og jeg var egentlig bare lidt af en bitch. 

"I mit skab på skolen," mumlede jeg og Tricia valgte ikke at uddybe det, hvilket jeg var taknemmelig for. Hun vidste nemlig ikke, at jeg havde pjækket det meste af igår. Jeg var kun taget hen på skolen lige før det var meningen, at hun skulle hente mig, så hun ikke fattede mistanke. 

Resten af dagen, efter jeg var skredet fra Louis, var blevet tilbragt i en forladt stuelejlighed, som jeg var stødt på imens jeg frustreret ikke anede, hvor jeg skulle gå hen. 

"Hvis jeg tager din stuearrest fra dig, lover du så at give et forsøg på at være en smule sødere, og tænke lidt mere over de valg, du træffer?" spurgte hun pludselig, da vi var godt og vel halvvejs imod skolen. 

"Jeg har altid tænkt over de valg jeg træffer. Jeg har jo sagt, at jeg ikke havde taget nogen stoffer," sagde jeg så blidt, men alligevel så overbevisende, som overhovedet muligt. For det havde jeg virkelig ikke, jeg havde ikke taget nogle piller eller kokain og hvad det ellers er, hun påstår.

Det havde jeg altså ikke. 

"Fint," sagde hun en smule opgivende, da hun holdt ind ved skolen. Jeg sendte hende et forsigtigt smil imens jeg klikkede min sele op og trådte ud fra hendes sorte Kia. Jeg banede min vej op til hovedbygningen og masede mig igennem de mange elever, der gav mig en lettere klaustrofobi. 

Jeg gik ret målrettet imod mit skab, hvilket også resulterede i, at jeg fik et par irriterede blikke på vejen, da jeg stødte ind i folk. Det var da ikke min skyld, de kunne bare se sig for. 

Jeg nåede dog ikke helt frem til mit skab, da jeg pludselig blev stoppet af en hånd, der lagde sig på min skulder, vendte mig rundt og et par læber, der straks mødte mine. 

Ethan. 

Han førte en tot af mit hår om i bag mit øre, hvor han efterfølgende trak sig blidt væk fra mig med et skævt smil på hans læber. 

"Jamen hej til dig også," sagde jeg så sukkersødt som muligt, hvilket egentlig gav mig lyst til at kaste op. Ethan grinte hæst af mig i få sekunder, inden han trak mig til siden og lænede sig op af skabene.

"Du ved at efterårsballet er i næste uge, ikke?" startede han forsigtigt ud. Jeg kunne tydeligt se, at han var nervøs, hvilket faktisk var overraskende kært. Jeg nikkede forventningsfuldt, for det betød vel, at han ville invitere mig med, gjorde det ikke? Jeg kunne næsten ikke stå stille. 

"Og jeg ville ligesom bare høre om du... Om du har lyst til at følges med mig?" spurgte han en anelse hurtigt, så hvis jeg ikke havde forberedt mig på der her spørgsmål, så havde jeg nok ikke opfattet det. 

"Jeg vil elske at tage med dig," sagde jeg med et stort smil, hvilket løsnede lidt op på Ethans nervøse ansigtsudtryk og han endte med at smile lettet, inden han plantede et let kys på mine læber. Det var sjælendt, at Ethan var nervøs, så det her... Det var en af de få gange. 

 

 

 

 

 

 

"Hvem skal du egentlig til efterårsballet med?" spurgte jeg efter at ha' skoddet min smøg på den afskallede bænk i skolens rygeskurer. 

"Altså... William har spurgt mig sådan lidt indirekte, men jeg ved bare ikke... Altså, han er en sød fyr, det er slet ikke det, William er bare ikke sådan rigtig min type," sagde hun med et let suk og sparkede til en af de små løse sten foran hende med snuden på hendes læderstøvle. "Du skal med Ethan, ikke?" spurgte hun med et stort smil og så op fra asfalten og hen på mig. 

"Hvordan vidste du det?"

"Jo altså, èt: I er kærester, indlysende, to: der er allerede en masser der hvisker om det," sagde hun med et kækt glimt i øjet, hvilket fik mig til at udgive et højlydt suk. Der var fordele og ulemper ved at date anføreren for skolens fodboldhold. "Hvordan går det egentlig med dit job?" spurgte hun lidt efterfølgende, flabet og selvfedt. 

"Hey, fint okay - de bad mig måske bare om at holde en lille bitte minimal pause, da der var et par gange, hvor jeg ikke var mødt op. Men altså, de har ligesom ikke fyret mig," mumlede jeg og kløede mig på albuen. 

"Skat, du er fyret," smågrinede hun, smed hendes smøg på jorden og trådte på den med spidsen af hendes læderstøvle. Fuck, jeg var fyret - og totalt på røven. 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med tunge skridt gik jeg imod receptionen på det hotel, hvor Louis angiveligt skulle være bosat på hans forhåbentlig korte tur til New York. 

Ikke at det ragede mig, jeg var sgu ligeglad...

Så længe han ikke viste sit grimme ansigt foran mig, så fint. 

Okay, Louis er altså ikke grim og - Jeg gider ikke stå og have en indree diskussion med mig selv. Stop, Piper. Bare for at få det på plads, så er Louis lækker.

Stop, Piper. 

Jeg spankulerede over det flotte, beigefarvede marmorgulv i mine småmudrede, halvslidte Nike sko, der nok bare havde bedst af at hilse på skraldespanden meget snart. 

"Hvad kan jeg hjælpe dig med?" spurgte manden bag skranken aldeles snerpet. Well, han syntes vel selv han var mangle klasser over mig, men ved du hvad, fuck ham. Jeg havde andet at give mig tid til end at brokke mig over en ældre mands nedladende, kyniske øjne. 

"Louis Tomlinson? Jeg skal besøge ham," fik jeg hurtigt sagt imens jeg koncentrerede mig om at få lidt styr på min vindblæse manke i denne oktober blæst. Manden bag skranken fnøs hurtigt af mig, inden han vendte blikket imod sin lille, faktisk ret store, firkantede skærm igen og lades som jeg var ren luft. 

Okay, jeg kunne se hans pointe. Jeg var nok ikke den første tøs der kom rendende og sagde, at hun skulle besøge Louis Tomlinson. Altså, hvor latterligt lød det også lige?

For her stod jeg, iført et par højtaljede boyfriend jeans, slidte sko og en basic sort trøje, imens mit hår ikke var til at styre og hele tiden faldt ned i øjnene på mig - jeg fattede hans pointe. 

"Helt ærligt, jeg er faktisk seriøs. Han har min taske og jeg vil meget gerne have den tilbage," sagde jeg en anelse køligt, hvilket vel næppe hjalp mig i denne situation. Jeg var bare sur nu, og til en grund jeg ikke rigtig selv kendte. Sure gamle mænd pissede mig vel bare lidt af. 

"Hør her, unge dame, du må hellere forlade hotellet med det samme inden jeg ringet til sikkerhedsvagterne," sagde han koldt uden overhovedet at skænke mig et blik. "Hvordan er hun overhovedet sluppet herind," hørte jeg ham lavmeldt mumle lidt efterfølgende, hvilket helt sikkert ikke var ment til at blive hørt. 

"Okay, besse, nu skal jeg fortælle dig en ting, og -" "Piper?" Jeg kendte den stemme, jeg vidste, hvem den tilhørte og til manden bag skrankens held, slap han for at se en Piper gå amok om få sekunder. 

"Mr. Styles, kender du hende?" spurgte manden bag skranken mistroende og skænkede mig kun få blikke, som jeg stod her med korslagte arme og frydede mig over min sejr. At den sejr så skulle blive hjulpet på vej af Harry, var en anden sag. 

"Det er fint, Alfrid, hun er min kusine," sagde Harry hurtigt og tog fat om mine underarm, hvor han efterfølgende trak mig med hen til elevatoren og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke bare gjorde en smule ondt. "Hvad helvede laver du her, Piper?" spyttede han nærmest af mig, ligeså snart dørene var lukket i. 

"Louis har min taske," sagde jeg hurtigt og forsøgte så hårdt jeg kunne på ikke at skabe en øjenkontakt med ham. 

"Piper, hvor blev du af?" nærmest hviskede han og nu kunne jeg ikke dy mig og fjernede mit blik fra de marmorbelagte vægge og så hen på Harry, der såret så hen på mig. "Du fortalte mig intet, pludselig var du bare... Væk" Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare, for jeg havde jo ikke en direkte grund selv, eller en skide god løgn jeg kunne stikke ham. 

Til mit held åbnede elevator dørene og jeg trådte hurtigt ud. Dog ikke hurtigt nok, for Harry greb hurtigt fat om mit håndled og tvang mig op af væggen, hvor han placerede en arm på hver sin side, støttede med hænderne på væggen og så mig direkte i øjnene. 

"Ikke flere løgne, Piper. Fortæl mig sandheden"

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...