Exploding | One Direction (E2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
*Jeg anbefaler, at man læser Explosion, før man begynder på denne her* Da Piper valgte at se tingene, som var alle problemerne hendes skyld, forlod hun dem alle sammen og flyttede hen til hendes faster i New York. Nu, to år senere, går Piper på college og lever det vilde liv, imens One Directions karriere er ved at falde sammen. Louis lider stadigvæk under savnet af Piper, så da drengene tager en tur til New York for at få alt op at køre igen og Louis støder ind i Piper på hendes arbejdsplads, falder det hele blot mere sammen - både for ham og for Pipers nye liv. En ting er i hvert fald sikkert, for hvis ikke One Directions karriere skal helt forsvinde, så har Louis brug for hjælp med det samme. En hjælp, han kun kan få fra Piper.

115Likes
98Kommentarer
8500Visninger
AA

17. Prom - part 2

PIPER

"I kissed him"

 

Musikken kunne høres helt ude på gaden, da Louis holdt døren for mig så jeg kunne træde ud af limousinen uden helt så meget besvær. Jeg tog en dyb indånding og gav mig til kort at studere hallerne, hvor festen ville blive holdt. Jeg var begyndt at tro, at det her måske ikke var den bedste ide alligevel. 

"Slap af, det skal nok gå," beroligede Louis mig. Han havde ret, han havde fuldstændig ret... og så ikke alligevel. Det var ikke fordi, jeg var bange for, at Louis ikke måtte komme med ind, fordi han ikke gik på skolen. Der var mange, der havde ledsagere med, der ikke gik på skolen. 

Det var bare... Ethan, han ville være her, Cher ville være her og Louis ville være her. Lige nu frygtede jeg, at det hele ville ende op som et totalt helvede. 

Jeg kom ud af mine tanker igen, da jeg hørte limoen gasse op i bag os og køre væk. Louis gjorde tegn til, at jeg skulle tage ved hans arm igen, men da jeg istedet flettede mine fingre ind i hans, kom det ikke kun som en overraskelse for Louis, men også for mig selv. 

Louis valgte da også at lade være med at kommentere på det, hvilket jeg var glad for. Jeg tog mig selv i at have savnet den følelse, der sprang frem i mig, når jeg følte Louis' og mine fingre flettet sammen. 

"Er du okay?" spurgte han, da vi trådte indenfor i varmen. Jeg nikkede svagt og så mig forsigtigt rundt for at se, om Ethan eller Cher var i nærheden. Det var de heldigvis ikke. 

"Lad os gå ind" Min stemme rystede en smule, hvilket fik Louis til at skæve hen på mig, inden han stoppede op og stillede sig med front imod mig; slap min hånd og så mig direkte i øjnene. 

"Piper, slap af. Det skal nok gå, okay? Du er utrolig smuk og du skal ikke lade nogen hakke ned på dig, okay?" Louis så mig dybt i øjnene og afventede tydeligvis et svar fra mig. Jeg nikkede og fandt et forsigtigt smil frem, tog en dyb indånding og lukkede øjnene i i få sekunder. 

"Tak" Jeg sendte Louis et lille smil, hvilket han hurtigt gengældte, inden han endnu engang tog min hånd. Jeg havde ikke noget imod det og jeg sagde intet til det. Han trak mig videre imod den høje musik, der hvor selve festen - eller ballet, som det jo rigtigt var - blev afholdt. 

Lige så snart mig og Louis trådte ind, følte jeg, at al opmærksomheden blev lagt direkte på os og langsomt gik ned til vores hænder, vis fingre var flettet ind i hinandens. Det var nok også derfor, at jeg hurtigt slap Louis' hånd og bed mig i underlæben. 

"Må jeg bede om den første dans?" spurgte Louis med et stort smil på trods af, at jeg lige havde vristet min hånd ud af hans. Jeg kunne ikke lade være med at smile og lod ham føre mig ud på dansegulvet, hvor en klassisk sang lige var begyndt. Louis lagde hans hænder på min talje og jeg lagde forsigtigt mine om hans nakke. 

"Jeg vidste ikke, at du kunne danse," sagde jeg med et stort smil, da Louis snoede mig en enkelt gang rundt for at lægge hans hænder ved min talje igen. 

"Jeg ville nu heller ikke ligefrem kalde det her dans, nok snarere lidt vrikken frem og tilbage" Han grinede kort af hans egne ord, hvilket jeg tog mig selv i også at gøre. Salen var iklædt forskellige bannere i efterårsfarver, blade (kunstige) var spredt lidt ud på gulve og borde og belysningen var dæmpet. Dog ikke så meget, bare en lille smule. 

"Så du fortæller mig altså, at du ikke kan danse?" spurgte jeg en anelse forvirret med et skævt smil plantet på mine læber. 

"Det sagde jeg ikke," sagde Louis kækt, hvilket jeg endnu engang grinede svagt af. Der var en rar atmosfære i luften, selvom jeg indimellem registrerede et par blitzer hen imod mig og Louis, og vi fik en del blikke. Det var aldrig noget, jeg ville vænne mig til, men jeg kunne vel heller ikke ha' forventet andet. 

Da sangen stoppede og skiftede til en anden, lod jeg mine hænder falde fra Louis nakke og ned langs mine sider.

"Jeg ved godt, at der her virkelig er et dumt tidspunkt, men jeg glemte at gå på toilettet hjemmefra, så jeg vil lige besøge det lille hus" Louis smilede undskyldende og til min store overraskelse, gav han mig et hurtigt kys på kinden, inden han smuttede igennem mængden af mennesker.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg bevægede mig væk fra dansegulvet og istedet hen imod baren. Jeg registrerede kun, at der stod en, jeg helst ville undgå, før det var forsent. 

"Piper... Jeg troede ikke, du kom" Chers stemme var en anelse kølig, men alligevel havde hun et lille smil på hendes lyserøde læber. Hun bar en mørkeblå kjole med slids foran. Den sad tæt op til halsen og havde en rygudskæring - efter, hvad jeg kunne se. Hendes blonde hår var sat op i en lav knold og hun stod med et glas champagne i hånden. 

Hun lignede lidt noget fra en Hollywood film. 

"Når, men her er jeg så," svarede jeg tvært. Jeg var ikke engang sikker på, om det var et svar. 

"Med Ethan?" Jeg fnøs over hendes ord og bestilte hurtigt en Martini af bartenderen. 

"Jeg troede, du skulle følges med ham? Nu når i er et par," sagde jeg koldt og kiggede mindst lige så køligt hen på hende. 

"Piper, stop dig selv. Du ved sgu da godt, at mig og Ethan ikke er et par. Jeg har undskyldt for det, der skete, og hvis jeg kunne spole tiden tilbage, så ville jeg ikke have gjort det" Jeg tog mig selv i at tro på hende, men jeg ville ikke tilgive hende. Det var jeg for stædig til og hun fortjente det ikke. 

"Men det kan du jo ligesom ikke, vel?" sagde jeg hårdt og hørte hende udgive et mildt suk. Jeg fik min Martini og tog en ordentligt slurk af den, før Cher selvfølgelig ikke kunne holde kæft i bare to minutter og begyndte at snakke igen. Jeg anede faktisk ikke, hvorfor jeg stadigvæk stod her. 

"Jeg er her med William" Hendes ord fik mig til kort at skæve hen på hende inden jeg slog en lille latter op. Cher kiggede på mig med en blanding af fortvivlelse og vrede. "Hvad skulle det til for?" spurgte hun hårdt. 

"Vi ved jo alle sammen godt, at Will er totalt væk i dig og du bare er en kold møgsæk, der bruger ham og Ethan og fucking alle andre! Han fortjener så meget bedre end, at du bare kaster ham rundt i manegen som en anden kludedukke! Men igen, det gør du jo med alle" Jeg anede ikke, hvad mit pludselige vredesudbrud skyldtes, men jeg kunne bare mærke, at jeg skulle væk med det samme og finde Louis. Derfor tog jeg hurtigt den sidste tår af min drink og begyndte at gå væk fra baren. 

"Uden mig havde du fucking været et nul, Piper! Du er ikke andet end et fucking nul!" Jeg havde allermest lyst til at gå tilbage til Cher og rive hendes afblegede hår ud af hovedet på hende, men istedet tog jeg en dyb indånding og gik videre. Jeg skulle ikke bruge mere af min tid på folk som hende; jeg havde bedre. 

Jeg havde Louis. 

 

 

 

 

 

 

 

"Hvordan går det?" spurgte Louis forsigtigt og fjernede noget hår fra mit ansigt. Jeg havde fortalt ham om mit skænderi med Cher, hvilket nu var et par timer siden, men det havde virkelig bare kastet mit humør helt i bund. Jeg kunne ikke lade være med at smile, kun fordi det var Louis, der stod overfor mig. 

"Fint, undskyld jeg er sådan en lyseslukker, jeg... Det hele er bare noget rod" Jeg rystede forsigtigt på hovedet og lod mit blik falde i få sekunder, inden jeg kiggede op på Louis igen. Jeg stod lige nu op af den faktisk utrolig kølige væg. 

"Hey, du er ikke en lyseslukker," sagde Louis med et hjælpsomt smil, hvilket smittede af. "Jeg vidste godt, at dine øjne var smukke, men jeg har faktisk aldrig lagt mærke til det grønlige skær, der ligger over dem" Louis' ord fik mig til at trække på smilebåndene. Han så mig dybt ind i øjnene, hvilket fik mig til at føle mig næsten lænket. "Du er ufattelig smuk, Piper" Louis' ord kom næsten kun ud som en mild hvisken, da han trådte et lille skridt tættere på mig og forsigtigt kærtegnede min kind. 

Hans hænder lå på hver sin side af mig, på muren bag mig, og hans læber var kun få centimeter fra mine, da han pludselig blev revet væk fra mig. Jeg udgav et lille gisp ved forskrækkelsen, da jeg så Ethan. Vreden brændte fra hans øjne, og da jeg så hen på Louis, holdt han sig ved kæben. 

"Hvad helvede!?" udbrød jeg og kiggede direkte hen på Ethan. 

"Du vover på at røre hende!" råbte han hen til Louis og ignorerede mig totalt. 

"Og hvem skal du så forestille at være?" fnøs Louis koldt, hvilket bare bringte Ethans pis endnu mere i kog. 

"Jeg er Pipers kæreste, og hvis du rører hende en gang til, så dræber jeg dig," svarede Ethan koldt. 

"Ethan, stop! Du er ikke min kæreste, vi to er fortid," sagde jeg hårdt, men endnu engang ignorerede han mig fuldstændig. 

"Åh, så du er den jaloux ekskæreste-type?" sagde Louis provokerende og jeg frygtede virkelig, at jeg vidste, hvor det her var på vej hen. Ethan begyndte at gå med truende skridt hen imod Louis, der blot blev stående. 

"Er det overhovedet lovligt for dig at være sammen med hende? Sidst jeg tjekkede efter, var du en del ældre end hende" Louis begyndte at grine provokerende til Ethan. 

"Du er bare sur over, at Piper har gået i seng med mig og ikke dig" Louis nåede knapt nok at færdiggøre hans sætning, før Ethans knyttede hånd sad i hans ansigt og Louis bakkede få skridt. Jeg lod et højt gisp forlade mine læber og prøvede forgæves at rive Ethan væk fra Louis. Der var efterhånden begyndt at samle sig en del rundt omkring os, men ingen af de fuckhoveder gjorde noget. 

"Stop forhelvede!" Endnu engang blev jeg ignoreret fuldstændig og prøvede endnu engang, forgæves, at hive Ethan væk fra Louis, der var igang med at slå løs på ham. 

"Hey, stop det der!" blev der råbt og til alt held, før Ethan havde slået Louis ihjel, kom to lærere til syne og rev dem fra hinanden. 

"Jeg sværger, jeg dræber dig næste gang jeg ser dig!" råbte Ethan efter Louis, selvom han kun stod få meter væk fra ham. Ethan blev slæbt væk og jeg var hurtigt henne ved Louis. Jeg fjernede forsigtigt hans hænder fra hans ansigt og gispede, da jeg så synet. 

"Kom, du bliver nød til at få renset de sår. Vi tager hjem til mig, min faster er ikke hjemme"

 

 

 

 

 

 

Jeg fik slæbt Louis ind i lejligheden og fik ham dumpet ned i sofaen, inden jeg fandt en pakke frosne ærter frem og noget at rense flængerne med ved hans kind og øjenbryn, inden jeg gik ind i stuen til Louis igen. Jeg rakte ham de frosne ærter, som han med en del underlige lyde fik taget imod hans øje. 

"Det her kommer nok til at gøre lidt ondt," advarede jeg ham og tog noget rensevæske ud på en vatrundel og forsigtigt duppede den imod Louis' flængede øjenbryn. 

"Jeg er virkelig ked af, at jeg ødelagde din aften" Jeg rystede hurtigt på hovedet over hans ord, for det var ikke hans skyld. 

"Du skal ikke tage dig af det, Ethan er en idiot. Du kunne have været lidt mindre provokerende, men det var ikke din skyld," sagde jeg med et lille smil og duppede endnu engang rundellen imod flængen i Louis' øjenbryn, hvilket fik ham til at knytte hans hånd så hårdt sammen, at den næsten blev helt hvid. 

"Det at slås for dig, er efterhånden blevet en vant ting" Louis forsøgte at grine, men pga. smerterne stoppede han hurtigt igen. 

"Hvad mener du?" spurgte jeg med et hævet øjenbryn og lagde den brugte rundel fra mig, inden jeg satte et plaster på Louis' øjenbryn. 

"Kan du ikke huske dengang i Sverige?" Ved lyden af hans ord kom der pludselig en masse minder væltende fra dengang jeg var i Sverige med drengene og jeg desværre var faldet i snak med de forkerte... Louis' reddede mig den aften. "Jeg er bare så bange for at miste mig selv, Piper, men jeg er endnu mere bange for at miste dig, for du er alt for mig. Uden dig ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre" Da jeg så Louis i øjnene, helt paf over hans ord, registrerede jeg, at hans øjne løb i vand. 

"Jeg vil ikke miste dig igen, Piper" Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, så jeg gjorde noget, jeg nok ikke havde regnet med at gøre nogensinde igen: jeg lagde mine læber imod hans. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...