Exploding | One Direction (E2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
*Jeg anbefaler, at man læser Explosion, før man begynder på denne her* Da Piper valgte at se tingene, som var alle problemerne hendes skyld, forlod hun dem alle sammen og flyttede hen til hendes faster i New York. Nu, to år senere, går Piper på college og lever det vilde liv, imens One Directions karriere er ved at falde sammen. Louis lider stadigvæk under savnet af Piper, så da drengene tager en tur til New York for at få alt op at køre igen og Louis støder ind i Piper på hendes arbejdsplads, falder det hele blot mere sammen - både for ham og for Pipers nye liv. En ting er i hvert fald sikkert, for hvis ikke One Directions karriere skal helt forsvinde, så har Louis brug for hjælp med det samme. En hjælp, han kun kan få fra Piper.

115Likes
98Kommentarer
8485Visninger
AA

16. Prom - part 1

PIPER

"my letter"

 

Kære Louis. 

Først og fremmest vil jeg sige til dig, at det her intet har mig dig at gøre - overhovedet. 

Jeg aner ikke, hvornår du finder dette brev, men når du gør, må du være mere end forvirret. Oprevet, måske. Du står nok med spørgsmålet: hvorfor? 

Det hvorfor, kan være ret så svært at svare på. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg selv kan svare på det. Men for at være rimlig, vil jeg give det et forsøg.

Jeg bestilte faktisk flybilletten for et stykke tid siden. Da jeg først købte den anede jeg ikke, hvad jeg havde rodet mig ud i, jeg vidste bare, at det var det eneste rigtige. Jeg er kun sytten år, jeg har stadigvæk min skole at tænke på og du har din karriere, der blomstre som aldrig før. 

Jeg vil ikke sætte en stopper for det, du står overfor. Jeg vil ikke rive dig med ned i mit lille hul. 

Jeg har så mange gange i mit liv oplevet sorgen. Det er også derfor, at jeg vælger at skrive dette som et brev istedet for at sige det til dig ansigt til ansigt. Jeg kan ikke holde ud at skulle se sorgen i dine øjne, så derfor kom jeg vel bare frem til, at det var lettest at flygte. 

Lettere at flygte fra det, jeg elsker, end at stille sig op for det og sige det til dig ansigt til ansigt.

Du må virkelig ikke tvivle på, om jeg elsker dig - for det gør jeg. Jeg elsker dig af hele mit hjerte, og tro mig: denne beslutning var virkelig ikke let. 

Vi er to vidt forskellige mennesker, vi er to fuldstændig forskellige steder i vores liv og jeg er bange for, at det bare ikke vil holde i længden. Og jeg vil ikke såre dig... 

Når det så er sagt, vil jeg bede dig om ikke at kontakte mig. Du skal ikke prøve på at finde mig, du skal ikke bekymre dig om mig, for uanset, hvor i verden jeg befinder mig, når du læser dette brev, så savner jeg dig, jeg elsker dig og jeg har det godt. 

Gå ud og find en sød pige, der fortjener dig. En, der ikke stikker halen mellem benene når det hele bliver lidt for kompliceret. Du er fantastisk og du fortjener kun det bedste.

Jeg elsker dig og jeg vil altid elske dig.

Piper xx

 

Jeg slog øjnene op med et sæt, min vejrtrækning var uregelmæssig og sveden piblede ned af min pande. Mareridt, det var bare et mareridt. 

Det var ikke noget mareridt, jeg havde lige drømt hele episoden fra den dag, hvor jeg tog afsted. Brevet, det hele. Jeg kørte en hånd igennem mit filtrede hår og gned mig i øjnene, inden et gab forlod mine læber. Det var så også først nu, at det gik op for mig, at jeg ikke var alene. 

Jessie sad i den anden ende af sofaen med et kæmpe smil på hendes lyserøde læber. Jeg beherskede mig dog over chokket og undlod at skrige, men istedet gispe voldsomt. 

"God eftermiddag sovetryne," sagde hun med det samme store smil som hele tiden. Åh ja, jeg var faldet i søvn på sofaen grundet den totalt manglende søvn fra sidste nat. 

"Hvad er klokken?" mumlede jeg og undlod det spørgsmål om, hvordan hun var kommet ind. Det var højst sandsynelig Tricia, der havde lukket hende ind. 

"Tæt på fem, hvorfor?" spurgte hun med et hævet øjenbryn. En masse bandeord røg ud af min mund næsten før hun havde færdiggjort hendes sætning. Jeg sprang op af sofaen og nærmest spænede ind på mit værelse. "Hey, hvorfor det påstyr?" spurgte hun forvirret og lukkede døren efter sig, da jeg var gået igang med at rive min T-shirt over hovedet og havde smidt mine natshorts til langtbortistand, så jeg kun stod tilbage i mit undertøj. 

"Jeg skal til fucking efterårsbal om en freaking time!" mumlede jeg frustreret. Det var virkelig det sidste jeg orkede lige nu, men der var mødepligt og jeg ville gerne se bare en lille bitte smule præsentabel ud nu når Louis skulle hente mig. 

"Når ja forhelvede, du må undskylde jeg ikke har vækket dig noget før," undskyldte hun med det samme og satte mit glattejern i stikkontakten. 

"Det er ikke din fejl, Jessie," forsikrede jeg hende om med et forsigtigt smil og lagde en let foundation på min hud. Jessie reddede mig med et stykke tyggegummi og hendes fantastiske evner for at glatte-og sætte hår. Som en anden multitasker, fik jeg lagt en let øjenskygge, blush, mascara og eyeliner imens Jessie ordnede mit hår. 

Jeg havde fucking travlt, for Louis ville komme og hente mig om godt og vel femten minutter og jeg skulle altså ha' noget mad inden jeg tog afsted. 

"Iiiiih forhelvede altså," vrissede jeg og slog irriteret ud med armene. "Jeg kan jo ikke tage den her kjole på!" udbrød jeg og tog den røde kjole jeg havde købt til idag, ud af skabet. 

"Piper, skat, den er utrolig smuk, du er smuk," forsikrede Jessie mig med hjælpsomt smil.

"Nej, Jessie, du forstår det ikke! Den her aften er virkelig vigtig for mig, Louis skal ledsage mig og -"

"- Så det er det, det her handler om?" sagde hun med et drilsk smil, hvilket straks fik mit smil til at falme. "Du er stadigvæk forelsket i ham, er du ikke?" spurgte hun med hævede bryn og korslagte arme. 

"Vel er jeg ej," fnøs jeg og vendte mig væk fra hende for at undgå at kigge hende i øjnene. 

"Vel er du sååå! Hvorfor skulle du ellers flippe sådan ud over noget så simpelt som et bal? Pipes, indrøm det nu bare" Jeg rystede skarpt på hovedet. Jeg ville ikke se det i øjnene, selvom Jessie nok havde ret. 

Jeg var stadigvæk forelsket i Louis. 

Jeg rystede hurtigt tankerne af mig og fik trukket den røde, stropløse kjole op om min krop, inden jeg lynede den i siden og trådte ned i mine sorte stiletter, der knapt kunne ses pga. af kjolen. Det var en meget let kjole, der faldt langs min krop og havde et slæp i bag mig. Den var tætsiddende fra brystet og ned til taljen, hvor den blev løsere og bare faldt naturligt ned langs mine ben. 

Og det var så der, jeg blev endnu mere stresset, da jeg hørte dørklokken. 

"Hvordan kan det være lovligt at tiden går så fucking stærkt!" vrissede jeg og greb ud efter min lille, sorte clutch. 

"Jeg skal nok åbne" Jessie forsvandt hurtigt ud af døren og da jeg kunne høre Louis' stemme ude fra entrèen, var det som om det hele begyndte at gå i slowmotion. Hvad nu, hvis han ikke kunne li' min kjole? Hvad nu, hvis det ville blive et totalt disaster? 

Jeg tog et par dybe indåndinger og begyndte forsigtigt at gå ud til entrèen, hvor Jessie førte en samtale med Louis, der stod pænt og ventede i døråbningen. Der gik ikke mange sekunder, før Louis registrerede på, at jeg stod i samme rum som ham og Jessie. Et smil prydede hans læber, hvilket fik mig til at blive helt forlegen. 

"Du er guddommelig smuk" Jeg kunne mærke farven stige i mine kinder, så jeg lod hurtigt mit blik falde. Jeg kunne fornemme Louis' skridt imod mig og kort tid efter stod han foran mig med en lille æske i hånden. Jessie hviskede, at hun ville smutte nu og forsvandt hurtigt ud fra entrèen. 

"Hvad er det?" spurgte jeg en anelse forvirret, hvilket fik ham til at grine svagt. Istedet for at svare mig, gjorde Louis tegn til, at jeg skulle åbne æsken - så det gjorde jeg. Jeg var nær faldet helt bagover, da det smukkeste guldsmykke med det mest fantastiske diamant vedhæng i form af et lille hjerte, viste sig. 

"Wow, det må ha' været ufattelig dyrt" Jeg var næsten helt mundlam, da Louis tog halskæden op fra æsken, stillede æsken fra sig og gjorde tegn til, at jeg skulle fjerne mit hår. 

"Prisen er ligemeget, en så smuk prinsesse som dig fortjener det" Endnu engang kunne jeg ikke styre smilet på mine læber, da jeg betragtede halskæden om min hals. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var helt paf, det var en utrolig smuk halskæde, der sikkert havde kostet en formue. Jeg turde næsten ikke engang at røre ved den. 

"Mange tak, Louis. Jeg elsker den" Louis sagde intet, men åbnede blot galant døren for mig. Jeg smågrinede lidt af det og greb fat om hans arm på vej ud af lejligheden. Da Louis endnu engang holdt døren for mig på vej ud af opgangen, var jeg nær besvimet, da jeg så en lang, sort bil foran mine øjne. Bedre kendt som en limousine. 

"Damerne først," sagde han med et stort smil. Jeg kunne simpelthen ikke tro mine egne øjne. Gjorde han det her for mig? 

"Du skør," mumlede jeg, hvilket han blot begyndte at grine af. 

Louis Tomlinson var skingrende skør. 

 

 

Nuuuuurh, hvad siger i så? Er de lige søde eller HVAD!?

I kan vel også fornemme, der begynder at ske noget nu? Glæd jer til næste kapitel, for der tager det lidt af  en drejning! :D

Maite xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...