Exploding | One Direction (E2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
*Jeg anbefaler, at man læser Explosion, før man begynder på denne her* Da Piper valgte at se tingene, som var alle problemerne hendes skyld, forlod hun dem alle sammen og flyttede hen til hendes faster i New York. Nu, to år senere, går Piper på college og lever det vilde liv, imens One Directions karriere er ved at falde sammen. Louis lider stadigvæk under savnet af Piper, så da drengene tager en tur til New York for at få alt op at køre igen og Louis støder ind i Piper på hendes arbejdsplads, falder det hele blot mere sammen - både for ham og for Pipers nye liv. En ting er i hvert fald sikkert, for hvis ikke One Directions karriere skal helt forsvinde, så har Louis brug for hjælp med det samme. En hjælp, han kun kan få fra Piper.

115Likes
98Kommentarer
8497Visninger
AA

8. Min kæreste...

PIPER

"This is who I am"

 

Det føltes som om gruset under mine fødder næsten gav under for mig, da mine kolde fødder ramte de spidse sten. Ganske enkelt, fordi jeg ikke havde haft tid til at tage sko på. 

Lysene fra de adskillige skyskrabere borede sig ind i mine øjne og gjorde det endnu mere besværligt for mig at se, end det allerede var. 

Tricia åbnede bildøren til hendes sorte Kia i en hård bevægelse, stillede sig ret op og gjorde tegn til, at jeg skulle sætte mig ind. Så det gjorde jeg, for jeg turde næsten ikke andet. 

Hun lukkede døren hårdt i efter mig, hvilket ikke ligefrem hjalp på min hovedpine hellere. Jeg klikkede min sele i det samme som Tricia tændte for bilen og kørte ud fra grunden. 

Vi kørte længe i stilhed, næsten for længe, for jeg følte den utrolig ubehagelig. Til gengæld kunne noget af støgen udefra hjælpe lidt på det. 

Hun var vred, det var helt sikkert. Hun plejede altid at spille musik fra radioen, men her var blikstille. Hendes læber var kun en smal streg og hun var helt rød i ansigtet af anstrengelse. 

Sorte render malede sig under hendes øjne og hendes hår bar tydeligt præg af, at hun næsten lige var stået op og havde rendt fortvivlet rundt for at finde ud af, hvor jeg var henne. 

Hun holdt ind foran lejlighedsbygningen og trådte ud af bilen også uden et ord. Jeg bed mig hårdt i underlæben og klikkede min sele op, inden jeg en smule akavet fulgte efter hende op til lejligheden. 

Hun kløede sig fortvivlet på den ene kind, inden hun vendte sig rundt imod mig med et så skuffet udtryk i ansigtet, at jeg næsten fik det helt dårligt. 

"Hvad gør jeg forkert, Piper?" spurgte hun overraskende roligt, men alligevel med et strejf og alvor.  "Hvorfor er du sådan der?" spurgte hun lidt efterfølgende. Jeg lod mit blik falde og krydsede mine arme. Der gik lang tid, det føltes i hvert fald sådan, før jeg tvang et svar over mine læber. 

"Ikke noget, jeg er bare... Jeg er bare mig, okay! Det her er, hvem jeg er," svarede jeg og slog ud med mine arme. Jeg lod mine øjne møde hendes og tårerne hobede sig op i mine øjenkroge. "For en gangs skyld i mit liv føler jeg mig fri, okay!"

"Er fri at tage stoffer? At drikke til langt ud på natten og knalde med tilfældige fyre på ukendte værelser! Er det det, du betegnet som frihed, var?" Hendes stemme var steget i toneleje, den var hårdere og hendes øjne var blevet mørkere. Vreden var der stadigvæk, lige som jeg troede, at den var forsvundet. 

"Hvad snakker du om? Den fyr, er min kæreste: Ethan. Og hvad fanden er det for noget vrøvl med stoffer, hvem fanden tror du jeg er?!" råbte jeg af hende, hvilket jeg fik en smule dårlig samvittighed over. Jeg kunne ikke li' bare at stå og råbe af folk, specielt ikke min faster, der lader mig bo i hendes lejlighed. 

"Hold nu op, Piper, dine pupiller er enorme! Tror du ikke jeg ved, hvordan øjne normalt ser ud?" Jeg adskilte mine læber få millimeter for at svare hende, men der kom ingen lyd ud. Istedet slog jeg irriteret ud med armene og stormede imod mit værelse, hvor jeg med det samme låste døren og derfor kun hørte halvdelen af det, hun råbte til mig. 

Jeg gik roligt hen foran spejlet og gav mig til at betragte migselv. Det var som om mit gode humør bare var blevet revet fra mig og jeg lige nu stod tilbage med ingenting. 

Jeg var helt bleg, mine læber var kun en smal streg og ganske rigtigt - mine pupiller var enorme. Men jeg havde ikke taget nogle stoffer, jeg havde højest røget en joint eller to, det var jo ikke noget? 

Var det?

 

 

 

 

 

Det var mandag, og mandag er min absolut hade dag med stort H. Tricia havde givet mig stuearrest, så det var jo bare fantastisk. Udover det, så havde hun insisteret på at køre mig både til og fra skole for at være sikker på, at jeg ikke lavede andre ting end det, jeg skulle.

Men idag var en undtagelse, fordi hun skulle til møde. 

Men det var mandag, og jeg magtede ikke problemer. 

Jeg havde blot sat mit hår op i en rodet hestehale, iført mig et par strømpebukser og et par højtaljede shorts, samt en top og en tynd jakke. Med min sandfarvede skoletaske på ryggen var jeg nu på vej imod bussen. 

En af One Directions gamle sange, nok helt tilbage fra 2012 eller sådan noget, kørte på fuld drøn i mine efterhånden slidte høretelefoner. Ja, One Direction, i læste rigtigt. Bare fordi jeg hadede Louis, så var det ikke ens betydende med, at jeg ikke kunne høre deres musik. 

Og derfor var jeg også nær faldet om med hjertestop, da jeg følte en hånd lægge sig på min skulder og vende mig rundt. Jeg udbrød et højt gisp som jeg fik øje på de grågrønne øjne, det skæve smil og det brune hår. Irriteret, rev jeg høretelefonerne ud fra mine øre og krøllede dem sammen ned i min lomme. 

"Nu ved du altså også, hvor jeg bor. Det er jo herligt," sagde jeg sarkastisk og lagde mine arme over kors. Louis grinte hæst af mig, inden han efterlignede min stilling og selv lagde hans arme over kors. 

"Hey, undskyld det jeg sagde sidste uge, okay?" sagde han med et svagt træk i den ene mundvige. 

"Jeg skal nå bussen," sagde jeg hurtigt og skulle til at vende mig om, da han endnu engang stoppede mig ved at lægge hans hånd på min skulder. "Hvad!?"udbrød jeg, måske en lille smule for højt, for den ældre dame få tyve meter fra os, stirrede hen på mig i få sekunder. 

"Vil du ikke... Please, drik en kop kaffe med mig. Vil du ikke nok?" spurgte han bedende. "Jeg savner dig, Piper. Jeg savner dig virkelig meget" Jeg lod kort mit blik falde og fordi jeg hader at se folk ked af det, så nikkede jeg. Tricia var her ikke for at sikre sig, at jeg var i skole og ærligt, så kunne hun rende mig. 

"En kop, Louis - og det er ikke en date," understregede jeg, hvilket han blot grinte af. Glimtet i hans øjne kom tilbage, som han førte mig hen til hans bil. Jeg åbnede selv døren til mit sæde og satte mig ind, hvorefter jeg placerede min skoletaske imellem mine ben og klikkede min sele. 

"Hvor skal vi hen?" spurgte han med et stort smil og skævede hurtigt over på mig, da han var igang med at køre ud fra grunden. 

"Var det ikke dig, der bød på kaffe?" spurgte jeg med et hævet øjenbryn. Louis trak trak på skuldrene, inden han skruede en lille smule ned for radioen. 

"Jo, men det kunne jo være, du kendte et godt sted?" sagde han, som om det var det rene logik. 

"Cafe May er ret god, jeg er der altid med Cher. Du skal bare dreje til højre næste gang, så til venstre og så ligefrem, så er du der," indformerede jeg ham om med et svagt smil, der dog hurtigt forsvandt igen, da jeg kom i tanke om, at det var Louis, jeg sad ved siden af. 

"Javel," sagde han bestemt, hvilket jeg ikke kunne andet end at grine svagt af. Louis sagde ikke noget yderligere, han sad bare og smilede svagt, imens vi kørte turen i stilhed.  Louis gjorde som fortalt og parkerede bilen ved nærmeste p-plads. Jeg åbnede hurtigt bildøren og trådte ud, inden Louis kunne nå om og åbne for mig, hvilket ellers så ud til at være hans plan. 

"Damerne først," sagde han høfligt og åbnede døren for mig ind til cafèen. Jeg trak svagt i den ene mundvige, inden jeg fulgte Louis hen til et bord bor, næsten henne i hjørnet, hvor man kunne sidde uforstyrret. Denne gang var jeg dog ikke hurtigere end Louis, der trak min stol ud for mig. Jeg satte mig meget modvilligt ned på den og havde allerede besluttet mig for, hvad jeg skulle ha'. 

Istedet lod jeg bare mine øjne betragte ham. Han havde fået skægstubbe langs hans kæber og lidt op på hans kinder, hans overlæbe og hans hage. Det brune hår sad filtret på toppen af hans hoved og han var iført en sort T-shirt og et par denimfarvede bukser. 

"Hvad vil du ha'?" spurgte han med et svagt smil og prøvede at skabe en øjenkontakt med mig, som jeg bevidst blev ved med at bryde. Jeg havde det ikke så godt med at skulle kigge ham i øjnene. 

"En græskar-karamel latte, Nr. 15," sagde jeg med et forsigtigt smil.

"Wow, du kommer her tit, var?" spurgte han med et skævt smil, hvilket jeg blot grinede en smule af. Jeg kunne vel ikke benægte, at han gjorde et eller andet ved mig, som jeg bestemt ikke brød mig om.

Da Louis var smuttet op for at bestille, gik der ikke synderlig lang tid, før han kom tilbage med de to kopper kaffe og placerede min foran mig. Jeg rørte forsigtigt rundt i den med den lille metalske. 

"Hvordan går det de andre?" spurgte jeg forsigtigt og lod nu mine øjne skabe en øjenkontakt med Louis. 

Hans smil falmede straks ved lyden af mit spørgsmål, inden han trak forsigtigt på skuldrene. 

"Fint vel... Vi snakker bare ikke ret meget sammen længere. Din pludselige forsvinden tog hårdt på os... På mig, i hvert fald. Og også på Harry for den sags skyld, han var knust. Du knuste ham virkelig, Piper. Ikke kun ham, men mig, os alle sammen. Du var en del af vores lille familie, vi holdt af dig. Og ja... Du har vel hørt, hvordan det går med vores karriere, den er gået lidt i stå," sagde han med et skuldertræk og lod hans blik falde. 

Jeg havde det dårligt med at høre om det, han fortalte mig. Havde det virkelig taget så hårdt på dem? 

"Men vi holder en slags filmaften på onsdag, hvis du nu havde lyst til at komme? Jeg er sikker på, at de ville elske, hvis du kom," sagde han med et skævt smil i det samme som jeg tog en tår af min kaffe. Jeg ville ikke nævne noget om min stuearrest overfor Louis, for så ville han også bare vide, hvorfor jeg havde fået den. 

"Jeg tror ikke... Ikke efter, hvordan de så på mig den aften, hvor i kom hen i supermarkedet. Og så skal jeg i skole dagen efter. Jeg tror ikke, det er en god ide" Louis nikkede forstående og tog en tår af hans kaffe, da der tikkede en SMS ind på min mobil og jeg hurtigt hev den op af lommen. 

"Hvem skriver?" spurgte Louis interesseret og stillede koppen med kaffe fra sig igen. 

"Ethan..." mumlede jeg og bed mig svagt i underlæben over hans SMS. Tricia var mødt op på skolen og han havde uheldigvis rendt ind i hende, så lige nu var jeg vidst rimlig meget på skideren. Igen. 

"Hvem er Ethan?" spurgte han hurtigt. Når ja, forhelvede, det vidste han jo ikke. 

"Min kæreste," svarede jeg hurtigt og hævede blikket for at se Louis reaktion. Han så mest af alt en anelse fortvivlet ud lige nu, lige indtil hans blik ændrede sig til en anelse mere fjern. 

"Så nu har du altså fundet en ny at lege kærester med, indtil du også knuser hans hjerte og forlader ham?" spurgte han en anelse hårdt, hvilket fik smilet på mine læber til at falme på 0,5. Jeg lagde hurtigt min mobil ned i min lomme igen og rejste mig op fra stolen for at gå ud fra cafèen. Louis ord ramte et sted, hvor det gjorde ondt. "Nej, Piper vent! Jeg mente det jo ikke på den måde!" råbte han efter mig, som jeg forlod cafèen med hurtige skridt. 

Det var en fejl at tage med Louis herind, en stor fejl. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...