Exploding | One Direction (E2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
*Jeg anbefaler, at man læser Explosion, før man begynder på denne her* Da Piper valgte at se tingene, som var alle problemerne hendes skyld, forlod hun dem alle sammen og flyttede hen til hendes faster i New York. Nu, to år senere, går Piper på college og lever det vilde liv, imens One Directions karriere er ved at falde sammen. Louis lider stadigvæk under savnet af Piper, så da drengene tager en tur til New York for at få alt op at køre igen og Louis støder ind i Piper på hendes arbejdsplads, falder det hele blot mere sammen - både for ham og for Pipers nye liv. En ting er i hvert fald sikkert, for hvis ikke One Directions karriere skal helt forsvinde, så har Louis brug for hjælp med det samme. En hjælp, han kun kan få fra Piper.

115Likes
98Kommentarer
8492Visninger
AA

11. Min kæreste er en drugdealer

PIPER

"You're so damn boring, Piper"

 

 

Stiften på min nyspidsede blyant tegnede forskellige streger på mit matematikhæfte, der absolut intet havde med matematik at gøre. Sagen var den, at det idag var fredag. Som alle andre mennesker, længdes jeg blot efter at få fri. Matematik var min tredjesidste lektion i dag, så manglede jeg kun 2x psykologi. 

Da jeg gav mig ekstra god til til at kigge efter, hvad det egentlig var, som min blyanten i min hånd tilfældigt tegnede, kom jeg frem til, at det var et øje. Et øje med tårer. Okay, det her lyder dybt poetisk og sådan, men det var nok bare sådan lidt... sådan jeg havde det lige pt. 

Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre af mig selv siden Louis for to dage siden havde bedt mig om at gå ud med ham. En del af mig elskede ham jo stadigvæk, men en anden del af mig elskede Ethan helt op til skyerne. 

Jeg havde ikke opbygget alt det her for at falde lige tilbage i mit gamle liv. 

Før jeg vidste af det, havde jeg også fået skrevet Louis' navn på mit hæfte. Og jeg sværger, at det altså ikke var med vilje. Jeg vågnede kun op fra mine tanker, da jeg pludselig følte en hel masse opmærksomhed, der lå direkte på mig. 

Jeg hævede hurtigt mit blik og så direkte op på Mr. Swan, der totalt koldt stod og så ned på mig. 

"Hvis det de sidder og laver, Frøken Cox, er så vigtigt, at de ikke engang kan følge med i undervisningen, så har du vel ikke noget imod at dele det med resten af klassen?" sagde han en anelse koldt. Jeg spærrede hurtigt øjnene op og stirrede ned på mit hæfte, hvor en masse underlige tegninger havde formet sig i løbet af de sidste fyrre minutter. 

"Øh, det, det..." Min stemme døede forsigtigt ud, da Mr. Swan vendte sig væk fra mig og med stive skridt gik op imod tavlen. "Jeg har altså fulgt med," skyndte jeg mig at sige, selvom det var direkte løgn. Mine tanker havde været et komplet andet sted under hele timen. 

Så alle de underlige formler, trekanter og hvad der ellers var på den grønne tavle, anede jeg ikke, hvad betød. 

"Så har de vel ikke noget imod at give os svaret på dette spørgsmål?" Jeg kunne stadigvæk mærke al opmærksomheden ligge direkte på mig. Det var faktisk ret ubehageligt. 

"Øh, det..." PRAISE THE LORD! Skoleklokke, du redder mig endnu engang. Jeg åndede lettet ud og skyndte mig at få samlet mine ting sammen, så jeg kunne være ude af klasselokalet som en af de første. Så skulle jeg nemlig ikke høre på Mr. Swans plapren om, at jeg skulle følge med i undervsningen. 

Til mit forsvar, så var det altså sjælendt, at jeg ikke fulgte med... Eller noget.

Jeg skyndte mig hen til mit skab, hvor jeg fik trykket koden ind og taget matematikbøgerne op af min taske for at skifte dem ud med mine psykologibøger. 

Man havde kun cirka fem minutter til at få skiftet bøger og komme ind i det klasseværelse, hvor man hørte til. 

I dette tilfælde gik de fem minutter bare en del hurtigere, for jeg skulle nemlig fra hovedbygningen - bygning A - til bygning D, der lå et godt stykke væk fra bygning A. 

Jeg fik mine bøger ned i min taske, tog den hurtigt på ryggen og masede mig igennem de mange elever. Lige siden Louis havde vist sig ved fodboldkampen i onsdags, havde jeg fået en del underlige blikke. 

Det var lige præcis de blikke, jeg var flygtet fra. 

Jeg rystede dem blot af mig, strammede min rodede knold og gik målrettet imod bygning D. 

Selvom jeg allermest havde lyst til at finde Cher lige nu, så vi kunne pjække sammen, lå det ikke lige just i mine kort. Tricia havde fået en mail hjem om, at mine fraværstal var for høje, og hvis jeg ikke fik ændret det, kunne jeg risikere at blive smidt ud. Og det var altså ikke lige mine planer. 

Da jeg nåede bygning C, hørte jeg skoleklokken ringe. Den klokke, der så mange gange havde hjulpet mig, havde sgu også røvrendt mig en del gange. Jeg mumlede en masse utydelige bandeord og satte i løb hen imod bygning D, da mit blik fangede to skikkelser længere fremme, halvt gemt af det forfaldne rækværk. 

Jeg stoppede brat op og småløb hen i bag et hjørne, hvor de ikke ville kunne se mig, da jeg opdagede, at en af dem var Ethan. 

Han kiggede sig hele tiden mistroende over skulderen, nærmest som om han var bange for, at nogen opdagede dem. Den anden kendte jeg ikke navnet på, men det var rødblond pige, der trak nogle penge op fra hendes skoletaske og rakte dem til Ethan til fordel for en lille pose med noget hvidt indhold, som han selv havde trukket op af hans lomme. 

Jeg lod et gisp forlade mine læber, da det gik op for mig, hvad det lige var, han havde givet hende. 

Pigens læber formede nogle ord, jeg ikke kunne tyde, inden hun forsigtigt så sig omkring uden at finde nogle resultater. Jeg fulgte hendes bevægelser ind i bygning D, inden mit blik røg tilbage på Ethan, der var på vej imod mig. Eller ikke direkte imod mig, men bygning C, hvor jeg vidste, at han skulle ha' sin næste time. 

Inden han nåede så langt, trådte jeg dog ud foran ham til hans store overraskelse. 

Jeg kæmpede en kamp med mine tårer, der truede med at trille ned af kinderne på mig. 

"Hvem fanden var det?" spurgte jeg hårdt og så ham direkte i øjnene for at få alle detaljerne med af hans nervøse træk. Han var tydeligvis bange for, at jeg lige havde taget ham i at sælge stoffer. 

"Det var øhm -"

"- Ved du hvad, Ethan? Jeg er fuldkommen ligeglad med, hvem fanden det der var, jeg vil bare være helt sikker på det, jeg så," sagde jeg i det samme hårde tonefald og lod ikke mit blik vige en eneste gang. 

"Hv-hvad så du?" stammede han. Han var klart nervøs, det var tydeligt. 

"Hvor lang tid har du gjort det her?" spurgte jeg lidt blidere. Ethan kløede sig nervøst i tindingen, inden han tog en dyb indånding. 

"Hvad mener -"

"- Hvor lang tid har du solgt stoffer!" næsten råbte jeg, hvilket fik ham til at se en anelse panisk rundt. Til hans held, var der ikke andre end mig og ham herude lige nu. "Vent lidt... Til Chers fest, da min faster hentede mig, så sagde hun, at jeg havde indtaget noget. Du rodede på et tidspunkt med min drink... Hvordan i fanden i helvede kunne du gøre det imod mig!" råbte jeg og gav ham et puf i brystkassen, så han trådte få centimeter tilbage. 

"Fordi du er så fandens kedelig, Piper! Jeg blev jo nød til at gøre et eller andet," forsvarede han sig selv, hvilket blot gjorde min endnu mere vred. 

"Så bare fordi jeg ikke vil knalde med dig, så du dig nødsaget til at putte fucking stoffer i min drink, så jeg ville!? Hvad fanden er du for en?! Det næste du fortæller mig er vel, at du har knaldet med Cher bag mig ryg" Ethan blev pludselig helt stille, hvilket samlede sandhedenspuslespil lige så stille foran mine øjne. Jeg rystede hurtigt på hovedet og bakkede få skridt. 

Mine læber var let adskilte og mine øjne løb i vand, da jeg lige havde fået hele sandheden på ganske få sekunder. Den første tårer trillede ned af min venstre kind, inden jeg hurtigt vendte rundt og løb. Jeg skulle bare væk, væk fra Ethan, væk fra Cher og væk fra alle de mennesker, der havde stukket mig i ryggen. 

Fuck mit fraværstal lige nu, jeg skulle bare hjem. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...