Exploding | One Direction (E2)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 okt. 2014
  • Opdateret: 6 dec. 2014
  • Status: Færdig
*Jeg anbefaler, at man læser Explosion, før man begynder på denne her* Da Piper valgte at se tingene, som var alle problemerne hendes skyld, forlod hun dem alle sammen og flyttede hen til hendes faster i New York. Nu, to år senere, går Piper på college og lever det vilde liv, imens One Directions karriere er ved at falde sammen. Louis lider stadigvæk under savnet af Piper, så da drengene tager en tur til New York for at få alt op at køre igen og Louis støder ind i Piper på hendes arbejdsplads, falder det hele blot mere sammen - både for ham og for Pipers nye liv. En ting er i hvert fald sikkert, for hvis ikke One Directions karriere skal helt forsvinde, så har Louis brug for hjælp med det samme. En hjælp, han kun kan få fra Piper.

115Likes
98Kommentarer
8500Visninger
AA

5. Lad mig være

PIPER

"To the world you may just be someone,

but to someone you may be the whole world"

 

 

"Louis, jeg mener det, jeg har kunder," sagde jeg irriteret for at få ham til at rykke videre i køen, hvilket jeg havde forsøgt på de sidste par minutter. 

"Piper, forhelvede, hvad laver du her?" spurgte han under hans hættetrøje. Hans øjne var fulde af fortvivlelse og hvis han ikke snart gik, begyndte jeg nok at græde. Hvorfor, vidste jeg ikke. 

"Det er ikke relevant, betal nu bare for dine ting - folk venter," sagde jeg lige så irriteret som før, men han flyttede sig selvfølgelig ikke ud af stedet. 

"Undskyld, men vi er faktisk nogen, der skal nå noget," skyndte en ældre herre, der stod i bag Louis og ventede på at få hans cigaretter og mælk betalt. Ja, lyt til en kloge herre. 

"Slap nu af, jeg har lov at snakke med hende," forsvarede Louis sig selv til den ældre herre i et dømmende tonefald. Hvad fanden var der galt med ham? Han plejede ikke at opføre sig sådan, slet ikke. Nu havde jeg ikke set ham i to år, men han opførte sig fuldstændig latterligt. Manden svarede ikke, og derfor henvendte Louis sig til mig igen. 

"Louis, jeg mener det. Hvis du ikke går lige nu, så kalder jeg på vagterne," sagde jeg hårdt og lod mine fingre folde sig om røret. Louis stivnede under min bevægelse. Han pressede læberne hårdt sammen, inden han smed nogle kontanter op på disken, greb ud efter hans varer og stormede ud af dørene. Jeg følte mig helt i chok over det, jeg lige havde set. 

For en ting var, at det var Louis, som jeg aldrig havde håbet at se igen, men en anden ting var den måde, han opførte sig på. Han var helt forandret. 

 

 

LOUIS

 

"Du ligner en, der har set et spøgelse," sagde Liam med et grin i stemmen, da jeg trådte ind i stuen med slikket og smed det på stuebordet. De så allesammen hen på mig, da jeg sank sammen i sofaen og begravede mit ansigt i mine hænder. 

"Seriøst, du skæmmer os altså lidt," sagde Zayn og lænede sig lidt fremad. Jeg så op fra mine hænder og lod mine tanker køre på højtryk. Jeg havde lige set Piper. Den Piper jeg elskede, hun var her, hun var her i New York. 

"Jeg... Je-jeg... Jeg så Piper" Smilet, der før ellers lå på drengenes læber, forsvandt med det samme. De så allesammen helt stoned ud, da de bare gloede hen på mig. 

"Okay, nu rapler det altså for ham," mumlede Harry. Jeg så direkte hen på ham og rystede på hovedet. 

"Nej, nej det er rigtigt. Jeg sværger på alt jeg har at sværge på, jeg så hende, jeg så hende virkelig. Hun arbejder lige nede i supermarkedet"

"Er du sikker på, det ikke bare var en, der lignede Piper? Jeg mener, af alle steder, hvorfor skulle hun så være her i New York, hvad laver hun overhovedet her?" spurgte Liam, men jeg rystede straks på hovedet. 

"Hvis i ikke tror på mig, så kan i selv gå ned og tjekke efter," sagde jeg og greb ud efter en chipspose for at åbne den. På alle de blikke drengene pludselig udvekslede viste det, at jeg havde sagt noget, jeg måske ikke skulle ha' sagt. 

 

 

PIPER

 

Jeg tog hurtigt min jakke under armen og førte mine brune lokker op i en knold, da jeg var ved at gøre klar til at tage hjem efter en stressende dag. Der var kommet flere længere henne på aftenen og bare det, at ha' set Louis, havde fået mig til at blive utrolig stresset. 

Det her var lige præcis det, der ikke måtte ske, det måtte det bare ikke. Hvordan fanden kunne det være, af fucking alle steder, at han lige skulle ha' handlet her - hvad lavede han overhovedet i New York? 

Det der dog skræmte mig mest var, at hvis Louis var her, så var de her nok højst sandsynligt alle sammen. Jeg var lidt ved at gå ud af mit gode skind over det. 

Jeg blev afbrudt af min mobil, der besluttede sig for at ringe absolut lige nu. Jeg lod et mildt suk forlade mine læber, inden jeg fandt den frem fra min taske og tog den op til øret.

"Det Piper," sagde jeg hurtigt og begyndte at forlade grunden så jeg kunne komme hjem. 

"Hej Pipes, det er Cher - jeg ville bare li..." Chers stemme døde langsomt ud da jeg trådte ud i den friske brise og der stod fem lidt for genkendelige mennesker foran mig. Fuck. Fuck i fuck i fucker pis lort. 

"Øh, Cher... Jeg ringer tilbage" Jeg lagde hurtigt på og lod min arm falde, inden jeg bed mig hårdt i underlæben og lod mit blik glide rundt på dem alle sammen. Hvad lavede de her? "Øh, undskyld mig" Jeg slog hurtigt blikket i jorden og var på vej væk fra dem, da der var en, der greb fat i min arm og tvang mig til at vende mig om. 

Jeg så direkte ind i et par sårede, blå øjne. Niall. 

"Piper?" Han slap forsigtigt min arm og så utrolig såret ud, da han så mig i øjnene. Jeg havde forladt ham, jeg havde forladt dem og det var meningen, at jeg aldrig skulle se dem igen, men nu stod de direkte foran mig. Det her var et stort rod. Jeg så kort rundt, hvilket skabte en kort øjenkontakt med dem allesammen, lige indtil jeg kom til Harry. Han så ned i asfalten, som om han nægtede at tro sine egne øjne. 

Jeg kunne godt forstå ham, jeg havde såret dem. Jeg havde intet sagt. Jeg kunne mærke tårerne presse sig på i mine øjenkroge. Jeg pressede læberne hårdt sammen og lod mit blik falde, inden jeg rystede forsigtigt på hovedet og tog en dyb indånding. 

"Undskyld" Jeg banede mig vej imellem dem med så hurtige skridt jeg overhovedet kunne præstere. Heldigvis var der ingen af dem, der stoppede mig denne gang. Tårerne løb modvilligt ned af kinderne på mig og det ene hulk blev erstattet med det andet. 

Jeg fattede ikke, hvad jeg lige havde været i midten af. Men det kunne kun betyde en ting, og det var ikke godt. 

 

Undskyld for det korte kapitel, der heller ikke er rettet igennem.

Skal hurtigt afsted til Sverige, så havde desværre ikke tid til at rette det, håber det er ok.

Når?! Hvad syntes i så? Efterlad meget gerne en kommentar med din mening om Exploding ind til videre, jeg vil højst sandsynligt svare på dem allesammen!

Glem heller ikke at like, mine darlings xx

Love u <3

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...